Kosovo-Konflikten

Vil nogen hjælpe mig med at læse dette igennem, for min lærer siger at der mangler "den røde tråd". Jeg kan ikke helt se hvordan jeg skal gøre det bedre.




Indledning/ Problemformulering
I 1998 blev Kosovo en prioritet for verdenspressen. Serbere og albanere kæmpede om et område som begge folkeslag mente tilhørte dem. Var dette starten på en ny udsigt til Kosovo, eller var det blot begyndelsen til enden?
Opgaven vil handle om en af de ældste konflikter i Balkan, nemlig Kosovo-konflikten. I denne forbindelse vil jeg redegøre for Kosovos rolle i forbindelse med Jugoslaviens opståen og dets opløsning.
For at forstå de indbyrdes stridheder der har været og er mellem Serbien og Kosovo, vil jeg komme ind på serbiske og albanske historiske selvforståelser og tilknytning til Kosovo. Hvorfor mener serbere at Kosovo er serbisk jord? Og omvendt hvorfor mener albanere at Kosovo skal være selvstændigt med albansk styre?
I næste del af opgaven vil jeg analysere årsagerne til NATO´s intervention i Kosovo-konflikten.
Endeligt vil jeg give min vurdering på hvordan den nuværende situation og de stridheder der er mellem serbere og albanere, skal behandles. Er der overhovedet mulighed for at serbere og albanere kan nå til enighed om en løsning? Er der overhovedet muligheder for en løsning af Kosovo-konflikten?

Serbernes tilknytning til Kosovo
I år 395 e.v.t da Romerriget blev delt i en vestlig og en østlig del, opstod der mange forskellige statsdannelser på Balkan. Slaverene, som kommer fra nordøst, havde koloniseret næsten hele området ved midten af 600-tallet.
I 1000-tallet frembrød det middelalderige serbiske rige, og blev anerkendt af den byzantinske kejser i 1187. I 1219 fik det sin egen serbisk-ortodokse ærkebiskop, som havde sæde i Pec i Kosovo. Kirken fik stor betydning for serbernes nationale og kulturelle identitet.
I 1346 da blev Stefan Dusan kronet til konge1, oplevede serberne en storhedstid. Eftersom serberne regner Kosovo som deres oprindelige hjem, blev der i denne epoke bygget mange kirker og klostre. I 1389 begyndte samler Murat af det osmanniske rige, sit hær for at drage i krig mod det serbiske rige. Sultanen Murat havde sine to sønner med i kampen Bajazit og Jakup. På serbisk side var der den serbiske fyrst Lazar, Vuk Brankovic som regerede i den sydligste del af Serbien og Kong Tvrtko I som sendte sin hærfører Vlatko Vukovic med en sær af sted. Det var et slag mellem serbere og tyrkere på Kosovopolje (Solsortesletten)2, hvor serberne tabte. Montenegro, som var et meget lille land, blev aldrig besat af tyrkerne, men bevarede sit selvstyre under ortodokse biskopper. I forskel til monteregrene, måtte serberne leve under tyrkisk muslimsk herredømme i næsten over 400år. Befolkning holdt fast ved den serbisk-ortodokse religion og sin kultur.
Kosovo-slaget var blevet et symbol på den serbiske storhed, og dette gjorde at digte, danse og litteratur blomstrede for den serbiske heroisme3.
Den nedstående digt viser hvor meget betydning Kosovo har for serbere. Dette bruger Milosevic bl.a. som propaganda, for at hænge albanere ud, men også for at gøre krav på hvad de mener tilhøre dem.
Serbiske heltedigte: Kilde 14: I digtet er der to ting der skal lægges mærke til. Der er bl.a. det valg Zaren skal gøre sig, med enten at vælge det himmelske eller jordiske rige. Hvis han vælger det himmelske rige skal han grundlægge en kirke i Kosovo, dvs. fastlægge serbiske rødder. ”Men hvis du elsker det himmelske rige, så skal du stifte en kirke i Kosovo...”. Men hvis han vælger det jordiske rige vil han besejre det tyrkiske rige. Zaraen vælger det himmelske rige, som hermed fortæller om de serbiske rødder i Kosovo. Det andet der skal lægges mærke til er beskrivelserne af slagets forløb. For selvom at serberne led underlag var de stadig heltene som kæmpede med livet for det land som de mente var deres. Digtet her viser meget tydeligt de historiske bånd som Serbien har til Kosovo, både med den religiøse del og den heroiske del.
Kosovo var under middelalderen serbisk både politisk og kulturelt, og der er bl.a. stiftet mange serbiske kirker. Derfor er Kosovo mange serberes hellig jord, selvom at de har været i mindretal i området i mange år.

Albanernes tilknytning til Kosovo
Man mener at albanerne formentlig altid har været i Kosovo5, da albanerne stammer fra ilyrrene som man med sikkerhed ved er fra Balkan området. Det betragter derfor serberne som indvandrede erobrere 6, i ca. 610. Det var først omkring 1690 at albanerne begyndte at udgøre flertallet. Med hensyn til slaget i Kosovo-sletten i 1389 så kæmpede albanerne og serberne side om side mod det osmanniske rige7. I den nedstående kilde argumentere albanerne at de var i Balkan området længe før serberne.
Kilde 248: Albansk syn op Kosovas historie
Man mener altså at de kristne ortodokse kirker, som siges at stamme fra Stefan Dusans herredømme er fra før hans tid; her tales der om at de ortodokse kirker som serberne byggede i Kosovo i middelalderen, som nævnt før. Med der argument at albanerne var katolikker før serberne kom til Balkan. Dvs. hvis dette er tilfældet ud fra denne synsvinkel så betyder det egentligt at albanerne og serberne ser de samme kulturmonumenter som en del af deres kultur og tilknytning til Kosovo.
Kosovoalbanerne mener at albanerne blev kristne længe før serberne kom til Balkan, og har bygget kirker. Derfor mener de at landet har været deres, og ikke serbernes.

Jugoslaviens opståen
Det morderne serbiske stat voksede frem i begyndelsen af 1800-tallet. Serberne i Serbien gjorde oprør mod den tyrkerne, og 1817 dannedes et serbisk fyrtensømme under osmannisk kontrol, men udviklede sig efterhånden til et uafhængigt kongerige9 i 1882, hvor Berlin-kongressen anerkender Serbien og Montenegro som selvstændige stater. Efter det osmanniske riges sammenbrud i begyndelsen af 1900-tallet, blev Kosovo erobret af Serbien i 1912, og albanerne (der formentlig udgjorde et klart befolkningsflertal) har siden da opfattet serberne som undertrykkere og været enten skeptiske eller negative over for dem.
I 1914-18 (efter 1. verdenskrig), dannedes den første jugoslaviske stat. I slutningen af 1918 blev Serbien, Kroatien og Slovenien kongerige udråbt under Serbiens regent Aleksandar Karadjordjevic. Allerede fra starten kunne de ikke enes om hvilken slags stat de skulle have. Serbiske nationalistiske politikere var ved den nye stats oprettelse utilfredse med, som foreslået af kroaterne, at kalde den nye stat Jugoslavien. For derved forsvandt navnet Serber10. Snart var landet på randen af borgerkrig.
I januar 1929 opløste kong Aleksandar parlament, og landet blev døbt om til Kongeriget Jugoslavien.

Titos Jugoslavien efter 1945
Efter 2.verdenskrig dannes Jugoslavien. 1945 var det år hvor de seks republikker som bestod af Serbien, Vojvodina, Kosovo og Metohija, Kroatien, Slovenien, Bosnien og Hercegovina, Makedonien og Monte Negro, disse hørte under republikken Serbien, og blev genforenet under navnet ” Den føderative Folkerepublik Jugoslavien”11.
Jugoslavien var sammensat af forskellige nationer, sprog, kulturer og religioner. Foruden dette, fra fortiden har de arvet elementer fra 4 forskellige kultur-civiliserede tider: den byzantinske, middelhavs, middeleuropas og den islamiske, som alle har efterladt aftryk i den fælles liv hos den sydslaviske befolkning. Forskellen i moderniseringen og i levemoden i Jugoslavien var større end mellem den mest og mindst udviklede land i Europa. For eksempel, den nationale indtægt i Slovenien var 7 gange større end i Kosovo. Desuden skal det også nævnes en anden meget vigtig faktor: mens den jugoslaviske befolkning i gennemsnit havde 2-3 børn pr. familie, så havde de i Kosovo mellem 6-10 børn pr. familie. Denne barnefødsel bevirkede at den albanske minoritet i Kosovo området (året 1964 var de omkring 500.000) blev pludseligt til majoritet, som fortrængte den serbiske befolkning.12
Med Tito i spidsen som premierminister og generalsekretær kom det kommunistiske parti i Jugoslavien til magten. Jugoslavien blev nu en kommunistisk étparti-stat. De seks republikker og de forskellige folkeslag, skulle alle have lige rettigheder, hvilket betød at minoriteterne i Jugoslavien var bedre stillet i forhold til tidligere. Det var ment at hver republik skulle have sit eget parlament, men i årenes start foregik den udøvende magt fra Beograd, i Serbien13. Tito var blevet en helt for alle forskellige nationaliteter i Jugoslavien. Han fik folk til at se ud over deres nationalitet og leve sammen. Dvs. serbere, kroatere, bosniere, montonegroere, albanere, makedonere, slovenere, ungarer, sigøjnere, italienere, tjekker, slovakker osv. levede altså sammen under en forbundsstat14.
I 1950´erne var der mange oprør fra den albanske side, og der var tale om voldige episoder, fordi albanere ikke ønskede at underlægge sig Serbien. I det kommunistiske parti i Kosovo, som i 1945 sagde ja til indlemmelse i Serbien, var 33 af de 142 rådsmedlemmer kosovoalbanere15.
Mange kosovoalbanere emigrerede gennem 1950´erne og 1960´erne til Tyrkiet. Årsagerne for de mange udvandringer var pga. det brud der var mellem Enver Hoxha som Albaniens kommunistiske leder og Josef Stalin i 1948 imod Tito. Pga. dette blev der skabt en spændt situation mellem kosovoalbanere og de Jugoslaviske ledere. Man anså kosovoalbanere for at være mulige forrædere mod Jugoslavien16. Heldigvis set med albanske øjne, behøvede de ikke alle at flygte. For det skulle vise sig at forholdene ville blive forbedret for albanerne i Kosovo.
I 1963 fik Kosovo status som en selvstændig provins, dog stadig som en del af Serbien17. I 1996 gav Tito efter for mere selvbestemmelse for de enkelte republikker ved at liberalisere forholdene i Jugoslavien. Og dette gjaldt også for Kosovo18. I 1970 gav Tito efter en lang række demonstrationer, og åbnede universitet i Prishtina. Dette var kun starten af det selvstyre kosovoalbanere fik glæde af. Universitetet blomstrede til gode 30.000 studerende i perioden 1970-8019.
Selvom at Tito prøvede at løse de store nationalitets-problemer, ved at lave Jugoslavien til en forbundsstat hvor alle nationalister er ligeberettigede, så var der modstand fra albansk side. Kosovoalbanernes opbakning til Titos kommunistiske styre var minimal20. For Serbien stod det omvendt til, her var man ikke interesserede i en sammenslutning med Kosovo, da et serbisk mindretal boede i Kosovo. Man var i det hele taget utilfredse med de delte republikker ikke havde indflydelse eller samme rettigheder som de andre i republikken. Dvs. det ”Storserbien” som enhver serber mente de var blevet snydt for, ikke var muligt under Det føderale Jugoslavien(Titos Jugoslavien). Ved at lade Kosovo få vidtgående selvstyre med forfatningen i 1974 begrænsede det Serbiens dominans i Jugoslavien. Jeg henviser hermed til en kilde, hvor vi skal se på hvordan Kosovos politiske stilling står med denne forfatning. Denne kilde ses som et eksempel på hvordan forholdene mellem albanere og serbere skal være ifølge forfatningen i 1974.
Kilde 1121.
I artikel 5 fastlægges en republiks eller en autonom provins ret til at have indflydelse på hvordan grænserne for denne skal lægges. Som bl.a. i tilfældet med Kosovo. Da Kosovo på dette tidspunkt består af albanere med serbisk mindretal, bliver dette vægtet i forhold til hvordan grænserne kommer til at ligge. Kosovo kan hermed ikke blive serbisk område, da serberne kun udgør mindretallet.
Artikel 170 og 171: Her alle nationaliteter ret til at dyrke egen kultur, sprog og alfabet. ”Borgere skal garanteres retten til at tilslutte sig en nation eller nationalitet og give udtryk for deres nationale kultur, og også have fri ret til at bruge deres sprog og alfabet”. Som det var tilfældet med åbningen af universitetet i Prishtina, og albanerne fik flere rettigheder som nationalitet i Kosovo.
Artikel 174 stk. 4, 175, 176 og 178: Der fastlægges love som taler til det enkelte menneske om hvad konsekvenserne vil være af brydning af almindelige humane regler. ”Misbrug af religion og religiøse aktiviteter til politisk formål er i modstrid med forfatningen”, ”Et menneskes liv er ukrænkeligt”, ”...begået en forbrydelse, anholdes og holdes indespærret..”.
Artikel 179 og 203: Her tales der om national, religiøs og racemæssige tolerancer for et andet menneske. Dette er bl.a. værd er udpensle i Jugoslavien som netop bestod af de mange nationaliteter der skulle leve sammen.
For Kosovos vedkommende stod det efter forfatningen i 1974 godt til, set fra albansk synspunkt. Albanerne fik de rettigheder de længe havde kæmpet for; med det nye universitet og selvstyre, næsten som republikkerne. Dog ønskede albanerne en total løsrivelse fra Serbien, hvilket Tito ikke kunne give dem for det ville skabe stor modstand fra serbisk side, og det havde Tito ikke råd til da de udgjorde flertallet i Jugoslavien.
Målet for det kommunistiske parti var at gøre Jugoslavien til et fuldkommen socialistisk Jugoslavien22. Dvs. ved en sammenslutning af al økonomi og politisk magt mellem republikkerne. I 1963 ændrede staten navn fra det tidligere FNRJ (Federativna Narodna Republika Jugoslavija, Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien) til det nye SFRJ (Socialisticka Federativna Republika Jugoslavija). Hermed ville man udtrykke, at man ikke mere var et Folkedemokrati, som f.eks. nabolandet Bulgarien, men et rigtigt Socialistisk land ligesom Sovjetunionen23. Den socialistiske forfatning gav mere magt til de enkelte republikker. For Kosovo, som er det fattigste og mest underudviklede område, betød det meget for udviklingen af det albanske kultur i området. Politiet blev nu primært ledet af albanere, hvilket gjorde at den albanske befolkning følte sig trykkere og mere retfærdigt behandlet. Der opblomstrede i denne periode mange albanske lokale radiostationer, tv-stationer desuden blev mange albanske bøger udgivet i forbindelse med videnskabsakademiet, der blev oprettet i 197724. Man havde nu muligheder for at studere albansk historie, kultur og sprog. Denne fredelige periode fra 1970 varede kun til 1981. Tito den Jugoslaviske præsident døde året før den.11 marts 198025. I 1981 startede nogle studenter demonstrationer i Prishtina hvor albanske studerende var utilfredse med kantine maden, men som senere endte med at man demonstrerede for et selvstændigt Kosovo dvs. en total løsrivelse fra Serbien. Og demonstranterne blev der slået hårdt ned på. Gennem 1980´erne opstod der spændinger mellem albanerne og serberne i Kosovo. Og samtidigt begyndte der også at melde sig en utilfredshed hos serberne i Serbien. Den serbiske presse rapporterede konstant om overfald mod serbere fra kosovoalbanerne. Men talte om at det serbiske mindretal i Kosovo var truet af albanerne. Dette giver selvfølgelig anledning til at Serbien ville beskytte sine landsmænd som har følt sig truet. Den trussel man kunne forestille sig serberne i Kosovo har følt, har været pga. demonstrationerne i 1981. Dvs. Serberne følte sig truet af voksende nationalisme og den mere magt albanerne havde fået i landet. Kosovoalbanerne har gennem historien altid være undertrykt af serberne, da serberne altid har været et stærkt folk i forhold til albanerne i Kosovo provinsen. Heldigvis set fra serbiske synspunkter dukkede denne hidtil ukendte politiker Slobodan Milosevic op, som forstod den trussel serberne i Kosovo følte. Men i virkeligheden vidste Milosevic lige præsic hvilke strenge han skulle spille på. Hans mål var at nå til tops og det brugte han situationen i Kosovo til.

Milosevic kommer til magten
I 1986 hørte man om en ny partibureaukrat, Slobodan Milosevic som havde formået at blive formand for de kommunistiske parti. I 1987 tog Milosevic til Kosovo for at dæmpe en farlig situation ned. Serbere demonstrerede voldsomt i Kosovo, pga. overfald og overgreb fra albanere. Og politistyrken som hovedsageligt bestod af albanere blev også anklaget. Ledelsen i Beograd håbede på at Milosevic kunne berolige det serbiske folk, men sådan gik det ikke til. I stedet holdte han tale til det serbiske folk om at ingen skulle slå det serbiske folk, hvilket virkede mere provokerende end neddæmpende26. I 1980´erne voksede nationalismen stærkt blandt serbere, de begyndte at snakke om et ”Storserbien”, dvs. forene alle de områder og republikker hvor serberne var. Her var Kosovos selvstyre naturligvis i fare for at ryge. ”Forfatningen måtte revideres eller helst helt afskaffes, så Serbien fik hånd i hanke med, hvad der skete i Kosovo for ”Kosovo er Serbisk” 27. (Her tales der om forfatningen i 1974) Og med det faktum at serbiske aviser var fyldt med rapporttager om albanere som overfaldt eller fordrev serbere fra deres hjem gjorde aldeles ikke sagen for albanerne bedre28. Serberne krævede nu Kosovo igen, og med Milosevic som fører blev dette muligt.
Det er medierne som Milosevic fik magt over29, og den serbiske nationalisme og selvforståelse som Milosevic udnyttede sig af. Milosevic brugte især ved store folkemøder pression og propaganda30. Og disse blev nu samtidigt brugt af medierne; og på den måde fik Milosevic flere og flere tilhængere både af politikere og af den serbiske befolkning.
I 1988 fratog Serbien Vojvodina og Montenegro deres selvstyre31. Dette vakte uroligheder i Kosovo, så derfor demonstrerede 200.000 albanere 17-19 november i Beograd, de vidste at Kosovo stod næst for tur. Det næste skridt af Milosevic blev foretaget d.28 februar i 1989 atter i Beograd, hvor 800.000 serbere mødte op til en demonstration hvor Milosevic lovede at fjerne alt albansk ledelse i Kosovo32. Få dage senere viste det sig at Milosevic holdt sit ord, albanske politikere blev arresteret og d. 23 marts blev Kosovos parlamentsbygning omringet af kampvogne. Kosovos selvstyre var fra dette tidspunkt ophævet, og den serbiske regering overtog alt magt ved at få den fulde kontrol over politi, militær og domstole33.
I 1999 holdte kosovoalbanerne uofficielle valg, hvor de valgte dr. Ibrahim Rugova som præsident og erklærede Kosovo for uafhængig republik34.

Kosovoalbanerne har siden 1991, udråbt sig selv som en selvstændig republik. Det har bygget egne skoler, gymnasier og sundhedskliniker som udelukkende styredes af albanerne35. Det var selvfølgelig med til at skræmme det serbiskmindretal i Kosovo, man snakkede om at albanerne forberedte en væbnet partisankrig36. Hidtil brugte albanerne ikke-voldige metoder til at nå deres mål, som bl.a. Ibrahim Rugova også opfordrede til, hans politiske hovedpunkter var bl.a. at opnå selvstændigheden uden voldige midler37. Men tålmodigheden hos albanere bristede, Milosevic blev genvalgt til præsident i 1996-97, trods stor modstand fra det serbiske folk vandt via valgsvindel38. Samtidigt blev Kosovo problemet overset med hensyn til Dayton-aftalen, som indebar, at FN´s rolle blev reduceret39. Dayton-aftalen var den fredsforhandling mellem Bosnia- Hercegovina og Serbien i 199540. Udlandets synspunkt var den at Kosovo-spørgsmålet kun var for Serbiens anliggende. Der var dog i USA interesse at få en løsning på Kosovo-problemet hvilket skulle indgå i Dayton-aftalen. Man var godt klar over at Kosovo var en tikkende bombe som bare ventede på at eksplodere41. Ibrahim Rugovas ikke-voldige politik blev ikke ved med at holde, mange albanere fandt det nødvendigt at svare igen, eller hævne sig med voldige midler. I 1996 begyndte voldige befrielseskampe fra en albansk partisan-bevægelse; Kosovos befrielseshær med den albanske betegnelse som UCK. UCK begyndte i 1996 deres frihedskampe med terror-mord og bombe-attentater, som endnu engang forværrede den spændte situation mellem kosovoalbanerne og serberne42.

Starten på en ny Balkan krig
I 1998 blev Kosovos befrielseshær forsynet med mange våben indsmuglet over Albaniens grænse. Dette gav anledning til at mange unge kosovoalbanere tilsluttede sig UCK for at gå i kamp mod serberne. Dette resulterede i at en masse episoder fandt sted hvor UCK overfaldte serbisk politi, men Ibrahim Rugova benægtede UCK´s eksistens43. Serbisk militær blev sat ind imod oprørene, og man begyndte nu at rapportere om ødelæggelser af albanske landsbyer hvor serbisk militær havde prøvet at genvinde kontrol via vold med våben. Albanske flygtninge strømmede væk fra disse områder. Og realiteten var den at en ny Balkan krig var begyndt.
Kosovo var nu blevet verdenspressens første prioritet pga. de mange flygtninge, og pga. rappotager der var om fundne massegrave44 af albanske lig og albanske landsbyer som var fundet fuldstændig nedbrændte. Vesten bl.a. USA begyndte at true med et indgreb af NATO, da man ikke ønskede en lignende situation skulle ske i Kosovo som der skete i Bosnien45. Milosevic havde nu to valg; han kunne øge de militære aktioner i Kosovo, som han nu var blevet advaret. Eller han kunne vælge at trække sig ud, som ville medføre i at ville miste kontrollen i Kosovo provinsen.

I sommeren i 1998 tager Richard Holbrooke til Balkan som repræsentant for vesten for at forhandle sig til en fredsløsning46. Men problemet var det, at den løsning som udlandet ville forhandle sig til, ikke var en løsning som begge partner ønskede. Vesten ville forhandle sig til at Kosovo skulle tilbage til at være en autonom provins af Serbien med eget selvstyre, ligesom den var før 1989 og med det resultat af forfatningen i 1974. Dette var ikke albanernes interesse, som nævnt ønskede man en fuldstændig frigørelse fra Serbien. Og dette var ikke tilfældet med en status som autonom inden for Serbien. Fra serbisk synsvinkel ville denne forhandling betyde at Serbien mistede dets magt og indflydelse på Kosovo. Man var interesseret i en fuldstændig overtagelse af Kosovo. Så lige meget hvad, ville denne forhandling ikke gøre nogen af partnerne tilfredse.
Efter pres fra det internationale samfund underskrev den serbiske regering i oktober 1998 en aftale om tilbagetrækning af sine tropper fra Kosovo. Selvom serberne faktisk foretog en tilbagetrækning
i efteråret 1998, blev det dog i stigende grad klart, at de ikke havde i sinde at overholde aftalen, og
at en forårsoffensiv var under forberedelse. I løbet af vinteren fortsatte serberne med at lave militæraktioner inde i Kosovo, og i slutningen af vinteren stod tusindvis af soldater opmarcheret på
grænsen til Kosovo. I januar 1999 fandt en massakre sted i landsbyen Racak, hvor 45 civile,
heriblandt kvinder, børn og gamle, blev henrettet af serbiske styrker. Racak-massakren fik intens
dækning i de vestlige medier og var i høj grad med til at styrke det internationale samfunds
beslutsomhed i forholdet til den serbiske regering.
Efter hårdt pres fra det internationale samfund mødtes delegationer fra Serbien og Kosovo i
februar 1999 til forhandlinger på Rambouillet-slottet i Frankrig. Den Kosovo-albanske delegation
underskrev modvilligt den fremlagte aftale den 18. marts 1999, mens den serbiske delegation
nægtede at skrive under. Forsøgene på at bilægge konflikten af diplomatisk vej fik det endelige
dødsstød, da det serbiske parlament i marts 1999 forkastede Rambouillet-aftalen.
Den 24. marts 1999 påbegyndte NATO en bombekampagne mod mål i Serbien47 og Kosovo, som
varede i 78 dage, for at få den serbiske regering til at trække sine styrker ud af Kosovo. Stik imod
NATO’s hensigt valgte Slobodan Milosevic imidlertid at optrappe konflikten til en storstilet, etnisk
udrensningskampagne. I en nøje planlagt operation udrensede serbiske styrker, bestående af
hærenheder, specialpoliti og paramilitære grupper, i løbet af få uger hundredtusindvis af Kosovoalbanere fra deres hjem og gennede dem i retning af grænsen til Albanien og Makedonien48.

NATO´s intervention
Konflikten i Kosovo var et internt problem, som de selv havde skabt og derfor truede det ikke, det internationale samfunds intervention. Det internationale samfund var meget kritisk overfor konflikten, idet de mente at parterne selv kunne løse deres problemer.
I oktober 1998 truede NATO-landene Milosevic med NATO-flyangreb, hvis han ikke trak sine tropper ud af Kosovo. Nu ville man have en ende på flygtninge-problemet i Kosovo og man ville forhindre den samme hændelse som skete i Bosnien49. Hidtil har det været et princip i FN, at man ikke blander sig i, hvad regeringer gør ved deres egne befolkninger, ligegyldigt hvor slemt det er. Det princip hedder suverænitets-princippet. Men i de seneste år er et andet princip blevet mere og mere vigtigt; menneskerettigheds-princippet. Hvis et lands styre krænker sine egne borgeres menneskerettigheder, så har man lov at blande sig, mener NATO-landene. Derfor mente de også, det var i orden at true Milosevic.
Der var bare ét problem. Alle NATO-lande havde skrevet under på FN-pagten, hvilket siger, at man kun må bruge militære midler mod nogen, hvis FN´s Sikkerhedsråd havde ikke godkendt NATO-bombninger i Jugoslavien. I 1999 hindrede veto fra Kina og Rusland f.eks. Sikkerhedsrådet i at nå til enighed om effektive skridt til standsning af de serbiske overgreb på etniske albanere i Kosova50. Specielt var kineserne imod, fordi de selv undertrykker menneskene i bl.a. Tibet, som er kinesisk besat. Hvis Kineserne sagde ja til at bombe Milosevic, sagde de samtidig også god for. At menneskerettigheders-princippet er vigtigere end suverænitets-princippet. Det ville være det samme som at sige ja til, at NATO også har lov at bombe Kina for brud på menneskerettighederne. Russerne syntes ikke det kun var serbernes skyld, og de var også imod, fordi det ville køre Rusland ud på sidespor, hvis NATO bliver vigtigere end FN(Rusland er nemlig kun medlem af FN´s Sikkerhedsråd, men ikke NATO). Dette veto medførte, at USA og NATO tog sagen i egen hånd og indledte en massiv bombekrig mod mål i Serbien og Kosova. Med en god portion politisk vilje er de juridiske hindringer for FN's intervention i situationer med alvorlige krænkelser dog alligevel ikke uovervindelige.
Med fordrivelsen af albanerne brød serberne definitivt med den del af Daytonaftalen, der pålagde serberne at respektere menneskerettighederne i Kosovo, og de lod hånt om FN's resolution 1199 fra den 23. september 1998, der gav serberne besked på at indstille fjendtlighederne. Resolutionen understregede faktisk nødvendigheden af at forhindre den truende humanitære katastrofe, og den fastslog udtrykkeligt, at forværringen af situationen i Kosovo betød en trussel mod freden og sikkerheden i regionen.

FN’s sikkerhedsråd vedtog den 10. juni 1999 resolution 124451, der danner grundlag for
overgangsstyret i Kosovo KFOR, indtil Kosovos status er blevet endeligt fastlagt. Mens resolution 1244 holder spørgsmålet om Kosovos endelige status åbent, forbliver Kosovo i henhold til resolutionen en provins - dog med en betydelig grad af autonomi og selvstyre - inden for Forbundsrepublikken Jugoslaviens grænser indtil videre. En af hovedopgaverne i 1244 er ”Determined to resolve the grave humanitarien situation in Kosovo, Federal Republic of Yugoslavia, and to provide for the safe and free return of all refugees and displaced persons to their homes”52.

United Nations Security Council Resolution 1244 defined the legal status of Kosovo as a UN protectorate, under its administration. The Resolution 1244 authorized the UN to establish a civilian administration in Kosovo. It also gave the rigths to the NATO to provide security for the administraive process.53
Resolution 1244 autoriserede indsættelsen af en civil FN mission, UNMIK, ledet af en Særlig Repræsentant for FNs Generalsekretær, til at styre Kosovo i overgangsperioden. Samtidig indsattes en NATO-ledet fredsbevarende styrke, KFOR, til at opretholde fred og sikkerhed.

NATO har fra starten af konfliktens begyndelse støttet en fredelig, politisk løsning54. Men idet at Milosevic nægtede at tage alle opfordringerne til sig fra det internationale samfund, mente og forudså NATO at der ville blive behov for et militær pres på præsidenten. Eftersom at Milosevic ikke ville give sig og leve op til løfterne om en fredelig løsning, var det nu ifølge NATO nødvendigt at gribe ind, og skal fortsætte med sin militære kampagne, indtil målet er nået, og målet er et autonomt Kosovo, måske endda et uafhængigt Kosovo, alt afhængig af det videre forløb.
I dette mål indgår selvfølgelig, at alle de fordrevne og flygtede kan vende tilbage til deres hjem, at Serbien trækker alle sine tropper og styrker af forskellig art ud, og at det internationale samfund rykker ind for at sikre Kosovos nye status og de hjemvendtes sikkerhed.

Vesten nægtede at acceptere den grusomme måde, hvorpå serberne behandlede kosovoalbanerne. Så den 24 marts 1999 kastede NATO de første bomber over Beograd og Kosovo. Også danske fly deltog. Det var første gang, Danmark var aktivt krigsførende siden 186455. Alle udlændinge blev smidt ud Kosovo, inden krigen startede. Også nødhjælpsorganisationerne. NATO regnede med, at Milosevic-styret ville blive mørt i løbet af få dage, men det forløb over mere end to måneder, før Milosevic gav op, og NATO stoppede bomberne. Den humanitære situation blev stadig mere alvorlig med op mod 300.00 flygtninge og internt fordrevne i Kosovo56.
NATO´s militær indgriben i konflikten i Kosovo beskyldes undertiden for at have skabt den humanitære katastrofe. Men masseflugten og fordrivelsen af Kosovoalbanere begyndte længe før57.
Grunden til at NATO fik humanitære rolle i Kosovo-konflikten skyldtes, at de eksisterende organisationer ikke havde kræfter og kapacitet til selv at løse opgaven58.

Spørgsmålet om, at NATO har været en god konfliktløser er vanskeligt at svare på den dag i dag, idet at der er delte meninger om NATO´s handlinger o krigen. Derudover kan man også se det fra flere synsvinkler. Bl.a blev NATO modtaget som helte af den albanske befolkning i Kosovo, da de betragtede dem som deres allierede. Samtidig er der mange andre argumenter for, at NATO´s handlinger i Kosovo-konflikten var af mere politiske og strategiske kataktere59. Politisk fordi billeder af NATOsoldater, der uddelte mad eller etablerede flygtningelejre, kunne mildne skeptiske befolkningsgruppers billeder af det samme NATO, der bombede civile mål i Serbien. Strategisk fordi den humanitære indsats, specielt i Albanien, gav mulighed for en opmarch af tropper til en eventuel invasion af Kosovo60.
Serberne så og opfattede NATO´s handlinger som en slags afstraffelse af Serbien idet de mente at NATO valgte part.
NATOs voldsomme involvering i leverancer af humanitære bistand under krisen i foråret 1999 var derimod en fejltagelse. Ingen tvivl om at mange soldater og enheder fra hæren gjorde en stor indsats og medvirkede til at løse væsentlige humanitære opgaver, bl.a. ved at bygge flygtningelejre og transportere nødhjælp. Men indsatsen var alt for dyr, den underminerede væsentlige humanitære standarder, og den blev brugt som et politisk strategisk instrument i en konflikt. Der var civile alternativer til udnyttelsen af NATO-militæret, som ikke blev brugt.
Man har brug for militære interventioner til at stoppe krige og sikre beskyttelse af ofre. Men man har ikke samme brug for militæret til at levere humanitær bistand. Der findes i verden tilstrækkeligt med organisationer, der kan levere en neutral og rigtig humanitær bistand i stort set hvilken som helst krise. Hvis militæret vil blande sig i den type arbejde, må det overholde principperne for nødhjælpsarbejde. I den forbindelse er der behov for en langt tættere dialog om idealer og arbejdsmetoder mellem militæret og de humanitære organisationer. Men ligesom humanitære organisationer bør holde sig fra militære opgaver, gælder det også at militæret bør respektere de humanitære organisationers ekspertise og kapacitet på nødhjælpsområdet. Respekt for hinandens professionelle kompetencer er nøgleordet61.
Er der ende på disse stridigheder mellem albanere og serbere?
I Kosovo-konflikten er der tale om to folkeslag som har levet sammen i flere hundrede år og da både serbere og albanere har historiske og religiøse rødder i Kosovo, gør det sagen meget mere kompliceret.
Hvis vi skal se på hvordan situationen er i dag, så står det meget værre til end det gjorde for 20-30 år siden. Under Titos regeringstid var situationen fredeligere fordi albanerne fik de rettigheder som de havde krav på. Denne krig som udbrød i 1998 i Kosovo, kunne vel og mærket også have begyndt tidligere f.eks. i 1960´erne eller 70´erne, men dette blev netop undgået forfatningen i 1974 som forbedrede forholdene for albanerne. En forsoning mellem albanere og serbere kan der vist ikke blive tale om, sådan at man kan leve sammen side om side. Albanernes kamp for frigørelse var i 1998-99 stærkere end den før havde været, med Kosovos befrielseshær som dog formåede at svække de serbiske styrker lidt, men også kun lidt. Som tidligere nævnt er Serbien stærkere, militært og økonomisk, og serberne står også stærkere i denne konflikt da albanerne står som mindretallet set i sammenhæng med hele Serbien og Kosovo.
Hvis der skal være en løsning på Kosovo-konflikten kan dette kun ske med udlandets indblanding, bl.a. med fredsbevarende styrker. At overlade sagen til de to partner som indre anliggende er for risikabelt, men også umuligt.
The agreement to end the conflict was the best that either side could expect to get.  However, the future in Kosovo will be rocky and will require a peacekeeping force including substantial numbers of U. S. troops for many years62.

Serberne står stærkt med argumenter for og imod en løsrivelse af Kosovo, og da situationen mellem partnerne er forværret kan det ikke stå anderledes til end at der må laves en afgørelse for dem. Her er evt. tre muligheder der evt. kunne være tale om; enten en total løsrivelse af Kosovo fra Serbien, Kosovo som autonom provins af Serbien (ligesom det var tilfældet under Tito), eller at Kosovo skal forblive som en del af Serbien. Hvis der skal være tale om en løsrivelse vil man møde en stor modstand fra Serbien. Og det betyder at Kosovo skal være i stand til at ”stå på egne ben”. Hvilket Kosovo ikke er, både politisk og økonomisk. Der skal måske gå flere år før det er tilfældet.
For Kosovo som autonom provins skal albanere og serbere lægge stidigheder på hylden, og der skal være en enighed mellem partnerne især for parlamentet i Beograd. Kosovo skal så have de samme rettigheder som provinsen havde fra 1970´erne og til Begyndelsen af 80´erne. Men det vil Kosovos uofficielle præsident Ibrahim Rugova og UCK ikke gå med til. Dette blev jo også foreslået i Dayton-aftalen, da man var klar over den farlige situation. Det interessante i denne sammenhæng er at, hvis man havde taget stilling til Kosovo allerede på det tidspunkt, om vi så havde oplevet krig her i 1998. Det er svært at sige, men det er værd at tage til eftertanke. Men set med albanske øjne er selvstyre og løsrivelse den eneste løsning. Den sidste mulighed, nemlig at Kosovo skal forblive under Serbien er måske en kritisk tilstand for Kosovo at være i, for det var den situation som til dels var skyld i den krig der udbrød.
Det er umuligt at finde en løsning som gør begge partner tilfredse, og som ikke skaber noget form for oprør. Men den anden mulighed (Kosovo som autonom provins) synes at være bedst, med hensyn til selve befolkningen der skal leve sammen. Vi kan jo ikke bare smide albanerne eller serberne ud af deres land for at løse problemet!

For at løse den konflikt skal de sikkerhedsmæssige forhold være i orden. Alle de etniske grupper skal føle sig trygge - og dét uden et massivt opbud af internationale tropper og politistyrker (i dag er der et sted mellem 30 og 35.000 »internationale styrker« i Kosóva).
Og endelig skal man fra alle sider være indstillet på at løse problemet med relationerne til Beograd.

Hækkerup skriver at dagsordenen skiftede karakter da Milosevic blev væltet i efteråret 2000. Til at
begynde med troede mange Albanere at de kunne være »ligeglade«, for de ville under ingen
omstændigheder acceptere at Serbien skulle have noget at sige i Kosóva, men de indså efter et stykke tid at de Vestlige lande så anderledes på sagen. Med nye magthavere i Beograd var Serbien blevet interessant som samarbejdspartner - og dette havde indirekte betydning for hvordan man ville tackle problemerne om Kosóva's fremtid. På den ene side skulle man tro det var nemmere at komme overens med fornuftige & forhandlingsvillige mennesker ved roret i Beograd, på den anden side blev det vanskeligere at forestille sig at Kosóva kunne opnå dén statslige selvstændighed som Kosóva Albanerne ønsker.
Som sagt spiller omverden en stor rolle om Kosovo kan løsrives helt fra Serbien.

Kosovos præsident, Ibrahim Rugova døde 21. Januar 200663. Ibrahim Rugova var en slags landsfader i Kosovo. Han brugte de sidste 15 år af sit liv på at forfølge sin drøm om et uafhængigt Kosovo, men den drøm nåede han ikke at se gå i opfyldelse.
Han stod i spidsen for en passiv modstand mod den serbiske undertrykkelse af det kosovoalbanske flertal i Kosovo - og han fik tilnavnet "Balkans Ghandi" for sin ikke-voldelige kampagne for selvstændighed.
Kosovo er på papiret stadig en serbisk provins, men styres i øjeblikket som et FN-protektorat. FN står i spidsen for forhandlinger, der måske senere i år vil give Kosovo selvstændighed.
Rugova har været en afgørende faktor i Kosovo, fordi han binder albanerne i Kosovo sammen.
Det er omkring 90 pct. af en befolkning, som ellers har forskellige holdninger til det meste.
Uden Rugova frygter FN, at hans parti splittes, og at der udbryder en ødelæggende magtkamp om det nationale lederskab. Splittes albanerne, bliver en i forvejen kompliceret situation næsten uløselig, vurderede Jylklands-Postens udenrigsredaktør Jan Lund for nogle dage siden, da det stod klart, at Rugova ikke ville overleve dette år64.

En total løsrivelse fra Serbien skal ske på en måde som er godt for begge partner. Kosovos regering skal garantere at de serbere der bor i Kosovo vil få de samme rettigheder som resten af befolkningen.

Konklusion
Problemerne i Kosovo er langt mere kompliceret end som så. Dette handler ikke om en konflikt som er startet i nyere tid, men om fortidens historiske og politiske uenigheder som har betydning for Kosovos nuværende situation.
De stidigheder der er mellem albanere og serbere kan derfor føres langt tilbage. I Kosovo-spørgsmålet afhænger det også af hvilken side man ser på tingene. Om det serbisk eller albansk synsvinkel.
Ser man det fra albansk synsvinkel så skal Kosovo være selvstændigt fordi at albanerne udgør flertallet i Kosovo, men ikke flertallet i forhold til hele Serbien og Kosovo. Og fordi Serbien ikke vil give albanerne de samme rettigheder som serberne har. Albanerne har også historiske og religiøse rødder i Kosovo. De har altid været i Kosovo, så derfor føler albanerne sig snydt for en selvstændighed i området.
Fra serbisk synsvinkel er Kosovo helligt land. Serbien har dermed også historiske og religiøse rødder i Kosovo, og vi kan heraf konkludere at albanere og serbere har nogle fælles historiske bånd både til hinanden og Kosovo. Bortset fra dette er også nogle politiske faktorer som hindre Serbien i at løsrive sig fra Kosovo, nemlig det at Kosovo er et rigt område med mineraler som kan komme Serbien til gode. Dernæst mister Serbien også noget af sin magt i området ved at miste Kosovo. Og den sidste faktor, som er at beskytte det serbiske mindretal i området, der aldeles ikke ønsker at høre under albansk styre.

Det er disse punkter som gør det svært for udlandet at lave afgørelser i denne sag. Da man skal tage hensyn til begge partner, og især i dag hvor vi ser at forholdet mellem albanere og serbere er blevet svækket. Derfor bliver forholdene i Kosovo næppe som de var engang, hvor albanere og serbere kunne leve sammen trods de mange uenigheder, grunden til dette er alene den krig vi var vidner til og de mange fordrivelser af Kosovoalbanere i 1998-1999. Med med hjælp fra FN og NATO kan Kosovo godt få sin selvstændighed, men med lige rettigheder for både serbere og albanere.

Kosovo som autonom provins fungerede godt uder Titos Jugoslavien, selvom at dette virker som den beste løsning for Kosovo i fremtiden, så var det andre tider dengang end nu. Derfor kunne en genopbygning af Kosovo kun ske med hjælp fra udenlandske stormagter, selvom de var lidt kritiske i starten, men alligevel nødslaget til at træde ind og holde Serbien under pres imod at rykke ind med militæraktioner i Kosovo.
Tendensen i at gøre serberne til skurkene har været meget let, pga.den litteratur som til dels har været subjektiv og sympatiseret med albanerne. Men det er jo altid de svage som man får lyst til at holde med, dem som krigen var hårdest mod, som i dette tilfælde med albanerne. Selvom at situationen virker håbløs, så handler Kosovo-problemet om tid. Tid for Kosovo heling både fysisk og pskykisk.