Sokrates

Et af de eksemmpler Sokrates kommer med ud fra denne holdning, er da han rejser rundt i Grækenland for at finde den ultimative viden (episteme). på denne rejse fører han dialog med eksperter på hvert sit felt; håndeværkere, sofister og dramatikere, for at tage bare nogle eksempler. ud fra disse samtaler lærer han at selvom de måske kan en hel masse om deres eget felt, prøver de også at gøre sig kloge på andre, og der kommer de på et skråplan. Derudfra indser han at selv om han måske selv er klog på nogle punkter, ved han ikke alt, og derudfra kommer det at han siger han intet ved.

Den dialog som sokrates fører med personerne kaldes den dialektiske metode. den indeholder tre punkter doxa (mening), samtalepartneren har en mening om en bestemt ting. aporia (vildfarelse) Sokrates stiller logiske spørgsmål til partneren om hans mening, og får ham til at modsige sig selv. og til sidst epistem (sand viden), hvor de så skulle finde den sande mening om det aktuelle samtaleemne. Sokrates siger dog at det kun er guderne der kender til episteme, og sandt nok ender alle hans dialoger kun i aporia.

håber at det kun give lidt indsigt i dit spørgsmål :)

Er der så nogen der kan hjælpe med citat (nogenlunde gengivet): Nu mere jeg ved, nu mere ved jeg, hvor lidt jeg ved?

En kildehenvisning kunne være fantastisk!