Dansk
SSO- haster!
20. november 2006 af
Katriné (Slettet)
Jeg står her og skal vælge SSO område, samt værk til mindre end om en uge, så for at sige det ligeud har jeg pænt stress! Derfor håbede jeg at DU/I kunne hjælpe. Har "indskrænket" mit område til en PERIODELÆSNING, hvor jeg analyserer et par noveller og digte fra et par forfattere, for den samtid jeg vælger... Men, jeg er i tvivl om jeg skal vælge romantikken, romantismen eller det moderne gennembrud. er der noget i kan anbefale, gerne nogle noveller samt selvfølgelig forfatteren til. Vil meget gerne bruge noget jeg kan perspektivere med nutiden,men ikke et krav. På forhånd tak for hjælpen:)
Svar #1
21. november 2006 af 150972 (Slettet)
Periodens teater og litteratur
Det moderne gennembruds teater og litteratur burde måske i virkeligheden stå beskrevet under kategorien Politik. For hvis der er noget, der præger litteraturen og dramaet i 1870’erne og 80’erne – og for så vidt også siden hen, så er det netop den eksplicitte brug af litteraturen og dramaet som politisk kommentar.
Da Georg Brandes i sin berømte forelæsningsrække slog til orde for, at litteraturen skulle sætte problemer under debat, blev det startskuddet til en ny litterær epoke, der satte sig dybe spor i den litterære og dramatiske tradition, der fulgte. Ikke overraskende blev den politiske revy født ud af denne periode, og de skrå brædder lagde også scene til problematiserende teaterstykker som for eksempel Henrik Ibsens. Naturligvis havde allerede Holberg i 1700-tallet på teatret lagt op til mere end en række politiske eller samfundskritiske bemærkninger i sine stykker, men med gennembruddet blev der gravet dybere i samfundets sår. Det var ikke kun magtens mænd eller vilkårlige fjolser, der måtte stå for skud, det var også den almindelige borger, der ikke var vågnet op af sin borgerlige tornerosesøvn – hykleriet også blandt hjemmets fire vægge blev spiddet på scenen af Ibsen og i litteraturen af Herman Bang og J.P. Jacobsen.
Farvel til eventyret
For litteraturens vedkommende blev gennembruddet i mere end en forstand eventyrets sammenbrud. Ved H.C. Andersens død i 1875 havde historierne allerede fået en helt anden lyd end tidligere. Eventyret og poesien måtte vige pladsen for virkeligheden. Naturen blev ikke længere dyrket for sin nærhed til Gud - men for sig selv. Oplysningstiden nåede dermed til Danmark med små 70 års forsinkelse. Botanik og zoologi blev modefag på Københavns Universitet, og de to fremtrædende skikkelser fra perioden, J.P. Jacobsen og Johannes Jørgensen læste netop disse fag. Det er næppe noget tilfælde, at netop de naturvidenskabelige fag blev så populære. Naturalismen hentede netop sin metode fra naturvidenskaben – med videnskabelig akkuratesse og minutiøsitet blev ethvert fænomen undersøgt som var det et blad, hvis netværk af fine årer skulle kortlægges. Mennesket blev en biologisk og psykologisk størrelse.
Det gjaldt naturligvis også for skildringen af hverdagen og samfundet. Og selv den hjemlige intimsfære, der førhen havde været kunstnerisk uinteressant og tilhørt privatlivets fred og fortrængninger, fik nu sin plads i kunsten. Uretfærdigheder og paradokser dukkede op til overfladen. Om det så var den snærende seksualmoral, samfundets sociale uligheder eller mistilliden til Vorherres eksistens.
Gennembrud, sammenbrud og sjælens genopstandelse
Det moderne gennembrud var altså også et sammenbrud. Og sat lidt på spidsen kan man måske fristes til at sige, at naturalismen også blev sjælens eller det åndeliges sammenbrud. Politisk og moralsk var naturalismen adgangsbilletten for det danske kulturliv til at træde ind i de voksne rækker. Skællene faldt fra øjnene – og det var godt. Men gennembruddets videnskabelighed placerede sig i kanten af det fantasiløse. Hvor lang tid kunne man forfølge et frigørelsesprogram fra kristendommens snærende bånd, førend et nyt behov for åndelighed, sjælelig fordybelse og søgen efter helhed ville trænge sig på igen? For hvor naturalisterne som udgangspunkt følte sig begrænset af kristendommen, så følte efterkommerne sig begrænset af den åndløse tilgang til virkeligheden. Var verden ikke mere end hvad øjet kunne se?
Det blev det spørgsmål, der satte skub i symbolismens frembrud i Danmark. Kunsten måtte udtrykke en sjælelig tilstand eller virkelighed. En følelse, en længsel, en ro eller uro. Det man ikke ser med øjet, men fornemmer – med bevidstheden.
Baudelaire og symbolismen i Danmark
Det blev den franske digter Charles Baudelaire, der udtrykker det nye behov. Allerede i 1857 udsendte han digtsamlingen ”Les Fleurs du Mal” (Helvedsblomsterne), som Johannes Jørgensen introducerede for Danmark i begyndelsen af 1890’erne. Digtsamlingerne og lyrikken bliver generelt hvad der kommer til at præge litteraturen i 1990’erne med digtere som blandt andre Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, men også de forfattere, der fastholder romanerne, som for eksempel Henrik Pontoppidan, inddrager de symbolistiske udtryk i deres værker. Henrik Pontoppidan gør det blandt andet i ”Nattevagt” (1894).
Symbolismen har som litterær periode lidt en vanskelig skæbne. Med en bannerfører som Johannes Jørgensen, der endte med at blive katolik som en løsning på sin sjælelige søgen, har eftertiden stået efterladt med en berøringsangst i forhold til perioden. Var religionen virkelig svaret på symbolismens spørgsmål? Næppe, vil man svare i dag. Og i lyset af de sidste 10 års fokus på periodens især billedkunstneriske udtryk, har symbolismen atter fået en mere nuanceret plads – også inden for litteraturen.
Nogle af periodens forfattere:
Herman Bang, Forfatter, kritiker og journalist (1857-1912)
Herman Bang iscenesatte sig selv og sin tid – både på scenen og i sine romaner. Teatret, dramaet og skuespillet kæder hans værker sammen med en sans for æstetik, kostumer og rekvisitter.
Herman Bang blev student fra Sorø og begyndte oprindeligt at studere jura. Interessen for skuespil og litteratur fik dog hurtigt overtaget, og i 1877 forsøgte han at blive optaget som skuespiller. Han bestod dog ikke teaterprøverne og slog sig derfor i første omgang på journalistikken. I 1878 debuterede Herman Bang således som petit-journalist ved Jyllands-Posten med ”Smaabreve fra Hovedstaden”. Arbejdet som journalist fulgte Herman Bang i en årrække, og i forlængelse af M. A. Goldschmidts tradition grundlagde han den opsøgende socialreportage – en ny og personlig journalistisk genre, der konfronterende beskrev civilisationens og borgerskabets vrangsider. Ganske i gennembruddets ånd.
Som repræsentant for Det moderne gennembrud står Herman Bang for sig selv af to årsager. For det første er han velsagtens vores eneste impressionist, hvilket på sin vis placerer ham inden for en anden tradition end den danske – selv om hans egen og hans værkers danskhed ikke er til at tage fejl af. Og for det andet så var der striden i begyndelsen af 1880’erne med Georg Brandes, der i sig selv placerede Herman Bang som sin egen, selvom at afstanden mellem de to rent holdningsmæssigt måske slet ikke var så stor. Samlingen ”Realisme og Realister” fra 1879 kan med rette anses som et egentlig varselsskud for det moderne gennembrud og lå holdningsmæssigt ikke langt fra Brandes synspunkter. Men var afstanden lille mellem de to, så var afgrunden dyb, og den unge Bang og den lidt ældre Brandes førte en giftig polemik i dagspressen. Det var Bang, der var modernisten i diskussionen – og i øvrigt også den mindst spydige. Hvor Brandes plæderede for regler for form og komposition af litteraturen, så havde Bang indset, at det måtte være stoffet selv, der formede kompositionen. Det er således ikke mindst takket være Herman Bang, at vi har fået værker, der har fungeret som brudstykker, dele og fragmenter af liv og fortællinger – med tilhørende elegance og helhed som resultat.
Teaterdrømmene fortsatte sideløbende med de øvrige værker og aktiviteter. Skuespillene ”Du og Jeg”, ”Hverdagskampe” og ”Graavejr” blev opført på Det kongelige Teater i 1881, og i 1884 debuterede Herman Bang selv på scenen som Conrad i ”En Forlovelse” på Folketeatret. Samme år drog Herman Bang til Berlin og indledte dermed sin landflygtighed, der var forårsaget af dels hans homoseksualitet, en pornografidom samt sammenkædningen til en korruptionsaffære på hans forlag. Det var under landflygtigheden, særlig under opholdet i Prag, at værker som ”Ved Vejen” (1886), ”Stille Eksistenser” (1886) og ”Stuk” (1887) blev færdiggjorte.
Ved hjemkomsten til Danmark blev livet ikke nemmere. Efter et kort ophold i København, tog Bang til Nakskov, hvor han skrev romanen ”Tine” (1889). Fysisk og psykisk var han nedslidt, men trods en krop, der var forpint af cognac, opium, morfin og sovemidler, må han have været ualmindelig sejlivet. Økonomiske problemer drev ham til under et ophold i Norge at tage en overdosis morfinpiller. Fem var nok til at slå en voksen mand ihjel. Herman Bang tog elleve – for en sikkerheds skyld. Og overlevede. Bang lod sig herefter frivilligt indlægge.
Efter hospitalsopholdet tog han tilbage til Norge for atter at forsøge sig med teaterlevet. Det blev ikke nogen ubetinget succes, og i begyndelsen af 1890’erne flygtede Herman Bang til Paris, hvor han iscenesatte og instruerede en række af tidens store skuespil. Denne gang med ubetinget succes. Bang vendte dog tilbage til Danmark og fortsatte sit virke som både forfatter og instruktør. I sine sidste år var han særligt efterspurgt som oplæser af sine egene værker, og i 1912 påbegyndte han sin internationale oplæsningsturné ”Rejsen om Jorden” fra New York til Japan. Under den indledende fase af denne rejse døde Herman Bang i toget fra Chicago mod Californien, i staten Utah.
Herman Bang ligger begravet på Vestre Kirkegård i København. Såvel Bangs personlige krukkeri som hans lidelseshistorie, samt hans værkers iscenesættelse og underspillede drama, har inspireret utallige danske forfattere siden hen. Blandt andre kan nævnes den samtidige, men yngre Johannes V. Jensen og senere forfattere som Suzanne Brøgger og Henrik Stangerup.
Af Bangs værker i øvrigt bør særlig nævnes ”Ludvigsbakke” (1896).
Georg Brandes, Litteraturkritiker (1842-1927)
Georg Brandes blev om nogen den mest indflydelsesrige og betydningsfulde litteraturkritker i slutningen af 1800-tallet. Selv om også brødrene Edvard Brandes og i mindre grad Ernst Brandes står som væsentlige repræsentanter for Det Moderne Gennembrud, så blev det Georg Brandes, der fik ført det moderne liv ind under huden på danskerne. Hans forelæsningsrække med titlen Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur (indledt 1871) blev selve markeringen af Det Moderne Gennembrud – og det vil være umuligt at beskæftige sig med perioden, uden også at berøre Brandes.
Georg Brandes bragte Nietzsche, og også Goethe og Voltaire til Danmark. Meget i tråd med den uudtalte mission, han havde påtaget sig, nemlig at bringe Danmark ud af lilleput-søvnen og bringe landet op på niveau med resten af Europa, hvor oplysningstiden havde floreret længe, hvor Gud var død og samfundsstrukturerne og –skævhederne var sat til debat.
Og netop det at sætte problemerne under debat blev slagordet for Brandes kultursyn. Han forkastede Goethes-begreberne Det Gode, Det Skønne og Det Sande, men brugte dem alligevel i en re-defineret form, hvor videnskaben blev sandheden, og det sociale ansvar blev godheden. Begge dele blev tildelt ny og stor betydning for kunsten og litteraturen, der til gengæld ikke uproblematisk kunne indtage positionen som Det Skønne. Tværtom blev det som social kommentar, at litteraturen og kunsten kunne få sin berettigelse og blive af afgørende betydning.
Men trods mange unge tilhængere vandt Brandes’ idéer ikke uden videre indpas. Mens han på den ene side opsatte en fritænkning, realisme og modernisme som krav til litteraturen – så stod der stadig en stærk traditonel anden side med krav om rettroenhed, romantik og reaktion. Den voksende – eller i hvert fald konstante polemik – fik Brandes til at rykke teltpælene op, og i en årrække (1877-83) opholdt han sig i Berlin, hvor han arbejdede sig frem til en ganske betydningsfuld plads blandt de tyske kritikere. I 1883 vendte han dog hjem og tog atter bopæl i Danmark.
Også politisk deltog han i en overgang i oppositionen mod Estrups regimente, men nok mere af uvilje over for den fantasiløse højrepolitik end af egentlig kærlighed til de liberale idéer. I 1887 deltog han endvidere i ”Sædelighedsfejden” mod Bjørnson. Han satte sig stærkt tvivlende over for fortalen for større kønslig afholdenhed blandt den mandlige ungdom, som udgik fra mange moderne kredse. Snarere ønskede han måske større seksuel frihed for begge køn, om end han senere trak i land og modererede sine synspunkter, og måske i virkeligheden tabte interessen for det kønsmæssige aspekt i den generelle stræben efter og ret til individuel frihed.
Det er svært at sammenfatte Brandes betydning for dansk åndsliv i blot et par sætninger, men der er ingen tvivl om, at han har vakt til eftertanke og debat i et omfang, der vækkede Danmark fra en slumrende post-guldalder, og at han samtidig åbnede portene til verden udenfor og tilførte landet tiltrængte strømninger udefra. Han var en stor popularisator, men samtidig en udisciplineret individualist, der fik sine tanker bragt ud – også til de kredse, der ikke delte hans meninger. Georg Brandes blev starten på den kulturradikalisme, der stadig i dag er en bemærkelsesværdig del af den danske kulturscene.
Det tankevækkende billede, der står tilbage, er af en stor ånds- og kulturperson, der ikke har trukket spor efter sig qua sine egne værker, men først og fremmest gennem sit virke, sine meninger og sin samfundskritik. Brandes var således på ingen måde selv digter, men formåede alligevel at pårvirke utallige danske digtere i sin samtid – herunder J.P. Jacobsen, Holger Drachmann og Sophus Schandorff.
Af Brandes egne hovedværker kan, udover den berømte forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, nævnes: Det moderne gennembruds mænd (1883), bøgerne om henholdsvis Holberg (1894) og Shakespeare (1895-6), samt biografierne om Goethe (1914-15), Voltaire (1916-17) og Caesar (1918). Hans produktion tæller naturligvis langt flere værker, både afhandlinger og utallige artikler og indlæg i tidskrifter mm.
J.P. Jacobsen, Forfatter, digter og naturvidenskabsmand (1847-1885)
J.P. Jacobsen (Jens Peter) blev født i Thisted og tog som ung mand til København for at få studentereksamen. Det lykkedes, men dog kun med hiv og sving, og manden, der senere skulle blive kultfigur og inspirator for en hel generation, fik ironisk nok bemærkningen ”højst forstyrrende permanent Aandsfraværenhed” med sig fra sin latinlærer. Ironisk fordi læreren måske mente noget andet, men et trist gran af sandhed var der i bemærkningen. Jacobsens behov for at trække sig tilbage, hans skyhed og generthed, der voksede i takt med hans berømmelse, blev måske i sidste ende meget forstyrrende – eller foruroligende – for Jacobsen selv.
Allerede i pubertetsårene var J.P. Jacobsen optaget af såvel botanik som digterkunst. Og han praktiserede begge dele i sin hjemby Thisted helt fra de unge år. I studenterårene fortsatte Jacobsen den botaniske lidenskab, og måske var den medvirkende til, at det holdt hårdt med studentereksamen. J.P. Jacobsens egen mor troede snarere, det var ungdomskæresten Anna hjemme i Thisted, der distraherede sønnen, men det har næppe været hele sandheden. Samme Anna fik i øvrigt en sørgelig skæbne. Forholdet mellem hende og Jacobsen blev ikke til noget, og selv om det næppe har været et bristet hjerte alene, der drev hende ud i sindssyge, så har den ulykkelige kærlighed formentlig ikke hjulpet hende heller. Anna døde efter mere end 40 års ophold på Sct. Hans Hospital i Roskilde i 1924.
For Jacobsen selv gik det bedre, men heller ikke hans sind tegnede sig muntert. Trods engagementet inden for botanikken, så trækker der sig gennem hans litterære værker, og i særdeleshed i hans breve, en lang tråd af noget mørkt og tungt. Flere steder endda selvmorderiske træk.
J.P. Jacobsen forfulgte sin interesse for botanik ved universitetet, og det var ham, der bragte Darwins tanker om arternes oprindelse til Danmark. Det revolutionerende i Darwins teorier var at betragte dyr og planter som størrelser under udvikling, og ikke som endegyldige størrelser, hvilket man hidtil havde gjort. Med sin oversættelse af Darwins artikler blev det dermed J.P. Jacobsen, der gav evolutionslæren fodfæste i Danmark.
I 1870 udskrev Københavns Universitet en prisopgave om ferskvandsalger – desmidiaceer – og opgaven var som skræddersyet til Jacobsen, der indledte sine undersøgelser omkring Lyngby og Virum Mose. I 1873 afleverede han sin opgave og vandt universitetets guldmedalje. Samme år begav han sig ud på rejse i Europa, og under denne rejse mødte han Edvard Brandes med hvem han knyttede et venskab, der varede Jacobsens korte liv ud. Deres brevveksling er udgivet af Edvard Brandes biografen Kristian Hvidt og vidner om et konkurrencepræget, men også respektfuldt forhold mellem de to meget forskellige mænd.
J.P. Jacobsens to hovedværker, ”Fru Marie Grubbe” og ”Niels Lyhne” står som nogle af de mest markante i periodens litteratur. Trods deres forskellighed er begge romaner tydelige i deres ikke kun naturalistiske, men i virkeligheden også modernistiske træk. Mennesket og dets reaktioner sættes under lup, og situationer og mentale tilstande beskrives stemningsmættet og med en næsten underspillet sans for livets voldsomheder. Tragedier, dødsfald og skuffelser rammer personerne, men de udspiller sig med sarthed og en skræmt selvfølgelighed, der bygger på utrættelige kildestudier og omhyggelig litterær bearbejdning.
J.P. Jacobsen døde i 1885 af en tuberkulose, som han kæmpede mod i mange år. Allerede i 1873 under rejsen, hvor han mødte Edvard Brandes, viste de første sygdomstegn sig.
Det vil være en stor skam udelukkende at se J.P. Jacobsen i lyset af Det moderne gennembrud og Brandesbrødrenes optik. J.P. Jacobsens værker, der ud over romanerne omfatter både noveller og digte, er i lige så høj grad varslet om den moderne litteratur og er i nyere dansk litteraturhistorie da også i højere grad blevet set i dette lys.
Amalie Skram, Forfatter (1846-1905)
Amalie Skram blev født i Bergen og blev i en alder af kun 17 år gift med Skibsfører Müller, som hun fik to sønner med. Efter mange års ulykkeligt ægteskab blev ægteskabet opløst, og Amalie flyttede til Oslo, hvor hun begyndte at skrive artikler, anmeldelser og noveller.
I 1884 blev Amalie Skram gift igen med den danske forfatter Erik Skram, og de bosatte sig i København, hvor Amalie forsatte sit spirende forfatterskab. I 1885 debuterede hun således med romanen ”Constance Ring”, hvori hun anklagede mænd for deres seksuelle dobbeltmoral i forhold til kvinder. Bogen blev ikke positivt modtaget.
I ægteskabet med Erik Skram fik Amalie i en forholdsvis sen alder, 43 år, endnu et barn. Stresset over de også i dag velkendte vanskeligheder med at få forfatterskabet og arbejdet til at gå hånd i hånd med de hjemlige pligter medvirkede til, at Amalie i perioder led af store psykiske kvaler. I 1894 blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling ved Københavns Kommunehospital og blev herfra – modvilligt - overført til Sankt Hans uden for Roskilde. I 1899 opløstes ægteskabet med Erik Skram.
Amalie Skrams forfatterskab indskriver sig i den naturalistiske tradition, hvor fortælleren har en på en gang journalistisk og samtidig videnskabelig tilgang til sin historie. Men den virkelighed, Amalie Skram formåede at videregive til sine læsere, blev som noget nyt set med en kvindes øjne. Selv om Ibsen og andre med ham havde slået et slag for kvindens sag, så var virkeligheden set gennem kvindens egen optik alligevel en anden. Amalie beskrev således for første gang i norsk litteratur fænomener som seksualangst og psykisk uligevægt ud fra et kvindeperspektiv. Hun har således fået en særstilling i norsk litteratur på grund af sine skildringer af magtforholdene i familien og det patriarkalske samfund – både inden- og uden for hjemmets vægge.
I flere af sine værker kredser Amalie Skram om sammenhængen mellem de økonomiske og sociale kår på den ene side og menneskers tanker og følelser på den anden side. Og fattigdom levner tydeligt nok ikke megen plads til livsglæde. Dette fremtræder blandt andet stærkt i det store værk om ”Hellemyrsfolket” (1887-98). På samme måde fremhæver hun også sammenhængen mellem kvinders seksualforskrækkelse og de økonomiske og psykiske forhold, kvinden skal indordne sig under. Læst med moderne øjne bliver en del af Amalie Skrams budskab, at kvinden må prostituere sig for at få forsørgelse – hendes seksualitet bliver en del af en handelsaftale, som hun indgår med sin ægtefælle. Budskaberne hos Amalie Skram er dog ikke unuancerede, og hun har øje for, hvordan især de borgerlige fruer medvirker til at fastholde kvindeundertrykkelsen. Dels fordi de er illoyale over for deres døtre, der ikke får flere muligheder eller større frihed, end de selv havde, og dels på grund af angsten for at bryde med de sociale normer i samfundet.
I de selvbiografiske romaner ”Professor Hieronimus” og ”På St. Jørgen” (1895) beskriver hun tilværelsen på et sindssygehospital med dens mange omkostninger. Den daværende behandlingsform får her en lammende kritik for sin autoritære facon og umyndiggørende behandling. Særlig indlæggelserne på Københavns Kommunehospital hos professor Knud Pontoppidan har vakt Amalies vrede og frustration. Om hun dermed giver Knud Pontoppidan et velfortjent eftermæle kan givetvis diskuteres, men som et indlæg i debatten om behandlingen af psykisk syge og naturligvis også om behandlingen af kvinder, står de to romaner fortsat som væsentlige – ikke mindst i et historisk perspektiv.
Af andre værker kan ud af flere nævnes ”Bønn og Anfektelse” (1885), ”Agnete” (1893) og ”Sommer” (1899). Hertil kommer brevsamlinger og artikler mm.
Eksempler på andre forfattere fra perioden!
Sophus Claussen(1865-1931)
Johannes Jørgensen(1866-1956)
Henrik Pontoppidan(1857-1943Modtog Nobelprisen(1917)
Viggo Stuckenberg(1863-1905)
Det er altid en god ting, at drage paralleller til fx ligestillingen/seksualitet mellem kønnene dengang(hvis den overhovedet eksisteret og i dag. Du kan eksempelvis samligne med Hanne-Vibeke Holst (kronprinsesse). Her er det kvinderne der styre!
Held og lykke!
Det moderne gennembruds teater og litteratur burde måske i virkeligheden stå beskrevet under kategorien Politik. For hvis der er noget, der præger litteraturen og dramaet i 1870’erne og 80’erne – og for så vidt også siden hen, så er det netop den eksplicitte brug af litteraturen og dramaet som politisk kommentar.
Da Georg Brandes i sin berømte forelæsningsrække slog til orde for, at litteraturen skulle sætte problemer under debat, blev det startskuddet til en ny litterær epoke, der satte sig dybe spor i den litterære og dramatiske tradition, der fulgte. Ikke overraskende blev den politiske revy født ud af denne periode, og de skrå brædder lagde også scene til problematiserende teaterstykker som for eksempel Henrik Ibsens. Naturligvis havde allerede Holberg i 1700-tallet på teatret lagt op til mere end en række politiske eller samfundskritiske bemærkninger i sine stykker, men med gennembruddet blev der gravet dybere i samfundets sår. Det var ikke kun magtens mænd eller vilkårlige fjolser, der måtte stå for skud, det var også den almindelige borger, der ikke var vågnet op af sin borgerlige tornerosesøvn – hykleriet også blandt hjemmets fire vægge blev spiddet på scenen af Ibsen og i litteraturen af Herman Bang og J.P. Jacobsen.
Farvel til eventyret
For litteraturens vedkommende blev gennembruddet i mere end en forstand eventyrets sammenbrud. Ved H.C. Andersens død i 1875 havde historierne allerede fået en helt anden lyd end tidligere. Eventyret og poesien måtte vige pladsen for virkeligheden. Naturen blev ikke længere dyrket for sin nærhed til Gud - men for sig selv. Oplysningstiden nåede dermed til Danmark med små 70 års forsinkelse. Botanik og zoologi blev modefag på Københavns Universitet, og de to fremtrædende skikkelser fra perioden, J.P. Jacobsen og Johannes Jørgensen læste netop disse fag. Det er næppe noget tilfælde, at netop de naturvidenskabelige fag blev så populære. Naturalismen hentede netop sin metode fra naturvidenskaben – med videnskabelig akkuratesse og minutiøsitet blev ethvert fænomen undersøgt som var det et blad, hvis netværk af fine årer skulle kortlægges. Mennesket blev en biologisk og psykologisk størrelse.
Det gjaldt naturligvis også for skildringen af hverdagen og samfundet. Og selv den hjemlige intimsfære, der førhen havde været kunstnerisk uinteressant og tilhørt privatlivets fred og fortrængninger, fik nu sin plads i kunsten. Uretfærdigheder og paradokser dukkede op til overfladen. Om det så var den snærende seksualmoral, samfundets sociale uligheder eller mistilliden til Vorherres eksistens.
Gennembrud, sammenbrud og sjælens genopstandelse
Det moderne gennembrud var altså også et sammenbrud. Og sat lidt på spidsen kan man måske fristes til at sige, at naturalismen også blev sjælens eller det åndeliges sammenbrud. Politisk og moralsk var naturalismen adgangsbilletten for det danske kulturliv til at træde ind i de voksne rækker. Skællene faldt fra øjnene – og det var godt. Men gennembruddets videnskabelighed placerede sig i kanten af det fantasiløse. Hvor lang tid kunne man forfølge et frigørelsesprogram fra kristendommens snærende bånd, førend et nyt behov for åndelighed, sjælelig fordybelse og søgen efter helhed ville trænge sig på igen? For hvor naturalisterne som udgangspunkt følte sig begrænset af kristendommen, så følte efterkommerne sig begrænset af den åndløse tilgang til virkeligheden. Var verden ikke mere end hvad øjet kunne se?
Det blev det spørgsmål, der satte skub i symbolismens frembrud i Danmark. Kunsten måtte udtrykke en sjælelig tilstand eller virkelighed. En følelse, en længsel, en ro eller uro. Det man ikke ser med øjet, men fornemmer – med bevidstheden.
Baudelaire og symbolismen i Danmark
Det blev den franske digter Charles Baudelaire, der udtrykker det nye behov. Allerede i 1857 udsendte han digtsamlingen ”Les Fleurs du Mal” (Helvedsblomsterne), som Johannes Jørgensen introducerede for Danmark i begyndelsen af 1890’erne. Digtsamlingerne og lyrikken bliver generelt hvad der kommer til at præge litteraturen i 1990’erne med digtere som blandt andre Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, men også de forfattere, der fastholder romanerne, som for eksempel Henrik Pontoppidan, inddrager de symbolistiske udtryk i deres værker. Henrik Pontoppidan gør det blandt andet i ”Nattevagt” (1894).
Symbolismen har som litterær periode lidt en vanskelig skæbne. Med en bannerfører som Johannes Jørgensen, der endte med at blive katolik som en løsning på sin sjælelige søgen, har eftertiden stået efterladt med en berøringsangst i forhold til perioden. Var religionen virkelig svaret på symbolismens spørgsmål? Næppe, vil man svare i dag. Og i lyset af de sidste 10 års fokus på periodens især billedkunstneriske udtryk, har symbolismen atter fået en mere nuanceret plads – også inden for litteraturen.
Nogle af periodens forfattere:
Herman Bang, Forfatter, kritiker og journalist (1857-1912)
Herman Bang iscenesatte sig selv og sin tid – både på scenen og i sine romaner. Teatret, dramaet og skuespillet kæder hans værker sammen med en sans for æstetik, kostumer og rekvisitter.
Herman Bang blev student fra Sorø og begyndte oprindeligt at studere jura. Interessen for skuespil og litteratur fik dog hurtigt overtaget, og i 1877 forsøgte han at blive optaget som skuespiller. Han bestod dog ikke teaterprøverne og slog sig derfor i første omgang på journalistikken. I 1878 debuterede Herman Bang således som petit-journalist ved Jyllands-Posten med ”Smaabreve fra Hovedstaden”. Arbejdet som journalist fulgte Herman Bang i en årrække, og i forlængelse af M. A. Goldschmidts tradition grundlagde han den opsøgende socialreportage – en ny og personlig journalistisk genre, der konfronterende beskrev civilisationens og borgerskabets vrangsider. Ganske i gennembruddets ånd.
Som repræsentant for Det moderne gennembrud står Herman Bang for sig selv af to årsager. For det første er han velsagtens vores eneste impressionist, hvilket på sin vis placerer ham inden for en anden tradition end den danske – selv om hans egen og hans værkers danskhed ikke er til at tage fejl af. Og for det andet så var der striden i begyndelsen af 1880’erne med Georg Brandes, der i sig selv placerede Herman Bang som sin egen, selvom at afstanden mellem de to rent holdningsmæssigt måske slet ikke var så stor. Samlingen ”Realisme og Realister” fra 1879 kan med rette anses som et egentlig varselsskud for det moderne gennembrud og lå holdningsmæssigt ikke langt fra Brandes synspunkter. Men var afstanden lille mellem de to, så var afgrunden dyb, og den unge Bang og den lidt ældre Brandes førte en giftig polemik i dagspressen. Det var Bang, der var modernisten i diskussionen – og i øvrigt også den mindst spydige. Hvor Brandes plæderede for regler for form og komposition af litteraturen, så havde Bang indset, at det måtte være stoffet selv, der formede kompositionen. Det er således ikke mindst takket være Herman Bang, at vi har fået værker, der har fungeret som brudstykker, dele og fragmenter af liv og fortællinger – med tilhørende elegance og helhed som resultat.
Teaterdrømmene fortsatte sideløbende med de øvrige værker og aktiviteter. Skuespillene ”Du og Jeg”, ”Hverdagskampe” og ”Graavejr” blev opført på Det kongelige Teater i 1881, og i 1884 debuterede Herman Bang selv på scenen som Conrad i ”En Forlovelse” på Folketeatret. Samme år drog Herman Bang til Berlin og indledte dermed sin landflygtighed, der var forårsaget af dels hans homoseksualitet, en pornografidom samt sammenkædningen til en korruptionsaffære på hans forlag. Det var under landflygtigheden, særlig under opholdet i Prag, at værker som ”Ved Vejen” (1886), ”Stille Eksistenser” (1886) og ”Stuk” (1887) blev færdiggjorte.
Ved hjemkomsten til Danmark blev livet ikke nemmere. Efter et kort ophold i København, tog Bang til Nakskov, hvor han skrev romanen ”Tine” (1889). Fysisk og psykisk var han nedslidt, men trods en krop, der var forpint af cognac, opium, morfin og sovemidler, må han have været ualmindelig sejlivet. Økonomiske problemer drev ham til under et ophold i Norge at tage en overdosis morfinpiller. Fem var nok til at slå en voksen mand ihjel. Herman Bang tog elleve – for en sikkerheds skyld. Og overlevede. Bang lod sig herefter frivilligt indlægge.
Efter hospitalsopholdet tog han tilbage til Norge for atter at forsøge sig med teaterlevet. Det blev ikke nogen ubetinget succes, og i begyndelsen af 1890’erne flygtede Herman Bang til Paris, hvor han iscenesatte og instruerede en række af tidens store skuespil. Denne gang med ubetinget succes. Bang vendte dog tilbage til Danmark og fortsatte sit virke som både forfatter og instruktør. I sine sidste år var han særligt efterspurgt som oplæser af sine egene værker, og i 1912 påbegyndte han sin internationale oplæsningsturné ”Rejsen om Jorden” fra New York til Japan. Under den indledende fase af denne rejse døde Herman Bang i toget fra Chicago mod Californien, i staten Utah.
Herman Bang ligger begravet på Vestre Kirkegård i København. Såvel Bangs personlige krukkeri som hans lidelseshistorie, samt hans værkers iscenesættelse og underspillede drama, har inspireret utallige danske forfattere siden hen. Blandt andre kan nævnes den samtidige, men yngre Johannes V. Jensen og senere forfattere som Suzanne Brøgger og Henrik Stangerup.
Af Bangs værker i øvrigt bør særlig nævnes ”Ludvigsbakke” (1896).
Georg Brandes, Litteraturkritiker (1842-1927)
Georg Brandes blev om nogen den mest indflydelsesrige og betydningsfulde litteraturkritker i slutningen af 1800-tallet. Selv om også brødrene Edvard Brandes og i mindre grad Ernst Brandes står som væsentlige repræsentanter for Det Moderne Gennembrud, så blev det Georg Brandes, der fik ført det moderne liv ind under huden på danskerne. Hans forelæsningsrække med titlen Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur (indledt 1871) blev selve markeringen af Det Moderne Gennembrud – og det vil være umuligt at beskæftige sig med perioden, uden også at berøre Brandes.
Georg Brandes bragte Nietzsche, og også Goethe og Voltaire til Danmark. Meget i tråd med den uudtalte mission, han havde påtaget sig, nemlig at bringe Danmark ud af lilleput-søvnen og bringe landet op på niveau med resten af Europa, hvor oplysningstiden havde floreret længe, hvor Gud var død og samfundsstrukturerne og –skævhederne var sat til debat.
Og netop det at sætte problemerne under debat blev slagordet for Brandes kultursyn. Han forkastede Goethes-begreberne Det Gode, Det Skønne og Det Sande, men brugte dem alligevel i en re-defineret form, hvor videnskaben blev sandheden, og det sociale ansvar blev godheden. Begge dele blev tildelt ny og stor betydning for kunsten og litteraturen, der til gengæld ikke uproblematisk kunne indtage positionen som Det Skønne. Tværtom blev det som social kommentar, at litteraturen og kunsten kunne få sin berettigelse og blive af afgørende betydning.
Men trods mange unge tilhængere vandt Brandes’ idéer ikke uden videre indpas. Mens han på den ene side opsatte en fritænkning, realisme og modernisme som krav til litteraturen – så stod der stadig en stærk traditonel anden side med krav om rettroenhed, romantik og reaktion. Den voksende – eller i hvert fald konstante polemik – fik Brandes til at rykke teltpælene op, og i en årrække (1877-83) opholdt han sig i Berlin, hvor han arbejdede sig frem til en ganske betydningsfuld plads blandt de tyske kritikere. I 1883 vendte han dog hjem og tog atter bopæl i Danmark.
Også politisk deltog han i en overgang i oppositionen mod Estrups regimente, men nok mere af uvilje over for den fantasiløse højrepolitik end af egentlig kærlighed til de liberale idéer. I 1887 deltog han endvidere i ”Sædelighedsfejden” mod Bjørnson. Han satte sig stærkt tvivlende over for fortalen for større kønslig afholdenhed blandt den mandlige ungdom, som udgik fra mange moderne kredse. Snarere ønskede han måske større seksuel frihed for begge køn, om end han senere trak i land og modererede sine synspunkter, og måske i virkeligheden tabte interessen for det kønsmæssige aspekt i den generelle stræben efter og ret til individuel frihed.
Det er svært at sammenfatte Brandes betydning for dansk åndsliv i blot et par sætninger, men der er ingen tvivl om, at han har vakt til eftertanke og debat i et omfang, der vækkede Danmark fra en slumrende post-guldalder, og at han samtidig åbnede portene til verden udenfor og tilførte landet tiltrængte strømninger udefra. Han var en stor popularisator, men samtidig en udisciplineret individualist, der fik sine tanker bragt ud – også til de kredse, der ikke delte hans meninger. Georg Brandes blev starten på den kulturradikalisme, der stadig i dag er en bemærkelsesværdig del af den danske kulturscene.
Det tankevækkende billede, der står tilbage, er af en stor ånds- og kulturperson, der ikke har trukket spor efter sig qua sine egne værker, men først og fremmest gennem sit virke, sine meninger og sin samfundskritik. Brandes var således på ingen måde selv digter, men formåede alligevel at pårvirke utallige danske digtere i sin samtid – herunder J.P. Jacobsen, Holger Drachmann og Sophus Schandorff.
Af Brandes egne hovedværker kan, udover den berømte forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur, nævnes: Det moderne gennembruds mænd (1883), bøgerne om henholdsvis Holberg (1894) og Shakespeare (1895-6), samt biografierne om Goethe (1914-15), Voltaire (1916-17) og Caesar (1918). Hans produktion tæller naturligvis langt flere værker, både afhandlinger og utallige artikler og indlæg i tidskrifter mm.
J.P. Jacobsen, Forfatter, digter og naturvidenskabsmand (1847-1885)
J.P. Jacobsen (Jens Peter) blev født i Thisted og tog som ung mand til København for at få studentereksamen. Det lykkedes, men dog kun med hiv og sving, og manden, der senere skulle blive kultfigur og inspirator for en hel generation, fik ironisk nok bemærkningen ”højst forstyrrende permanent Aandsfraværenhed” med sig fra sin latinlærer. Ironisk fordi læreren måske mente noget andet, men et trist gran af sandhed var der i bemærkningen. Jacobsens behov for at trække sig tilbage, hans skyhed og generthed, der voksede i takt med hans berømmelse, blev måske i sidste ende meget forstyrrende – eller foruroligende – for Jacobsen selv.
Allerede i pubertetsårene var J.P. Jacobsen optaget af såvel botanik som digterkunst. Og han praktiserede begge dele i sin hjemby Thisted helt fra de unge år. I studenterårene fortsatte Jacobsen den botaniske lidenskab, og måske var den medvirkende til, at det holdt hårdt med studentereksamen. J.P. Jacobsens egen mor troede snarere, det var ungdomskæresten Anna hjemme i Thisted, der distraherede sønnen, men det har næppe været hele sandheden. Samme Anna fik i øvrigt en sørgelig skæbne. Forholdet mellem hende og Jacobsen blev ikke til noget, og selv om det næppe har været et bristet hjerte alene, der drev hende ud i sindssyge, så har den ulykkelige kærlighed formentlig ikke hjulpet hende heller. Anna døde efter mere end 40 års ophold på Sct. Hans Hospital i Roskilde i 1924.
For Jacobsen selv gik det bedre, men heller ikke hans sind tegnede sig muntert. Trods engagementet inden for botanikken, så trækker der sig gennem hans litterære værker, og i særdeleshed i hans breve, en lang tråd af noget mørkt og tungt. Flere steder endda selvmorderiske træk.
J.P. Jacobsen forfulgte sin interesse for botanik ved universitetet, og det var ham, der bragte Darwins tanker om arternes oprindelse til Danmark. Det revolutionerende i Darwins teorier var at betragte dyr og planter som størrelser under udvikling, og ikke som endegyldige størrelser, hvilket man hidtil havde gjort. Med sin oversættelse af Darwins artikler blev det dermed J.P. Jacobsen, der gav evolutionslæren fodfæste i Danmark.
I 1870 udskrev Københavns Universitet en prisopgave om ferskvandsalger – desmidiaceer – og opgaven var som skræddersyet til Jacobsen, der indledte sine undersøgelser omkring Lyngby og Virum Mose. I 1873 afleverede han sin opgave og vandt universitetets guldmedalje. Samme år begav han sig ud på rejse i Europa, og under denne rejse mødte han Edvard Brandes med hvem han knyttede et venskab, der varede Jacobsens korte liv ud. Deres brevveksling er udgivet af Edvard Brandes biografen Kristian Hvidt og vidner om et konkurrencepræget, men også respektfuldt forhold mellem de to meget forskellige mænd.
J.P. Jacobsens to hovedværker, ”Fru Marie Grubbe” og ”Niels Lyhne” står som nogle af de mest markante i periodens litteratur. Trods deres forskellighed er begge romaner tydelige i deres ikke kun naturalistiske, men i virkeligheden også modernistiske træk. Mennesket og dets reaktioner sættes under lup, og situationer og mentale tilstande beskrives stemningsmættet og med en næsten underspillet sans for livets voldsomheder. Tragedier, dødsfald og skuffelser rammer personerne, men de udspiller sig med sarthed og en skræmt selvfølgelighed, der bygger på utrættelige kildestudier og omhyggelig litterær bearbejdning.
J.P. Jacobsen døde i 1885 af en tuberkulose, som han kæmpede mod i mange år. Allerede i 1873 under rejsen, hvor han mødte Edvard Brandes, viste de første sygdomstegn sig.
Det vil være en stor skam udelukkende at se J.P. Jacobsen i lyset af Det moderne gennembrud og Brandesbrødrenes optik. J.P. Jacobsens værker, der ud over romanerne omfatter både noveller og digte, er i lige så høj grad varslet om den moderne litteratur og er i nyere dansk litteraturhistorie da også i højere grad blevet set i dette lys.
Amalie Skram, Forfatter (1846-1905)
Amalie Skram blev født i Bergen og blev i en alder af kun 17 år gift med Skibsfører Müller, som hun fik to sønner med. Efter mange års ulykkeligt ægteskab blev ægteskabet opløst, og Amalie flyttede til Oslo, hvor hun begyndte at skrive artikler, anmeldelser og noveller.
I 1884 blev Amalie Skram gift igen med den danske forfatter Erik Skram, og de bosatte sig i København, hvor Amalie forsatte sit spirende forfatterskab. I 1885 debuterede hun således med romanen ”Constance Ring”, hvori hun anklagede mænd for deres seksuelle dobbeltmoral i forhold til kvinder. Bogen blev ikke positivt modtaget.
I ægteskabet med Erik Skram fik Amalie i en forholdsvis sen alder, 43 år, endnu et barn. Stresset over de også i dag velkendte vanskeligheder med at få forfatterskabet og arbejdet til at gå hånd i hånd med de hjemlige pligter medvirkede til, at Amalie i perioder led af store psykiske kvaler. I 1894 blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling ved Københavns Kommunehospital og blev herfra – modvilligt - overført til Sankt Hans uden for Roskilde. I 1899 opløstes ægteskabet med Erik Skram.
Amalie Skrams forfatterskab indskriver sig i den naturalistiske tradition, hvor fortælleren har en på en gang journalistisk og samtidig videnskabelig tilgang til sin historie. Men den virkelighed, Amalie Skram formåede at videregive til sine læsere, blev som noget nyt set med en kvindes øjne. Selv om Ibsen og andre med ham havde slået et slag for kvindens sag, så var virkeligheden set gennem kvindens egen optik alligevel en anden. Amalie beskrev således for første gang i norsk litteratur fænomener som seksualangst og psykisk uligevægt ud fra et kvindeperspektiv. Hun har således fået en særstilling i norsk litteratur på grund af sine skildringer af magtforholdene i familien og det patriarkalske samfund – både inden- og uden for hjemmets vægge.
I flere af sine værker kredser Amalie Skram om sammenhængen mellem de økonomiske og sociale kår på den ene side og menneskers tanker og følelser på den anden side. Og fattigdom levner tydeligt nok ikke megen plads til livsglæde. Dette fremtræder blandt andet stærkt i det store værk om ”Hellemyrsfolket” (1887-98). På samme måde fremhæver hun også sammenhængen mellem kvinders seksualforskrækkelse og de økonomiske og psykiske forhold, kvinden skal indordne sig under. Læst med moderne øjne bliver en del af Amalie Skrams budskab, at kvinden må prostituere sig for at få forsørgelse – hendes seksualitet bliver en del af en handelsaftale, som hun indgår med sin ægtefælle. Budskaberne hos Amalie Skram er dog ikke unuancerede, og hun har øje for, hvordan især de borgerlige fruer medvirker til at fastholde kvindeundertrykkelsen. Dels fordi de er illoyale over for deres døtre, der ikke får flere muligheder eller større frihed, end de selv havde, og dels på grund af angsten for at bryde med de sociale normer i samfundet.
I de selvbiografiske romaner ”Professor Hieronimus” og ”På St. Jørgen” (1895) beskriver hun tilværelsen på et sindssygehospital med dens mange omkostninger. Den daværende behandlingsform får her en lammende kritik for sin autoritære facon og umyndiggørende behandling. Særlig indlæggelserne på Københavns Kommunehospital hos professor Knud Pontoppidan har vakt Amalies vrede og frustration. Om hun dermed giver Knud Pontoppidan et velfortjent eftermæle kan givetvis diskuteres, men som et indlæg i debatten om behandlingen af psykisk syge og naturligvis også om behandlingen af kvinder, står de to romaner fortsat som væsentlige – ikke mindst i et historisk perspektiv.
Af andre værker kan ud af flere nævnes ”Bønn og Anfektelse” (1885), ”Agnete” (1893) og ”Sommer” (1899). Hertil kommer brevsamlinger og artikler mm.
Eksempler på andre forfattere fra perioden!
Sophus Claussen(1865-1931)
Johannes Jørgensen(1866-1956)
Henrik Pontoppidan(1857-1943Modtog Nobelprisen(1917)
Viggo Stuckenberg(1863-1905)
Det er altid en god ting, at drage paralleller til fx ligestillingen/seksualitet mellem kønnene dengang(hvis den overhovedet eksisteret og i dag. Du kan eksempelvis samligne med Hanne-Vibeke Holst (kronprinsesse). Her er det kvinderne der styre!
Held og lykke!
Svar #2
21. november 2006 af jammal (Slettet)
Hej Katriné..
Jeg har nok svært ved at hamle op med #1's indlæg, men hvis jeg skulle vælge ( ville alligevel aldrig vælge at skrive SSO i dansk), så vil jeg nok vælge "Det moderne gennembrud", Herman Bang eller "modernisme/nyrealisme 60'erne", Peter Seeberg.
Hos Hr. Herman Bang kan du nok finde noget om seksuelitet/kvinde-opffatelsen dengang ( og sammenligne med idag...Har kvinder reel frihed idag eller er der andre former for undertrykkelse?)
Hos Peter Seeberg, som er inspireret af Satre's filosofisk tænkning, kan du finde noget om eksistentialisme og faktisk kan du også skrive/bruge den såkaldte "krise-modellen" i de noveller, du vil behandle. ( ved ikke om i har haft noget om denne model?)
Novellerne, som du kan kigge på, er fx:
- ”Den sidste balkjole”, Herman Bang
- ”Pernille”, Herman Bang
- "Frøknen", Herman Bang
Af P. Seeberg:
” Hullet”, ”Hvile”, ”Kapitulationen”
Personligt hælder jeg mest til Peter Seeberg's noveller idet de er sjove, nemme og stiller tankevækkende spørgesmål.
Du kan evt. også sammenligne Herman Bang's noveller med "Et dukke Hjem", af Ibsen, da den også behandler kvindernes tilværelse ( stille eksistenserne) og også fra samme periode.
Håber, det hjalp lidt
Jeg har nok svært ved at hamle op med #1's indlæg, men hvis jeg skulle vælge ( ville alligevel aldrig vælge at skrive SSO i dansk), så vil jeg nok vælge "Det moderne gennembrud", Herman Bang eller "modernisme/nyrealisme 60'erne", Peter Seeberg.
Hos Hr. Herman Bang kan du nok finde noget om seksuelitet/kvinde-opffatelsen dengang ( og sammenligne med idag...Har kvinder reel frihed idag eller er der andre former for undertrykkelse?)
Hos Peter Seeberg, som er inspireret af Satre's filosofisk tænkning, kan du finde noget om eksistentialisme og faktisk kan du også skrive/bruge den såkaldte "krise-modellen" i de noveller, du vil behandle. ( ved ikke om i har haft noget om denne model?)
Novellerne, som du kan kigge på, er fx:
- ”Den sidste balkjole”, Herman Bang
- ”Pernille”, Herman Bang
- "Frøknen", Herman Bang
Af P. Seeberg:
” Hullet”, ”Hvile”, ”Kapitulationen”
Personligt hælder jeg mest til Peter Seeberg's noveller idet de er sjove, nemme og stiller tankevækkende spørgesmål.
Du kan evt. også sammenligne Herman Bang's noveller med "Et dukke Hjem", af Ibsen, da den også behandler kvindernes tilværelse ( stille eksistenserne) og også fra samme periode.
Håber, det hjalp lidt
Skriv et svar til: SSO- haster!
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.