Orakel i Delfi

Hej! Jeg vil høre om der ikke er nogen der gider at tage sig tid til at se min opgave igennem og komme med forslag til hvordan den kan blive bedre?

Indledning
Efter en præsentation af Delphis guder (Gaia, Apollon og Dionysos) og selve oraklet vil min opgave tage udgangspunkt i oraklets funktion samt religiøse og politiske betydning. Opgaven vil indeholde følgende af oraklets svar til Kroisos og Athen samt omhandle, hvordan det kan være, at begavede statsmænd og hærførere gennem hundrede år gav/ofrede formuer til oraklet i Delphi for at få råd i en afgørende situation, når rådene var tvetydige og skulle fortolkes grundigt for at give mening.

Delphis guder
Delphi har været et helligt sted fra i hvert fald mykensk tid (ca. 2600-1100 f. Kr.). I det 2. årtusinde f. Kr. dyrkede man jordgudinden Gaia (Ge) i Delphi, hun var både den skabende frugtbarhedsgudinde samt dødens og underverdenens herskerinde. Okring 1100 f. Kr. kom de doriske stammer, der rensede ud i Gaiadyrkelsen i Delphi, for at få de mandelige idealer i højsædet1. Dorerne medbragte guden Apollon, der er søn af Zeus og Leto samt tvillingebror til Artemis. Kort efter tvillingernes fødsel kæmpede de mod den vældige slange Pyton, som var Jordens afkom. Apollon dræbte Pyton med pileskud i Delphi, der er ældgammel tid skal have heddet Pytho (deraf Apollons tilnavn Pythios)2

Drabet på dragen, der i Apollons og dorernes virkelighedsopfattelse repræsenterer kaos, skabte den ordnede verden, som grækerne kalder kosmos, som Apollon var garant for. Fra Pytons mor, jordens gudinde Gaia, overtog Apollon oraklet og indsatte sin egen præsteinde, Pythia, der står i Apollons navn3.

At Apollon overtog oraklet efter Gaia er et tegn på, at Apollon besejrede Gaiadyrkelsen/frugtbarhedsdyrkelsen, Apollonmissionærernes overtagelse af helligdom ses også ved, at det er en ny type offergaver, der dukkede op i geometrisk tid4 (900-700 f. Kr.)5.

Dog kom Apollon ikke til at være enehersker i Delfi. Vin- og frugtbarhedsguden Dionysos blev dyrket på samme tid som Apollon. Dyrkelsen af Dionysos var vild og ekstatiske, ekstasen opnåede man ved vild dans og måske ved at drikke vin6. At Dionysos blev vingud hænger sammen med hans oprindelige funktion som gud for vegetation og naturens liv7.

Dem, der spurgte oraklet
Oprindeligt var det omegnes folk, der kom og spurgte oraklet om deres anliggender, som de havde gjort det allerede i Gaias tid. De spurgte om trivielle hverdagsting, for eksempel om det blev et godt eller dårligt år, om de skulle købe en slave eller ej, om de skulle gifte sig osv. Fra byer og stater kom også højtidelige sendebude med kostbare gaver til templet for at forhøre sig hos oraklet om gudernes vilje, når himmelfænomener og andre tegn havde vist sig, når hungersnød og pest hærgede, og når man stod over for vigtige politiske situationer8. Delegationerne måtte stå i kø længe før de blev lukket ind, og det var ikke usædvanligt, at man med kostbare gaver til tempelpræsterne kunne skaffe sig en plads foran køen. I løbet af arkaisk tid (700-479) opnåede Delphi stor rigdom på grund af stedets store betydning som orakelhelligdom, og som tak for hjælpen skænkede de spørgende votivgaver9.

Ofringen
Oldtidens græske religion var polyteistisk (man dyrkede mange guder). Den klassiske græske religion drejede sig mere om adfærd end om tro, og ritualer, heriblandt ofringen, var et vigtigt træ10. Før pilgrimmene (theoproperne)11 trådte ind i Apollontemplet, vaskede de sig rene i kilden Kastalias, derefter skulle de aflevere et brød, som skulle købes udenfor og fungerede som en slags entrebillet. Prisen var temmelig høj, og for stater og fyrster var prisen højere end for almindelige mennesker12. ”Det hændte dog, at Apollon gav rabat til stater, der befandt sig i en økonomisk krisesituation”13. Når den spørgende var kommet ind i templet, skulle han ofre et dyr på alteret (chioternes)14 foran selve templet; de fattige kunne ”nøjes” med at bringe en ged eller et får, hvorimod de rige medbragte et vildsvin eller en eller flere okser. Under ofringen holdt man øje med dyrenes sprællen15. ”Hvis offerdyret lå sløvt hen, blev der ikke givet pilgrimmene adgang til templet”16. Derudover blev pilgrimmene spurgt om hvorvidt, de havde begået handlinger, der gjorde dem uværdige til at kunne betræde en helligdom17.

Hvornår oraklet kunne rådspørges
”Der eksisterede en overlevering om, at Apollon oprindelig kun kunne give orakelsvar en dag årligt, på sin fødselsdag og oraklets grundlæggelsesdag, den syvende dag i måneden Bysios, den dag guden hvert år tænktes at vende tilbage til Delphi fra Hyperboræernes land”18. Men efterhånden som oraklets ry spredte sig, og efterspørgslen steg, åbnede man også oraklet andre dage om året19, selvom der dog var dage ”hvor guden afviste alle”20.
Pythia
På trods af at kvinder kun kunne spørge oraklet gennem mænd, så blev orakelsvaret altid afgivet af en kvinde, Pythia. I ældre tid var Pythia en ung jomfruelig kvinde, men efter et voldtægtsforsøg bestemte præsteskabet sig til at foretrække en ældre kvinde muligvis allerede fra Aischylos’ tid (cirka 525-456 f. Kr.)21; den ældre skulle dog være klædt som en ganske ung pige. Hun måtte være af god herkomst, af godt rygte – dog var særlig høj stand ikke nødvendig, og hun måtte ikke besidde teknisk indsigt eller lærdom, da det givetvis ville kunne præge hendes svar, der helst skulle være neutralt.

Oprindeligt var der kun én præstinde, men i oraklets velmagtstid, hvor det gav svar omtrent når som helst, fandtes to, der skiftevis fungerede som medie, mens en tredje var deres stedfortræder, hvis én af de to ikke kunne udføre tjenesten. Når oraklet blev rådspurgt, foretog Pythia en række renselseshandlinger: hun fastede, tog bad i Kastalia, drak af en hellig kilde, Kassotis, tyggede blade fra Apollons hellige laurbærtræ eller indåndede dampene af brændt laurbærtræ og myrra22.

Ifølge de sene, især romerske kilder, var den hellige trefod placeret over en klippespalte, hvorfra der opsted bedøvende luft, som bragte præstinden i ekstase, og derved var årsagen til hendes mania (guddommelige galskab), der gjorde hende i stand til at udstøde uartikulerede lyde23.

”De franske arkæloger, der har udgravet Delphi, sværger imidlertid på, at der aldrig har været sådanne giftige klippespalter i området, og ideen om, at Pythia skulle være påvirket af et eller andet narkotikum, er kun en løs hypotese”24. Derudover er der ingen af de ældre forfattere som Aischylos og Euripides, der nævner årsagen til Pythias mania25. ”Man bør derfor hellere holde sig til mentale årsager eksemplivis hysteriaffektioner, der gør kvinder til brugbare medier i enhver religion”26. Selvom vor tids mennesker har svært ved at forstå, at ”en særlig følsom person kan tvinges eller bringe sig selv i religiøs trance uden brug af stoffer”27, er det muligvis sandheden om Pythias uartikulerede lyde. Pythia kan altså godt have været påvirket. Derudover sad præstinderne, som medier i længere tid af gangen, og på længere sigt kan det ikke have været sundt for den pågældende præstinde at være påvirket af et narkotisk stof, hver gang hun satte sig på den hellige trefod. ”Det hændte på Plutarchs tid, at en Pythia faldt død om i et nerveanfald, et bevis på, at hendes mania beroede på hysteriaffektioner”28.

Pythias uklare råb, der i undertiden kunne udarte sig til vilde skrig, blev af Apollons præster fortolket og bragt i en forståelige form. I den ældre tid blev svarene givet i heksametre, der gjorde svarene ærefrygtige og dunkle. Dog ophørte orakelsvarene i heksameter i den hellenistiske tid (ca. 300 f. Kr. – 0), og svarene blev fra da af og i hele den romerske kejsertid afgivet i prosaform, måske på grund af metriske fejl og ubehjælpsomheder29, ”der ikke harmonerede med guddommelige åbenbaringer”30.

Var oraklet sandfærdigt?
”Den moderne rationalist vil straks stille det spørgsmål: var dette ægte fromhed eller bedrageri? Med hensyn til mediet, den stakkels uvidende og hjælpeløse Pythia er svaret klart: hendes ”afsind” var ægte nok”31. Sværere er spørgsmålet, når det gælder profeterne i Delphi, der redigerede svarene, som er fjern fra ekstase32. ”I virkeligheden har vel profeterne ladet sig bestikke og bagefter skudt skylden på den stakkels sandsigerinde”33. Trods bestikkelse har oraklet givetvis handlet i god tro, ”ellers bliver det uforklarligt, at oraklet lange tider igennem kunne have så stor indflydelse, som det faktisk havde, og at mænd som Sokrates34 og Platon35 uforbeholdent kunne tilråde at henvende sig dertil”36.

Tempelpræsterne
Tempelpræsterne var vise mænd med stor livserfaring og menneskekundskab, og de havde midler og udveje til at gennemskue de spørgende. De delfiske profeter var nødt til at være velorienterede i datidens politik, ikke kun i området nær Delphi, men også vedrørende de egne, der lå udenfor Delphi37. Derfor havde præsterne gode forbindelser overalt i den græske verden, og de havde indsigt i, hvorledes landet lå, når det gjaldt mere betydningsfulde afgørelser. Oraklet havde dels en slags faste repræsentanter i de vigtigste byer, og dels udsendtes engang i mellem delegationer til forskellige steder. Disse diplomater (exegeter)38 holdt præsteskabet i Delphi underrettet om alle forhold, der kunne få betydning ved afgørelsen af politiske eller andre vigtige spørgsmål. ”De havde ganske simpelt et agentnet, der forsynede dem med aktuelle analyser af den politiske situation, så de var udrustede til at vejlede de mange vigtige politikere og statsmænd, der rådspurgte oraklet”39. Derudover havde nogle græske byer exegeter, ”der ligesom repræsenterede oraklet på stedet selv og gav vink og anordninger i Apollons navn”40, så man var altså ikke nødt til at rejse hele vejen til Delphi for at få svar, men kunne nøjes med at spørge de repræsenterede, hvilket viser, hvor lidt indflydelse Pythias lyde og de hellige ritualer havde på svaret.

Dog var det mest almindeligt at tage til Delphi for at spørge oraklet, og det var ofte bude, der blev sendt af sted. Når et sendebud kom fra en stat og spurgte oraklet til råds, var Apollons præster på forhånd orienterede om de eksisterende magtforhold, og oraklet holdt principielt med den stærkeste i alle politiske stridigheder41. ”Stærke staters delegerede kunne i regelen skaffe sig et gunstigt orakelsvar, som spartanerne under den peloponnesiske krig”42.

Præsterne førte protokol over alle spørgsmål og svar, der nedskrevet på trætavler og med tiden dannede et helt tempelarkiv, som blev hentet frem, når der var brug for dem, for eksempel når en tidligere spørger kom igen43.

Oraklets storhedstid
Oraklets storhedstid begyndte i det 7. århundrede f. Kr. efter at den første hellige krig var endt med sejr til Delphi, der blev ”nabo til havet”44 og derved blev ”helligdommen mægtigere end nogensinde før, nu da dens internationalitet var sikret af en fælleshellenistisk myndighed: Amfiktyonernes råd”45. Fra da af kom alle Hellas’ stater og en stor del af de asiatiske rigers herskere og spurgte oraklet til råds omkring vigtige begivenheder. Fra det fjerne østen søgte de lydiske konger (Gryges, Alyattes og Kroisos), fra vesten etruskerne og romerne (Tarquinius Superbus) råd i Delphi46.

Oraklets politiske og religiøse indflydelse
I Grækenlands ældre dage (indtil ca. 400 f. Kr.)47 nød oraklet stor anseelse som et religiøst midtpunkt for de mange græske småstater, og der gik en overlevering om, at det var i Delphi, verdens navle, Omfalos, lå, hvilket en sten i Apollons helligdom markerede. Der blev næppe udført nogen vigtige offentlige handling uden at man havde søgt råd hos Apollon i Delphi. På det politiske område blev oraklet spurgt om indførelse af nye politiske institutioner, begyndelse af krig (fx oraklets svar til Kroisos og Athen), anlæggelse af kolonier, lovgivning osv48. ”I Athen var det især den vigtige religiøse lovgivning og lovfortolkning, oraklet fik indflydelse på”49. Oraklets politiske indflydelse var størst i ekspansionstiden i 7. og 6. århundrede f. Kr. hvor der skete store indenrigspolitiske og sociale ændringer50.

I religiøse sager var det delfiske orakel den øverste myndighed, og man søgte forklaringer på religiøse love og bestemmelser samt vejledning om indførelse af ny kultus51. Det var også Apollon, der afgjorde, hvordan man skulle behandle de døde ved begravelsen og ”sikre sig deres gunst fra det hinsides”52. I Platons værk ”Staten” ”siges der om Apollon, at han vil vedblive at våge over de betydeligste, ædleste og vigtigste sider af lovgivningen, endvidere over grundlæggelsen af templer, ordningen af ofringer og andre ceremonier til gudernes, halvgudernes og heroernes ære. ”For det er denne Gud, formoder jeg, der fra sit søde ved Omfalos i Jordens midte er den folkelige forkynder af den slags ting””53.



Grunden til at man havde stærkere tro, end vi har i dag
Dengang havde man en betydelig stærkere tro, end vi har i dag, og derfor har Delphis politiske indflydelse og religiøse magt handlet en del om troen på guderne. De gamle myter har været benyttet til at forstå samt forklare forskellige fænomener. Grunden til, at man dengang benyttede guderne samt myterne, var, at man ikke havde den samme naturvidenskabelige baggrund, som vi har i dag, og derfor fandt forklaringer via myterne og guderne. Myterne gjorde verden sammenhængende og meningsfuld, og legitimerede de herskende forhold.

Når der skulle træffes politiske beslutninger, købte lederne et svar, som de kunne fortolke efter deres egne ambitioner. Hvis de stolede på sig selv og fremlagde deres fortolkning for folket med styrke, ville folket være overbevist om, at deres ledere fulgte oraklets råd, og at oraklet fulgte gudernes vilje. Statsmænd og hærførere betalte/ofrede altså store summer til oraklet for at overbevise det menige folk og hærens overtroiske masser om, at guderne var med dem, og at de derfor ville sejre.

Oraklets betydning for anlæggelse af kolonier
For grækerne har det været en religiøs handling at skulle anlægge en by, da det har været vigtigt for dem at vide, at den nye blev beboet af guder. Derfor blev ingen græsk koloni anlagt uden at man først havde rådspurgt Apollon i Delphi, da hellenerne følte sig styrkende af orakelsvarene. Koloniseringerne var altså en religiøs bekræftelse54 ligesom man særligt ”i de ældste tider, hvor de uskrevne love og vedtægter var i overvægt, gang på gang har måttet ty til oraklet for at få en bestemmelse guddommelig bekræftet”55.

Delphis svar til Kong Kroisos
Det berømteste orakelsvar er givet til kong Kroisos af Lyndien i Lilleasien56. Kroisos sendte ”på et tidspunkt udsendinge til de forskellige orakler, der fandtes i Middelhavsverdenen for at prøve deres pålidelighed”57. Spørgsmålet, de udsendte lydere skulle stille til de forskellige orakler, var, hvad kong Kroisos foretog sig på angivet tidspunkt. Derefter skulle lyderne bringe svarene tilbage til Kroisos, som derefter ville afgøre, om oraklerne talte sandt eller ej. På den aftalte dag havde Kroisos foretaget sig noget, som han mente, ville være umuligt for oraklerne at gætte sig til. Det eneste orakel, der havde nærmet sig sandheden, var oraklet i Delphi, som Kroisos derefter betragtede ”som det eneste sande, fordi det havde fundet ud af, hvad hen foretog sig”58.

Derefter gav Kroisos store ofringer til guden i Delphi i håb om at vinde guden ved dette, hvilket viser Kroisos’ naivitet, da han tror, at han kan bestikke Pythia, men guder kan jo ikke bestemme skæbnen, hvilket Kroisos åbenbart ikke havde forstået. De lydere, der skulle bringe gaverne til helligdommene, var desuden blevet beordret til at spørge oraklerne om følgende: ”Kroisos, kong over lyderne og andre folk… spørger jer…, om han skal drage i krig mod perserne, og om han skal knytte nogen hærstyrke af forbundsfæller til sig”60 Kroisos blev glad, da han hørte svaret, for han troede, at han skulle vælte Kyros’61 rige62.

Nu havde Kroisos erfaret oraklets pålidelighed, og derfor anmodede han for tredje gang om et orakelsvar. han spurgte, ”om hans herredømmeville blive af lang varighed. Pythia såede ham følgende:”63

Men når et mulæsel først tager sæde på medernes trone,
da er det tid, ømfodede lyder, at flygte langs Hermos’
stenfyldte strøm, - tøv ikke, og skam dig ikke ved fejhed64.

Da Kroisos modtog dette svar, blev han endnu engang glad, da han mente, at et muldyr aldrig ”nogensinde ville blive konge over mederne i stedet for et menneske”65.

Men da kong Kroisos angreb Perserriget, måtte han efter et blodigt slag trække sig tilbage til sit rige. Kyros fulgte efter og erobrede den lydiske hovedstad Sardes. Efter sagnet, der findes hos Herodot66, skal Kyros have villet lade Kroisos brænde, men i sidste øjeblik blev han benådet67.

Kroisos forklarede Kyros om oraklerne og bad om at lade sine lænker sende til hellenernes gud (Apollon), da Kroisos følte, at han var blevet bedraget trods sine adskillige votivgaver og ofringer. Kyros gav Kroissos lov til at sende nogle lydere til Delphi, hvor Pythia forklarede, at fejlen var Kroisos’ egen. Hun havde ganske vidst forudsagt, at hvis Kroisos drog i krig mod perserne, ville et stort rige falde, men om det gjaldt Kroisos’ eget eller Kyros’ rige, nævnte hun intet om. Derfor burde Kroisos have spurgt en ekstra gang om hvilket rige, der ville omstyrte, før han drog i krig68.

Omkring den sidste besvarelse, så var det Kyros, der var det omtalte muldyr, da han var søn af forældre, som ”kom af hvert sit folk”69. Kroisos kunne derved betragte sig selv som den ansvarlige, hvilket han også indså, da han hørte Pythias forklaringer.

Oraklets svar til kon Kroisos er et glimrende eksempel på, hvordan vigtige politiske beslutninger blev truffet ved hjælp af orakelsvarene, men samtidigt er svaret også et eksempel på, hvordan oraklets tvetydige svar kunne medføre en forvirring, der kunne komme til gavn for fjenden.

Delphis svar til Athen
”Begyndelsen af 400-tallet f. Kr. blev præget af grækernes store kamp mod perserne”70. Hellas blev truet af perserkongen Xerxes71, og Athen fandt det nødvendigt at rådspørge oraklet i Delphi. Nogle mener, at det ”første svar til Athen skulle være præget af ”bestikkelse” fra perservenlige kredse”72, da svaret hentydede til, at athenienserne ikke havde nogen chance for at vinde kampen mod perserne.

En respekteret borger i Delphi, Timon, rådede athenienserne til endnu engang at rådspørge oraklet73. Grunden til, at Timon rådede athenienserne, kan skyldes et internt spørgsmål blandt borgerne i Delphi, der muligvis ofte har stillet sig spørgsmålet om, hvad oraklet egentlig kunne tillade sig. At athenienserne endnu engang spurgte oraklet viser, hvor stædige de spørgende var, som blev ved med at spørge oraklet, indtil de fik det svar, som de faktisk selv ønskede. Selvom indskriften over templet ”Kend dig selv!”74 hentyder til, at mennesket aldrig måtte tro, at det var noget mere end et menneske, og at intet menneske var i stand til at flygte fra sin skæbne.

Oraklets andet svar til Athen var meget tvetydigt, hvilket betyder, athenienserne selv måtte tyde det. At Athen fik et så tvetydigt svar, viser hvordan, oraklet garderede sig, så det kunne påstå, at det havde talt sandt. Nogle mente, at Akropolis ikke ville blive ødelagt, da Akropolis dengang var omringet af et hegn, og man mente, at dette hegn/træmuren ville beskytte Akropolis. Men man kunne ikke finde ud af, om de sidste vers henvendte sig til træmuren eller, om de skulle forstærke flåden75.

De to sidste linjer i Pythias svar lød:

”Samamis, hellig ø! Mangfoldige sønner af kvinder
døden vil møde hos dig, når sæden skal såes eller høstes.”76

En athensk statsmand kaldet Themistokles77 mente dog, at svaret hentydede til flåden, for at skulle athenienserne have undergang ved Salamis, burde svaret i stedet lydt: ”Salamis grusomme ø”. ”Han rådede dem derfor til at ruste sig til et søslag, thi dette måtte være meningen med udtrykket ”muren af træ””78. Ved persernes angreb i 480 f. Kr. var Themistokles fører for den athenske flåde, og han fik således en stor andel i sejren ved Salanis79.

Delphis svar til Athen er for det første et eksempel på, at oraklets tvetydige svar kunne fortolkes på flere forskellige måder. Samtidig viser dette svar troen på, at guderne kunne ændre skæbnen, fandtes, ved at de spørgende spurgte oraklet op til flere gange, indtil de fik et svar, som de kunne bruge i en positiv sammenhæng.

Oraklets sidste velmagt
Med Grækenlands storhedstid var også oraklets velmagt forbi. De indre kampe og tabet af den politiske selvstændighed, den voksende oplysning og gudetroens forfald svækkede på forskellige måder oraklets stilling som rådgiver og øverste myndighed i religiøse sager80. Oraklets autoritet blev for alvor påvirket, da tilliden til menneskets egen fornuft, logos, blev mere udbredt, som det blandt andet skete i Athen i 400- og 300-tallet f. Kr. Oraklet bibeholdt længe sit publikum og var respekteret af magthaverne, men blev lukket af den kristne romerske kejser Theodosius81 i 390 e. Kr.82

Konklusion
Efter at have studeret oraklet i Delphi, har jeg fundet ud af, hvor stor politisk samt religiøs betydning det havde. Oraklets svar til Kroisos og Athen viser, hvordan ledere henvendte sig til Apollon, for at få svar på politiske spørgsmål. Derudover giver de to svar også et indblik i, hvor vigtig betydningen af svarene var.

Jeg mener, at oraklets funktion i dag ikke ville have ligeså stor anseelse og respekt, som det havde dengang, da nutidens menneske er mere materialistisk og vil have umisforståelige kendsgerninger, hvilket oraklet stort aldrig har præsenteret at give. Forudsætningen for oraklets funktion var, at folkets ledere var kloge mænd, der vidste, hvad de ville, mens befolkningen var usikker og havde stærk tro. Ledernes fortolkning af svarene kunne de fremlægge for folket, som derefter ville tro, at guderne var med dem, og de derfor ville sejre.

I dagens samfund har vi ikke orakler til at bestemme vores skæbne eller forudsige fremtidige begivenheder, i stedet benytter en del mennesker eksempelvis horoskoper, der ligesom oraklet i Delphi giver tvetydige forudsigelser om fremtiden, som læseren af horoskopet selv kan fortolke efter egen overbevisning.

kildekritik
I min opgave har jeg nøje valgt ud, hvilke litterattære værker jeg har valgt til at underbygge min opgave, så den bliver så sandfærdig som mulig. Jeg har bl.a. brugt Frederik Poulsens ”Oraklet i Delfi”, da jeg mener at den er meget troværdig, idet Frederik Poulsen referer en hel del til andet litteratur, for at underbygge sine argumenter. Derudover har jeg brugt Jostein Gaarders ”Sofies Verden” fra 1992, men i og med det er en skønlitterær bog, så kan det diskuteres hvorvidt den kan bruges til dokumentation i en opgave som denne. I min opgave har jeg også anvendt Jonny Thiedeckes ”Ansigt til ansigt med grækerne” fra 1996, og i mine øjne er hans værk meget troværdigt, da han er historiker og ansat som historielærer på et gymnasium. Det kan så diskuteres hvorvidt Chr. Blangstrups ”Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon” bind 1 fra 1893 og hans resterende litteratur frem til 1925 er troværdige, da denne litteratur er forældet, og der har højst sandsynligt været mere forskning efter de er blevet skrevet. IKKE FÆRDIG ENDNU! (Find resterende forfattere)

Noter
Før jeg startede på opgaven, var min viden om oraklet i Delphi ikke specielt omfattende, og derfor er der mange noter. Noterne henviser enten til direkte citater (angivet i citationstegn i opgaven) eller de steder, hvorfra jeg har fået min baggrundsviden. Derudover er nogle af noterne udvidede oplysninger om personer.

1. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 123
2. ”Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon”
3. op. ibid. s. 961
4. Furuhagen, Hans: Politikens Verdenshistorie bind 4 ”Hellenernes Verden” s. 158
5. Fich, Henrik mfl.: ”Græsk Kunst” s. 45
6. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s 123
7. Hjortsø, Leo: ”Græsk Mytologi”
8. På baggrund af Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” og ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom”
9. Fich, Henrik mfl.: ”Græsk Kunst” s. 72-73
10. Connolly, Peter: ”The Ancient City” s. 56
11. Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom”
12. Furuhagen, Hans: Politikens Verdenshisoriens bind 4 ”Hellenernes Verden” s. 160
13. op. ibid. s. 160
14. Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom” s. 42
15. op. ibid. 42
16. op. ibid. 42
17. op. ibid. 42
18. op. ibid. 42-43
19. op. ibid. 43
20. Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” s. 23
21. ”Gyldendals tobinds leksikon” bind 1 s. 24
22. På baggrund af Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” s. 24
23. Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” s. 24
24. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 124
25. Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” s. 24
26. op. ibid. 24
27. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 124
28. Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom” s. 45
29. Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” s. 24
30. op. ibid. 24
31. op. ibid. 24
32. Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” s. 24 og Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 124
33. Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom” s. 94
34. Sokrates (469-399 f. Kr.) var græsk filosof, der ikke nedskrev noget, men gennem diskussioner forsøgte at føre mennesket til klarere indsigt i filosofiske spørgsmål. Den vigtigste kilde til viden om ham er hans elev Platons skrifter. Sokrates var især optaget af etiske spørgsmål, og han var overbevist om, at den som har viden om det rette, ikke kan handle uret.
35. Platon (ca. 430-347 f. Kr) var, ligesom hans læremester Sokrates, græsk filosof.
36. ”Salmonsens konversations leksikon” anden udgave bind 5 s. 926
37. Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delf” s. 26
38. Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom” s. 95
39. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 124
40. Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom”
41. På baggrund af Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom”
42. Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom” s. 95
43. Grimberg, Carl: ”Grækenlands storhedstid” s. 75
44. Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delf” s. 25
45. op. ibid. s. 25
46. ”Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon” bind 5 s. 94
47. ”Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon” bind 5 s. 926
48. På baggrund af Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” og ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom”
49. Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” s. 32
50. Schultz, Hans Joakim og Inger: ”Turen går til Athen, Peloponnés og det græske fastland” s. 85
51. På baggrund af Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” og ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom”
52. Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” s. 30
53. op. ibid. s. 29
54. op. ibid. s. 25
55. Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom” s. 93
56. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 126
57. op. ibid. s. 126
58. op. ibid. s. 126
59. op. ibid. s. 126
60. op. ibid. s. 126
61. Kyros (død 529 f. Kr.) var persernes storkonge fra cirka 558-529 f. Kr.
62. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 126
63. op. ibid. s. 126
64. op. ibid. s. 127
65. op. ibid. s. 127
66. Herodot (cirka 485- cirka 425 f. Kr.) var græsk historieskriver, Cicero kaldte ham ”historiens fader”, og Herodot er via sine fremstillinger hovedkilde til Perserkrigene.
67. På baggrund af ”Salmonsens store illustrede konversationsleksikon” bind 10 s. 1088
68. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 127
69. op. ibid. s. 127
70. op. ibid. s. 16
71. Xerxes (død cirka 465 f. Kr.) var perserkonge fra 486-465 f. Kr. I 480 drog han mod Grækenland, hvor han blev besejret ved Salamis og Platæ.
72. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 127
73. op. ibid. s. 129
74. Gaarder, Jostein: ”Sofies Verden” s. 63 og Gimberg, Carl: ”Grækenlands storhedstid” s. 72
75. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 128
76. op. ibid. s. 128
77. Themistokles (cirka 525-460 f. Kr.) var athensk statsmand, der i 480’erne skabte en stærk flåde til værn mod perserne, som blev besejret i et søslag ved Salamis i 480 f. Kr. ledet af Themistokles.
78. Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne” s. 129
79. ”Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon” bind 17 s. 327
80. På baggrund af Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi” og ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom”
81. Theodsius I den Store (cirka 346-95) var den sidste kejser over hele romerriget fra 379 til 395, og det var ham, der erklærede kristendommen fro statsreligion.
82. Fich, Henrik mfl.: ”Græsk Kunst” s. 72

Litteraturliste
Birk Nielsen, Poul: ”Torv og Tempel”, København 1995
Connolly, Peter: ”The Ancient City”, Oxford 1998
”Den store danske Encyklopædi” bind 1, København 1994
”Den store danske Encyklopædi” bind 5, København 1996
Fich, Henrik mfl.: ”Græsk Kunst”, København 1999
Furuhagen, Hans.: ”Politikens Verdenshistorie bind 4 ”Hellenernes Verden”, København 1983
Gaarder, Jostein: ”Sofies Verden”, København 1992
”Gyldendals tobinds leksikon” bind 1, København 1982
Grimberg, Carl: ”Grækenlands storhedstid”, København 1978
Hjortsø, Leo: ”Græsk Mytologi”, Haslev 1969
Poulsen, Frederik: ”Oraklet i Delfi”, København 1919
Poulsen, Frederik: ”Den Delfiske Gud og Hans Helligdom”, København 1924
”Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon” bind 1 redigeret af Chr. Blangstrup, Kbh. 1893
”Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon” bind 5 redigeret af Chr. Blangstrup, Kbh. 1896
”Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon” bind 10 redigeret af Chr. Blangstrup, Kbh. 1900
”Salmonsens store illustrerede konversationsleksikon” bind 19 redigeret af Chr. Blangstrup, Kbh. 1906
”Salmonsens konversations leksikon” anden udgave bind 5, redigeret af Chr. Blangstrup, Kbh. 1916
”Salmonsens konversations leksikon” anden udgave bind 19, redigeret af Chr. Blangstrup, Kbh. 1925
Schultz, Hans Joakim og Inger: ”Turen går til Athen, Peloponnés og det græske fastland” Kbh. 1998
Thiedecke, Johnny: ”Ansigt til ansigt med grækerne”, Gentofte Tryk, 1996