valuta

Når Spanien har indgået i en valutaunion med de øvrige eurolande, har de opgivet den spanske pesetas til fordel for den europæiske euro. Alle former for pengepolitik bliver da ikke længere ført fra en spansk nationalbank men derimod fra den Europæiske Centralbank. ECB skal tage hensyn til samtlige lande i eurozonen, når de ændrer renten, så der er kun delvist fokus på Spanien specifikt. Desuden er det ECBs fremmeste opgave at sikre et bestemt niveau inflation (i nærheden men under 2 pct.), så hvis pengepolitik i modstrid med dette mål er nødvendig for Spanien, skal de ikke regne med hjælp.

Problemerne opstår hovedsageligt, hvis eurolandene rammes af asymmetriske chok, hvorfor der er behov for modsatrettede pengepolitiske initiativer, hvilket naturligvis ikke er muligt. Forestil dig, at Spanien rammes af et negativt efterspørgselsstød, så priserne og produktionen falder. Hvis nu Tyskland  samtidig rammes af et positivt efterspørgselsstød, hvor priser og produktionen øges, står ECB i et paradoks. Den kan kun hjælpe Spanien ved at sænke renten, men det vil forværre inflationen i Tyskland, så det ønsker den ikke. Det er et stort problem. Hvis Spanien havde bibeholdt den spanske pesetas, ville de i stedet have muligheden for at sænke renten, eller de ville kunne lade valuta depreciere (falde i værdi) for derved at skabe efterspørgsel og således igangsætte et opsving.