Ordforklaring

Der er allerede oprettet adskillige forumindlæg om vigtige græske ord: Prøv at søge på eksamen!

Hybris: fejlgreb
Nemesis: (gudernes) straf for hybris
Ate: forblindelse ses f.eks. i Ødipus.

se
https://www.studieportalen.dk/Forums/Thread.aspx?id=359544

skæbne:
...et spørgsmål som grækerne virkelig har diskuteret med kraft og dybde er spørgsmålet om det enkelte menneskes historie, dets livsløb og skæbne. Ideen om ligevægt mellem lykke og ulykke har været ledende for forståelsen af det vilkår, mennesket er undergivet. Men hvad er det for kræfter, der bestemmer, hvorledes lykke og ulykke skal blandes for det enkelte menneske. Hvad er det for magter, mennesket er udleveret til?
I de gamle mytiske forestillinger lever den tanke, at det er guderne, der blander menneskets skæbne – forestillingen om SKÆBNEGUDINDERNE, der spinder menneskets livstråd og bestemmer dens art og længde. Men mere karakteristisk er den opfattelse, at menneskets skæbne er som en dunkel bestemmelse, en ubøjelig NØDVENDIGHED, der fører til sit mål, uden at selv guderne formår at afværge det. En sådan opfattelse giver sig ganske naturligt udslag i en stemning af prisgivethed; skæbnen er noget uafværgeligt; hvad den har bestemt, lader sig ikke ved nogen art af indsats ændre eller mildne, men med grum ubøjelighed fører den sine planer ud i livet.
Den tanke måtte uafviseligt melde sig, at mennesket på en eller anden måde selv var skyld i sin skæbne. Lykke og ulykke kunne ikke fordeles i ren vilkårlighed, men der måtte gøre sig etiske grunde gældende; det retfærdige menneske måtte finde sin belønning i lykkelige tilskikkelser, og den uretfærdige måtte rammes af en højere gengældelse. Mennesker hvem selvansvarlighed lå på sinde, har fundet behag i denne tanke og har indskærpet som menneskets bestemmelse at stå mål med de etiske fordringer.
Aiskylos (o. 480 fvt) lod med patetisk styrke menneskets skæbne være afhængig af dets skyld: >>...vandrer slægten på retfærds vej, er lykken frugtbar og avler afkom<<. Men dermed var problemerne på ingen måde løst: for hvad betød egentlig ordet skyld?
Der er klart, at SKYLD må bestå i ikke at virkeliggøre den grundlæggende dyd. Når menneskets etiske opgave er den livsholdning, der udtrykkes med ordet SOFROSYNE, bliver den etiske brøde, skylden, ganske selvfølgeligt den modsatte art af optræden. Den kaldte grækerne HYBRIS, og vi gengiver den på dansk med ordet hovmod; men det må forstås rigtigt: der er ikke i første række tale om et hovmodigt væsen eller andre karakteregenskaber, men om en måde at forholde sig til livet på. Et menneske falder i hybris, når det ikke underordner sig menneskelivets vilkår, men bilder sig ind, at det kan hæve sig over eller lade hånt om de skranker, der er sat for de dødelige.


sofrosyne:
Det kan nogenlunde gengives med "besindighed" og "mådehold", men man må ikke misforstå det og tro, at det er et udtryk for bornert småborgerlighed. Besindigheden betyder, at man besinder sig på det vilkår, mennesket nu engang er undergivet, og mådeholdet vil sige, at man i sober redelighed bliver inden for de grænser, der er sat for de dødelige. Ved at danne sig efter denne dyds forbillede opfylder man sin funktion; man indtræder på sin plads i den store sammenhæng, og man er på den måde med til at fremme den omfattende harmonis skønhed.

skepticisme/sofisme
se
https://www.studieportalen.dk/Forums/Thread.aspx?id=364482