Definitionen af "essens"

Et stort spørgsmål som, siden oldtiden op gennem middelalderen og nyere tid til i dag,
har været genstand for megen tænkning og akademisk polemik.
"Hverdagsfilosoffen" vil nok udlægge essens som kernen eller det centrale indhold
af et nærmere angivet og velbeskrevet produkt.
Man kan, lidt forsigtigt/spøgefuldt, sige, at "essensen af mig" er det DNA,
som blev mig givet ved undfangelsen.

Læg i øvrigt tråden ind i rummet for Filosofi hvor emnet primært er hjemmehørende. 

Ordet "essens" er egentlig præsens participium (lang tillægsform) af det latinske verbum "esse" (være) og betyder således "en væren", dvs. det mest essentielle/væsentlige/basale man kan sig om nogen/noget. Filosoffen Jean-Paul Sartre  (1905-80) sagde "Essensen går forud for eksistensen" 

#1 og #2

Beklager, at tråden ikke passer til Dansk-kategorien. Mit spørgsmål handler lidt mere om definitionen af essence. Jeg kan forstå, at det er et gammelt spørgsmål, men jeg kan ikke rigtigt se, hvordan det svarer på spørgsmålet. Grundet til jeg nævnte et menneske, var bare et eksempel, for at forstå hvad selve ordet "essens"  betyder. Lad os bare tage en stol. Er essensen af stolen noget der bliver siddet på? Er det ikke lige, hvad definitionen for en stol er? Med andre ord, hvad er forskellen mellem "definition" og "essens"?

Jeg synes Stygotius forklaring fanger min opmærksomhed. Her spørger jeg lige, om hvad "væren" betyder; er det noget, der "er", i den forstand, at der er et eller andet, som vi kan om (ligesom man siger, *jeg* er, *du* er, *han* er, *Jorden* er, osv. ...), eller er det bare noget der eksisterer "fysisk". Jeg ved godt, at min formulering er ikke så klar, men håber I forstår hvad jeg mener. Ellers uddyb det gerne lidt for mig, gerne med et eksempel.

Mange tak for jeres tid.

Jeg vil  være glad hvis du kan bruge  min forklaring til noget nyttigt.

Man kan sammenligne begrebet med ordet "ontotogi". Det er græsk og er den græske pararallel til "essens" idet det er en præsens participium (gr. " ων "  (`on' = værende) ) af verbet " ειμι " (eimi) = jeg er.

Præsens participium er en grammatisk tid der  angiver at noget foregår / findes  på tidspunktet for eller på grund af hovedhandlingen. Den er især almindelig på engelsk (ing-form)

Ordet indebærer altså en filosoferen over hvad det at eksistere overhovedet vil sige; nemlig præcis det som J.P.Sartre havde tænkt over, dvs. at det er vigtigere hvordan man eksisterer end  at man eksisterer. (ekstensen går forud for 

Det er jo heller ikke uden grund at hans (og Søren Kierkegaards (1813-55)  filosofi kaldes  -netop eksistentialismen.  Vi husker måske at  essensen iflg. Sartre går forud for eksistensen, dvs. er vigtigere.