Historie

Hvilken betydning havde udviklingen i landbruget for forandringerne i Senmiddelalderen?

13. september 2018 af Sofiehanw - Niveau: B-niveau

Kan nogen forklare mig hvilken betydning udviklingen i landbruget har for forandringerne i Senmiddelalderen?

På forhånd tak.


Brugbart svar (0)

Svar #1
13. september 2018 af mathon

Tiden fra 1000-1300 var karakteriseret af en hidtil uset udvikling og vækst inden for landbruget med deraf følgende forbedringer i levestandarden for folk i det meste af Europa. Så skelsættende var omvæltningerne faktisk, at det har foranlediget historikere til at tale om højmiddelalderens 'agrare revolution'.
   Et generelt klimaskifte var sandsynligvis en vigtig baggrund for udviklingen. Fra i hvert fald engang i 900-tallet lader vejret til at være blevet varmere, mere tørt og mere stabilt, hvilket gav bedre betingelser for jordbruget nord for Alperne. Afgørende var imidlertid, at man i løbet af 1000- og 1100-tallet samtidig tog nye redskaber og dyrkningsmetoder i brug. Det gjaldt især indførelsen af den tunge, men effektive hjulplov. Det var en plovtype, der i modsætning til tidligere modeller både kunne trænge dybt ned i mulden og samtidig vende den, og som dermed gjorde det muligt at opdyrke de drøje og lerede, men også meget næringsrige jorde i Mellem- og Nordeuropa. En række andre tekniske innovationer fulgte med: Forbedrede forspænd og seletøj tillod de okser og heste, der trak ploven at arbejde mere effektivt; kraftige jernredskaber afløste mere og mere de skrøbelige træværktøjer; udbredelsen af vand- og vindmøller befriede bonden fra den slidsomme maling af korn med håndkraft; osv. I vore øjne små ting, men for middelalderbonden en veritabel revolution.
   Udviklingen af redskaber blev koblet sammen med indførelsen af det såkaldte trevangsbrug: man splittede jorden op i tre dele og roterede hvert år mellem hhv. vinterafgrøder, sommerafgrøder og braklægning. Systemet forhindrede udpining af jorden, forøgede udbyttet og spredte de nødvendige arbejdsopgaver mere jævnt over året, således at resurserne kunne udnyttes mere rationelt. Der fulgte en generel intensivering af agerbruget: Dyrkning af korn og andre afgrøder kom til at spille en større rolle i forhold til hysdyrhold. Det styrkede ernæringen, men først og fremmest gjorde det at folk bosatte sig mere permanent. I den tidlige middelalder havde bebyggelserne generelt haft en spredt og flygtig karakter. Nu begyndte man at konstruere mere robuste og bestandige huse og at samle dem inden for en interimistisk vold eller palisade. Landsbyen, hvor typisk nogle hundrede mennesker boede fast sammen i tæt naboskab over mange generationer, tonede for første gang for alvor frem i det europæiske landskab

kilde:    Kim Esmark & Brian Patrick McGuire
             EUROPA
             1000 - 1300
             bind I
             1. udgave
             Roskilde universitetsforlag 1999
             ISBN 87-7867-041-1
        


Skriv et svar til: Hvilken betydning havde udviklingen i landbruget for forandringerne i Senmiddelalderen?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.