Hej.
Krabasken:
Hvis du med den der småkryptiske bemærkning forsøger at antyde, at en påstået stigning i kriminaliteten skyldes immigration, så kan du godt droppe det - det er der meget lidt, der tyder på!
Christina:
At klarlægge hvorfor kriminalitet finder sted, er det grundlæggende mål for kriminologiske studier. Kriminologiens formål - i politisk kontekst - er helt at fjerne kriminalitet og i det henseende har kriminologien fejlet, da alle teorier har vist sig utilstrækkelige.
Der er dog et meget godt bud på hvorfor kriminaliteten er steget i Danmark siden 1980'erne. Dette skyldes, det der bliver kaldt "The new punitiveness" og det angår, at velfærdsstater (Holland, Danmark, Norge og Sverige) er blevet mere og mere intolerante. Denne nyfundne intolerance gør, at man taler om, at de typiske velfærdsstater er ved at adoptere den amerikanske (og den britiske) model.
Et eksempel på hvordan det kommer til udtryk, er det stigende antal af såkaldte "moral panics", som betyder, at medierne fremstiller en given gruppe, som en gruppe der udgør en trussel for borgerne. Mange teoretikere peger på, at sådanne moral panics skaber frygt og denne frygt er regeringens redskab til at vinde et flertal for godkendelse af nye love. Et eksempel på en "moral panic" er hysteriet omkring kamphunde der har ledt til en forbydelse af import af 14 hunderacer eller hysteriet omkring knivoverfald, der ledte til den vanvittige skærpelse af våbenloven.
At man pludselig læser om kamphunde hver dag i aviserne, betyder ikke nødvendigvis, at noget har ændret sig og at kamphunde pludselig er blevet meget mere voldelige end for få år siden, men denne skærpede fokus på én bestemt gruppe skaber frygt og denne frygt er målet for "moral panics", da den skaber mulighed for nye lovgivninger og i sidste ende mere kontrol.
Et andet eksempel er implementeringen af CCTV - som i høj grad er hentet fra den britiske model - i nogle udvalgte ("særligt farlige") områder i København og Aalborg. Den offtentlige godkendelse af dette har fundet sted via frygt for knivangreb, men det vidner ikke - nødvendigvis - om andet end en skærpet fokus på knivoverfald i medierne.
Skærpelsen af våbenloven ledte eksempelvis til en ret omtalt sag om en lystfisker, der havde glemt sin kniv i sin bil. Da han - tilfældigvis - blev stoppet og politiet fandt kniven blev han sigtet for overtrædelse af våbenloven og han blev idømt en betinget fænselsstraf (hvis jeg husker rigtigt). Dette er altså per definition en kriminel handling, men det vidner om, at samfundet er blevet mere intolerant og ikke nødvendigvis at folk opfører sig anerledes end før.
-->Kriminaliteten er således steget i kraft af at flere og flere ting er ulovlige (hvis det bliver ulovligt at cykle, kommer der per definition flere kriminelle)
Der er imidlertid et spørgsmål om hvorfor denne "new punitiveness" har vundet indflydelse på alle velfærdsstater. Ud af mange bud er der 3 prominente tilgange, som ikke udelukker hinanden:
Immigration: Med dette menes ikke, at immigration i sig selv har skabt kriminalitet (sådan som Krabasken formentlig ville elske) men derimod at den stigende immigration, har ledt til politiske partier der repræsenterer - og skaber - intolerance (Dansk folkeparti er et glimrende eksempel).
Politisk fokus: Den politiske højrefløj begyndte at sælge sig selv på hårdere straffe til kriminelle. Da vælgerne reagerede på dette, måtte den politiske venstrefløj også indskærpe deres politik på dette område. Dette ledte til at samtlige partier måtte indskærpe deres politik. Dette var især tilfældet i England og til dels Sverige - ikke nær så meget i Danmark.
Eksistentiel krise i velfærdssamfundet: Med dette menes, at kriminaliteten (der trods alt eksisterer i ethvert samfund) leder folk til at mene, at velfærdsstaten på én eller anden måde har fejlet. Dette bliver kaldt "The surplus of evil" og det dækker over, at kriminaliteten eksisterer på trods af alle bestræbelserne på at komme det til livs. Dette har således fået velfærdsstaten til at "ændre retning" i en "erkendelse" af, at velfærdsstaten ikke virker.
Der er mange andre - mulige - grunde til denne udvikling og grundene varierer givetvis fra land til land.
Ikke desto mindre bliver "The new punitiveness" anset som et faktum i kriminologien og - for lige at opsummere - så dækker den over en ændring i velfærdsstatens væsen. Reducering af relativ fattigdom var én af velfærdsstatens mærkesager, da kriminologiske teorier hævdede, at meget kriminalitet skete på baggrund af relativ fattigdom, samtidig med at undersøgelser viste, at livskvaliteten for borgere i et land med et lavt niveau af relativ fattigdom var betydeligt højere end borgere i andre lande.
Ændringen angår - dybest set - mere politi på gaden, mere kontrol og hårdere straffe; kort sagt, konsekvens i stedet for forebyggelse som i sig selv strider imod velfærdsstatens ideal.
Jeg håber, du kan bruge det.
Held og lykke :-)