Studievalget er, uden at overdrive, én af de største beslutninger, du har skullet træffe indtil videre i dit liv. Dit studievalg får nemlig stor indflydelse på de næste mange år af din tilværelse. Om du vælger at blive læge eller advokat, pædagog eller socialrådgiver, og om dit studievalg bliver i København, Aarhus, på Fyn eller et helt fjerde sted, kommer til at definere de kommende år af dit liv. Det er derfor vigtigt, at du tænker dig godt om, inden du træffer dit valg af studieretning, da det kommer til at påvirke store dele af din fremtid.
Inden du søger en uddannelse, så spørg dig selv, hvad du oprigtigt gerne vil. Mærk ordentligt efter. Mange har måske altid tænkt, at de gerne ville læse til eksempelvis læge, og så søger de bare ind uden egentlig at have udforsket alternativerne. Når nu tiden er der, så kan du lige så godt udnytte den. Sæt nogle aftener af til virkelig at sætte dig ind i en masse forskellige uddannelser. Find ud af, hvad der interesserer og motiverer dig? Hvad er du god til, og hvor kunne du se dig selv arbejde? Det er vigtigt, at du åben og ærlig over for dig selv, når du besvarer spørgsmålene om valg af studie.
Læs her flere detaljer om hvordan du finder ud af, hvad du skal læse
Når du begynder at kigge efter uddannelser, så vær åben. Lad være med at stirre dig blind på ét eller to studier. Søg bredt! Der findes masser af studier udover de mest populære uddannelser. Det kan være, at du altid har troet, at du gerne ville læse medicin, men i stedet finder ud af, at medicinalkemi eller nanoscience lyder mere spændende. Eller måske har du altid troet, at medievidenskab var drømmestudiet, men finder i stedet ud af, at tv- og medietilrettelæggelse tiltaler dig mere. Gør dig selv den tjeneste at udforske mulighederne ordentligt – hellere læs om en uddannelse for meget end én for lidt. Det er klart, at hvis du elsker naturvidenskab, så behøver du ikke at læse om kunsthistorie. Men som tommelfingerregel, så søg hellere for bredt end for smalt.
Udvælg til sidst mellem to og fem studier og undersøg dem nærmere inden du foretager dit endelige studievalg. Du kan læse om alle uddannelser på ug.dk. Vær grundig i din studieresearch. Hvis du har nogle spørgsmål, så prøv at få dem besvaret. Du har i mange tilfælde mulighed for at skrive eller ringe til en studievejleder, der er tilknyttet lige præcis det studie, du er interesseret i. Udnyt gerne den mulighed, hvis der er nogle ting, du vil have afklaret. Det kræver nok, at du klikker lidt rundt på studiets hjemmeside, før du finder det rigtige telefonnummer. Men studievejlederne er altid flinke og kan som regel give dig nogle gode svar, fordi de ofte selv er studerende. Når du har fået besvaret alle dine spørgsmål – via research eller studievejledere – så sidder du forhåbentligt kun tilbage med et enkelt studie, som selvfølgelig er det, du skal søge som din 1. prioritet.
At vælge studieby kan være lige så svært som selve studievalget. København og Aarhus er de to mest populære studiebyer, og derfor er adgangskvotienterne også højere her. I den forbindelse skal du gøre op med dig selv, hvad der betyder mest for dig: Studiet eller studiebyen?
Hvis du eksempelvis brænder for at læse psykologi, men ikke har et gennemsnit til at komme ind i Aarhus og København, så kan det være, at du skal søge ind i Odense eller Aalborg i stedet. Måske kan du endda finde frem til et mindre studie, der minder om psykologi, som er i lige præcis den by, du gerne vil læse i. Du skal selvfølgelig søge drømmestudiet i drømmebyen som 1. prioritet, men som 2., 3., og 4. prioritet kan det være, du skal lidt længere væk.
Hvis du ikke lige kommer ind der, hvor du havde håbet, så se det som et eventyr, at du ender et helt andet sted i landet. I din nye by får du med garanti et helt nyt netværk og lærer en helt ny del af Danmark at kende. Begge dele er noget, du kan bruge senere – både personligt og professionelt. Og du kan altid flytte videre, når du er færdig med eksempelvis en bachelor, eller når du er helt færdiguddannet.