Sammenlign opfattelser af årsager til økonomisk krise

 Jeg sidder med en aflevering - eksamenssættet fra sidste år - som jeg har virkelig svært ved. 

Spørgsmålet lyder: 

"Sammenlign de opfattelser af årsager til den økonomiske krise, som kommer til udtryk i bilag A1, A2 og A3."

A1: 

"- Har konsekvenserne af privatiseringsmanien vist sig i finanskrisen?

“I USA har krisen forværret de materielle, moralske, sociale og kulturelle skader, som i forvejen var åbenlyse, og som er blevet skabt af en dereguleringspolitik, der blev drevet ud i ekstremer under Bush-regeringen. Privatiseringen af social sikkerhed og sygepleje, offentlig transport, energiforsyning, straffesystemet, de militære sikkerhedstjenester og store dele af skole- og universitetsuddannelserne, hvortil kommer afhændelsen af den kulturelle infrastruktur i byer og nærsamfund til private sponsorers engagement og generøsitet - alt dette er del af en samfundsmodel, hvis risici og konsekvenser er vanskelige at forene med de lighedsprincipper, vi kender fra den sociale og demokratiske forfatningsstat.”

- De statslige institutioner kan ikke drive rentabel forretning?

“Der findes sårbare livsområder, som ikke bør udsættes for spekulationsrisici. Der nytter f.eks. ikke at overlade ældreforsorg til aktiemarkedet. I en demokratisk forfatningsstat gives der også offentlige fællesgoder såsom en uforvrænget politisk kommunikation, der ikke kan skræddersys til at tjene finansielle investorers gevinstforventninger. Borgernes behov for informationer kan ikke tilfredsstilles af en kultur af de letfordøjelige sound bites, der florerer i et medielandskab, som domineres af kommercielt tv.”

- Oplever vi en ‘legitimationskrise’ i kapitalismen for nu at citere fra titlen på en af Deres bøger?

“Siden 1989-90 har det været umuligt at bryde ud af kapitalismens univers. Eneste mulighed har været at civilisere og tæmme den kapitalistiske dynamik indefra. Selv i efterkrigstiden var Sovjetunionen ikke et bæredygtigt alternativ for flertallet af den vesteuropæiske venstrefløj. Dette var grunden til, at jeg i 1973 skrev Legitimationsproblemer i Senkapitalismen. Disse problemer har nu igen presset sig frem på dagsordenen med mere eller mindre tvingende karakter alt efter den nationale kontekst. Et symptom på dette er de krav, der nu lyder om at sætte grænser for de eksorbitante direktørlønninger og afskaffe ‘de gyldne håndtryk’, dvs. de uhyrlige kompensationssummer og bonusordninger, som afgående virksomshedsledere får udbetalt.”

- Men er det forslag ikke bare vinduespynt? Der er valg i Tyskland til næste år.

“Jovist, der er tale om en symbolpolitik, der skal aflede opmærksomheden fra det nederlag, som politikerne og deres økonomiske rådgivere har lidt. Politikerne har længe vidst, at der var brug for en strammere regulering af finansmarkedet. Jeg har lige genlæst Helmut Schmidts krystalklare artikel ‘Reguler de nye megaspekulanter’ fra 2007. Alle vidste, hvad der foregik. I Amerika og Storbritannien opfattede de politiske eliter imidlertid den vilde spekulation som gavnlig, så længe tingene gik godt. Også Europa gav efter for principperne i Washington Consensus. I så henseende var der allerede en bred koalition af de villige, som en Rumsfeld ikke behøvede at avertere efter.”

Washington Consensus var den berygtede økonomiske plan fra IMF og Verdensbanken fra 1990, der ville kanonisere en bestemt model for økonomisk udvikling - en model, som først blev forsøgt virkeliggjort i Latinamerika og siden i store dele af den øvrige verden. Den byggede grundlæggende på devisen: Lad bare de rige blive rigere, for så vil deres velstand sive ned på de fattige.

“De empiriske erfaringer, der viser at denne prognose ikke holder, har hobet sig op gennem mange år. Effekterne af den øgede velstand har, både nationalt og globalt, været assymetrisk fordelt. Vi har med egne øjne kunnet se, hvorledes fattigdomszonerne breder sig …" (Uddrag fra: http://www.information.dk/176289)

A2:

"Kapitalisme betyder vækst, men også ustabilitet. Systemet er dynamisk, og nedbrud en iboende risiko. I 90 år har vi søgt at regulere systemet for at stabilisere det, men bevare dets energi. Når vi tager fat på en ny runde af disse bestræbelser, er det vigtigt at huske, hvad der præcis gik galt. Hvad vi oplever, er ikke en krise i kapitalismen. Det er en krise for finansiering, demokrati, globalisering og i sidste ende for vores etik.

[...]

vi får en række historiske ændringer, der har produceret et sammenhængende globalt system, som er langt mere integreret og dynamisk end nogensinde før. Resultaterne taler for sig selv: I løbet af de sidste 25 år er den globale økonomi fordoblet hvert 10. år, fra 31 billioner dollar i 1999 til 62 billioner dollar i 2008. Recessionerne er blevet kortere end nogensinde før, med et gennemsnit på otte måneder i stedet for to år. Over 400 mio. mennesker i Asien er løftet ud af fattigdom. Mellem 2003 og 2007 steg gennemsnitsindkomsten på verdensplan i et hurtigere tempo (3,1 procent) end nogensinde før. I 2006 og 2007 ’ opsvingets kulminationsår ’ præsterede 124 lande en vækst på fire pct. deller derover. Det var fire gange flere end 25 år før.

Mange af disse lande havde flere penge, end de havde fantasi til at bruge. Kina sidder på en skatkiste på over to billioner dollar. Otte andre nye markedslande har reserver på over 100 dollar. De har alle placeret midlerne i de sikreste investeringer, de kan tænke sig ’ amerikanske statsobligationer. Ved at opkøbe så megen gæld, drev de den rente ned, som Washington havde at tilbyde, hvilket igen gjorde kreditter i Amerika desto billigere. Så effekten af alle disse penge, der flød rundt i verden, var at støtte amerikanerne i deres yndlingsaktivitet: at shoppe.

Gode tider får altid altid folk til at hvile på laurbærrene. Da kapitalomkostningerne sank, begyndte folk at opføre sig stedse mere tåbeligt. Verdensøkonomien var blevet som en ny slags supersportsvogn ’ hurtigere og mere kompliceret end noget tidligere kendt køretøj. Men det viste sig, at ingen havde kørt en bil som denne før, og at ingen helt vidste hvordan. Så den kørte galt.

Det virkelige problem er, at vi stadig kører i denne bil. Den globale økonomi er fortsat meget kompleks, indbyrdes forbunden og i ubalance. Kineserne ophober ttadig overskud og har brug for at placere dem. Washington og Beijing bliver nødt til at arbejde hårdt for at stabilisere deres gensidige afhængighed, så systemet ikke rammes af nye crash.

Mere generelt er den grundlæggende krise, vi står overfor, globaliseringens selv. Vi har globaliseret nationernes økonomi. Handel, rejser og turisme er at bringe folk sammen. Teknologi har skabt verdensomspændende forsyningskæder, virksomheder og kunder. Men vores politik er fortsat stålsat national. Denne spænding er den afgørende faktor bag de mange sammenbrud i denne æra ’ et misforhold mellem sammenkoblede økonomier, der producerer globale problemer, men som ikke matches af en politisk proces, der kan påvirke de globale løsninger."

(uddrag fra: http://www.information.dk/195184)

A3:

Den ligger ikke på nettet, men hedder:

"Det er faktisk lidt overraskende, hvor lidt kreativ venstrefløjen har været til at udnytte krisen." Interview (ved Else Winther-Jensen) med Martin Wolf. Ræson 02/09. Uddrag

Jeg forventer ikke folk gider sidde og læse alt det, men hvis I evt. selv har lavet dette sæt kunne det være superrart med nogle hints, for jeg er allerede bagud med at aflevere, men er helt låst fast i denne opgave.