ate-hybris-nemesis ?

skæbne:
...et spørgsmål som grækerne virkelig har diskuteret med kraft og dybde er spørgsmålet om det enkelte menneskes historie, dets livsløb og skæbne. Ideen om ligevægt mellem lykke og ulykke har været ledende for forståelsen af det vilkår, mennesket er undergivet. Men hvad er det for kræfter, der bestemmer, hvorledes lykke og ulykke skal blandes for det enkelte menneske. Hvad er det for magter, mennesket er udleveret til?
I de gamle mytiske forestillinger lever den tanke, at det er guderne, der blander menneskets skæbne – forestillingen om SKÆBNEGUDINDERNE, der spinder menneskets livstråd og bestemmer dens art og længde. Men mere karakteristisk er den opfattelse, at menneskets skæbne er som en dunkel bestemmelse, en ubøjelig NØDVENDIGHED, der fører til sit mål, uden at selv guderne formår at afværge det. En sådan opfattelse giver sig ganske naturligt udslag i en stemning af prisgivethed; skæbnen er noget uafværgeligt; hvad den har bestemt, lader sig ikke ved nogen art af indsats ændre eller mildne, men med grum ubøjelighed fører den sine planer ud i livet.
Den tanke måtte uafviseligt melde sig, at mennesket på en eller anden måde selv var skyld i sin skæbne. Lykke og ulykke kunne ikke fordeles i ren vilkårlighed, men der måtte gøre sig etiske grunde gældende; det retfærdige menneske måtte finde sin belønning i lykkelige tilskikkelser, og den uretfærdige måtte rammes af en højere gengældelse. Mennesker hvem selvansvarlighed lå på sinde, har fundet behag i denne tanke og har indskærpet som menneskets bestemmelse at stå mål med de etiske fordringer.

Aiskylos (o. 480 fvt) lod med patetisk styrke menneskets skæbne være afhængig af dets skyld: >>...vandrer slægten på retfærds vej, er lykken frugtbar og avler afkom<<. Men dermed var problemerne på ingen måde løst: for hvad betød egentlig ordet skyld?

Der er klart, at SKYLD må bestå i ikke at virkeliggøre den grundlæggende dyd. Når menneskets etiske opgave er den livsholdning, der udtrykkes med ordet SOFROSYNE, bliver den etiske brøde, skylden, ganske selvfølgeligt den modsatte art af optræden. Den kaldte grækerne HYBRIS, og vi gengiver den på dansk med ordet hovmod; men det må forstås rigtigt: der er ikke i første række tale om et hovmodigt væsen eller andre karakteregenskaber, men om en måde at forholde sig til livet på. Et menneske falder i hybris, når det ikke underordner sig menneskelivets vilkår, men bilder sig ind, at det kan hæve sig over eler lade hånt om de skranker, der er sat for de dødelige.

sofrosyne:
Det kan nogenlunde gengives med "besindighed" og "mådehold", men man må ikke misforstå det og tro, at det er et udtryk for bornert småborgerlighed. Besindigheden betyder, at man besinder sig på det vilkår, mennesket nu engang er undergivet, og mådeholdet vil sige, at man i sober redelighed bliver inden for de grænser, der er sat for de dødelige. Ved at danne sig efter denne dyds forbillede opfylder man sin funktion; man indtræder på sin plads i den store sammenhæng, og man er på den måde med til at fremme den omfattende harmonis skønhed.

hybris:
er en art anmasselse, men man kan godt være ganske uden skyld i den. Hybris kan fx foreligge, når man har alt for megen medgang. I Herodots (o. 440 fvt) fortælling om Polykrates, tyrannen på Samos, har vi et eksempel på en mand, der havde et overmål af lykke; alt føjede sig for ham.; lykken ligefrem klæbede til ham, og da selv et udspekuleret forsøg på at skabe sig nogen modgang blev uden resultat, brød ægypterkongen Amasis sit venskab med ham. Han var med sin megen lykke blevet en uhyggelig person. Der var ingen ligevægt i hans skæbne, hele hans livsløb var en overmægtig hybris. For balancens skyld måtte der derfor til sidst indtræffe noget rædselsfuldt, og Herodot melder da også, at Polykrates’s død blev så gruopvækkende, at han end ikke vil beskrive den.

Tendensen gik dog i retning af at lægge noget selvforskyldt ind i hybris. At et menneske hovmoder sig, betyder, at det tror sig i sikkerhed; det hilder sig i det selvbedrag, at det kan beherske sin tilværelse eller betrygge sig sin lykke. I Herodots novelle om mødet mellem den vise Solon og den rige Kroisos behandles dette tema. Kroisos opfattede sig selv værende lykkelig, fordi han havde samlet sig mange rigdomme og var en stor konge, og Solon måtte derfor belære ham om, at man ikke på en letsindig måde kan fælde domme om lykke og ulykke. Mennesket, siger han, er helt igennem tilfældets værk. Hver dag i et menneskes liv bringer noget nyt, og det kan derfor ikke være andet, end at lykke må efterfølges af ulykke; guderne kan ikke billige, at de dødelige besidder den ubeskårne lykke, for det ville være et brud på kosmos. De kan nok til en tid hæve et menneske til et højt stade, men de lader det ikke forblive dér. På et eller andet tidspunkt reagerer de og styrter det dybt ned. Derfor skal man udsætte dommen om et menneskes lykke, til det ligger i sin grav. – Da Kroisos ikke agtede de vise ord, måtte det til sidst gå ham ilde. Herodot finder det i sin orden, og han bruger om gudernes reaktion ordet NEMESIS.

Ate:
mennesket kan "falde" i hybris og derved blive skyldigt, når det forledes af forblindelsens gudinde, Ate, der hilder mennesket i selvbedraget og på den måde leder det i fordærv.

Kan give et eksempel ud fra Odyséen 9. sang, hvor Odysseus og svendene befinder sig hos Kyklopen Polyfem.

Hybris: Kyklopen har forbrudt sig mod gæstevenskabet. Han har dermed påkaldt sig gudernes hævn --> nemesis.

Nemsis: Gudernes straf mod kyklopen: han bliver blindet af Odysseus --> redskab.

Redskab: Odysseus, som blinder kyklopen.

Ate: Kyklopen troede, at Odysseus ville være en kæmpe. (Han havde fået spået, at Odysseus ville komme, og har været grebet af en forblændelse, da han troede Odysseus var en kæmpe).

Håber det kan hjælpe dig lidt :-)