Biologi - gået i stå!

Hvis man fjerner det øverste sedimentsbundlag, som ofte er meget fosforrigt, vil fosforudledningen kunne reduceres (dog kun kortvarigt hvis intet andet ændres samtidig). Problemer kan dog være bortskaffelse af det fjernede sediment, lokalisering af de mest udsatte områder og dyber af fx en sø, hvor sedimentet skal fjernes, og mest af alt, kan det også forstyrre den smule dyre- og planteliv som evt. skulle forekomme i søen. 

Hvis vi fx tager fat på at gøre fosfat utilgængeligt for bl.a. alger via kemisk bindinger, kan man gøre dette ved at tilføre ilt til søbunden. Der er tale om en redoxreaktion. lten forhindrer frigivelse af fosfor og samtidig også giftige gasser (H2S) fra sedimentet (hvis et liglagen er ved at blive etableret). Se fx også: http://www.lake-restoration.net/pdf/VJ_1_10_s32_34_kemi%20I.pdf som ekstra sjov tilføjelse. 

I vandløb og søer samt i visse fjordafsnit er det primært fosfor, der begrænser planteproduktionen, dvs. at planternes vækst bestemmes af den tilgængelige fosformængde, mens der er overskud af kvælstof. Ved store fosfortilførsler øges væksten af planktonalger i vandet, hvorved hele miljøtilstanden forrykkes i en uheldig retning.

Fosfor kan ophobes i store mængder i sø- og havbunden, så der her gemmes en pulje, der er opbygget gennem mange års tilførsler. Det er årsagen til, at der kan gå lang tid, før der ses en effekt af reduceret fosforudledning. Fosforpuljen i bunden (sedimentet) er bl.a. bundet til jern. Når jern findes på oxideret form (Fe3+), binder det effektivt fosfat. Når jernet derimod reduceres (til Fe2+) eksempelvis under iltfattige forhold om sommeren, frigives fosfat fra bunden og kan medføre en høj planteproduktion i vandet - (og netop derfor kan iltning af søbunden være et godt alternativ til sørestureringen!)
I sedimenterne bindes fosfor endvidere i uomsættelige organiske forbindelser eller som calciumfosfat, hvorfra det stort set ikke frigives igen. Det begraves på den måde permanent i bunden og trækkes dermed ud af fosforkredsløbet, indtil sedimenterne om mange millioner år omdannes og eventuelt foldes op som bjerge. Forvitringsprocesserne og fosforkredsløbet kan da begynde forfra.

Fra kilden: http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Grundstoffer/fosfor/fosfor_(Fosforkredsløbet)

Ved også at tilføre O2 vil man kunne fremme bunddyr- og planters overlevelsesmuligheder nær bunden. Planterne vil kunne etablere et rodnet, som evt. vil kunne optage en del af de uorganiske stoffer, der ellers normalt frigives fra bundsedimentet. På samme vis kan man vælge at udplante planter, som netop kan etablere rodnet, optage dele af de uroganiske stoffer, foretage fotosyntese og derved naturligt tilføje O2 til bunden af en sø. Kommer dog an på søen tilstand - planterne kan ikke udplantes i søområder med for ringe vækstmuligheder på søbunden. 

Normalt benyttes også tilførelse af Aluminium for at gøre fosfor utilgængeligt og mindske fosforudledningen fra bundsedimentet. Al danner hydroxydforbindelser, som binder fosfor fra vandfasen og i bundsedimentet. Dog problemer med toksinitet ved lav alkanitet og lav pH. 

Muligheden med braklægning af markområder omkring åen/søen hænger sammen med, at der fra landbruget af udledes store mængder fosfor og kvælstof. Kvælstof har som bekendt en dårlig indvirkning på algevæksten, hvis den forekommer i for store mængder i vandmiljøer om sommeren. Men ved at lade markområder omkring søen/åen være braklagt, vil der ikke tilføres øgede unaturlige mængder kvælstof til disse markområder, hvorved kvælstofniveauet der nedsiver til vandmiljøet reduceres. Et alternativ som også ofte er fremme i medierne, er muligheden for at genetablere våde enge nær vandmiljøområder ved at lave et indhug i landbrugsjord omkring fx en sø/å. Ved at etablere disse våde enge vil der skabes et anaerobt område, hvor kvælstof fra landbrugsmarkerne, istedet for at blive udledt til vandmiljøet, 'renses' via de våde enge via naturlig denitrifikation. Bare et rigtig fint alternativ lige at nævne ;)

Et ekstra alternativ er desuden også at ?fjerne dyreplanktonædende fisk (fredfisk) for at forbedre forholdene for - og øge mængden af de store dyreplankton arter – derved øges græsningen på algerne.

Tjek evt. også: (Link fjernet pga. dødt link. Mvh. Studieportalen.dk)

Tusinde tak for hjælpen.. Du er en livredder :)

Nej, jeg er bare en medfølende tidligere studerende som selv har været igennem opgaven ;) 

:)
 

Nu har jeg lige læst det du skrev igennem igen, og du nævner meget fosfor selvom du valgte "gøre fosfat biologisk utilgængeligt fx ved kemisk binding". Dette er sikkert et meget dumt spørgsmål men hvad har fosfat med fosfor at gøre? 

Fosfor er et gundstof, hvorimod fosfat er et salt - altså ionforbindelse :)