Matematik

Mundtlig matematik

15. juni 2010 af Maskinen (Slettet) - Niveau: A-niveau

 Hej Studieportalen, 

Jeg er 1g'er og er sprunget direkte fra niende til gymnaset, hvilket vil sige, at jeg ikke har prøvet mundtlig matematik. 

Jeg har trukket mundtlig matematik som årsprøve på gymnasiet, og er nysggerig på, at høre hvordan det vil foregå. 

Og om der var nogle, som sad med nogle gode idéer til forberedelse, da matematik ikke er et fag, som læses op på

ligesom andre fag. Måske erfaring fra tidligere elever. Alle forslag er velkomne. 

Nedenstående spørgsmål, er hvad jeg har fået udleveret, hvordan tackles disse opgaver bedst? 

/Mikkel

____________________________________________
 

Spørgsmålene er også vedlagt som word-fil.

1. Ligninger
Redegør for løsning af forskellige typer af ligninger.

2. Det gyldne snit og andengradsligningen
Redegør for hvad man forstår ved det gyldne snit. Og redegør for løsning af andengradsligningen.

3. Potenser og logaritmer
Redegør for logaritmefunktionen log(x) og redegør for regneregler med logaritmer.

4. Trigonometri
Redegør for sinusrelationerne og triangulering i forbindelse med landmåling.

5. Trigonometri
Redegør for cosinusrelationerne.

6. Trigonometri
Redegør for enhedscirklen og for hvorledes sinus, cosinus og tangens kan anvendes i retvinklede trekanter.

7. Sammenhænge
Gør rede for begreberne lineær sammenhæng og proportionalitet. Redegør for hvorledes forskriften for den lineære sammenhæng kan findes ud fra to punkter

8. Funktioner
Gør rede for eksponentialfunktioner, herunder graf og forskrift. Redegør for hvorledes en forskrift kan bestemmes ud fra to punkter.

9. Funktioner
Redegør for potensfunktioner, herunder graf og forskrift. Redegør for hvorledes en forskrift kan bestemmes ud fra to punkter.

10. Vækstmodeller
Redegør for forskriften for en potensfunktion.
Redegør for hvordan man finder den bedste potensfunktion (model), som beskriver en række datapunkter.

11. Vækstmodeller
Gør rede for eksponentielle funktioner og 10-talslogaritmen. Herunder skal du redegøre for fordoblings- og halveringskonstanter.

12. Eksponentielle sammenhænge
Redegør for kapitalfremskrivning.

13. Statistik
Gør rede for de vigtigste statistiske begreber til beskrivelse af et grupperet observationssæt, og gør rede for hvad normalfordelingen er.


Brugbart svar (0)

Svar #1
15. juni 2010 af Booklover (Slettet)

Hejsa. Har lige været oppe i mundt mat eksamen i dag (2g - altså B-niveau), og det foregår således, at du først kommer ind i rummet og trækker et sprøgsmål (et af de mange du har fået udleveret i ovenstående ark). Dernæst går ud ind i et forberedelsesrum i ca. 30 min., hvorefter du så går ind til selve årsprøven/eksamen. Det er en rigtig god ide, at du laver en disposition for hvert af sprøgsmålene/emnerne (nogle af spørgsmålene hænger sammen), således at du klart, når du kommer ind til årsprøven/eksamen, har en rød tråd igennem hele prøven/eksamen. Det er forresten en god ide lige at fremlægge din dispostion kort til prøven/eksamen inden du begynder selve fremlæggelsen, og det kan også i nogle tilfælde være smart at hilse på censor/lærer inden prøven/eksamen. Du skal forresten (når du trækker et spørgsmål) ofte læse spørgsmålet op... hvad det så end gør godt for ;p

Faktisk ville jeg mene at denne eksamensform er nemmere end andre eksamensformer, da du virkelig her har mulighed for at forberede hvert spørgsmål.

Sprøg ellers endelig bare :)


Brugbart svar (0)

Svar #2
16. juni 2010 af dane0 (Slettet)

Eksamen foregår nogenlunde som beskrevet ovenfor, men dog med nogle nuancer. Du trækker dit emne som til enhver anden eksamen og bliver herefter bedt om at læse det igennem, hvorefter eksaminator spørger dig om du har forstået spørgsmålet/emneformuleringen. Hvis du er i tvivl om hvad det er du skal op i er det altså her du skal spørge. Alt efter niveau har du enten 24 eller 30 minutters forberedelse. Det er vigtigt at pointere at den tid du bruger på at trække spørgsmålet bliver trukket fra din forberedelsestid. Skolen har efter den nye bekendtgørelse kun pligt til at sørge for papir og blyanter i forberedelsesrummet og du skal derfor selv have bøger og formelsamlinger samt regnemaskiner etc. med.

Ved eksamen i matematik kender du spørgsmålene i forvejen og det forventes at du har overblik over teorien i alle de forskellige opgivne emner. Eksamen foregår ved at du starter med at holde et oplæg om dit trukne emne. Mundtlig eksamen er en tavleeksamen, så du skal altså tegne evt. grafiske udledelser og skrive beviser etc. op på tavlen og fortælle hvad det er du gør imens. Ved 30 minutters eksamen vil man forvente at du holder et oplæg på ca. 14-15 minutter (mindre for 24 minutter, formentlig ca. 12 minutter) og det trækker klart op i karakteren hvis du kommer hele vejen rundt om dit emne i dette tidsrum og at du samtidig ikke løber tør for stof at tale om. I matematik ligger den praktiske anvendelse af stoffet i den skriftlige del af eksamen og den mundtlige eksamen omhandler derfor først og fremmest teori og beviser for denne. Man skal selvfølgelig stadigvæk have overblik over hvordan man anvender forskellige formler etc., men vægten ligger altså ikke på at regne regnestykker på tavlen, men derimod på at udlede beviser og fortælle om teorien. Efter de 14-15 minutter afbryder læreren dig og begynder at spørge ind til dit emne. Eksaminator og censor kan også afbryde dig under dit oplæg for at få klarificeret forskellige emner, men efter dit oplæg vil eksaminator/censor altså bestemme hvad I skal tale om. 

Med hensyn til forberedelse vil det være rigtig smart at gå hvert eneste spørgsmål igennem og være sikker på at du har styr på teori og anvendelse af de forskellige formler etc. indenfor dit emne. Da du skal holde et oplæg er det også rigtig smart at have lavet dispositioner til de forskellige emner og på forhånd at have øvet et ca. 14-15 minutter langt oplæg til hvert emne evt med brug af en tavle, sådan at det eneste du skal bruge tiden på i forberedelse er at memorisere dit oplæg og være sikker på at du har forstået alting så du er klar til diskussionsdelen. Ifølge den nye bekendtgørelse kan det man læser op fra et papir ikke tælle positivt ved bedømmelsen, det vil derfor være smart kun at anvende dine noter hjemmefra som en slags nødløsning hvis du går helt i stå i oplægget, og kun at bruge en kort disposition som du enten kan lave i forberedelsen eller hjemmefra til at tale ud fra. Og selv da vil det være smart at lægge denne på et bord da du helt klart bliver bedømt til en højere karakter til hvis du kan lave oplægget/svare på spørgsmål uden at behøve at støtte dig til et papir. 

Det kan lyde skræmmende at skulle holde oplæg om matematik kun med en tavle og et stykke kridt i hånden, men da du kender spørgsmålene på forhånd har du altså rig mulighed for at øve dig og disponere dine emner på forhånd, men det er altså også nødvendigt at øve på forhånd, medmindre du er meget god til matematik og til at udlede ting på egen hånd. At matematik skulle være et fag man ikke læser op på, lyder meget mærkeligt for mig. Det er rigtigt at man ikke læser op på et pensum, men istedet på enkelte spørgsmål, men da disse spørgsmål skal dække pensum kan det vel næsten komme ud på et...

Vedr. dispositioner så kan et spørgsmål som: 

5. Trigonometri
Redegør for cosinusrelationerne.

F.eks. disponeres som følger:

1) Redegør hurtigt for enhedscirkelen og sinus og cosinus og evt. tangens i denne. Tegn og fortæl.

2) Udled beviset for Cosinus-relationen. Du får brug for at komme ind på ensvinklede trekanter og størrelseskonstanten imellem disse og Pythagoras i udledningen.

3) Hvis der er mere tid tal evt. om anvendelse af cosinus-relationen, f.eks. i forhold til triangulering, og hvornår man kan bruge den i forhold til sinusrelationen etc.


Svar #3
18. juni 2010 af Maskinen (Slettet)

Jeg siger mange tak for dine fine besvarlser af selve prøveformen, men jeg er nu mest usikker på selve dispostionen. 

Lad hypotetisk sige, at jeg trækker spørgsmål nummer et: 

1. Ligninger
Redegør for løsning af forskellige typer af ligninger.

Hvordan griber man dette, evt. nogle forslag? 

 


Skriv et svar til: Mundtlig matematik

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.