Essay - hjælp med at komme videre

Hey guys. 

Jeg er begyndt med at skrive essay, men er lidt stuck. Jeg vil lige vide, om det jeg har skrevet indtil videre (jeg er ikke færdig; mangler at skrive en ½ side mere) er fint nok, og hvad jeg mangler at få med. Rettelser, ideer og foreslag er også meget velkomne.

Her kommer det:

Krig

- Et essay

Krig er en pest. En smittende sygdom. Og uden vi nåede at sætte en stopper for den, så havde den spredt sig overalt. Afghanistan. Syrien. Yemen. Libyen. Irak. En verdensomspændende pandemi uden nogen form for nåde for fattig, barn, kvinde. Sygdommens symptomer er kaos, vold, destruktion, konflikt og berøvelsen af uskyldigt liv. Krig er grimt og krig er overalt. Tænder du for nyhederne, så ser du krig. Lytter du til radioen, så hører du krig, og snakker du med folk, så snakker de om krig. 

For et par dage siden, så babysittede jeg min teenager niece. Vi sad på sofaen og spiste popcorn og skulle til at tænde tv’et for at nå en episode Breaking Bad. Det første der dukker op på skærmen, er et billede. To syriske brødre gik hånd i hånd med bare fødder. På ryggen havde de beskidte Teenage Mutant Ninja Turtles tasker, de lignede noget, de muligvis havde fundet fra bjerget af skrald bag dem. Længere i baggrunden lå der et fuldstændigt smadret hus med størknede blodpletter på jorden. Jeg blev forfærdet og slukkede med det samme. Havde krigen virkelig varet så længe? Den var næsten som om, det var blevet en del af to drenges hverdag, så upåvirkede som de så ud. At gå i skole, mens bomberne falder på hovedet af en. Krig burde bestemt aldrig blive noget som man vænner sig til. Aldrig. Og hvad siger det virkelig om den tilstand, vores verden er i? 

For mine børn, så er krig heldigvis ikke et aktuelt problem. De er gudskelov født og opvokset i Danmark, og jeg ville ikke have det på nogen anden måde. Aldrig har de oplevet at gemme sig under trapperne af frygt for bomberne, at tro at hvert øjeblik bliver ens sidste og skrækken når en bombe ramte for tæt på, og vinduerne blev knust i millioner af stykker. For dem er krig bare, de historier mor af og til fortæller. I deres øjne virker hændelserne uvirkelige. Nærmere handlingen på et voldeligt videospil eller en fantasy bog end reelle begivenheder, der påvirker folk— også længe efter krigen er slut. De leger uskyldigt med deres lille tinsoldater og plastic pistoler, mens de løber efter hinanden. Og det må de også godt. Med tiden vil de forstå verdens skrækkelige realitet. Lige nu er de for unge. Men jeg frygter dog alligevel den dag, de gør. 

I 1991 var der krig i Irak. Der var ingen mad. Ingen elektricitet. Ingen vand. Hele familien var samlet i min families hjem. Børnene lå på gulvet og hulkede. Deres fædre dækkede deres øre, så de ikke hørte lyden af bomberne. Det hjælp ikke, når de kunne mærke gulvet skælve, hver gang en bombe faldt tæt på os. Min lillesøster klemte min hånd, så den blev helt hvid. Vi var alle bange. I byen vi levede i, så var vores eneste vandkilde en flod. Så snart de amerikanske fly fløj bort, så skyndte folk at tage til floden. Der kunne de få rent drikkevand og vaske deres børn og tøj. En bro over floden forbandt de to dele af byen. Broen var bygget af træ og gamle skibsrester. Den sidste bro blev nemlig smadret sidste gang, der blev bombet.

Min storebror - den ældste dreng i vores søskendeflok - havde fået jobbet, at tage over broen for at købe en bakke æg. Dét og tomater var det eneste måltid, vi spiste i flere måneder. Mens vi ventede på ham hjemme, hørte vi pludselig en kæmpe eksplosion. Min forældre var ved at blive syge af bekymring— de vidste nemlig, at eksplosionen kom fra broen, der hvor han havde været på vej hen. Jeg bandt hurtigt tørklædet rundt om mit hoved, og sammen med min far tog vi afsted for at finde ham. Synes vi blev mødt med er et, jeg aldrig nogensinde glemmer. Broen var smadret og der lå ca. 150 lig over det dele. De fleste af ofrene havde været kvinder og børn. Luften hang med en fæl stank af brændt kød og røg, og jeg var ved at brække mig. Vi vendte hvert lig for at finde min bror. Nogen er dem var helt ukendelige. Andre ansigter virkede vagt bekendte. Min bror var der ikke. Far græd vejen hjem. Jeg græd med ham.

Mens bomberne faldt, var min bror heldigvis kommet over broen og inde i butikken. Væggene kollapsede under ham, men han var ikke kommet til skade. Han krydsede floden farvet rød af blod ved at klamre sig fast til en båd. Han kom heldigvis hjem i sikkerhed, før den næste runde af bombardement begyndte. Det var den værste dag i mit liv.

32 år levede jeg i et krigsramt land. Et liv med bomber og krig hver eneste dag, hvor jeg ikke vidste om jeg ville overleve. Men jeg havde en drøm og et håb om, at en dag komme ud – og det lykkes mig.