Det politiske system i USA

De minoriteterne bliver ofte ikke særlig godt repræsenteret. Der er kun to partier. Det gælder om at få flest valgmænd. Hvis man har flest stemmer, er det ikke ensbetydende med at man har vundet.

Fordel:

Selvom valgformen ikke sikrer 100% repræsentativitet som det også nævnes ovenfor, er det til gengæld med til at sikre at mindre stater ikke er helt ubetydelige, da det er fordelagtitet for politikkerne også at have flertal i disse.

#1

Problemstillingen med valgmænd er kun relevant for valget til USAs præsident.

Medlemmerne til Repræsentanternes Hus vælges inden for hver stat ved flertal i enkeltmandskredse, mens senatorerne vælges inden for hver  stat ved flertal i hele staten.

De enkelte stater har også hver deres egne lovgivende forsamlinger i to kamre, hvortil der vælges medlemmer ved flertal i enkeltmandskredse.

Hvis du er klar på et langt svar:

Den amerikanske Forfatning beskriver, at man har et Valgmandskollegium, der vælger en præsident. Forfatningsfædrene var bekymrede for at vælgerne ikke ville have nok information eller dømmekraft til at vælge den rette person til det magtfulde embede. De opfandt derfor et system, der tog en del af vælgernes beslutning og lagde den hos den politiske elite i form af valgmænd. I moderne tid træffer valgmændene dog ikke længere selvstændige valg. De er partiledere, der kaster deres stemmer, så den kandidat, der modtager flest stemmer i delstaten, også vinder flertallet af valgmandsstemmerne i delstaten. På grund af winner-take-all-systemet høster den vindende kandidat alle delstatens valgmandsstemmer, uanset hvor lille en sejr det har været. Derfor kan man komme ud for, at én kandidat vinder flertallet af befolkningens stemmer, mens en anden kandidat vinder flest valgmandsstemmer og derved bliver præsident.
   Valgmandskollegiet afspejler ikke, hvor de fleste amerikanere bor, men afspejler et kompromis mellem antallet af stater i USA og deres størrelse befolkningsmæssigt. Dette kompromis nås ved at delstater delegeres valgmænd, så det svarer til det antal sæder en stat har i Kongressen. Derfor kan en stat ikke have mindre end tre sæder i valgmandskollegiet, da alle delstater har mindst én repræsentant i Repræsentanternes Hus (Underhuset i Kongressen) samt to medlemmer i Senatet (Overhuset i Kongressen). Dette system betyder, at små stater, der ikke er folkerige, er overrepræsenteret i valgmandskollegiet.
   Derfor skal man som kandidat have en strategi, som ikke går ud på at vinde the popular vote nødvendigvis, men som går ud på at vinde the electoral vote - altså valgmandskollegiet. Kandidaternes strategi går derfor ud på at nå det magiske tal - 270 - som er det antal valgmænd, der giver et flertal i Kollegiet, der består af 538 sæder. Mange af valgmændene har kandidaterne fået i staten, da valgmandskollegiet har nogle stater, der overvejende stemmer på et bestemt parti. Kandidaternes kampagnekontorer opretter derfor organisationer, der skal sørge for, at disse stater bliver i éns kolonne. I valget 2012 skulle Obama f.eks. holde normalt sikre blå stater som Californien og New York. Disse stater kaldes demokratiske baser og er nemme at holde fast i. Der var dog også stater i Obamas kolonne, der var mere usikre som New Jersey, Michigan og Pennsylvania. Her skal man afsætte en vis mængde ressourcer og opbygge en organisation, der kan sørge for at forhindre den pågældende delstat i at blive en svingstat. Man bruger resten af sine ressourcer bruges på at opbygge en stærk organisation, der kan give én sejre i de vigtigste svingstater. Det er her 90% af valgkampens ressourcer bliver brugt.
   Dette har den effekt, der er affødt af valgmandssystemet, at amerikanske valgkampe præges af problemstillinger, der ikke nødvendigvis er nationale, men i højere grad er koblet på problemstillingerne i de vigtigste svingstater. Derfor ligner et amerikansk valg på ingen måde et dansk valg. Hvor en dansk valgkampsproces er præget af, at man henvender sig til hele befolkningen, så ses det i USA, at kandidaterne under valgkampen er ude og tale i svingstaterne og henvender sig til deres vælgere, mens der er mange stater de slet ikke sætter fødder i. Dette accepterer man, da det ligger til valgmandssystemet. Uden dette system, hvor stater stemmer som én og små stater er kunstigt overrepræsenteret ville USA være udemokratisk, da de små stater ellers overhovedet ikke være en del af valgkampen. På trods af at man i en overstatsligt organisation som EU ikke vælger nogen præsident, har man et Europaparlament, med visse beføjelser, hvis sæder ikke afspejler befolkningstallene i EU, da folkerige stater som Tyskland, Frankrig og England ellers ville kvæle små stater som Danmark, hvis vi ikke havde kunstigt mange sæder i Europaparlamentet. På samme måde har små stater som Wyoming, Alaska og Idaho kunstigt mange stemmer i det amerikanske valgmandskollegium for at sørge for, at der også bliver ført valgkamp der.

Magtens tredeling i USA Lovgivende magt: kongressen,  udøvende magt:præsident,  lovgivende magt:højesteret. På den måde undgår man magtmisbrug.

#5

Domstolene forvalter den dømmende magt, ikke den lovgivende.

5# Dømmende magt:domstole(3 instanser) Desuden er det præsidentens opgave at udpege 9 dommere ved højeste ret. Siden USA i 1776 underskrev uafhængighedserklæringen har USA haft en tredeling af magten. På samme måde fik Danmark magtens tredeling i forbindelse med grundloven den 5.juni 1849.

#7

Det er USAs forfatning (the Constitution), der fastlægger magtfordelingen i USAs forbundsregering. Uafhængighedserklæringen har intet med det at gøre, og det er noget vrøvl at kalde det "på samme måde".

OK, året efter efter uafhængighedserklæringen kom forfatningen(1777) med magtens tredeling. 

#9

Nej, det er heller ikke korrekt. USAs forfatning blev vedtaget af en forfatningsgivende forsamling i Philadelphia i 1787, og den blev ratificeret af  forsamlinger i 11 delstater og trådte i kraft 4. marts 1789.