Dansk Novelle - rettet til imorgen tak :)

Hej dudes ;)

Jeg skal imorgen aflevere en dansk stil.

Opgaven er som følger:

skriv en novelle. Selve Handlingen skal udspille sig i løbet af en dag, men der skal være et eller flere flashback. Dukken på stranden (et billede der følger med opgaven), skal spille en væsentlig rolle.

Jeg håber at nogen vil tage sig tid til at rette min tekst. Det ville betyde meget for mig, eftersom jeg ikke som alle de andre i min klasse lige har nogle forældre der kan rette den.

Det jeg gerne vil have rettet er simpelthen alt :D

stavefejl, gramatikfejl, orden, ALT. Tak :i

Hvis det er nemmere, har jeg vedhæftet et dokument der kan rettes i istedet :)

Tekst:

Forladt

Klokken slår 6 og jeg er i ekstremt dårligt humør. Jeg skulle have haft fri for en time siden, men kan allerede nu se, at hele min fredag aften er besat med dette rædsomme arbejde. Før eller senere må jeg altså finde mig noget nyt, bliver jeg ved med at sige til mig selv. Men det bliver jo aldrig til noget. Jeg kan jo ikke andet, og jeg er for gammel til at starte på noget nyt. Jeg sidder i bilen på vej ud til det formodede gerningssted, mens jeg venter på at få en update på politiradioen. ”En 5-årig pige er forsvundet fra sin mor og far, i Københavns østkvarter nær en strand. Moderen mener at have set en høj skikkelse i øjenkrogen tage hendes datter. Men ingen af dem kan beskrive gerningsmanden eller situationen”, siger de i radioen.. Ja, den har jeg sgu hørt før. Selvfølgelig er den lille pige ikke blevet taget. Jeg bander et par gange for mig selv. Pigen har bare gemt sig for sine patetiske forældre, som sådan nogle små djævle gør. Jeg ankommer til den henviste adresse og opdager at det er den selv samme restaurant hvor jeg tidligere fik frokost, mens jeg var på patrulje. En forfærdelig restaurant hvor kokkene ikke kender forskel på ”mellemstegt” og ”gennemstegt”, altså hvor svært kan det være? ”Godaften, Kommissær” siger den nye fyr fra afdelingen. ”Det er ikke en god aften betjent. Det er en elendig aften. Jeg skulle have siddet hjemme i sofaen og set tv med min kone lige nu. Men nej, jeg skal kaldes ud til en forfærdelig restaurant, på en forfærdelig strand, fordi mor og far ikke kan finde ud af gemmeleg. Så kom ikke her og sig at det er en god aften”. Den lyshårede betjents smil forsvinder, og han vender sig om, og går med bøjet hoved. ”Personerne derover der sidder under tæppet er forældrene, hr.” siger en anden betjent. ”Ingen andre gæster på restauranten har set eller følt noget mistænksomt, selvom forældrene er rimelige sikre i deres sag”. ”Selvfølgelig har ingen set noget”, afbryder jeg. ”For der er ikke nogen der har taget deres datter. Det er bare to forældre der ikke kan finde ud af at passe på deres datter”. Betjenten prøver at fremtvinge nogle ord, men når ikke at sige det mindste før jeg går hen imod forældrene. ”Åh, endelig er du her. Vi håber virkelig du kan finde vores datter. Og når I finder den person der har taget hende, skal jeg sørge for at han bliver sat i fængsel”, siger faderen. Moderen står med tårer i øjnene, uden at sige noget. ”Vi skal nok finde jeres datter, men med hensyn til gerningsmandden, er der jo nok ikke andre der skulle sættes i fængsel end jer to”. Faderen står med åbnet mund, og jeg fortsætter. ”I skulle have holdt øje med jeres datter, i stedet for at skyde skylden på en eller anden mand”. Fra siden kan jeg se to betjente kigge meget forarget på mig, og jeg skynder mig over til dem. ”Forekommer her et problem de herrer?”. ”Altså, vi mener bare at du er lidt for hård. Selvom at det tit sker at barnet selv leger gemmeleg, har vi jo før set at et barn helt ubemærket er blevet taget”, siger den ene betjent uden at kigge på mig. Jeg når ikke at svare da min mobiltelefon ringer. Det er stationen der ringer for at forslå en efterlysning. Jeg går med til at efterlyse pigen, selvom jeg stadig er overbevist om at hun er her et sted. Jeg sætter mig ind i bilen og får en kop kaffe. Det er ved at være mørkt, og folkene derude er blevet flere. De farer rundt og taler med hinanden og ringer rundt. En betjent banker på ruden og beder mig om at følge med. Han forklarer mig at der længere nede på stranden er fundet noget jeg skal se. Jeg tager min kop i hånden og følger med ham. Da vi har gået nogle hundrede meter kan jeg se en flok mennesker der står samlet om noget midt på stranden. Der er både en flok betjente, og pigens forældre. Da jeg maser mig ind i gennem flokken hører jeg kort et par betjente snakke om mig. Jeg kan ikke høre meget men ordene ”Gamle gnavpot” og ”bliver sur over alt” hører jeg. Men jeg tænker bare på hvad det er folk kigger på. Da jeg kommer forbi menneskerne, møder jeg et syn, der får mig til at tabe kaffen ned over mine sko. Men jeg kan ikke mærke det. Jeg kan ikke mærke noget. Jeg føler jeg går i sort. På en sten på stranden ligger en dukke på en sten. Jeg kender den dukke. Jeg har set den dukke før. Nederst på stenen, ligger der en del blod, og et brev. Jeg skimter overskriften ”KIDNAPNING”, står der. Men blodet og brevet er jeg ligeglad med. Det er hverdag. Jeg kan ikke få mine øjne væk fra dukken. Jeg kender den dukke. Jeg har set den før!

Klokken er 4, og der er ikke mere end en time til fyraften. Jeg og John har været på patrulje, og har stadig ikke fået frokost. Vi stopper på en restaurant i nærheden, og sætter os ind. Menuen ser spændene ud, og jeg kan ikke bestemme mig for hvad jeg skal vælge. Jeg beslutter mig for at bestille en omgang pomfritter og en stor bøf. Det er længe siden jeg sidst har fået en god mellemstegt bøf. Efter at have siddet og snakket med John i et kvarters tid, kommer maden endelig. Jeg griner nedladende da jeg ser hvad han har bestilt. En salat, ligesom min kone altid gør det. Med det samme jeg sætter gaflen i den ellers godt udseende bøf, kan jeg se at noget er galt. ”Hvad fanden skal det her forstille?” råber jeg, og tjeneren der ellers var begyndt at gå, vender sig om. Jeg kan se at min makker, John, synes det er pinligt. ”Er der et problem hr.?” siger den unge tjener. ”Bad jeg ikke om en helstegt bøf?”, ”jo”, svarer tjeneren og ser forvirret ud. ”Jamen ser den her bøf helstegt ud for dig? Plejer der at være fyldt med blod i en helstegt bøf?”. Tjeneren siger ikke noget, men lægger an til at tage min tallerken. ”Nej! Nu bliver jeg nødt til at spise den som den er, for jeg har ikke tid til at vente endnu et kvarter! Men du kan sige til kokken at vi aldrig kommer her igen!”. Tjeneren nikker og er hurtigt forsvundet. ”Jeg går lige ud og pisser”, siger jeg til John, og bevæger mig ud mod toilettet. Men der står allerede to personer i kø. Jeg går derfor ud mod stranden, for at finde en busk. På vejen ser jeg to personer sidde ved et bord og råbe ad hinanden. Det ser ud som om de har mistet noget. Sikkert en diamant ring, eller et Rolex ur, tænker jeg efter at have set deres tøj. Jeg kommer ud på stranden og får øje på et godt tisse-sted ca. 100 meter derfra. Jeg går derhen imod, og på vejen passerer jeg en mand og hans datter. Manden trækker hende i armen, men møgungen vil ikke med, så han bliver nødt til nærmest at slæbe hende. Hun råber ”Hjælp mig! Jeg vil ikke med! Jeg vil ikke væk!”, jeg kigger på pigen, der i hånden har en dukke der ser ud til ikke at have været passet ordentligt på. Det ene øje mangler, og der er skrevet ”HELENA” på den. Faren ved siden af pigen siger ”Åh, hun er SÅ besværlig. Hun vil blive på stranden. Hun vil ikke med hjem”. Jeg ser at manden flakker med øjnene og sveder i panden, ligesom forbryderne altid gør, når de prøver at lyve. Men det er jo også klart at han sveder med sådan en lille skrigeunge han skal holde styr på. Pigen tager ved mit ben mens hun græder. Som en refleks skubber jeg hende væk, og kommer nu i tanke om hvor meget jeg skal tisse. Jeg ruller med øjnene da hun skriger endnu mere, og løber ned mod busken. Det var dejligt endelig at får tisset af…

Den mand var ikke pigens far! Den mand var bortføreren. Og jeg tog ham med fingrene i kagedåsen uden at opdage det! Det hele er min skyld. Alt dette ville aldrig været sket hvis jeg bare have været en smule mere tålmodig og en smule mere tolerant. Hvad skal jeg nu gøre? Jeg har hele aftenen sagt at dette ikke var noget alvorligt. Hvad vil der nu ske? Jeg bliver nødt til at fortælle disse modige og flinke forældre hvad jeg tidligere har set. Deres søde lille pige er væk. En forfærdelig mand har taget hende. Hun skal findes. Det SKAL hun!