Dansk opgaven 'Litteratur søgning!!'

http://www.litteratursiden.dk/sw30297.asp

http://www.vergilius.dk/perioder/gennembrud.htm

Herman Bang

HERMAN BANG, født på Als i 1857, blev student fra Sorø Akademi 1875. Han forsøgte sig uden større held som skuespiller, men slog sig siden på journalistikken, hvor han kom til at fejre store triumfer. Han debuterede i 1880 som skønlitterær forfatter med skandaleromanen HAABLØSE SLÆGTER. I 1885 udkom novellesamlingen STILLE EKSISTENSER, som bl.a. omfattede VED VEJEN, og i de følgende år andre af hans mest kendte værker, f.eks. STUK, 1887, og TINE, 1889. I 1896 kom LUDVIGSBAKKE, der blev den første bog, der for alvor vandt anerkendelse i brede kredse.

Han skabte sig endvidere et navn som teaterinstruktør rundt om i Europa, og ikke mindre som oplæser, især af egne værker. Herman Bang døde på en oplæsningsturné i USA i 1912 og ligger begravet på Vestre Kirkegård i København.

Kilde:http://www.gyldendal.dk/gyldendal/gb/forfattere.nsf/alle/501

Herman Bang er født den 20. april 1857 i Adserballe på Als og dør den 29. januar 1912 i Ogden, Utah, USA.
Forældrene er sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og Thora Elisabeth Salomine Blach (1828-1871). De sætter en børneflok på seks i verden, hvor Herman er nummer tre. Under krigen i 1864 flytter familien til Horsens. Senere bliver faderen præst i Tersløse på Sjælland.
Herman Bang bliver student i 1875 fra Sorø. Påbegynder jurastudier, men opgiver da skuespil- og litteraturinteresser opsluger hans tid. Forældreløs, som han nu er blevet, får han ophold hos farfaderen gehejmeråd, excellence Ole Bang, der også skrev digte.
Sønnesønnens første publikation er en samling af gehejmerådens poesier. Perioden skildrer han siden i erindringsromanen Det graa Hus (1898), der er en pendant til Det hvide Hus (1901) fra barndomstiden i præstegården på Als.


Teaterblodet
Efter bedstefaderens død 1877 forsøger Bang at blive skuespiller. Som barn har han spillet teater med sin mor, der også var en yndet oplæser, og siden på Sorø Akademi sammen med den berømte skuespiller Phister, der opmuntrede ham til at gøre springet. Han har dog ikke held med sine teaterplaner, består ikke teaterprøverne, og slår sig i stedet og i første omgang på journalistik. Han debuterer 1878 i Jyllands-Posten som petit-journalist med "Smaabreve fra Hovedstaden".
Alligevel kommer 'teateret' og hele teaterets univers og æstetik til at spille en særdeles vigtig rolle i forfatterskabet, hvor iscenesættelse, replik, dramatisk lydhørhed er de styrende mekanismer - skuespillet!
Romanen som skuespil. Det er Bang.


Journalisten
Efter en tid på "Dagbladet" og "Morgen-Telegrafen" opnår han gennembrud som feuilletonist i "Nationaltidende", hvis læsere han henriver - og forarger - med sin manierede (krukkede) stil og udsøgte pointer. Men først og fremmest med et stof, der behandler hidtil uopdyrkede motiver fra civilisationens bagsider. Uden at han derfor forsømmer forsiderne - særlig berømt er hans store artikel om slotsbranden på Christiansborg 1884.
Med sin journalistik grundlægger han - i forlængelse af M.A. Goldschmidt - en helt ny journalistisk genre: den personligt konfronterende, opsøgende social-reportage. Opgaverne stiller ham ansigt til ansigt med livets realiteter, hvor han lærer at se livsforholdene i deres mangfoldighed og at kende "Sværmen af Mennesker", som han skriver i et tilbageblik. "Journalistikken udleverede mig Stoffet. Hvis dette ikke havde været Tilfældet, kunne "Stuk" og "De uden Fædreland" aldrig være blevet skrevet."
Således indskriver Herman Bang sig som den moderne forfatter-journalist i Danmark, hvis betydeligste efterfølgere er Johannes V. Jensen, Thorkild Hansen, Suzanne Brøgger og Henrik Stangerup.
En række af sine litterære feuilletoner og essays samler han i to bind: Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier (1880). Den tredje samling er derimod fænomenologisk anlagt og rummer mere underholdende stykker: Herhjemme og derude (1881). I nyere tid er der udkommet et fortrinligt udvalg af den årvågne og kulørte spalteartist med titlen Herman Bang. Reportager (1983) ved Claes Kastholm Hansen.


Kritikeren
Med de litterære essays i Realisme og Realister (1879) opviser den unge journalist et fremragende kritisk talent. Bogen rummer eminente karakteristikker af fremtrædende forfattere som Topsøe, Drachmann, J.P. Jacobsen, Balzac, Dumas den Yngre og Zola. Ved siden af dybt indsigtsfulde teoretiske fremstillinger af den nye realismes æstetik og metode.
Med dette værk introducerer Herman Bang 'det moderne gennembrud' fra Frankrig fire år før Georg Brandes. Måske er det grunden til, at Bang ikke er optaget i Brandes' Det moderne Gennembruds Mænd, der foreligger i 1883.
I 1882 begynder han som redaktør af tidsskriftet Vor Tid, et forum for hans ideer om moderne litteratur.


Forfatteren
Teaterblodet gør sig gældende, da forfatterbanen indledes med en række enaktere: Du og Jeg, Hverdagskampe og Graavejr, der bliver opført på Det kgl. Teater 1881.
I 1880 udsender han sin første novellesamling Tunge Melodier og desuden sin første roman Haabløse Slægter. Herman Bangs produktionskraft er i denne periode helt utrolig.
I 1883 følger han sin skandaløse romandebut - den blev af Højesteret beslaglagt som pornografisk og måtte genudgives i forkortet form - op med romanen Fædra, der et par år senere dramatiseres som Ellen Urne.
Bang har nemlig ikke opgivet sin drøm om at blive skuespiller. Han debuterer som Conrad i En Forlovelse ved en privatforestilling i Folketeatret den 23. februar 1884 og tager derefter på turné i provinsen. I 1885 optræder han som Oswald i Gengangere af Henrik Ibsen med stor succes i Helsingfors. Samme forestilling bliver efterfølgende i Bergen en forfærdelig fiasko. Men han tager revanche med en foredragsrække om Jonas Lie, hvem han siden tilegner novellesamlingen Under Aaget (1890).
I sine sidste leveår bliver Bang en efterspurgt oplæser af egne værker. Berømtest er hans foredrag af de tre store numre "Dannevirkenatten" fra Tine, "Gravesens Bal" fra Stuk samt "Danserinden Irene Holm" fra Under Aaget.


Rejserne
Årene 1884-1887 opholder han sig som flygtning i Berlin, Meiningen, Wien og Prag. Han er nu en berømt person, der tilhører det offentlige liv, men med sin aparte opførsel og homoseksuelle orientering bliver han et let offer for sladder og smudspresse. Desuden har han i forvejen en pornografidom i bagagen, så da hans forlag går kunkurs efter en storstilet korruptionsaffære (direktørerne fremstillede pengesedler i kælderen), ser han sig tvunget i landflygtighed for at få fred, men også for at opsøge nye jagtmarker for sin journalistik. Han vil erobre Berlin. Den 27-årige forfatter indlogerer sig på fornemme hoteller, fører sig frem i diplomatisk stil med en liljekonval i knaphullet og placerer sig om aftenen i teatrenes parket. Med hans gode forbindelser tegner alt lovende, idet han tilknyttes Berliner Tageblatt.
Over hals og hoved må han dog flygte fra metropolen, idet myndighederne har sporet en artikel af ham i en norsk avis (Bergens Tidende, 1. oktober 1885), hvor han i nedladende vendinger gør grin med kejseren. I fyrstedømmet Meiningen slår han sig ned på et fint hotel sammen med sin nye kæreste, skuespilleren Max Eisfeld. Rygtet følger med og de bliver udvist.
De tager toget til Wien. Nyt hotel. Nye middage. Nye teateraftener. Økonomien begynder at gøre ondt og Bang pantsætter sine ejendele. Uheldigvis trykker et anarkistisk tidsskrift (Freiheit, 27. februar 1886) den famøse kejserartikel, og de får på ny politiet på nakken med trussel om udvisning. Da pengene er sluppet op, stikker de af fra en slipstrøm af ubetalte regninger.
På dette afgørende tidspunkt i Bangs liv kunne den synkende luksusliner være vendt. Fra København får han tilbudt et job som chefredaktør på Dagbladet. Han afslår, fordi han vil have sin kunstneriske frihed. Det samme sker, da Hørup kort tid efter tilbyder ham en tilsvarende stilling på Politiken. Han vil ikke hjem, og da slet ikke til Politiken, der er opfundet af Brd. Brandes, som han ligeud betragter som fjenden.
I Prag indretter de sig på et beskedent pensionat. De begynder at arbejde. Bang sender artikler hjem til bladene, færdigskriver Ved Vejen (1886) og novellerne Stille Eksistenser (1886). Romanen Stuk (1887) skriver han i Prag, hvor han sidder muttersalene med to undulater i landflygtigheden, da Max er rejst til Berlin for at spille.
Fra disse år i landflygtigheden sender han sværme af breve til bl.a. sine søstre, forlæggere, venner og kolleger, der alle er arkiveret i kapsler i Håndskriftafdelingen på Det kongelige Bibliotek, hvilket har gjort det muligt for Dorrit Willumsen at fremtrylle dokumentarromanen Bang (1996) for hvilken hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris.


Hjemme
Bang rejser hjem. Skønt spørgsmålet allerede nu er, om han ikke har mere hjemme i det fremmede. Imidlertid indretter han sig i sin gamle lejlighed, hvor han tidligere boede sammen med Peter Nansen, der senere bliver direktør for Gyldendal, og ægteparret hr. og fru Ottosen. Sidstnævnte er der stadig. Han besøger vennerne, Gustav Esmann og Peter Nansen, der nu begge er nygifte, ligesom søstrene, Nini og Sofie.
Hurtigt forlader han dog København for at flytte ind på et lille hotel i en afsides provinsby, denne gang Nakskov, for at skrive romanen Tine, der udkommer i 1889.
Hans fysiske liv er nu behersket af opium, morfin, sovemidler og cognac. I pengenød er han konstant. For at forhale det endelige sammenbrud tager han på kurophold i Norge, hvor han forsøger selvmord med en overdosis af morfinkapsler. Han tager 11. 5 er nok. Og overlever ved lægens mellemkomst. Så sej er Herman Bang - trods alt. Han lader sig dog indlægge på Kommunehospitalet, hvor længen Knud Pontoppidans diagnose er "konstitutionsanomali" og bidiagnosen "hysteri".
Kuren har i mere end én forstand givet ham nyt liv. Og scenen skifter nu til Kristiania, hvor han sammen med en ny teatertrup forsøger at etablere et serveringsteater. Varietéen lover godr, men dagen inden premieren skriver 'vennen' Gustaw Esmann i sit blad, at det hele er 'humbug'. Dette chokerer Herman Bang. Desuden opsøger en trio bestående af bl.a. Peter Nansen og Gustav Esmann etablissementet på premiereaftenen, hvor de fra deres pladser larmende gør grin med det hele.
Bang er kommet hjem.


Instruktøren
Efter længere ophold på "Bangsbo" i Sæby, der ejes af hans forlægger Johan Knudsen, men som Bang ubeskedent til forbindelser i udlandet omtaler som sin fædrene gård, skriver han bl.a. den virtuose novelle "De fire Djævle", som Johan Knudsen har bestilt som føljeton til sit blad.
I begyndelsen af 90erne flygter han til Paris, hvor han introducerer sig som Herman de Bang - greve. På fallittens rand får han kontakt til en eksperimenterende teatertrup og iscenesætter heroisk en række skuespil af tidens store trækplaster, Henrik Ibsen på, det primitive forsøgsteater L'Oeuvre. Her opføres "Rosmersholm" og "En Folkefiende", der bliver en skandalesucces med sit tema om eneren mod massen, et tema, der går lige ind hos anarkisterne i den politisk kaotiske situation i Paris. Efterfølgende og uden at vinde gehør falder "Bygmester Solness" med et brag.
I øvrigt er det ejendommeligt, at disse naturalistiske stykker optages og opføres i en teatertrup, der består af symbolister, hvoraf flere er medlemmer af Nabiernes samfund. 'Nabi' betyder profet, og samfundet lever et religiøst-puritansk klosterliv. Naturalisme og symbolisme er kunstnerisk uforenelige, men da avantgardegruppen tillige er anarkistisk, og da Ibsen er det sidste nye moderne og provokerende, så har man sikkert ikke skænket det en tanke.
Efter en forestilling opsøges Bang af stjernen over alle stjerner i Paris, divaen Madame Gabrielle Réjane, der har fulgt hans arbejde på afstand og nu beder ham hjælpe sig med indstuderingen af Nora i "Et Dukkehjem". Bang er i sin Aladdin-himmel, hvor brændende drømme bliver til virkelighed, men samtidig er han fattig og syg til døden. Desuden så dumstolt, at han fremstiller sig som - greve, hvad han godt kunne ligne, men absolut ikke er, og derfor ser sig hævet over at forlange honorar for sin indsats. Men opførelsen bliver en kæmpesucces, der fejres i den skandinaviske forening. Herefter iscenesætter han stykker af Björnson og Strindberg.
Bang har sejret i Paris.

--------------------------------------------------------------------------------
Om Herman Bangs ophold i Paris kan der henvises til den norske maler Christian Krohgs : Herman Bang i Paris: I hans Fire portretter, s. 45-56 (1999).


Venskabet
I Paris træffer han en anden landsmand i frivilligt eksil, nemlig Sophus Claussen, der udfolder sig som Antonius og i øvrigt lider af ulægelig kærestesorg. De bliver venner. Og bor en overgang i samme pensionat i rue l'Abbé de l'Epée, opkaldt efter grundlæggeren af det store døvstummeinstitut, som ligger samme sted. Om det sjældne venskabs genius skriver Sophus Claussen i 16-strofers portrætdigtet "Herman Bang" (Opt. i Danske Vers, 1912). Digtet begynder:


I Døvstummegaden i Paris
dér laa et lille perlemalt
Hotel med Sol paa Gadens Flis,
men inde var der skyggesvalt.
- Aah Gud, hvor der blev talt, blev talt!
I Døvstummegaden i Paris.

Det er en solhvid Akvarel
Det lille smilende Hotel.
Her skrev, her gav han Avdiens
til Fremmede paa festlig Vis,
men gav - med Hjerte, som en Vens -
for mig sin Spøg og Sorg til Pris.



Erindringsdigtet, der er skrevet efter meddelelsen om Herman Bangs dødsfald, fremstiller en generøs, ærlig, opmærksom, forfinet og durkdreven ven, der - "saa overstolt, saa træthedsmyg" - var sit eget "Hjertes Nar". Berømtheder kommer og går hos "Aandernes Gesandt: / Det ligned Hellas, ligned Rom, / naar Cæsar var Komediant."
Begge kommer de i den skandinaviske klub, hvor især samværet med Jonas Lie og hustru tilvejebringer et vist tilhørsforhold i hjemløsheden.
Selv får Herman Bang ikke skrevet noget på sit hotelværelse i denne hektiske, opslidende og ensomme periode. Han fantaserer om 'den store roman' med titlen "Den sidste dansker". Men hans sygdom tager til med kramper, besvimelser, søvnløshed. Om denne forpinte og glorværdige periode i Bangs liv har Finn Abrahamowitz skrevet en blændende roman: Smertens mester (1985).


Succesen
Da "Den sidste dansker" ikke vil blive til noget, dropper Herman Bang sin store plan. Bryder op og skriver i tilbagetrukkethed den roman, der bliver en af hans største succeser, Ludvigsbakke, og udkommer i 1896. Samme år som Johannes V. Jensens debuterer med romanen Danskere. Den unge forfatter gør stort indtryk på den gamle kritiker - og sikkert ikke mindst romanens titel (!) - og han skriver en lang og rosende anmeldelse. - Overhovedet er Herman Bangs anmeldelser utroligt læseværdige, fulde af ægte indlevelse og kunstneriske overvejelser, som de er, burde de foreligge i en samlet udgave.
1898-1901 er forfatteren tilbage i teaterlivet som sceneinstruktør ved Folketeatret. Her er det han forelsker sig uigengældt i skuespilleren Frederik Boesen, som han kalder ved sit yndlingsnavn, Fritz, efter en af de fire artister i "De fire Djævle". Forholdet udvikler sig smerteligt, da Bang gør et alt for stor nummer ud af talentløsheden og af samme grund er ved at miste sit omdømme.
Om Bangs teateroplevelser kan man læse i Masker og Mennesker (1910).
Omkring århundredeskiftet skriver sceneinstruktøren noveller og udsender tre samlinger: Liv og Død, Ravnene og Sommerglæder, der i 1907 følges op af Sælsomme Fortællinger. De to sidste romaner er begge slet skjulte og lidt anspændt stillestående selvbiografier, Mikaël (1904) og De uden Fædreland (1906).
Efter flere års pause fra scenen dukker han på ny op som instruktør, denne gang på Casino, hvor repertoiret består af operette, cancan og tjubang!
De følgende år er domineret af korrespondent- og ferierejser i Europa, samt af oplæsningsturnéer i Danmark, Rusland, Sverige og Finland. 1907 bosætter han sig på ny i Berlin med tjener og husholderske, idet han som nationalt klenodie har følt sig klemt af det homoseksuelle miljø, der på dette tidspunkt begynder at udfolde sig mere aggressivt og kriminelt med overfald og afpresninger.
I Berlin omgås han ægteparret dr. Watbutzki. Til vennen og lægen dikterer Bang i 1908 sit testamente, der ikke handler om penge, men om seksualitet som skæbne.


Døden
1912 indleder Herman Bang solo sin længe forberedte plan, oplæsningsturnéen "Rejsen om Jorden" fra New York til Japan. Han ankommer til New York den 23. januar. Den 28. januar bliver Herman Bang fundet døende i toget fra Chicago til Californien på strækningen mellem Cheyenne og Ogden. Mord? Selvmord? Ordjord?
Herman Bangs grav findes på Vestre Kirkegård i København.

Kilde:http://www.e-poke.dk/bang.asp

Forfatter, kritiker og journalist (1857-1912)

Herman Bang iscenesatte sig selv og sin tid - både på scenen og i sine romaner. Teatret, dramaet og skuespillet kæder hans værker sammen med en sans for æstetik, kostumer og rekvisitter.

Herman Bang blev student fra Sorø og begyndte oprindeligt at studere jura. Interessen for skuespil og litteratur fik dog hurtigt overtaget, og i 1877 forsøgte han at blive optaget som skuespiller. Han bestod dog ikke teaterprøverne og slog sig derfor i første omgang på journalistikken. I 1878 debuterede Herman Bang således som petit-journalist ved Jyllands-Posten med "Smaabreve fra Hovedstaden". Arbejdet som journalist fulgte Herman Bang i en årrække, og i forlængelse af M. A. Goldschmidts tradition grundlagde han den opsøgende socialreportage - en ny og personlig journalistisk genre, der konfronterende beskrev civilisationens og borgerskabets vrangsider. Ganske i gennembruddets ånd.

Som repræsentant for Det moderne gennembrud står Herman Bang for sig selv af to årsager. For det første er han velsagtens vores eneste impressionist, hvilket på sin vis placerer ham inden for en anden tradition end den danske - selv om hans egen og hans værkers danskhed ikke er til at tage fejl af. Og for det andet så var der striden i begyndelsen af 1880'erne med Georg Brandes, der i sig selv placerede Herman Bang som sin egen, selvom at afstanden mellem de to rent holdningsmæssigt måske slet ikke var så stor. Samlingen "Realisme og Realister" fra 1879 kan med rette anses som et egentlig varselsskud for det moderne gennembrud og lå holdningsmæssigt ikke langt fra Brandes synspunkter. Men var afstanden lille mellem de to, så var afgrunden dyb, og den unge Bang og den lidt ældre Brandes førte en giftig polemik i dagspressen. Det var Bang, der var modernisten i diskussionen - og i øvrigt også den mindst spydige. Hvor Brandes plæderede for regler for form og komposition af litteraturen, så havde Bang indset, at det måtte være stoffet selv, der formede kompositionen. Det er således ikke mindst takket være Herman Bang, at vi har fået værker, der har fungeret som brudstykker, dele og fragmenter af liv og fortællinger - med tilhørende elegance og helhed som resultat.

Teaterdrømmene fortsatte sideløbende med de øvrige værker og aktiviteter. Skuespillene "Du og Jeg", "Hverdagskampe" og "Graavejr" blev opført på Det kongelige Teater i 1881, og i 1884 debuterede Herman Bang selv på scenen som Conrad i "En Forlovelse" på Folketeatret. Samme år drog Herman Bang til Berlin og indledte dermed sin landflygtighed, der var forårsaget af dels hans homoseksualitet, en pornografidom samt sammenkædningen til en korruptionsaffære på hans forlag. Det var under landflygtigheden, særlig under opholdet i Prag, at værker som "Ved Vejen" (1886), "Stille Eksistenser" (1886) og "Stuk" (1887) blev færdiggjorte.

Ved hjemkomsten til Danmark blev livet ikke nemmere. Efter et kort ophold i København, tog Bang til Nakskov, hvor han skrev romanen "Tine" (1889). Fysisk og psykisk var han nedslidt, men trods en krop, der var forpint af cognac, opium, morfin og sovemidler, må han have været ualmindelig sejlivet. Økonomiske problemer drev ham til under et ophold i Norge at tage en overdosis morfinpiller. Fem var nok til at slå en voksen mand ihjel. Herman Bang tog elleve - for en sikkerheds skyld. Og overlevede. Bang lod sig herefter frivilligt indlægge.

Efter hospitalsopholdet tog han tilbage til Norge for atter at forsøge sig med teaterlevet. Det blev ikke nogen ubetinget succes, og i begyndelsen af 1890'erne flygtede Herman Bang til Paris, hvor han iscenesatte og instruerede en række af tidens store skuespil. Denne gang med ubetinget succes. Bang vendte dog tilbage til Danmark og fortsatte sit virke som både forfatter og instruktør. I sine sidste år var han særligt efterspurgt som oplæser af sine egene værker, og i 1912 påbegyndte han sin internationale oplæsningsturné "Rejsen om Jorden" fra New York til Japan. Under den indledende fase af denne rejse døde Herman Bang i toget fra Chicago mod Californien, i staten Utah.
Herman Bang ligger begravet på Vestre Kirkegård i København. Såvel Bangs personlige krukkeri som hans lidelseshistorie, samt hans værkers iscenesættelse og underspillede drama, har inspireret utallige danske forfattere siden hen. Blandt andre kan nævnes den samtidige, men yngre Johannes V. Jensen og senere forfattere som Suzanne Brøgger og Henrik Stangerup.

Kilde:http://www.detmodernegennembrud.dk/composite-774.htm

#3,4:
Lad nu være med at smide al den tekst herind. Bare anfør de forskellige links, hvortil spørgeren spurgte i det første indlæg. Så må han eller hun selv søge de relevante oplysninger på de pågældende sider.

//Singularity

Ville bare lige sige tak for alle de gode oplysninger og links til forskellige steder!! :D

#5:
Prøv lige at slappe lidt af. Det kunne jo være at han eller hun gerne ville have at man satte det herind.