Noteprogram til Mac og PC

Notatteknik

Notér dig, at et godt noteprogram er nøglen til gode noter. Hvis du skriver dine noter i Word, hvad alt for mange i øvrigt gør, så skal du stoppe med det lige nu. Også selvom du har et smart mappesystem, der er organiseret i klassetrin, fag osv. Hent i stedet Microsofts noteprogram OneNote. Det er gratis på både Mac og PC, og det gør det utrolig nemt at tage og især at organisere noter. Da alt, hvad du skriver til alle fag, bliver gemt inde i selve programmet, behøver du ikke lede alle dine mapper igennem for at finde noterne fra Biologi sidste år. Du har med andre ord alt samlet ét sted, og det er noget, der kan spare dig meget tid i læseferien. Derudover kan du også tilgå dine noter via tablet og smartphone.

Programmet kan godt være lidt svært at finde rundt i i starten, men når du har knækket koden og fundet en smart måde at gøre det på, så ville du ønske, at du var begyndt at bruge det tidligere. Vi har lavet et eksempel på, hvordan du kunne skrive og organisere dine noter i OneNote. Der findes desuden en masse vejledninger og tutorials til programmet på YouTube.

Notatprogram

I eksemplet fra Biologi har vi valgt at dele det hele op i år, fag og temaer/timer, som vist på billedet. Nogle gange kan det være oplagt at bruge en noteside til et helt tema, mens det andre gange er bedst kun at bruge én noteside pr. time/modul. Det finder du ud af efterhånden, som du bruger programmet.

Når du har styr på dit noteprogram, så bliver det også lettere at få en god notatteknik. I fag som Matematik med mange formler kan det dog stadig være en fordel at skrive noter i hånden.

OneNote har også en søgefunktion i øverste højre hjørne. Den kommer du til at elske. Hvis du eksempelvis lige skal genopfriske, hvad begrebet outsourcing betyder, og ikke kan huske, hvor du har skrevet noget om det, så søger du bare efter det, og så dukker det op alle de steder, du har nævnt det. Det er ret vigtigt let at kunne finde sine noter i læseferien eller i timen, hvis læreren nævner noget, du ikke kan huske, hvad betyder.

Et godt noteprogram er en væsentlig del af en effektiv notatteknik, og derfor er der ingen grund til ikke at udnytte et program som OneNote. Noteprogrammet er gratis, og du vil ikke fortryde det, hvis du henter det. Læs også denne artikel om god notatteknik.

Hvis du har en PC, kan OneNote hentes her: http://www.onenote.com/download og hvis du er på Mac, kan du hente det i App Store.