Velfrærdsstat

Nä, du er den, som skal begrunde, hvorfor - vi laver ikke dine lektier.

Den blev grundet i 1960`erne

I hvert fald den velfærdsstat, som mange forstär som nutidens velfærdsstat. Dog kan man ogsä hävde, at den allerede opstod i 1920erne...

Okay, sorry. Det var ikke meningen. Men tak for forslagene :)

Jeg mener, at den er blevet dannet i 1891, da det først er her, der er blevet lavet en egentlig kollektiv lov, som omhandler velfærden.
Det, der forvirrer mig er, at vi har jo grundloven fra 1849, så jeg kan jo ikke tillade mig at sige, at det er den første egentlige lov.

Jeg vil mene, at det er i 1960'erne, velfærdsstaten, som vi kender den i dag, bliver udviklet.

Vi har også Jyske Lov fra 1241 ;-) Du kan sagtens skelne mellem forskellige lovtyper.

Pröv at läse her:

Den danske velfærdsmodel
Den danske velfærdsmodel har en lang historie. Den er langt fra opstået fra den ene dag til den anden og langt fra uden inspiration fra andre lande. Tyskland var det første land i verden, hvor statsmagten engagerede sig i borgernes sociale sikring. Det skete i 1883 med indførelsen af en sygeforsikring. De øvrige europæiske lande – heriblandt Danmark – var ikke upåvirkede, da det tyske initiativ skubbede spørgsmålet om staten og den sociale sikring højere op på den politiske dagsorden. I de følgende år etablerede mange lande i Europa ordninger til økonomisk sikring af borgerne i tilfælde af
ulykke, sygdom, alderdom og arbejdsløshed, velfærdsstatens såkaldte kerneydelser. De blev skabt i samspil og modspil mellem forskellige politiske og økonomiske kræfter i de enkelte lande og udviklede sig løbende i tiden fra 1890’erne og frem til i dag.

Selv om udviklingen af velfærdsordningerne fandt sted i de enkelte lande, kan der mellem nogle lande være fællestræk, der berettiger, at man taler om en egentlig velfærdsmodel. Forskere har fundet, at man kan dele de europæiske lande ind efter fire velfærdsmodeller. Den skandinaviske model, hvor de sociale ydelser er ens for alle. Denne model kaldes også den nordiske model, den socialdemokratiske model eller den institutionelle model. I Beveridgemodellen, opkaldt efter den engelske embedsmand, der ledede arbejdet med at udarbejde modellens principper, gives de sociale ydelser kun til de dårligst stillede. Denne model kaldes også den angelsaksiske model, den liberale model eller den residuale velfærdsmodel. Bismarck-modellen er opkaldt efter den tyske kansler og idemand bag de første socialforsikringslove. Her gives de sociale ydelser kun til folk, der har været på arbejdsmarkedet. Modellen kaldes også den centraleuropæiske, den konservative eller den præstationsorienterede model. Subsidiaritetsmodellen, hvor de sociale opgaver skal løses i familien eller så tæt på familien som muligt, kaldes også den sydeuropæiske eller den katolske model.

Den danske velfærdsmodel hører til den skandinaviske type, men en nærmere karakteristik af den danske model kræver en gennemgang af en række samfundsmæssige forhold, idet såvel de enkelte elementer som samspillet mellem dem er afgørende for forståelsen af modellen.

Velfærdsmodellens princip er, at ydelser gives til alle borgere, der opfylder visse betingelser, uden hensyn til deres arbejdsmarkeds- eller familiemæssige situation. Systemet dækker alle, det er universelt. Og ydelserne gives til det enkelte individ, således at fx gifte kvinder har egne rettigheder, uafhængigt af deres mænd. På syge- og 12 arbejdsløshedsområdet er retten til en ydelse dog altid afhængig af tidligere beskæftigelse og til tider også af medlemskab og bidragsbetaling, men den største del af den finansielle byrde bæres stadig af staten og finansieres af generelle skatter, ikke af øremærkede bidrag.

I Danmark, og de øvrige skandinaviske lande, er staten nemlig i langt højere grad end i andre europæiske lande involveret i finansieringen og organiseringen af de velfærdsydelser, der findes for borgerne. Derfor er der sammen med velfærdsmodellen en skattemodel, der både har en bred skattebase og et højt skattetryk. Der gives mere generøse ydelser end i den britiske Beveridge-model, og kombineret med skattemodellen finder der en større omfordeling sted, end i den mere statusbevarende Bismarck-model. Der er også i Danmark en organisationsmodel, der er langt mere enkel og umiddelbart gennemskuelig, end det er tilfældet i mange af de øvrige europæiske lande. I Danmark udføres hovedparten af de sociale
velfærdsopgaver af staten eller kommunerne og ikke af enkeltindivider, familier, kirken eller landsdækkende velfærdsorganisationer.

Den danske velfærdsmodel er også kendetegnet ved, at der i stor udstrækning stilles offentlige og
ofte gratis eller subsidierede serviceydelser til borgernes rådighed. Både sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet er gratis. Det betyder, at en relativt stor del af arbejdsstyrken her i landet er beskæftiget i den offentlige velfærdssektor: på sygehuse, på plejehjem, i børnehaver, i skoler og på universiteter. På det sociale område finder organiseringen og finansieringen af såvel overførselsindkomster som serviceydelser sted inden for det samme enstrengede system.

I tiden efter den anden verdenskrig har det desuden været en politisk vigtig del af den danske velfærdsmodel at søge at sikre fuld beskæftigelse for alle borgere. Det er imidlertid ikke lykkedes i en meget lang periode fra midten af 1970’erne til midten af 1990’erne. Danmark er dog det land i verden, der har den højeste erhvervsfrekvens, bl.a. fordi kvinder i næsten lige så høj grad som mænd er erhvervsaktive.

Den danske velfærdsmodel fungerer inden for en reguleret kapitalistisk markedsøkonomi, hvor ulighed i indkomstfordelingen og koncentration af formuer og magt gives mindre frit spil end i en række andre europæiske lande. Politisk er Danmark et parlamentarisk demokrati med tætte relationer mellem såvel erhvervslivets som arbejdstagernes organiserede interesser og det politiske system. Befolkningens afslappede holdning til såvel den centrale regering som andre offentlige myndigheder er et grundtræk ved det politiske system.

Diskussioner om velfærdsstatens indretning og udvikling indgår ofte som et vigtigt led i den politiske kamp. Når den danske velfærdsmodel til tider benævnes “den socialdemokratiske model” er det imidlertid misvisende. Stort set alle politiske partier har bidraget til udviklingen af velfærdsstaten i de sidste 100 år. Derfor repræsenterer velfærdsstaten ikke en socialdemokratisk ideologi, men et nationalt, politisk kompromis om, hvordan man organiserer og finansierer de sociale og de sundheds- og uddannelsesmæssige ydelser, som man politisk har besluttet at stille til rådighed for befolkningen. Socialdemokratiet har således ikke været selve velfærdsstatens motor, om end den sammenlignet med andre partier har været den stærkeste drivfjeder. Samtidig har der været langt større enighed mellem de
politiske fløje om udviklingen af velfærdsstaten, end det har været tilfældet i mange andre europæiske lande. Forskellen i synspunkter har været mindre og sammenfaldet af interesser større. Derfor er der etableret et velfærdssystem, som er mere harmonisk og på en række områder mere omfattende end i de fleste andre lande i verden.

Kilde:
http://www.sfi.dk/sw17508.asp

Mange tak begge to :)

#5