ret stil om universet?

hey alle

jeg har lidt problemer med komma, punktummer og opsætning. 

du ved sådan noget orden noget. :)

min lære er altid utilfreds med mine kommaer og sådan. så jeg tænkte på om nogle af jer måske ville tage et kig på min tekst og sætte nogle kommaer og sådan, sådan ret teksten. så kan jeg lige se hvad jeg mangler og hvad jeg gør galt. 

1000 tak på forhånd og forsat god søndag. 

 Er vi alene?

Fintes der liv derude, er vi alene? Det er nok en af de mest brugte spørgsmål, vi har her på jorden. For er vi alene? Fintes der 1000 vis af andre galakser som os, med liv i, der ude? Eller er vi helt alene, her i det store univers. Nogle mennesker tror fuldt od fast på at der findes liv derude imens andre mener at der er noget værre sluder. men hvad er rigtig at tro? Hvad er rigtig og hvad er forkert?

Jeg har altid været fascineret af universet. Har altid været fascineret af de millioner af stjerner. Har altid været fascineret af uvidenheden om der er liv andre steder end på Den Blå Planet.

da jeg var yngre tænkte jeg tit på om der var liv andre steder. Jeg kig tit og opfandt små verdens historie om at der var et rumskib der kom til jorden, fordi deres egen var gået under.

  Det startede med at de lignede nogle små grønne væsner, der snakkede med bip lyde.            Da jeg blev lidt ældre, gjorde jeg det lidt mere realistisk (realistisk efter min egen mening) så rumvæsnerne endte med at kunne snakke det samme sprog som os, derefter blevet de lavet om til mennesker der lignede os, efter det var det ikke deres planet der var gået under men bare at de prøvede at finde liv i universet ligesom os. Jeg blev aldrig helt enig med mig selv om, om de rumvæsner var gode eller onde, ville det godt for jorden eller bare overtage heler verden. Men som jeg blevet ældre blev ønsket om at finde menneske liv i universet mere og mere urealistisk for mig. Nu håber jeg bare på at man kan finde en eller anden biologisk mini celle på Mars. Det der nok altid har vedligeholdt min opmærksomhed på universet er at vi faktisk ikke ved så meget om det. Jeg hader nogle gange at vi ved så meget om alting. Jo mere vi ved jo flere bekymringer for vi, men også jo mindre vi ved jo flere spørgsmål og uopklarede sager. Nogle gange ønsker jeg inderligt at jeg levede i ”1500 grønhvidkål”  dengang hvor man ikke vidste at jorden var rund. Dengang man ikke vidste at Amerika fandtes. Dengang hvor man kun havde bekymringer indenfor sine egne 4 rammer og man ikke havde behov for at vide hvor meget isen smeltede om året på den anden side af jorden. Nogle gange ønsker jeg faktisk at jeg levede helt tilbage i istiden. Kunne det ikke bare være spænede?

Men der er selvfølgelig også de tider hvor man ønsker at leve i år 3000 og et eller andet.

Det år hvor man kan rejse til en anden planet, ligesom vi tager på ferie i Thailand i dag.

Hvor man kan køre på luft eller vand i bilerne, i stedet benzin og Disel som man gør nu.

  På det tidspunkt hvor bilerne flyver over husende. 

 Der er blevet lavet mange film om at jorden gik under eller at jorden blev besat af rumvæsner men flyvende UFO´er der har et areal som en tallerken. Jeg så faktisk en film her den anden dag om at jorden kig under. Det nok en af de bedste film jeg har set i den genre. Den handlede ikke om at der kom en flok rumvæsner og skød folk ned med laisser pistoler. Det var lidt mere sådan at det var sket før, bare i meget mindre forhold. Det startede med at der kom en masse jordskælv omkring i verden, de blev større og større og endte med at lave så store sprækker at det kunne ses å et satellit billede. Efter jordskælvene begyndte der at komme kæmpe tsunamier. Det ender med at der er få mennesker der overlever omkring 300.000, de overlever ved at de har fået bygget nogle kæmpe skibe nogle får før. Fordi de kunne se at verden var ved at nå sin undergang. Det ender med at Sydafrika bliver det højeste punkt i stede for Mount Everest, og at hele verden hænger sammen igen.  Filmen hedder ”2012”.    Den her kan man jo ikke sige at den ligefrem er realistisk men den kan godt være lidt overbevisende på nogle måder. Der anden genre for jordens undergang er jo alt det med rumvæsner. og der findes også mange forskellige film om dem og hvordan de er. F.eks. i ”E.T” er rumvæsner gode og vil enig ikke noget ondt, hvor i modsætningen til ”War Of The Worlds”

Hvor rumvæsnerne prøve at dræbe og udrydde menneskeligheden. Så der er altså mange forskelige opfattelser af rumvæsnerne, selvom man faktisk ikke ved noget om dem. Jeg har tit undre mig over hvem der faktisk fik den første tanke om at der måske var liv andre steder på jorden. Hvem kunne komme til at tænke på sådan en vanvittig stor ting? Men det spørgsmål ville blive til før eller siden, for det kan sige sig selv, når man står at kigger op mod stjerne med den sorte baggrund. Vi mennesker har en tendens til at stille spørgsmål til alting. Jeg tror det er derfor vi har fundet ud af en masse ting der gør at vi står som vi står i dag. Det er derfor at jeg tror at vores vedvarende nysgerrighed er en af de primære årsager til at vi fik tanken om liv i rummet og den forsatte nysgerrighed til at finde liv i rummet. Der er mange forskellige holdninger til spørgsmålet om, om vi mon er alene eller ej. Nogle taler for og nogle taler mod men der er intet rigtigt svar. Vi ved endnu ikke, om der findes liv et sted derude. Men vi ved, at flere af de største nationer i verden bruger mange penge, mange ressourcer og meget tid på at forske og undersøge nærmere om rummet, måske i håb om at finde liv et sted derude. Det senest nye om forskningen om universet er da amerikanske NASA sendte en maskine på Mars for at filme, tage billeder og lave analyser. Men hvorfor? Hvorfor bruger de flere millioner dollars på rumprojekter og analyser, som måske eller måske ikke leder til at vi kan finde liv i rummet? Håber de på at finde liv? Personligt har jeg det sådan lidt 50/50 om hvor meget vi enig skal vide om rummet. Jeg kunne selv godt tænke mig at finde ud af om der er liv i rummet, jeg er nysgerrig efter at vide det. Men på sammen tid har jeg det også fint med at være uvidende omkring, hvorvidt der er liv i rummet eller ej, for jeg har det lidt sådan, at når man først har fundet liv i rummet er der faktisk ikke rigtig mere store ting at stille spørgsmål til. Jeg forstår dog alligevel godt, at nogle vier deres liv til at undersøge lige netop det med liv i rummet. Nysgerrigheden samt lysten til at vide mere kender jeg alt til, og jeg kunne forestille mig, at de, som arbejder med det til dagligt, brænder meget for det. For mig er det måske lidt mere ting på jorden jeg brænder for, jeg brænder rigtig meget for havet. Havet har jo også noget med rummet at gøre. F.eks. tiden vandet og månen.

Det er ikke fordi jeg tænker på universet tit, faktisk tænker jeg for det meste kun på det når jeg er ude og køre og det er blevet mørkt. Jeg kan huske da jeg var mindre og mig og min familie kørte syd på, ned mod Norditalien for at stå på ski. Vi har altid kørt sådan at mine forældre ikke holdte ind om natte for at sove, men at de også kørte om natten, hvor de så bare skiftedes om det. Vi tog altid af sted i Februar, så det betød at det var vintre og at himlen stod høj. Jeg sad altid med min musik i øerne og kiggede op mod himlen hele natten igennem. Jeg har aldrig rigtig kunne sove i bilen fordi min familie og jeg engang kørte galt, på vej hjem fra Lalandia på Lolland (tror jeg det var). Det var midt om natten for mange år siden. Jeg sad om bagi og sov, sammen med mine to søskende. Jeg sad om bag førersædet som jeg plejede at gøre, jeg var sådan lidt halv vågen for jeg sad ikke særlig godt. Jeg kan ikke rigtig huske hvordan det skete, da jeg var lidt i min underbevist hed. Der kom bare en bil ud af det blå og svingede direkte ind i den side mig og min mor sad på. Bilen var rød kan jeg huske. Vi blev kylet ned af vejen og ned i grøften. Der skete heldigvis ikke min familie noget, men efter hvad jeg husker gik det ikke godt for den familie i den røde bil. Lige siden har jeg aldrig kunne sove længe af gangen i en bil om natten. Og begrund af at jeg aldrig har kunne sove i bilen, har jeg haft mange timer til at tænke og stille mig selv spørgsmål om hvordan tingende enig hænger sammen der ude i universet.

Om vi er alene eller ej, er svært at svare på. Efter min mening er der ikke noget rigtigt svar, før noget er bevist. Det er op til en selv, at afgøre hvad man vil tro. Jeg ved ikke selv hvad jeg selv skal tro på. På nogle punkter virker det med liv i rummet bare for urealistisk for mig, og på nogle andre punkter har jeg som om at der findes mange andre ”Blå Planeter”.                           Jeg er overbevist om, at den primære grund til, at vi vil vide mere, er vores nysgerrighed. Det ukendte er ofte spændende, så derfor er jeg sikker på, at der er nogle, som vil blive ved med at lede, til de finder svar. Hvad nu hvis vi ikke er alene? Ja, hvad skal vi så stille op? Skal det næste spørgsmål så være, hvad vi skal gøre ved det?

Skrevet af: Laura Thybo.