En novelle- meninger

Hej alle sammen!
Jeg har her en novelle jeg godt kunne tænke mig at høre jeres meninger, analyser eller komentarer til :D

Håber virkelig i vil læsen den, for har virkelig brug for den! ;)

Et 12-tal i ”fremtid”

Der summede en irriterende lyd i mit øre, hver gang jeg brød min koncentration, og prøvede at slappe af. Det var en lyd der hele tiden mindede mig om det store skridt. Skubbet ud i virkeligheden. Vi er alle ved at blive irriterede, os i klassen, selv om vi ikke sagde det højt. Irriterede over de totalt ligegyldige hverdagsemner de voksne snakker om, som vejret eller fremtiden. Vi vil ikke høre mere om fremtiden. Det er den for tæt på til, og ingen af os vil nævne med et ord hvad det betyder. I hvert fald ikke direkte. At barndommen for længst var forbi. Det føltes som om den var blevet overstået på en uge, og nu var vi næsten halvvejs inde i vores ungdom. Om en måned kunne man finde os på et plejehjem. Gamle, slidte og gråhårede, og vi vil alle brokke os over ligegyldige ting, som pensionsopsparingen eller den skrækkelige ungdom – lige som i de klassiske film klichéer.
Alting skulle gå så hurtigt lige nu. Forberedelse, eksamen. Forberedelse, uddannelse. Forberedelse, og så det voksne liv. Virkeligheden. Det tunge voksenliv, der hang over vores hoveder, og truede med at kunne slå ned når som helst. Det gik bare alt for hurtigt. Alt det der med karrierevalg, og uddannelse begyndte at presse sig på. Hvad valgte man, og hvordan blev man det? Der var altid mere end én vej til lykken. Dét var nok ikke så svært for mig, som for mange af de andre i min klasse. Jeg vidste godt hvad jeg ville, men det var alligevel skræmmende. At skulle gå ud af folkeskolen, ud til nye skoler med nye uddannelser og nye mennesker, og så skulle man arbejde sig opad. Gennem de store bjerge af lektier, og de usikre praktikuger, brobygning, mens man hele tiden var nødt til at minde sig selv om, hvorfor det nu var man gjorde dette. Opad og fremad. Uddannelsen var for de hurtige. Og når man endelig havde nået sit mål, og var blevet voksen, ville det være endnu mere skræmmende en man havde forestillet sig.
Det ville føles som at bestige et bjerg, og først opdage når man havde nået toppen, at man er højdeskræk. Og man ville være helt alene i sit nye voksne liv.

Den fremtid der var tættest på nu, hed eksamen. Og det var den der var den sværeste. Ti års forberedelse skulle der til, hvis man havde haft børnehaveklassen med.
Alt skulle tjekkes og være perfekt. Vi fik ekstra mange lektier, og endnu mindre tid. Vi gik til prøver, og prøver for prøverne. Prøveprøver grinede vi, og mente det gravalvorligt. ”Tænk engang. Alt den forberedelse, for noget der er overstået på få timer.” Sagde vi, og rystede på hovedet. Og man fik kun en chance. Det var derfor vi konstant og hele tiden blev mindet om det. I hver eneste lektion, indledte læreren timen med at sige, at der ikke var meget tid tilbage til de endelige prøver, og hver gang sad hjertet helt oppe i halsen på os, selv om vi ikke lod os mærke med det, og svarede igen med en sagte hvisken, himlen med øjnene eller et ligegyldigt grynt.
Og så selvfølgelig den berømte sætning: for den forberedte elev er eksamen en fest.
Vi knoklede mere end vi nogensinde havde gjort, for karakterer betød alt nu. Jeg skulle have gode karakterer i sprogfagene – dansk, engelsk og tysk. Det var godt at have når man skulle være journalist. Og matematik kunne jeg også godt bruge et godt resultat i. Vi fik bunker af gode råd, og formaninger, og lærerne gjorde alt for at få os til at forstå, hvor vigtigt det egentlig var for os, og at de var der for at hjælpe. Halvdelen af det lærerne sagde var rene trusler.
”Hvert sekund er kostbart her i den sidste tid, og det bliver svært at nå!” De satte alle ods imod os fra starten af, og spillede sikkert på de andre heste. Optimister! De kunne vel bare ikke snuppe, at vi stadig havde muligheden, og at de havde forspildt deres chance, og var blevet skolelærere! Én chance…
Hos skolevejlederen var der heller ingen hjælp at hente. Så skulle vi opgive vores endelige karrierevalg til ham – vi skulle endelig ikke føle os pressede, ’men dette valg vil få konsekvenser for resten af vores fremtid’. Det havde man hørt så mange gange. Vi tænkte os godt om. Og jeg ved vi alle sad med en nervøs sitren i maven. Det skulle snart bestemmes. Alle fik nervøse trækninger og svedture, selv lærerne blev påvirket til en hvis grad, af den trykkede eksamensstemning. Man sad der og var vildt i tvivl. Det tog tre sekunder. Tre sekunder mellem vejlederens spørgsmål, og ens eget svar. Tre sekunders nedtælling, før man suger det sidste luft ind, og springer på hovedet ud i det iskolde vand. Knald eller fald.
I frikvarterne undgik vi helt emnet eksamen. Vi turde simpelthen ikke snakke om det. Hvad nu hvis det bragte uheld? I stedet snakkede vi om almindelige ting, som de nye film i biografen, kærester, sidste skoledag og andre typiske teenagekvaler. Det hele var ét stort rod.
De sidste par uger var de værste. Der var virkelig stress på! Nu var det snart slut. Tiden var knap og godt brugt. Slidt op simpelthen.
Terpe, terpe, terpe.
Alle var mere alvorlige end ellers, måske bortset fra et par af drengene. Eller måske var de lige så anspændte som os andre, de skjulte det bare bedre.
”Lev i nuet, og lev helt!” sagde de henkastet, og tog hænderne om bag hovedet. Det var noget de havde fra en eller anden olding af en filosof. De vidste sikkert ikke hvad det betød! Jeg var imponeret for deres skuespil! Skrækken sad i mig, som en fiskekrog, lige midt i maven, og for enden af snøren var min lærer der trak i den, så det vred sig i mig af smerte. Jeg fiskede efter de gode karakterer, men der var ikke bid endnu, og jeg var ved at få søsyge!
Terpe, terpe.
De sidste uger gik hurtigere end jeg kunne nå at blinke! Og så var det dagen derpå til den første eksamen. Det var egentlig lidt svært at for vigtigheden af dette helt ind på lystavlen.
”Jeg er sikker på I alle klarer jeg fint” havde læreren sagt. Det havde han garanteret sagt til alle de niende klasser han havde haft. Det havde ikke lydt helt overbevisende da han havde sagt det – syntes jeg.
det var underligt at tænke på at efter det her var forbi, skulle vi alle skilles. Alle i klassen, og nogen af os ville sikkert ikke se hinanden igen, med mindre vi tilfældigt en dag om ti år stødte på hinanden, nede i brugsen. Og måske ville vi ikke engang vide det hvis det var én vi havde gået ti år i klasse med. man forandrer sig jo på ti år. Jeg får en klump i halsen hver gang jeg tænker på det!
Næste år ville jeg i hvert fald får svært ved at bibeholde kontakten, for da skulle jeg på efterskole, og kom sikkert ikke hjem mere end hver anden weekend, når jeg skulle have rent undertøj.
Vi sad alle ude på gangen, og jeg kunne se på alles blikke at jeg ikke var den eneste der tænkte disse sørgelige tanker. De var alle en smule skræmte og bedrøvede ved tanken om bag efter.
Jeg tog en dyb indånding.
Terpe. Lige det sidste skulle med, og jeg så ned i det eksamenshæfte, der skulle være en hjælp til os, men jeg kunne ikke se noget. Jeg havde nok slidt bogstaverne op. De stod og så så skrøbelige ud på papiret. Jeg blinkede. Jeg var bange for, at hvis jeg så for længe på dem ad gangen, ville de smuldre, og glide af papiret som sagsmuld, og så ville det eneste jeg havde tilbage være en lille bunke eksamenshjælp der lå spredt i renderne på det grå flisegulv.
Jeg lukkede hæftet, og åndede dybt ind igen. Det var min tur næste gang. Mundlig dansk! Nu gik det for hurtigt. Vent! Ti år var ikke nok til at forberede sig i! Jeg måtte have mere tid. Men den var brugt og slidt.
Nu var det mig

Jeg gik ind, jeg gik ud, og lige så snart jeg havde lukket døren efter mig, kunne jeg ikke huske et ord af hvad der var blevet sagt. Kunne ikke engang huske om det var gået godt eller dårligt. Sad bare og afventede rapport, om karakterer. Det var danskeksamen det galt. Det gik timer, uger ja år! Hele remsen, men endelig kom min klasselære ud. Jeg tror vi alle svedte koldsved indvendig. Mit navn var det allersidste på listen. Pokker tag det ’Å’ foran mit efternavn. Tingene var imod mig! alt var i mod mig nu. det var mig mod verden. Men endelig, endelig blev mit navn råbt op. Og efter dét fulgte karakteren. ”12”.
Nu kunne alt det andet komme bag efter.