Ate-ramt?

I følge den tids græsk tankegang er det guderne, som forblinder mennesket. Det er selve forblindelsens gud Ate, som hilder mennesket i selvbedraget og på den måde leder det i fordærv.

Skæbnen har selv bestemt, at at et menneske skal pådrage sig skyld. Kong Ødipus er et sådant menneske, som ved skæbnens bestemmelse bliver belastet med en tung skyld, der drager tragiske ulykker med sig. Skønt først hans forældre og siden han selv gør alt, hvad der står i deres magt for at undgå den varslede skyld, er skæbnens tråde spundet så snildt, at han i sine forsøg på at undgå forbrydelserne kommer til at begå dem. Det er således ganske uforskyldt, og dog må han bære skylden og lide straffen. Men hvorledes kan en skyld, der er uforskyldt, dog være skyld? Det kan den, fordi det ikke er menneskets hensigt, dets eventuelt gode vilje, men selve den faktiske gerning, det kommer an på. En gerning fører til skyld, hvis den er et brud på de evige love, en forstyrrelse af den store verdensorden, hvis den har bragt harmonien ud af balance. Skylden er noget objektivt, helt uafhængig af subjektive motiveringer.