Eventyr stil - Afslutning??

Hej alle.

Har en fri eventyr-stil for i dansk. Aner bare ikke hvad¨"det magiske kodeord skal være" som i læser til slut. Håber nogen kan hjælpe eller også rette den igennem:

Hvis man rejser over de tre verdenshave kommer man til det store kongerige. Engang for længe siden var der fest på kongeriget. Alle store som små, rig som fattig, ja selv slottets tjenestefolk var inviteret med til festlighederne. Der blev danset til langt ud på natten og intet blev der sparet på. Hvorfor var alle samlet til sådan en stor begivenhed spørger du måske? Det var såmænd fordi den lille nye prinsesse var blevet født men der var noget helt specielt ved denne prinsesse. Hun blev nemlig født med et halvt hjerte. Prinsessen blev tilset af de fineste læger i landet men ingen kunne give noget svar på hvorfor hun kun havde et halvt hjerte. Det var som om der manglede noget men ingen vidste hvad. Trods det halve hjerte var hun den smukkeste prinsesse der nogensinde var hændt. Det var de lykkeligste tider for kongen og dronningen der altid havde drømt om at få et barn. Som årene gik blev prinsessen ældre og var nu blevet udpeget en prins som ægtemand. Prinsen var ikke særlig vellidt blandt folket og var berygtet som en værre bedrager. Prinsessen var dybt ulykkelig og skulle høre på folkets medlidenhed hver dag “Åh din stakkel, du må da være sønderknust,” men der var intet at gøre. Tiden gik og de begyndte at forberede brylluppet på slottet indtil en dag da prinsessen forsvandt. Kongen og dronningen var dybt ulykkelige og sendte eftersøgninger i gang men ingen havde set hende og ingen kunne finde hende.

På samme tidspunkt boede der en mand i udkanten af en skov. Han havde 3 sønner. Han gjorde meget ud af de to ældste for de var jo så kloge. Den ældste kunne regne alle regnestykker ud i hovedet, den mellemste havde lært at tale 7 sprog flydende og den yngste, ja han kunne ikke finde ud af noget. En dag fik de en meddelelse om at prinsessen var forsvundet. Der blev udlovet prinsessen og det halve kongerige til den der kunne finde prinsessen og bringe hende tilbage til slottet. Den ældste og den mellemste mente bestemt de var værdige til tronen og begyndte straks at gøre sig klar til rejsen. Den yngste havde ikke så stor selvtillid men det var da forsøget værd.

Næste dag inden rejsen gav faderen den ældste søn de fineste ædelsten, den mellemste fik de smukkeste perler i alverdens farver og den yngste, ja alt han fik var et par skillinger, øllebrød og noget vand til den lange tur. “Pas nu på jer selv sønniker,” sagde faderen og så drog de 3 sønner afsted.

Allerede den første dag mødte de en ung tiggerpige. Hun satte sig på knæ og bad dem om lidt penge. Den ældste og den mellemste lo nedladende af den unge tiggerpige og ville ikke så meget som kigge på hende men den yngste søn stoppede op. “Jeg har ikke meget at tilbyde men vi kan dele det jeg har,” sagde han. Han gav tiggerpigen halvdelen af hans penge, et stykke af brødet og endda også en tår af vandet. “Jeg kan ikke takke dig nok, hvem skulle have troet hvor frygtelig varmt her er herude” sagde hun. Først da hun kiggede op lagde han mærke til hvor smuk hun var. Hendes øjne funklede som stjerner på en klar nattehimmel og han kunne lige ane et hårstrå bag tørklædet der skinnede som det pure guld. “Hvor skal du hen på sådan en dag som denne?” spurgte tiggerpigen. “Jeg skal skam ud og lede efter den forsvundne prinsesse. Har du set hende?” spurgte han. “Det kan jeg skam ikke svare dig på, men tingene er ikke altid som de ser ud til at være.” Den yngste søn syntes det var noget mærkeligt at sige, alligevel drog han videre med sine brødre.

Da de havde gået den hele dag besluttede de sig for at slå lejr natten over ved en lille landsby. De havde ikke haft meget held med at finde prinsessen men det var jo trods alt den første dag.

Ved daggry næste morgen besluttede brødrene sig for at spørge om hjælp af landsbyfolket inden de tog afsted. Folkene i landsbyen rådede dem til at opsøge den gamle heks som boede oppe på bjergtoppen. Da brødrene ikke havde andet at gå efter besluttede de sig for at opsøge heksen.

Sønnerne havde nu gået det meste af dagen og var endelig kommet til heksens hule oppe på bjergtoppen. De blev mødt af heksen ved indgangen, hun havde ventet dem. Sønnerne fortalte om deres situation men den yngste sørgede for ikke at afsløre for meget da heksen virkede alt for snedig. Heksen kunne minsandten godt hjælpe sønnerne men hun skulle have noget til gengæld. Sønnerne tilbød hende en masse men der var kun en ting hun ville have, rigdom. Det endte med at den ældste søn måtte give hende alle hans fine ædelsten og den mellemste måtte give hende alle hans smukke perler. Heldigvis for den yngste søn havde han ikke noget at give. “Det var en fornøjelse at lave en handel med jer. Nu skal jeg nok fortælle hvad jeg ved,” sagde heksen, “Jeg kan se en meget smuk men samtidig ulykkelig prinsesse. Hendes øjne funkler som stjerner på en klar nattehimmel og hendes hår skinner som det pure guld. Men der er noget grueligt galt. Jeg kan fornemme en længsel, længsel efter noget jeg ikke kan sanse. Der er noget i vejen som forhindrer prinsessen i at leve det liv hun ønsker.” Den yngste søn syntes beskrivelsen lød meget bekendt. “Sikke noget værre sludder! Det er fint med alt det vås men jeg vil bare vide hvor jeg kan finde denne prinsesse,” sagde den ældste irriteret. “Hvis i følger mod nord finder i prinsessen for enden af regnbuen når i er kommet forbi regnbuens 7 farver. Men det er ikke alle der kan komme derind. For enden af regnbuen vogter der 3 kæmper ved porten og kun den som kan fremsige den magiske kode kommer forbi dem.” “Intet problem,” sagde den ældste og så tog sønnerne afsted.

Den tredje dag drog de allerede af sted ved daggry. Det havde været en urolig og søvnløs nat for den yngste søn. Alt han kunne tænke på var prinsessen men samtidig kunne han ikke glemme den fattige pige han havde mødt på førstedagen. Nu kunne de se den smukkeste regnbue krydse himlen. Den ældste og den mellemste søn gik i rask trav mens de plaprede løs om hvad de ville gøre når de fik kongeriget. “Hvad hvis i ikke kommer forbi kæmperne ved porten?” spurgte den yngste søn. “Du skulle nødigt snakke,” svarede den ældste, “du kan ikke finde ud af noget som helst og jeg er nu så klog at det skal jeg nok klare.” Han grinte nedladende efterfulgt af den mellemste søn. “Bare vent og se,” tænkte den yngste.

Da de nåede enden af regnbuen blev de som fortalt mødt af 3 kæmper ved porten. “....