Billeder, billeder

At vi hurtigt danner os et billede af ting, ud fra en bestemt mængde, som optræder med det samme et par gange. Med andre ord, at vi hurtigt generaliserer folk ud fra deres udseende og forskellighed, ud fra en lille gruppe mennesker, som optræder tydeligere end andre. Dette ses fx med indvandrerdrenge, de unge (ungdomshuset), sigøjnerne osv.

Altså danner vi os hurtigt et billede af en hel befolkningsgruppe ud fra en lille repræsentantdel af befolkningsgruppen - det der i daglig tale kaldes fordomme.

Det mener jeg er grueligt forkert, da vi alle er forskellige og ikke nødvendigvis ens pga. kultur, hudfarve, religion, rødder med meget mere. Man skal passe på med ikke at sige, fordi de dér drenge gør sådan er "de" alle sammen nogle "hængerøve". For der må også - og er det helt sikkert - være andre "typer" indenfor samme befolkningsgruppe ligesom i alle andre befolkningsgrupper, ligesom vi alle er sure og gnavne en gang imellem i livet, er vi vel alle også hjertens glade og behjælpelige andre gange i livet (ligesom medgang og modgang).
Ok, nu bredere jeg mig nok noget ud, var? Ja, jeg må heller begynde at snævre ind igen.

Fordi én er det, betyder det ikke at alle er det. Det lærer vi også igennem livet, i tide eller utide, mem hver ting til sin tid.

Det kan være svært at undlade, at komme til at gøre dette med at generalisere folk pga. nogle med fx "utilpassende adfærd" eller lignende. Det hænger nok sammen med menneskets natur - hvordan, ja det er så lige lidt sværere at forklare... (det her er forskernes område, så det vil jeg overlade til dem...)
Jeg må selv indrømme, at jeg - som enhver anden på hele kloden i hele universet - selv er tilbøjelig til at generalisere.

Men forresten skal det nok ses sådan, at vi generaliserer når vi har set noget af det samme gentage sig et par gange. For så tror vi - fejlagtigt - at alt er sådan...


...indtil vi ser en forskel/noget andet. For så får vi ligesom øjenene op for noget andet og siger "ahhh... der er mere end som så." Med andre ord skal vi opleve noget anderledes for at se variationen i tingene.
Vi må efterhånden have erfaret, at alting ikke kan ses ud fra et synspunkt eller vinkel, eller for den sags skyld sider, men fra flere. Så derfor må vi stoppe med at generalisere, og i stedet fokusere og bruge vores krafter på noget andet. Hvad med at se forskellen på os alle og så tage ved lære af det - altså de gode sider af os alle, så vi lærer af hinanden?...

Se evt. også opgaverne på studieportalen, hvor man lige netop kan se eksempler på analyser af billeder med mere.

Mellem billede og virkelighed

Billeder er overalt, i fjernsynet, aviser, blade og på computeren. Man bliver påvirket af det bare ved en går tur i byen, hvor man ikke kan undgå at gå forbi en butik, påhægtet af billeder, plaketter og med mere. Men hvad er det fascinerende ved billeder som vi optages af og hvorfor kan de betyde så meget i vores liv?
En nylig undersøgelse der gik ud på at udspørge folk om hvad de ville nå at tage med ud fra deres hjem, hvis det blev udsat for brænd. Her svarede størstedelen på fotoalbums, men hvorfor?

Vi mennesker forsøger altid at bevare de gode minder, at bevare de stunder som ingen ende må få.
Billeder gør det muligt, aldrig at glemme fortidens begivenheder. De tillader at kunne holde fast i fortiden. En genoplevelse af de øjeblikke, man ikke vil glemme og samtidigt få et indblik af andres oplevelser. De gør det muligt at kunne opleve de øjeblikke i dag, i morgen, hele livet.

Billeder giver os indtryk af noget, og det er det, som vi bliver så optaget af. En japansk person som oplevede krigen mellem U.S.A og Japan, kan forklare og beskrive i flere timer, om hvordan U.S.A. havde smidt atombomben over de to japanske byer, Nagasaki og Hiroshima. Alligevel er det ikke nok for os til at vi kan danne det helt nøjagtige billede af den tragiske situation. Hvis han derimod gav os et billede eller et fotografi af bombningen, med folks ansigter og udtryk, ville vi få det mest unikke og præcise indtryk af hvordan forholdene var.
Kameraet er et fænomenalt apparat som blev opfundet i starten af 1800 tallet. De første modeller var store kasser af træ med en linse i den ene side og et stykke film i den anden. Nu til dags er de så små og praktiske at man kan have dem med overalt, de findes sågar i vores mobiltelefoner.
Billeder er det tætteste man kommer på virkeligheden, udover film, som jo også er billeder, bare med lyd. Udover kameraet har vi vores øjne som kan sammenlignes med kameraets linse.
Vores øjne ser ting, opfanger dem, og sender dem videre til vores hjerne via. Nerveimpulser og her bliver det enten lagret og husket eller fuldstændig glemt, nøjagtigt som et kamera. Den eneste forskel på vores øjne og kameraet er at vi kan dele de dannede billeder med andre end os selv. Billeder har den fantastiske evne til at kunne fortælle den samme historie om og om igen. Det er øjeblikke som kun et billede kan indfange. Værdifulde momenter, opsnappes lynhurtigt, men bevares i en evighed.

Den venstre-orienterede tekstforfatter, Erik Knudsen(EK) har blandt andet skrevet digtet ’’Billeder, billeder’’ i 1947 som en del af hans digtsamling, ’’Til en ukendt Gud’’. Erik Knudsen blev født den 27.3.1922 og døde den 12. 11.2007. Han interesserede sig i høj grad for teatret og revyscenen, hvorfra han mente, at man kunne udtrykke sig bedre ved tale end gennem lyrikken.
I ’’billeder, billeder’’, ser han billeder fra alle verdens lande. Mennesker der uendeligt råber efter hjælp og som er i nød. Han kender deres situation og konflikter fra de billeder han har set fra adskillige blade, og han ved at de har brug for hjælp. Problemet er hvordan han kan være med til at hjælpe dem og vise dem hans tanker? Der er jo så meget forskel mellem de billeder og tanker han danner sig og den rigtige verden, virkeligheden. Han søger folk som gider tage et ansvar og gøre noget for andre mennesker. Men er der efterhånden nogen der gider det?
Vi lever i en uretfærdig verden, uden tvivl om det. De billeder vi ser, når folk lider, påvirker os og får os til at være taknemlige for det liv vi har. Billeder viser os sandheden. Det er et bevis for at noget er hændt. De muligheder, valg og den frihed vi har, burde alle mennesker kunne tilegne sig, men desværre forholder det sig ikke på den måde. I Europa er forholdene forholdsvis gode, i forhold til nogle af U-landene, hvor befolkningen ikke kan være sikker på at få mad hver dag. Det er de ting som er en selvfølge for os. Selvfølgelig skal vi have mad, og drikke hver dag, sådan er vi vant til at leve. Vi får dårligt samvittighed over at se andre lide, men alligevel glemmer vi tit at hjælpe andre som ikke har det på den måde, som vi har det på. Når vi ser billeder af fattige børn i fjernsynet som kan støttes, synes vi naturligvis at det er synd for vedkommende, men det gider vi ikke betale til, da der nok er andre der tager sig af problemet. Problemet kan ikke behandles af en enkelt person, men i samarbejde med andre, kan vi så ikke være med til at forebygge problemet?

Billeder kan være sjove, humoristiske, spændende, uhyggelig og meget mere. De varierer alt efter hvilke farver og motiver der er involveret.
Fotochef ved politikken, Per Folkver har skrevet artiklen ’’Selvfølgelig skal I se det billede’’.
Læserne af avisen, har kritiseret Politiken, da avisen har pålagt et billede af et lig på forsiden. De mener at det er uetisk og en krænkelse af den døde. De er heller ikke glade for at børnene ser på disse uhyggelige og tragiske billeder, og hvorfor skulle de egentlig det? Per Folkver mener at det er en større krænkelse ikke at vise liget, da man vil gå glip af de tragiske hændelser der sker i omverdenen. Han kan heller ikke forstå hvorfor børn ikke må vide hvad døden er, og mener herunder at det er forældrenes pligt at forklarer barnet under hvilke forhold døden finder sted. Disse billeder er ifølge Per med til at give en mere præcis beskrivelse af hvad der foregår i Irak og hvordan irakerne tænker og handler. Noget der bekymrer ham er at selvom der bliver ofret så mange mennesker, vækker det ingen tanker, hverken hos politiker eller generelt i den almindelige befolkning.
Når man er et lille barn så opfatter man billeder og handlinger anderledes end en voksen. Et barn på syv år vil aldrig kunne sætte sig ind i en irakers situation, da det er de færreste børn der har nok viden til at forstå de politiske konflikter. Børnene bliver bange for ligene når de kigger på deres blege ansigter og tomheden i deres øjne. Det er også forståeligt, da der er også mange voksne som finder det stødende at kigge på et blodigt lig. Men hvorfor skal børn se billederne og vide hvad døden er, i en tidlig alder? Jeg kan ikke se nødvendigheden i at lærer et barn, om død, blod og krig, i en sådan alder. Derimod synes jeg at det er vigtigere og måske bedre at de får et indblik af disse konflikter og billeder senere i deres liv, når de er blevet lidt mere modne og bevidste om omverdenen. Børn er utrolig sentimentale og skrøbelige overfor tragiske og usete hændelser, som fx lig og uhyre på billeder. Det kan såmænd føre til at de får mareridt og på den måde bliver bange for at få deres nødvendige søvn. Jeg husker tydeligt da jeg var barn, hvor bange jeg var for at se uhyggelige billeder. Jeg krøb altid en anelse mere end jeg plejede da jeg så lignende billeder, og det medførte at jeg fik søvnsforstyrrelser om natten.
Er det så krænkende at sætte et billede ind af et lig på forsiden af en avis? Det er meget forskelligt fra person til person, men det er de færreste der vil være på forsiden af en avis mens man er mudret til, blodig og død. På den anden side kan jeg godt forstå Per Folkver’s hentydning. Folk vil gerne vide hvad der sker rundt omkring i verden, og hvis der blot bliver lagt en tekst ud hvori der står beskrevet, hvordan et dødt menneske ser ud, tror jeg ikke at der er ret mange der vil finde det interessant. Som sagt, billeder er med til at virkeliggøre de mest komplicerede sætninger og beskrivelser. De er med til at gøre teksten livlig. Hvordan ville aviserne være hvis de ikke indeholdte billeder? Ville folk stadig gide læse i dem eller ville avisen miste en masse stamkunder?

Man kan sammenligne de to teksters hovedtanker og pointer. Både Erik Knudsen og Per Folkver, vil have folk til at indse virkeligheden og få et indblik af omverdenen gennem billeder.

Det forekommer måske absurd, at værdiløse papirstykker kan have så stor værdi for mennesket, men affektionsværdien må aldrig undervurderes. Billeder er en velkendt rejse gennem oplevelser, som er hændt. Man anvender ofte udtrykket ”Et billede siger mere end tusind ord”, og måske rummer det udtryk alligevel en vis sandhed. De værdifulde momenter fortælles igennem billederne med en sandhed og ærlighed så ægte, at man ikke kan gøre andet end at lade sig opsluge af den historie billederne beretter.