Side 2 - Kosovo-konflikten

den nuværende situation ved jeg ikke så meget om, da bøgerne kun rækker op til måske 2003. Ved du hvor jeg kan få information om den nuværende situation?

Ja Rugova er død.

"Hvis der skal være en løsning på Kosovo-konflikten kan dette kun ske med udlandets indblanding, bl.a. med fredsbevarende styrker."

Det er det her afsnit jeg tænker på. Er der ikke fredsbevarende styrker? Og står Kosovo ikke under FN-administration?

Jeg ved ik noget om den nuværende situation, så jeg vil forsøge at læse noget om det imorgen, hvis jeg kan finde noget på nettet.

men tusind tak for hjælpen, jeg vil forsøge på at rette min opgave imorgen, og derefter sende den ind igen, så du lige kan se om der kan gøre noget mere :D

Indledning/ Problemformulering
I 1998 blev Kosovo en prioritet for verdenspressen. Serbere og albanere kæmpede om et område som begge folkeslag mente tilhørte dem. Var dette starten på en ny udsigt til Kosovo, eller var det blot begyndelsen til enden?
Opgaven vil handle om en af de ældste konflikter i Balkan, nemlig Kosovo-konflikten. I denne forbindelse vil jeg redegøre for Kosovos rolle i forbindelse med Jugoslaviens opståen og dets opløsning.
For at forstå de indbyrdes stridheder der har været og er mellem Serbien og Kosovo, vil jeg komme ind på serbiske og albanske historiske selvforståelser og tilknytning til Kosovo. Hvorfor mener serbere at Kosovo er serbisk jord? Og omvendt hvorfor mener albanere at Kosovo skal være selvstændigt med albansk styre?
I en del af opgaven vil jeg analysere årsagerne til NATO´s indgriben i Kosovo-konflikten.
Endeligt vil jeg give min vurdering på hvordan den nuværende situation og de stridheder der er mellem serbere og albanere, skal behandles. Er der overhovedet mulighed for at serbere og albanere kan nå til enighed om en løsning? Er der overhovedet muligheder for en løsning af Kosovo-konflikten?

jeg har rettet den del du sagde... er det fint nu?

Jeg ville måske skrive "I næste del af opgaven...", men det er selvfølgelig dit valgt :-)

yep:D det lyder bedre

Indledning/ Problemformulering
I 1998 blev Kosovo en prioritet for verdenspressen. Serbere og albanere kæmpede om et område som begge folkeslag mente tilhørte dem. Var dette starten på en ny udsigt til Kosovo, eller var det blot begyndelsen til enden?
Opgaven vil handle om en af de ældste konflikter i Balkan, nemlig Kosovo-konflikten. I denne forbindelse vil jeg redegøre for Kosovos rolle i forbindelse med Jugoslaviens opståen og dets opløsning.
For at forstå de indbyrdes stridheder der har været og er mellem Serbien og Kosovo, vil jeg komme ind på serbiske og albanske historiske selvforståelser og tilknytning til Kosovo. Hvorfor mener serbere at Kosovo er serbisk jord? Og omvendt hvorfor mener albanere at Kosovo skal være selvstændigt med albansk styre?
I næste del af opgaven vil jeg analysere årsagerne til NATO´s intervention i Kosovo-konflikten.
Endeligt vil jeg give min vurdering på hvordan den nuværende situation og de stridheder der er mellem serbere og albanere, skal behandles. Er der overhovedet mulighed for at serbere og albanere kan nå til enighed om en løsning? Er der overhovedet muligheder for en løsning af Kosovo-konflikten?

Serbernes tilknytning til Kosovo
I år 395 e.v.t da Romerriget blev delt i en vestlig og en østlig del, opstod der mange forskellige statsdannelser på Balkan. Slaverene, som kommer fra nordøst, havde koloniseret næsten hele området ved midten af 600-tallet.
I 1000-tallet frembrød det middelalderige serbiske rige, og blev anerkendt af den byzantinske kejser i 1187. I 1219 fik det sin egen serbisk-ortodokse ærkebiskop, som havde sæde i Pec i Kosovo. Kirken fik stor betydning for serbernes nationale og kulturelle identitet.
I 1346 da blev Stefan Dusan kronet til konge1, oplevede serberne en storhedstid. Eftersom serberne regner Kosovo som deres oprindelige hjem, blev der i denne epoke bygget mange kirker og klostre. I 1389 begyndte samler Murat af det osmanniske rige, sit hær for at drage i krig mod det serbiske rige. Sultanen Murat havde sine to sønner med i kampen Bajazit og Jakup. På serbisk side var der den serbiske fyrst Lazar, Vuk Brankovic som regerede i den sydligste del af Serbien og Kong Tvrtko I som sendte sin hærfører Vlatko Vukovic med en sær af sted. Det var et slag mellem serbere og tyrkere på Kosovopolje (Solsortesletten)2, hvor serberne tabte. Montenegro, som var et meget lille land, blev aldrig besat af tyrkerne, men bevarede sit selvstyre under ortodokse biskopper. I forskel til monteregrene, måtte serberne leve under tyrkisk muslimsk herredømme i næsten over 400år. Befolkning holdt fast ved den serbisk-ortodokse religion og sin kultur.
Kosovo-slaget var blevet et symbol på den serbiske storhed, og dette gjorde at digte, danse og litteratur blomstrede for den serbiske heroisme3.
Den nedstående digt viser hvor meget betydning Kosovo har for serbere. Dette bruger Milosevic bl.a. som propaganda, for at hænge albanere ud, men også for at gøre krav på hvad de mener tilhøre dem.
Serbiske heltedigte: Kilde 14: I digtet er der to ting der skal lægges mærke til. Der er bl.a. det valg Zaren skal gøre sig, med enten at vælge det himmelske eller jordiske rige. Hvis han vælger det himmelske rige skal han grundlægge en kirke i Kosovo, dvs. fastlægge serbiske rødder. ”Men hvis du elsker det himmelske rige, så skal du stifte en kirke i Kosovo...”. Men hvis han vælger det jordiske rige vil han besejre det tyrkiske rige. Zaraen vælger det himmelske rige, som hermed fortæller om de serbiske rødder i Kosovo. Det andet der skal lægges mærke til er beskrivelserne af slagets forløb. For selvom at serberne led underlag var de stadig heltene som kæmpede med livet for det land som de mente var deres. Digtet her viser meget tydeligt de historiske bånd som Serbien har til Kosovo, både med den religiøse del og den heroiske del.
Kosovo var under middelalderen serbisk både politisk og kulturelt, og der er bl.a. stiftet mange serbiske kirker. Derfor er Kosovo mange serberes hellig jord, selvom at de har været i mindretal i området i mange år.

Albanernes tilknytning til Kosovo
Man mener at albanerne formentlig altid har været i Kosovo5, da albanerne stammer fra ilyrrene som man med sikkerhed ved er fra Balkan området. Det betragter derfor serberne som indvandrede erobrere 6, i ca. 610. Det var først omkring 1690 at albanerne begyndte at udgøre flertallet. Med hensyn til slaget i Kosovo-sletten i 1389 så kæmpede albanerne og serberne side om side mod det osmanniske rige7. I den nedstående kilde argumentere albanerne at de var i Balkan området længe før serberne.
Kilde 248: Albansk syn på Kosovas historie
Man mener altså at de kristne ortodokse kirker, som siges at stamme fra Stefan Dusans herredømme er fra før hans tid; her tales der om at de ortodokse kirker som serberne byggede i Kosovo i middelalderen, som nævnt før, derfor kan de ikke være serbiske. Med det argument at albanerne var katolikker før serberne kom til Balkan. Dvs. hvis dette er tilfældet ud fra denne synsvinkel så betyder det egentligt at albanerne og serberne ser de samme kulturmonumenter som en del af deres kultur og tilknytning til Kosovo.
Kosovoalbanerne mener at albanerne blev kristne længe før serberne kom til Balkan, og har bygget kirker. Derfor mener de at landet har været deres, og ikke serbernes.

Jugoslaviens opståen
Det morderne serbiske stat voksede frem i begyndelsen af 1800-tallet. Serberne i Serbien gjorde oprør mod den tyrkerne, og 1817 dannedes et serbisk fyrtensømme under osmannisk kontrol, men udviklede sig efterhånden til et uafhængigt kongerige9 i 1882, hvor Berlin-kongressen anerkender Serbien og Montenegro som selvstændige stater. Efter det osmanniske riges sammenbrud i begyndelsen af 1900-tallet, blev Kosovo erobret af Serbien i 1912, og albanerne (der formentlig udgjorde et klart befolkningsflertal) har siden da opfattet serberne som undertrykkere og været enten skeptiske eller negative over for dem.
I 1914-18 (efter 1. verdenskrig), dannedes den første jugoslaviske stat. I slutningen af 1918 blev Serbien, Kroatien og Slovenien kongerige udråbt under Serbiens regent Aleksandar Karadjordjevic. Allerede fra starten kunne de ikke enes om hvilken slags stat de skulle have. Serbiske nationalistiske politikere var ved den nye stats oprettelse utilfredse med, som foreslået af kroaterne, at kalde den nye stat Jugoslavien. For derved forsvandt navnet Serber10. Snart var landet på randen af borgerkrig.
I januar 1929 opløste kong Aleksandar parlament, og landet blev døbt om til Kongeriget Jugoslavien.

Titos Jugoslavien efter 1945
Efter 2.verdenskrig dannes Jugoslavien. 1945 var det år hvor de seks republikker som bestod af Serbien, Vojvodina, Kosovo og Metohija, Kroatien, Slovenien, Bosnien og Hercegovina, Makedonien og Monte Negro, disse hørte under republikken Serbien, og blev genforenet under navnet ” Den føderative Folkerepublik Jugoslavien”11.
Jugoslavien var sammensat af forskellige nationer, sprog, kulturer og religioner. Foruden dette, fra fortiden har de arvet elementer fra 4 forskellige kultur-civiliserede tider: den byzantinske, middelhavs, middeleuropas og den islamiske, som alle har efterladt aftryk i den fælles liv hos den sydslaviske befolkning. Forskellen i moderniseringen og i levemoden i Jugoslavien var større end mellem den mest og mindst udviklede land i Europa. For eksempel, den nationale indtægt i Slovenien var 7 gange større end i Kosovo. Desuden skal det også nævnes en anden meget vigtig faktor: mens den jugoslaviske befolkning i gennemsnit havde 2-3 børn pr. familie, så havde de i Kosovo mellem 6-10 børn pr. familie. Denne barnefødsel bevirkede at den albanske minoritet i Kosovo området (året 1964 var de omkring 500.000) blev pludseligt til majoritet, som fortrængte den serbiske befolkning.12
Med Tito i spidsen som premierminister og generalsekretær kom det kommunistiske parti i Jugoslavien til magten. Jugoslavien blev nu en kommunistisk étparti-stat. De seks republikker og de forskellige folkeslag, skulle alle have lige rettigheder, hvilket betød at minoriteterne i Jugoslavien var bedre stillet i forhold til tidligere. Det var ment at hver republik skulle have sit eget parlament, men i årenes start foregik den udøvende magt fra Beograd, i Serbien13. Tito var blevet en helt for alle forskellige nationaliteter i Jugoslavien. Han fik folk til at se ud over deres nationalitet og leve sammen. Dvs. serbere, kroatere, bosniere, montonegroere, albanere, makedonere, slovenere, ungarer, sigøjnere, italienere, tjekker, slovakker osv. levede altså sammen under en forbundsstat14.
I 1950´erne var der mange oprør fra den albanske side, og der var tale om voldige episoder, fordi albanere ikke ønskede at underlægge sig Serbien. I det kommunistiske parti i Kosovo, som i 1945 sagde ja til indlemmelse i Serbien, var 33 af de 142 rådsmedlemmer kosovoalbanere15.
Mange kosovoalbanere emigrerede gennem 1950´erne og 1960´erne til Tyrkiet. Årsagerne for de mange udvandringer var pga. det brud der var mellem Enver Hoxha som Albaniens kommunistiske leder og Josef Stalin i 1948 imod Tito. Pga. dette blev der skabt en spændt situation mellem kosovoalbanere og de Jugoslaviske ledere. Man anså kosovoalbanere for at være mulige forrædere mod Jugoslavien16. Heldigvis set med albanske øjne, behøvede de ikke alle at flygte. For det skulle vise sig at forholdene ville blive forbedret for albanerne i Kosovo.
I 1963 fik Kosovo status som en selvstændig provins, dog stadig som en del af Serbien17. I 1996 gav Tito efter for mere selvbestemmelse for de enkelte republikker ved at liberalisere forholdene i Jugoslavien. Og dette gjaldt også for Kosovo18. I 1970 gav Tito efter en lang række demonstrationer, og åbnede universitet i Prishtina. Dette var kun starten af det selvstyre kosovoalbanere fik glæde af. Universitetet blomstrede til gode 30.000 studerende i perioden 1970-8019.
Selvom at Tito prøvede at løse de store nationalitets-problemer, ved at lave Jugoslavien til en forbundsstat hvor alle nationalister er ligeberettigede, så var der modstand fra albansk side. Kosovoalbanernes opbakning til Titos kommunistiske styre var minimal20. For Serbien stod det omvendt til, her var man ikke interesserede i en sammenslutning med Kosovo, da et serbisk mindretal boede i Kosovo. Man var i det hele taget utilfredse med de delte republikker ikke havde indflydelse eller samme rettigheder som de andre i republikken. Dvs. det ”Storserbien” som enhver serber mente de var blevet snydt for, ikke var muligt under Det føderale Jugoslavien(Titos Jugoslavien). Ved at lade Kosovo få vidtgående selvstyre med forfatningen i 1974 begrænsede det Serbiens dominans i Jugoslavien. For Tito var der en ide i at svække Serbiens magt, ”Et svagt Serbien betyder et stærkt Jugoslavien”21. Jeg henviser hermed til en kilde, hvor vi skal se på hvordan Kosovos politiske stilling står med denne forfatning. Denne kilde ses som et eksempel på hvordan forholdene mellem albanere og serbere skal være ifølge forfatningen i 1974.
Kilde 1122.
I artikel 5 fastlægges en republiks eller en autonom provins ret til at have indflydelse på hvordan grænserne for denne skal lægges. Som bl.a. i tilfældet med Kosovo. Da Kosovo på dette tidspunkt består af albanere med serbisk mindretal, bliver dette vægtet i forhold til hvordan grænserne kommer til at ligge. Kosovo kan hermed ikke blive serbisk område, da serberne kun udgør mindretallet.
Artikel 170 og 171: Her alle nationaliteter ret til at dyrke egen kultur, sprog og alfabet. ”Borgere skal garanteres retten til at tilslutte sig en nation eller nationalitet og give udtryk for deres nationale kultur, og også have fri ret til at bruge deres sprog og alfabet”. Som det var tilfældet med åbningen af universitetet i Prishtina, og albanerne fik flere rettigheder som nationalitet i Kosovo.
Artikel 174 stk. 4, 175, 176 og 178: Der fastlægges love som taler til det enkelte menneske om hvad konsekvenserne vil være af brydning af almindelige humane regler. ”Misbrug af religion og religiøse aktiviteter til politisk formål er i modstrid med forfatningen”, ”Et menneskes liv er ukrænkeligt”, ”...begået en forbrydelse, anholdes og holdes indespærret..”.
Artikel 179 og 203: Her tales der om national, religiøs og racemæssige tolerancer for et andet menneske. Dette er bl.a. værd er udpensle i Jugoslavien som netop bestod af de mange nationaliteter der skulle leve sammen.
For Kosovos vedkommende stod det efter forfatningen i 1974 godt til, set fra albansk synspunkt. Albanerne fik de rettigheder de længe havde kæmpet for; med det nye universitet og selvstyre, næsten som republikkerne. Dog ønskede albanerne en total løsrivelse fra Serbien, hvilket Tito ikke kunne give dem for det ville skabe stor modstand fra serbisk side, og det havde Tito ikke råd til da de udgjorde flertallet i Jugoslavien.
Målet for det kommunistiske parti var at gøre Jugoslavien til et fuldkommen socialistisk Jugoslavien23. Dvs. ved en sammenslutning af al økonomi og politisk magt mellem republikkerne. I 1963 ændrede staten navn fra det tidligere FNRJ (Federativna Narodna Republika Jugoslavija, Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien) til det nye SFRJ (Socialisticka Federativna Republika Jugoslavija). Hermed ville man udtrykke, at man ikke mere var et Folkedemokrati, som f.eks. nabolandet Bulgarien, men et rigtigt Socialistisk land ligesom Sovjetunionen24. Den socialistiske forfatning gav mere magt til de enkelte republikker. For Kosovo, som er det fattigste og mest underudviklede område, betød det meget for udviklingen af det albanske kultur i området. Politiet blev nu primært ledet af albanere, hvilket gjorde at den albanske befolkning følte sig trykkere og mere retfærdigt behandlet. Der opblomstrede i denne periode mange albanske lokale radiostationer, tv-stationer desuden blev mange albanske bøger udgivet i forbindelse med videnskabsakademiet, der blev oprettet i 197725. Man havde nu muligheder for at studere albansk historie, kultur og sprog. Denne fredelige periode fra 1970 varede kun til 1981. Tito den Jugoslaviske præsident døde året før den.11 marts 198026. I 1981 startede nogle studenter demonstrationer i Prishtina hvor albanske studerende var utilfredse med kantine maden, men som senere endte med at man demonstrerede for et selvstændigt Kosovo dvs. en total løsrivelse fra Serbien. Og demonstranterne blev der slået hårdt ned på. Gennem 1980´erne opstod der spændinger mellem albanerne og serberne i Kosovo. Og samtidigt begyndte der også at melde sig en utilfredshed hos serberne i Kosovo. Den serbiske presse rapporterede konstant om overfald mod serbere fra kosovoalbanerne. Men talte om at det serbiske mindretal i Kosovo var truet af albanerne. Dette gav selvfølgelig anledning til at Serbien ville beskytte sine landsmænd som har følt sig truet. Den trussel man kunne forestille sig serberne i Kosovo har følt, har været pga. demonstrationerne i 1981. Dvs. Serberne følte sig truet af voksende nationalisme og den mere magt albanerne havde fået i landet. Kosovoalbanerne har gennem historien altid være undertrykt af serberne, da serberne altid har været et stærkt folk i forhold til albanerne i Kosovo provinsen. Heldigvis set fra serbiske synspunkter dukkede denne hidtil ukendte politiker Slobodan Milosevic op, som forstod den trussel serberne i Kosovo følte. Men i virkeligheden vidste Milosevic lige præsic hvilke strenge han skulle spille på. Hans mål var at nå til tops og det brugte han situationen i Kosovo til.

Milosevic kommer til magten
I 1986 hørte man om en ny partibureaukrat, Slobodan Milosevic som havde formået at blive formand for de kommunistiske parti. I 1987 tog Milosevic til Kosovo for at dæmpe en farlig situation ned. Serbere demonstrerede voldsomt i Kosovo, pga. overfald og overgreb fra albanere. Og politistyrken som hovedsageligt bestod af albanere blev også anklaget. Ledelsen i Beograd håbede på at Milosevic kunne berolige det serbiske folk, men sådan gik det ikke til. I stedet holdte han tale til det serbiske folk om at ingen skulle slå det serbiske folk, hvilket virkede mere provokerende end neddæmpende27. I 1980´erne voksede nationalismen stærkt blandt serbere, de begyndte at snakke om et ”Storserbien”, dvs. forene alle de områder og republikker hvor serberne var. Her var Kosovos selvstyre naturligvis i fare for at ryge. ”Forfatningen måtte revideres eller helst helt afskaffes, så Serbien fik hånd i hanke med, hvad der skete i Kosovo for ”Kosovo er Serbisk” 28. (Her tales der om forfatningen i 1974) Og med det faktum at serbiske aviser var fyldt med rapporttager om albanere som overfaldt eller fordrev serbere fra deres hjem gjorde aldeles ikke sagen for albanerne bedre29. Serberne krævede nu Kosovo igen, og med Milosevic som fører blev dette muligt.
Det er medierne som Milosevic fik magt over30, og den serbiske nationalisme og selvforståelse som Milosevic udnyttede sig af. Milosevic brugte især ved store folkemøder pression og propaganda31. Og disse blev nu samtidigt brugt af medierne; og på den måde fik Milosevic flere og flere tilhængere både af politikere og af den serbiske befolkning.
I 1988 fratog Serbien Vojvodina og Montenegro deres selvstyre32. Dette vakte uroligheder i Kosovo, så derfor demonstrerede 200.000 albanere 17-19 november i Beograd, de vidste at Kosovo stod næst for tur. Det næste skridt af Milosevic blev foretaget d.28 februar i 1989 atter i Beograd, hvor 800.000 serbere mødte op til en demonstration hvor Milosevic lovede at fjerne alt albansk ledelse i Kosovo33. Få dage senere viste det sig at Milosevic holdt sit ord, albanske politikere blev arresteret og d. 23 marts blev Kosovos parlamentsbygning omringet af kampvogne. Kosovos selvstyre var fra dette tidspunkt ophævet, og den serbiske regering overtog alt magt ved at få den fulde kontrol over politi, militær og domstole34.
I 1999 holdte kosovoalbanerne uofficielle valg, hvor de valgte dr. Ibrahim Rugova som præsident og erklærede Kosovo for uafhængig republik35.

Kosovoalbanerne har siden 1991, udråbt sig selv som en selvstændig republik. Det har bygget egne skoler, gymnasier og sundhedskliniker som udelukkende styredes af albanerne36. Det var selvfølgelig med til at skræmme det serbiskmindretal i Kosovo, man snakkede om at albanerne forberedte en væbnet partisankrig37. Hidtil brugte albanerne ikke-voldige metoder til at nå deres mål, som bl.a. Ibrahim Rugova også opfordrede til, hans politiske hovedpunkter var bl.a. at opnå selvstændigheden uden voldige midler38. Men tålmodigheden hos albanere bristede, Milosevic blev genvalgt til præsident i 1996-97, trods stor modstand fra det serbiske folk vandt via valgsvindel39. Samtidigt blev Kosovo problemet overset med hensyn til Dayton-aftalen, som indebar, at FN´s rolle blev reduceret40. Dayton-aftalen var den fredsforhandling mellem Bosnia- Hercegovina og Serbien i 199541. Udlandets synspunkt var den at Kosovo-spørgsmålet kun var for Serbiens anliggende. Der var dog i USA interesse at få en løsning på Kosovo-problemet hvilket skulle indgå i Dayton-aftalen. Man var godt klar over at Kosovo var en tikkende bombe som bare ventede på at eksplodere42. Ibrahim Rugovas ikke-voldige politik blev ikke ved med at holde, mange albanere fandt det nødvendigt at svare igen, eller hævne sig med voldige midler. I 1996 begyndte voldige befrielseskampe fra en albansk partisan-bevægelse; Kosovos befrielseshær med den albanske betegnelse som UCK. UCK begyndte i 1996 deres frihedskampe med terror-mord og bombe-attentater, som endnu engang forværrede den spændte situation mellem kosovoalbanerne og serberne43.

Starten på en ny Balkan krig
I 1998 blev Kosovos befrielseshær forsynet med mange våben indsmuglet over Albaniens grænse. Dette gav anledning til at mange unge kosovoalbanere tilsluttede sig UCK for at gå i kamp mod serberne. Dette resulterede i at en masse episoder fandt sted hvor UCK overfaldte serbisk politi, men Ibrahim Rugova benægtede UCK´s eksistens44. Serbisk militær blev sat ind imod oprørene, og man begyndte nu at rapportere om ødelæggelser af albanske landsbyer hvor serbisk militær havde prøvet at genvinde kontrol via vold med våben. Albanske flygtninge strømmede væk fra disse områder. Og realiteten var den at en ny Balkan krig var begyndt.
Kosovo var nu blevet verdenspressens første prioritet pga. de mange flygtninge, og pga. rappotager der var om fundne massegrave45 af albanske lig og albanske landsbyer som var fundet fuldstændig nedbrændte. Vesten bl.a. USA begyndte at true med et indgreb af NATO, da man ikke ønskede en lignende situation skulle ske i Kosovo som der skete i Bosnien46. Milosevic havde nu to valg; han kunne øge de militære aktioner i Kosovo, som han nu var blevet advaret. Eller han kunne vælge at trække sig ud, som ville medføre i at ville miste kontrollen i Kosovo provinsen.

I sommeren i 1998 tager Richard Holbrooke til Balkan som repræsentant for vesten for at forhandle sig til en fredsløsning47. Men problemet var det, at den løsning som udlandet ville forhandle sig til, ikke var en løsning som begge partner ønskede. Vesten ville forhandle sig til at Kosovo skulle tilbage til at være en autonom provins af Serbien med eget selvstyre, ligesom den var før 1989 og med det resultat af forfatningen i 1974. Dette var ikke albanernes interesse, som nævnt ønskede man en fuldstændig frigørelse fra Serbien. Og dette var ikke tilfældet med en status som autonom inden for Serbien. Fra serbisk synsvinkel ville denne forhandling betyde at Serbien mistede dets magt og indflydelse på Kosovo. Man var interesseret i en fuldstændig overtagelse af Kosovo. Så lige meget hvad, ville denne forhandling ikke gøre nogen af partnerne tilfredse.
Efter pres fra det internationale samfund underskrev den serbiske regering i oktober 1998 en aftale om tilbagetrækning af sine tropper fra Kosovo. Selvom serberne faktisk foretog en tilbagetrækning
i efteråret 1998, blev det dog i stigende grad klart, at de ikke havde i sinde at overholde aftalen, og
at en forårsoffensiv var under forberedelse. I løbet af vinteren fortsatte serberne med at lave militæraktioner inde i Kosovo, og i slutningen af vinteren stod tusindvis af soldater opmarcheret på
grænsen til Kosovo. I januar 1999 fandt en massakre sted i landsbyen Racak, hvor 45 civile,
heriblandt kvinder, børn og gamle, blev henrettet af serbiske styrker. Racak-massakren fik intens
dækning i de vestlige medier og var i høj grad med til at styrke det internationale samfunds
beslutsomhed i forholdet til den serbiske regering.
Efter hårdt pres fra det internationale samfund mødtes delegationer fra Serbien og Kosovo i
februar 1999 til forhandlinger på Rambouillet-slottet i Frankrig. Den Kosovo-albanske delegation
underskrev modvilligt den fremlagte aftale den 18. marts 1999, mens den serbiske delegation
nægtede at skrive under. Forsøgene på at bilægge konflikten af diplomatisk vej fik det endelige
dødsstød, da det serbiske parlament i marts 1999 forkastede Rambouillet-aftalen.
Den 24. marts 1999 påbegyndte NATO en bombekampagne mod mål i Serbien48 og Kosovo, som
varede i 78 dage, for at få den serbiske regering til at trække sine styrker ud af Kosovo. Stik imod
NATO’s hensigt valgte Slobodan Milosevic imidlertid at optrappe konflikten til en storstilet, etnisk
udrensningskampagne. I en nøje planlagt operation udrensede serbiske styrker, bestående af
hærenheder, specialpoliti og paramilitære grupper, i løbet af få uger hundredtusindvis af Kosovoalbanere fra deres hjem og gennede dem i retning af grænsen til Albanien og Makedonien49.



Jeg har prøvet at lave lidt om på denne del af opgaven, resten er jeg i gang med...