Studievejledning

medicin på SDU

20. november 2015 af OnceUponATime

Hej SP,

Jeg er interesseret i at vide, hvor meget engelsk der indgår på medicinstudiet i Odense? Kan nogen fortælle mig noget om det? Jeg tænker nærmere på, om alle bøger er på engelsk, eller måske de fleste, eller ingen?

Hvad med de foredrag der vil finde sted? Vil de være på engelsk? Alle? Eller ingen?

Hvad med opgaveskrivning? Skal nogen opgaver skrives på engelsk?

Og hvor svært engelsk er det?

Desuden har jeg også spørgsmål i forhold til, hvor lang en dag på medicinstudiet kan være. Er det fra 8-15? Eller fra 8-18? Det varierer naturligvis fra dag til dag, formoder jeg, men kan I give mig et billede? Her tænker jeg især på 1. semester, men er da også ret interesseret i hvordan det bliver hen ad vejen.

Jeg håber I vil tage jer tid, til at forklare mig så meget som muligt!


Brugbart svar (0)

Svar #1
20. november 2015 af jp0000

Hej OnceUponATime

1) Der er en del engelske bøger på medicinstudiet

2) Ja, nogle opgaver skal skrives på engelsk.

3) Dagene varierer meget fra dag til dag. Nogle dage er der mange forelæsninger, hvorefter du selv skal studere.

4) 1. semester er hårdt og du skal nå at lære meget på kort tid.

Medicinstudiet er et hårdt studie, hvor det gælder om at huske. Såfremt du har selvdisciplin, klarer du det nok. :-)


Svar #2
20. november 2015 af OnceUponATime

Mange tak for svar!

Men kunne du fortælle mig lidt mere om, hvor lang den længste dag kunne være? Eller give et eksempel på hvor lang tid?

herudover sværhedsgraden af det engelske sprog i bøgerne.

vh


Brugbart svar (1)

Svar #3
22. november 2015 af PSXL

Jeg er pt. i gang med modul 2 på SDU (klinisk biomekanik, hvor vi følges sammen med medicin), hvilket er bevægeapparatet. For det meste har vi haft danske bøger indtil videre, men i fysiologi har vi udelukkende haft engelske bøger. Du kan evt. prøve at gå ned i studenterboghandelen enten på sygehuset eller på uni og kigge lidt i Medical Physiology af Boron & Boulpaep, hvis de har en bog åbent. Ellers kan du kigge indeni den på amazon eller lign. Niveauet af engelsk er højt, og det er selvfølgelig derfor en fordel at kunne læse engelsk uden større besvær. 

Både i modul 1 og 2 har jeg indtil videre haft et okay skema. Du er slet ikke så fastholdt som i gym, da der er ikke er mødepligt på uni. Så hvis du lærer bedre ved selv at læse uden at gå til forelæsning, så gør du bare det. 

Mine længste dage var klart i introforløbet, hvor vi tit skulle møde kl. 8 og så først var hjemme sent om aftenen igen, fordi vi havde sociale ting (som selvfølgelig også er helt frivillige) efter de faglige timer. 
Det kan anbefales at læse pensum til de første par dage før introdagene, da man ikke har særlig meget tid til at læse udover det. 

Et eksempel på mit skema kunne være næste uge: 
Man: 8-10 forelæsning anatomi
         10-12 forelæsning fysiologi
         12-14 holdtime anatomi 
Tir: fri
Ons: 14-16 holdtime anatomi
         16-18 forelæsning anatomi
Tors: fri
Fre: 8-10 teoretisk biomekanik 1 (kiropraktorfag)
       10-12 holdtime anatomi

Der er ikke så mange timer igen lige pt., men vi skal have styr på mange, mange latinske navne, så det skal repeteres gang på gang. 

Her den anden dag havde jeg både mellemtimer på 4 timer den ene dag og så 6 timer den anden dag. Så hvis man f.eks. pendler, så er det ikke altid lige fedt. 

 


Svar #4
24. november 2015 af OnceUponATime

Mange tak PSXL!

Hvad betyder mellemtimer?

Og læser du på SDU?


Brugbart svar (0)

Svar #5
24. november 2015 af LilanKahn (Slettet)

At du fx har undervisning fra 8-10 og igen fra 14-16 så har du 4 mellemtimer man så selv skal finde på noget i.


Brugbart svar (1)

Svar #6
24. november 2015 af PSXL

#4 Ja, det gør jeg. Et fantastisk universitet! 
Præcis. Hvis det er i lang tid, så tager jeg hjem i mellemtimerne, fordi jeg alligevel bor så tæt på uni. Ellers plejer jeg nogle gange at sætte mig hen i en læsesal og læse i alle mellemtimerne - jeg kan bedst koncentrere mig i en læsesal uden distraktioner. Og så føler man sig også lidt nørdet, når man sidder der kl. 8 en mandag morgen, når man først har timer kl. 12 ;-) 

Og du skal ikke svede over modul 1, når du starter op - vent med at dø indtil modul 2, hvor jeg er nu. Det er slet ikke for at skræmme dig, men sidste år var dumpeprocenten på 50% på modul 2, anatomi. Så man skal følge godt med fra starten!


Svar #7
24. november 2015 af OnceUponATime

Mange tak, endnu engang!

Men kan du forklare mig, hvad der menes med modul 1 og modul 2?

Jeg er endnu ikke bekendt med de termer, hehe :)

Og hvad sker der, hvis jeg dumper et såkaldt modul såsom anatomi?

Og hvorfor er det så svært? Skal man ikke blot lære de latinske navne uden ad?


Brugbart svar (1)

Svar #8
25. november 2015 af PSXL

#7 Udannelsen er bygget op i moduler. Vi har 4 moduler pr. år. Jeg startede i september og har allerede gennemført modul 1, og er nu i gang med modul 2. Det afslutter jeg midt-januar. Og i februar starter modul 3 op. 

Hvis du dumper et modul, så bliver du automatisk tilmeldt reeksamen, dvs. du skal læse faget op igen, mens du har det nye modul. Det er noget rigtig skidt at dumpe i - især hvis det er anatomi. Det er én af de hårdeste moduler på hele bacheloren - kandidaten ved jeg ikke, om det er.

Det ville være fantastisk, hvis man kun skulle lære de latinske navne udenad :D 
Du skal lære både om ledlære (om det er ægte/uægte, kombineret osv...) og kunne beskrive de forskellige ledflader og ligamenter, der hører til og stabiliserer leddet. 

Hvis vi tager et eksempel med skulderbladet. På latinsk hedder det scapula. Det er i sig selv nemt nok at huske. Så er der lige en masse andre navne, som markerer siderne, toppen, et bestemt område osv. Det er også nemt nok. Hvis vi kun skulle kunne det, ville størstedelen højst sandsynligt bestå. 

Du skal kunne de latinske navne for muskler, ligamenter, knogler, ledflader, andre flader. Men oveni det skal du kunne dermatomer og nerverne, der går ud i dem - innervationen. De nerver har også specifikke navne. Du skal kunne navne på arterier og vener.

Så hvis du skal beskrive f.eks. en muskel, skal du nævne det latinske navn, hvilken slags bevægelse kan den (udadrotation, ekstension/fleksion osv.), hvor dens origo er (punctum fixum - og dette punkt kan variere alt efter hvilken bevægelse, man taler om), insertionen (punctum mobile) og innervationen (som sagt hvilken nerve, der innerverer - et eksempel kunne være n. radialis nede ved underarmen). 
Der er meget mere til anatomi, og det er en eksamen uden noter, så det er vanvittig udenadslære. 

Udover det bliver man undervist i embryologi, som nærmest ingen forstår, fordi det på mange punkter er ret abstrakt. Man bliver også undervist i fysiologi. Og hvis vi nu siger, at du får alle spørgsmål rigtige i anatomi til eksamen, men kan ingen af spørgsmålene i fysiologi - så dumper du. Desværre. Man skal kunne alt, så det ville være en bjørnetjeneste kun at fokusere på anatomi.

Jeg er kun 2,5 uge inde i modulet, og som du nok kan høre, så bliver vi proppet med viden, til vores hoveder næsten ikke kan mere. Der bliver ikke særlig meget tid til familie, kærester og venner, fordi der simpelthen er så meget at få styr på. 


Brugbart svar (0)

Svar #9
25. november 2015 af JEEJ2008

#6

#4 Ja, det gør jeg. Et fantastisk universitet! 
Præcis. Hvis det er i lang tid, så tager jeg hjem i mellemtimerne, fordi jeg alligevel bor så tæt på uni. Ellers plejer jeg nogle gange at sætte mig hen i en læsesal og læse i alle mellemtimerne - jeg kan bedst koncentrere mig i en læsesal uden distraktioner. Og så føler man sig også lidt nørdet, når man sidder der kl. 8 en mandag morgen, når man først har timer kl. 12 ;-) 

Og du skal ikke svede over modul 1, når du starter op - vent med at dø indtil modul 2, hvor jeg er nu. Det er slet ikke for at skræmme dig, men sidste år var dumpeprocenten på 50% på modul 2, anatomi. Så man skal følge godt med fra starten!


ah... smider lige lidt vand på dit bål her... der var noget galt med lige netop den eksamen hvor der var 50% der dumpede - de som kom efter havde en mindre dumpeprocent. Og så svært vil jeg heller ikke mene at anatomi er. Det er rygtebørsen der har været i fuld gang der ;) Nogle af de senere moduler vil give dig endnu mere sved på panden... :P MVH.


Brugbart svar (0)

Svar #10
25. november 2015 af PSXL

#9 Jeg har fået det forklaret sådan, at det er fordi, at de næsten lige har rykket anatomi frem til modul 2 i stedet for 4, så folk tog det ikke særlig seriøst. Og det var ikke kun én eksamen. 

Rygtebørsen? Nu går jeg selv på SDU og er i gang med anatomimodulet, så det er jo bare mine egne og andres erfaringer ;-) Selvfølgelig kan anatomi være let for nogle, men det er meget overvældende at få smidt i hovedet, især kun to måneder efter, at man er startet. 


Svar #11
26. november 2015 af OnceUponATime

Mange tak for al den information! Det har været virkelig spændende at læse, hvad du skriver om studiet. Det giver mig et bedre billede af, hvordan det hele kommer til at foregå.

Hvis jeg skulle komme i tvivl om noget, eller have nogle spørgsmål i tankerne omkring studiet på SDU, ville det i så fald være i orden for mig, at sende en privatbesked?

venlig hilsen


Brugbart svar (0)

Svar #12
27. november 2015 af PSXL

Sagtens! Du kan bare skrive

Skriv et svar til: medicin på SDU

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.