Naja Marie Aidt

Hmmm ... kan ikke lige hjælpe dig med selve analysen, men mener vist at novellen stammer fra hendes novellesamling Tilgang. Prøv evt. at søge lidt på selve novellesamlingens temaer - det kan måske give dig en ide om temaerne i novellen (og det er også en god ide at vide lidt om Aidt selv + hendes særlige skrivestil, med stor indflydelse fra poesiens verden). Fx fandt jeg ved en hurtig søgning på google fra forfatterweb følgende:

Tilgang
“Alle de steder vi har boet indtil nu og det er ikke få, har André haft store planer om at rive vægge ned og bygge ud, tapetsere med sjældne tapeter og sænke lofterne. Alle de steder vi har boet er der aldrig blevet gjort noget som helst. Han bliver så træt når vi endelig er flyttet ind.”
Naja Marie Aidt: “Muligheder”, i “Tilgang”, side 13.
I 1995 udkom Aidts anden novellesamling “Tilgang” , der består af 16 noveller, som tager afsæt i hverdagslige situationer og skildrer fællesskaber mellem mennesker. Det er de menneskelige relationer, der står for skud i samlingen. Det er de løgne, vi spinder os ind i for at kunne leve sammen, det er spillene om magten, og det er angsten, når vores løgne bliver spejlet. Et godt eksempel på en novelle, der kredser om disse temaer, er novellen “Muligheder”. Her møder læserne parret André Jean Hansen og hans kæreste, der fungerer som unavngiven fortæller. De er ude at se på lejlighed, fordi André har fået den idé, at alt vil blive bedre, hvis de flytter på landet. Fortælleren vil ganske vist gerne blive boende i storbyen, og hun synes, alt var bedre, før de fik bil. Det bliver hurtigt klart, at de to partnere er meget forskellige, og at de har svært ved at mødes i deres forskellighed. Fortælleren siger for eksempel om André, at han er “let at skuffe. Derfor må man tage ham med fløjlshandsker.” (side 14). Pointen, som hun tydelig vis ikke selv er bevidst om, er, at hun ikke føler, hun kan være ærlig overfor ham, fordi hun dermed ville afsløre, hvor forskellige, de er.
I det hele taget skal kærligheden hele tiden bekræftes, fordi den ikke reelt eksisterer. Den bekræftes eksempelvis af, at han har hendes navn tatoveret lige under skulderleddet, og den bekræftes af, at hun igen og igen repeterer for sig selv, at hun elsker ham. Især florerer bekræftelserne i luften samme aften, som de har set på lejligheden, og André har insisteret på, at de skal flytte ind i den, selvom fortælleren får kvalme ved tanken. Eksempelvis beskriver hun aftenens samleje således: “Senere ligger han ovenpå mig i sengen, med lukkede øjne, mens han pruster og smiler på den sødeste måde. Vi har det godt sammen i sengen. Jeg elsker ham.” (side 17). Selvom hun skriver, at de har det godt sammen i sengen, så er det tydeligt, at samlejet ikke er noget, de udøver sammen, idet det kun er hans ageren, hun beskriver. At hans øjne er lukkede, mens de elsker, vidner desuden om en distance imellem dem. Dermed bliver hendes bekræftelse af, at de har det godt sammen i sengen, til et krampagtigt forsøg på at fortælle kærligheden frem.
Flere gange i novellen distancerer fortælleren sig ved at benytte betegnelsen ‘man’. Eksempelvis siger hun: “Jeg kender ham og ved, at for ham er det sted paradis. Det må man ikke tage fra ham.” (side 17). At hun benytter ‘man’ om sig selv refererer til, at hun bliver nødt til at distancere sig fra sine egne behov og drømme for at være sammen med André. For at han, og dermed kærligheden imellem dem, kan blomstre, må hun altså gå på kompromis med sig selv.
En rammende beskrivelse af deres relation fremstilles implicit og udtrykkes, da de kører med flyttelæsset til deres nye lejlighed: “Det blæser op og varevognen giver sig på motorvejen, vores ejendele ligger og skurrer mod hinanden omme bagi.” (side 18). Ligesom ejendelene skurrer mod hinanden, så skurrer og slider de to mennesker på hinanden, hugger en hæl og klipper en tå for at kunne være sammen og få det hele til at gå op i en højere enhed. Men i modsætning til tingene bag i bilen, der indtager deres respektive pladser, så skiftes de to partnere til at være ovenpå. Der udspiller sig nemlig en subtil magtkamp mellem dem, og sidst i novellen er det kvinden, der får kæmpet sig ovenpå, idet hun får trumfet igennem, at de atter skal flytte.
Den menneskelige angst viser sig i novellen “Muligheder” igennem den kvindelige fortællers angst for forstadsmiljøet, som hun eksempelvis skildrer således: “Jeg betragter forskrækket familien ved siden af, de æder og æder og taler ikke sammen.” (side 16). Selv om fortælleren umiddelbart knytter forskrækkelsen sammen med familiens manglende samvær, så er det i højere grad dens spejleffekt, der forskrækker hende. Familiens manglende evne til at kommunikere spejler således det manglende sam- og nærvær mellem hende og André.
I novellen “Det er ikke min mand” er det nogle af de samme problematikker, der er på spil, men her når den kvindelige karakter frem til en erkendelse af at have levet på en løgn, vildført af sine egne forestillinger om sin mand. Da hun prøver at gøre opmærksom på det, forstår manden hende ikke, men konstaterer blot: “Min lille kone er gået bananas. Du kan åbenbart ikke tåle at drikke mere.” (side 98).
 

Prøv selv at søge videre ......