Oxidationstal

Du kigger på forbindelsens totalladning og kigger herefter på de enkelte komponenter:
eks. CO2
O har oxidationstal -2, da der er to må der i alt være - 4 fra O. Da CO2 er nautralt må C have oxidationstal +4...

.... om igen... hvor ved du fra O har ot = -2? fra det periodiskesystem? det med totalladningen er jeg med på, men det med at CO2 er neutralt og at det derfor bliver + 4??

jeg kan da hvertfald prøve..
Oxygen oxtallet -2 og hydrogen har +1...
Du finder oxtal for stoffer ved at kigge på den samlede ladning og derefter på stofferne-->
Hvis vi tager HCl som eksempel:
der er ikke nogen ladning, og H har OT=+1, derfor må Cl have OT -1 (1-1=0=ingen ladning)

NO3^-:
samlet ladning er -1 og vi ved at hvert O har en ladning på -2-->her er der 3 O, derfor en ladning på -6. Da ladningen ialt skal være -1, må OT for N være +5, da 5-6=-1...

jeg kan se logikken, men forstår stadig ikke hvor du på forhånd ved at HCl ikke har nogen samlet ladning...

ot for O og hydrogen- den ved du pr def. er henholdsvis -2 og +1? hvis ja, hvorfra? databog- periodiskesystem?

Hvis HCL havde en ladning ville det jo f.eks. hedde HCl+... Dette giver ikke mening i forhold til ædelgasreglen... Ioner har altid det samme ocidationstal som deres ladning (Na+ har ocidationstal +1) Hvis chlor så havde oxidationstal 2- ville forbindelsen NaCl ikke være neutral... Derfor har chlor oxidationstal -1...

se den havde lige taget sig en smuttur ud af hukommelsen- mange tak:) så er den på plads tror jeg:)

Ethvert atom kan i en given kemisk forbindelse eller i fri tilstand tildeles et oxidationstrin, og oxidationstrinnet for et atom i en partikel (ion eller uladet molekyle) defineres som det tal (regnet med fortegn eller specielt nul), der angiver antallet af ladninger, regnet med fortegn, som atomet kan tænkes at have, hvis man antog, at partiklen var opbygget af ioner.

Af denne definition følger umiddelbart: Summen af de i en partikel indgående atomers oxidationstrin er lig med partiklens ydre ladning.

Oxidationstrin er altså indført som et formelt begreb, der er afhængigt af, hvad man kan FORESTILLE sig om den mulige opbygning af et stof på ionform.

Det er naturligvis særdeles hensigtsmæssigt at benytte sin konkrete viden om stoffernes opbygning og i de tilfælde hvor denne tilsiger, at et stof IKKE er ionogent opbygget, da at lade fantasien følge fornuftige baner. På denne måde får begrebet oxidationstrin en rimelig fysisk-kemisk baggrund og bliver til mere end et formelt begreb.

#7 fortsat

Da der ofte med vandige opløsninger, har vi interesse i fornuftige oxidationstrin for H og O i H2O. Nu ved vi, at H2O ikke er ionogent opbygget; men vi ved også, at oxidionen O^(2-) med H^(+) giver OH^(-), og at OH^(-) med H^(+) giver H2O, så hvis vi (imod bedre viden) SKAL antage en ionogen opbygning af H2O, må vi regne med opbygningen af H^(+) og O^(2-), således at H får oxidationstrin = +1 og O får oxidationstrin = -2.


Benyttes definitionen på oxidationstrin på fornuftig måde, vil man finde frem til nogle almene regler:

1) atomerne i et frit grundstof har oxidationstrin = 0

2) Hydrogen har i sine forbindelser oxidationstrin = +1 (med undtagelse af hydrider, hvor oxidationstrinnet er -1)

3) Oxygen har i sine almindelige forbindelser oxidationstrin = -2; men i hydrogenperoxid, H2O2, (og heraf afledede forbindelser) har oxygen dog oxidationstrin = -1.

4) Der gælder hyppigt følgende regel: oxidationstrin er lig med valens (der ikke er defineret med fortegn), idet der regnes med fortegnet >>plus>>, når det drejer sig om valens overfor oxygen og med >>minus>>, når det drejer sig om valens overfor hydrogen. - Reglen gælder IKKE, når der (som i H2O2 eller i talrige organiske forbindelser) er tale om ens atomer, der er knyttet sammen.

5) Hvis der findes flere atomer af samme grundstof i en partikel, må man gerne regne med et middel-oxidationstrin . I thiosulfationen, S2O3^(2-), kan man tildele begge S-atomer oxidationstrin = +2; men man kan også lade det ene S-atom have oxidationstrin = +6 og det andet oxidationstrin = -2.

den var god:) tak!