Rette Novelle....HJÆLP

Hej alle sammen. Jeg har lige skrevet en novelle baseret på et digt. Hvis i vil læse den igennem og muligvis give respons vil det være rigtig lækkert! På forhånd mange tak <3

”Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet” - Sådan plejer Thomas Mygind altid at afslutte, når der vises Fangerne på fortet. Men det er vidst lettere sagt end gjort.
Jeg vågner med et sæt, da der bliver rykket i mit højre ærme. Mine øjenlåg føles som blyklodser, men alligvel får jeg dem åbnet. Ved siden af mig ligger en dreng, lidt yngre end mig med små saltkorn ned af kinderne, jeg kan se at han har grædt. Jeg er i et rum, som jeg aldrig i mit liv har set før, det er stort, nærmest som en container. Drengen siger ikke noget, han kigger blot fortvivlet på mig. Jeg niver mig i armen for nu og se, om det virkelig er rigtigt det der sker. Jeg prøver at tænke tilbage til, hvordan jeg kan være havnet her, men det eneste jeg kan huske er at jeg stod i kiosken og at jeg pludselig fik et tørklæde om munden.
Jeg opdager en lille sprække i væggen, og spørger drengen om han ikke vil kravle op på min ryg, for at kigge ud. Jeg lægger mig på alle fire, og han kravler hurtigt op på min ryg. ”Jeg hedder for resten Albert”, siger han, hvorefter han stiller sig på tæer for at kigge ud af sprækken. Hans tæer borer sig ned i min ryg, det gør ondt, men jeg vil ikke virke svag, så jeg siger intet. Han når knap nok at få kigget ud gennem sprækken, inden han hopper ned fra min ryg. Han kigger på mig med grædende øjne ”Jeg kan intet se”, siger han ”Der er fuldstændig mørkt”. Jeg vender mig, og spørger ”Var der virkelig slet ingenting”? ”Er du helt sikker”? Han begynder at græde og han fortæller, at han har været vågen i lang tid, men han har ikke villet vække mig. ”Hvad hedder du”? Spørger han. ”Morten” svarer jeg efter en kort tøven. Uden at svare lægger han sig ned med ryggen mod mig, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er jo den ældste, det medfører vel også noget ansvar. Det er mig der skal beskytte mine egne, det er mig der skal sørge for sikkerhed, det er mig der skal tage ansvar. Jeg leder lidt rundt i rummet, og finder et tæppe. Jeg dækker stille og roligt Albert’s krop ind i tæppet uden at vække ham, hvorefter jeg lægger mig til at sove.
   Jeg tror knap nok, jeg har nået at få en times søvn, inden jeg endnu en gang bliver vækket, ved et ryk i mit højre ærme. Det er Albert, som lettere forskrækket hvisker ”Morten, Morten der er nogen udenfor”, uden at svare rejser jeg mig op og beder Albert om at sætte sig ned, så jeg kan kigge ud af den lille sprække. Der er lyst udenfor, solen stråler som var det en juli morgen. Med det samme får jeg øje på 3 mænd som står og snakker. Den ene er karseklippet, mens de to andre har lidt længere hår. Jeg prøver forsigtigt, at lægge øret til sprækken for at høre hvad de siger, men de taler ikke dansk. Det er et sprog jeg ikke kender, det lyder lidt som en blanding af tysk og engelsk. Jeg hopper ned fra hans ryg, og ser spændingen i Albert’s øjne. Jeg fortæller ham om situationen, men at jeg ikke kan forstå hvad de siger. Albert spørger om han også må kigge, og jeg lægger mig på alle fire. Albert er knap nok kommet op for at lytte, inden han begejstret springer ned igen. ”Det er hollændere”, siger han. ”ja tak, det hjælper os ikke meget videre, jeg går trods alt kun i 7”, svarer jeg bedrøvet. ”Jo, min mor er hollænder, og vi snakker tit hollandsk, når vi er sammen”, siger Albert. ”Kan du forstå, hvad de siger”? Spørger jeg. Albert lægger øret til sprækken og lukker øjnene. Efter noget tid, trækker han hovedet væk fra sprækken og ryster på hovedet. I samme øjeblik, braser den karseklippede mand ind af den rustne dør, bagerst i containeren. Albert falder ned fra min ryg af bare forskrækkelse. Manden kommer ind med to tallerkener havregrød. Han stiller de dampende tallerkener uden at sige noget, og lige da han skal til at gå ud igen, råber Albert ”Hvor er vi henne? Hvad vil I med os”? Manden vender sig og siger med et overlegent smil ”Hvis jeres forældre virkelig elsker jer, så vil i være hjemme i morgen”, ”I er jo syge i hovedet, vores forældre melder jer til politiet”! Råber jeg, manden kigger på os, og siger igen med et overlegent smil ”Jeres forældre ved godt hvad der sker, hvis de kontakter politiet”.
   Jeg ved godt, hvad det betyder, det betyder at vores forældre er nødt til at betale løsesum, og hvis de kontakter politiet, slår de os ihjel. Det forstår jeg bare ikke, for min familie er ikke særlig velhavende, vi bor 4 personer i en 3 værelses lejlighed på Amager. Albert har fortalt mig, at han deler værelse med hans lillebror, så de kan umuligt være specielt velhavende heller.
Jeg tror, at frygten og uvisheden har gjort os trætte, for efter et stykke tid jeg falder vi endnu en gang i søvn.
Efter godt 4 timers søvn lyder der et skud lige uden for containeren, man kan høre fuglenes baskende vinger efterfulgt af en hundepiven. Inden jeg overhovedet når at rejse mig, ligger Albert allerede på alle fire. Jeg skynder mig at kravle op på hans ryg og jeg kan se en hund, som halter. Den efterlader lange blodspor fra højre bagben og maven. Den kommer haltende bagved vores container, som var det os der havde skudt den. Efter små 5 meters halten, må den give op. Give slip på livet, lukke øjnene og falde i en dyb søvn. Jeg tager nogle sekunder om at sluge episoden, men pludselig tager fanden ved mig. Jeg løber hen og sparker til conatinerlågen, det giver en høj lyd lige det jeg har brug for. En lyd som kan mætte min agressioner, jeg er sur! ”Hvad fanden bilder i jer ind? Den hund fortjener ligeså meget at leve som i gør! I er jo syge i hovedet”.
   Pludselig braser den langhårede mand ind ad lågen og vælter mig, så jeg slår mit haleben gevaldigt, men jeg ignorerer smerten. ”Hvad fanden råber i for”, skriger manden, ”Vi har lavet en aftale med jeres forældre om, at de skulle komme og hente jer her i formiddags, men nu er klokken 14:00 og det kan kun betyde én ting: de elsker jer ikke, i er ikke noget værd”, manden trasker ud og smækker lågen i, uden at nogle af os når at svare.
”Jeg forstår det ikke, først fanger de os og bagefter siger de, at vi intet er værd”, siger Albert. Jeg orker ikke at forklare ham, hvad løsesum betyder, så jeg svarer ham bare ”Ja, de er sgu lige til den lukkede”!
Albert sætter sig ned, og begynder at stortude. ”Hold nu kæft”, bliver der råbt i kor udenfor. Jeg tysser på Albert, og han holder tæppet for munden, for at minimere lyden fra hans gråd.
Jeg kan se på ham, at han er knust. Han er tappet for energi, tappet for kærlighed, tappet for alt!
   Vi sætter os ned, som var vi på spejderlejr omkring et lejrbål. Albert begynder at fortælle om sin familie. Han fortæller, at han bor i et rækkehus med 3 værelser i Roskilde, sammen med hans mor, far og lillebror. Han fortæller også, at hans mor arbejder på posthuset, mens hans far er arbejdsløs. Jeg fatter det ikke. Hvorfor kræver de løsesum for os? Ingen af os har nogen form for velhavende familier, min mor arbejder godt nok som ejendomsmægler men min far er murer, og jeg har hørt, at håndværkere har det svært for tiden.
   Albert begynder endnu en gang at græde. Han græder højt, jeg kan høre at det kommer fra hjertet. Jeg ved, at dem udenfor sagtens kan høre hans brølen, men jeg stopper ham ikke. Jeg har faktisk selv lyst til, at gøre det samme, men jeg er jo den store, jeg er den der skal beskytte de mindre, være kaptajnen på skibet, være løven i flokken. Jeg kan mærke tårerne presse på inde bag øjenæblerne. Minderne om min familie og alle de andre jeg holder af, kører rundt i hovedet som når man er til en begravelse. Jeg husker de sommerdage, jeg var ude og gå med mor og far, de kolde vinterdage med varm chokolade og skænderierne med min lillesøster. Pludselig kan jeg ikke mere, jeg bryder sammen. Tårerne vælter ud og det føles godt, som om en klump forsvandt fra maven. Albert kigger på mig, og han rykker tættere på. Vi holder om hinanden.
Efter en times stilhed rejser jeg mig og kigger ud af den lille sprække. Det er mørkt, klokken må være omkring 20:00. Det er blevet koldt, Albert spørger om han også må kigge. Jeg lægger mig på alle fire, og efter 3 sekunder hopper han ned igen. ”Var der noget specielt” spørger jeg, ”Næ, ikke udover en oplyst telefonboks”, svarer Albert.
Jeg kan høre, at Albert prøver og sove. Han ligger henne i det ene hjørne af containeren. Jeg prøver også på at sove, men jeg kan ikke. Jeg er sulten og udkørt. Jeg begynder at snakke med mig selv. Jeg stiller mig selv det spørgsmål om, hvad der mon vil ske hvis vores forældre ikke kommer? ”Ti stille Morten, jeg prøver og få noget søvn”, hvisker Albert med en lidt rusten stemme. ”Undskyld, jeg skal nok holde op” siger jeg. ”Godnat” hvisker jeg igen, men han svarer ikke.
”De henter os sikkert i morgen, så kan jeg komme hjem i min egen seng tror jeg” hvisker jeg til mig selv, hvorefter jeg falder i søvn.