Kristendommen

Kristendommen opstod, da en gruppe mennesker begyndte at anse Jesus for Messias.

Kristendommen fremstod da Jesu disciple umiddelbart efter påsken ca. 30 e.Kr. blev overbevist om, at Jesus virkelig var opstanden.
Jesus fødtes som jøde, og det var derfor jødedommen (særlig profeternes religion) der dannede basis for kristendommen - og de tidligste kristne søgte stadig til templet i Jerusalem.

Men indholdet af deres tro og forkyndelse var nyt: beretningen om Jesus, hans ord og gerninger, død og opstandelse, og den nye pagt mellem Gud og mennesker, han havde stiftet ved sin død. Til en vis grad kunne dette udtrykkes i jødisk form; men den nye tro var fra første færd missionerende og mødte hurtigt den såkaldt hedenske verden.

Den romerske borger og jøde Paulus, der tidligere havde forfulgt de kristne blev omvendt af Jesus - og han blev efter Jesu død kristendommens første store missionær, med strategisk blik for, hvad der skulle sættes ind og hvordan der skulle organiseres.
Paulus blev tillige kristendommens første store teolog, hvis tanker den dag i dag er af afgørende betydning for kirken. De er koncentreret om Kristi person og om Kristi gerning.

Paulus blev altså den, der gav Jesu religion den form, hvori den kunne erobre verden uden at tage skade på sin sjæl. Til denne opgave var Paulus udstyret dels med sit kendskab til Det Gamle Testamente, dels med sin fortrolighed med hellenistisk mysteriereligiøsitet.