Dansk
HJÆLP TIL NOVELLEN: ANE-METTE
09. november 2007 af
mariasen (Slettet)
Er der nogen der har læst Ane-mette som har analyseret den el. muligvis har nogen gode notater til den?
Svar #2
10. november 2007 af eksamenshaj (Slettet)
Jo, jeg analyserede den engang, mens jeg var på b-niveau i dansk. Vær så artig:
"Ane-Mette" af Henrik Pontoppidan.
Jeg vil hermed lave et referat og analyse af ”Ane-Mette”, som indgår i novellesamlingen ”Fra hytterne” af Henrik Pontoppidan (herefter H.P.), der blev udgivet i 1887.
”Fra hytterne” afspilles i forskellige landsby-miljøer på forfatterens samtid. Når jeg skriver afspilles, er det fordi H.P.s beskrivelser er helt filmiske. Man lever sig virkelig ind i historien; billederne suser af sted på nethinden, så man føler sig tilsidesat til en anden verden. Man kan høre fuglenes kor for sit indre øre, lugte de fattiges stank og føle deres håb og smerte, når de slider og slæber livet ud, i forgæves higen efter bedre kår, eller begraver deres døde.
I novellen ”Ane-Mette” bliver der faktisk gravet en død op, hvilket jeg nu vil komme ind på.
Referat af ”Ane-Mette”:
”Ane-Mette” starter ude på landet, et stykke fra byen ”Lillelunde”. En fattig midaldrende kone, af en gamling kaldet Elsebeth,men i egnen kendt som Nils Nilens brud, sidder en varm sommerdag i sit højtids-tøj uden for kirkegårdsporten og venter med sin 11-årige yngste datter Lotte på, at hendes førstefødte afdøde barn, for hvem hun aldrig har grædt en tåre, skal graves op af sin grav, fordi hun ikke ”har ret til graven” længere. Den skal bruges påny.
Hun tænker 20 år tilbage på ”hin kolde novemberaften” da den dengang 3-årige pige lå febersyg i et hjørne af stuen. Hendes fantasifulde drukkenbolt af en mand, navnkundiggjort for sine evner til at skaffe og drikke snaps, Nils Nilen, havde den aften fået delirium, og i postyret med at få ham til at falde til ro, glemte hun og naboerne alt om det lille syge barn, som døde uænset i løbet af natten. Om morgenen blev liget bragt ud af huset for ikke at være i vejen. Først senere hen, da manden havde raset ud, forstod hun hvad der var sket. Men hun fik aldrig ro til at begræde sit tab. Siden hen havde hun tænkt tilbage for (forgæves) at genkalde sig pigen, for hvem hun aldrig havde grædt, og som var kommet i jorden uden følge og klokkeringning.
På kirkegården graver to gravere det lille skelet op, stykke for stykke. Ved synet af knoglerne og en lille båndstump, kan hun endelig, stærkt bevæget, erindre datterens billede.
Graverne får besked på at skrubbe sig, idet nogle fornemme folk skal lægge deres barn i graven, med pomp og pragt og stort følge.
Nils Nilens brud og hendes datter sætter sig i det fjerneste hjørne af kirkegården, og her begraver moderen sit førstefødte barn igen, samtidig med at det fine barn begraves.
Efter referatet af ”Ane-Mette” vil jeg, uden yderligere krumspring, gå videre til analysen:
Miljø
Miljøet i novellen er et skarpt opdelt klassemiljø på landet i sidste halvdel af 1800-tallet.("...4 mark og 8 skilling...husmænd og jordløse indsiddere..."(s. 93, l.15-17)).Vi befinder os ved den fiktive ”Lillelunde” by (s.93, l.1), i Danmark ("...København..."(s.95, l. 5-9)).
Selve kirkegården er ”nøgen og uhyggelig-opreven af vestenvinden, der uhindret kaster sig ind over gravene” (s. 93, l. 22- 23).
Dette menneskeskabte forfald står i modsætning til den landlige idyl: ”Men rundt omkring åsen breder landet og fjorden sig i milevid forening for ens øjne, og i vest – hvor brinken sænker sig stejlt og vildt – svæver blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet fjordvig opfyldt med høje rør og siv, over hvis bølgende flade der i det sildige efterår lægger sig de vidunderligste toner af gult og rødt og orange, og hvorfra der ved aftenstid, når solen går ned bag de blånende højder i vest,..” (s. 93, l. 23- s.94, l.3).
Klassernes forskelle bliver i "Ane-Mette" sat på spidsen, når vi læser om hvordan begravelser takseres i sognet: "Ved højtidelige lejligheder, f.eks. hvergang en af de Lillelunde folk gør sin sidste, langsommelige kirkefærd op igennem hulvejene, falder den (kirken, red.) ind med stærkere og malmfuldere stemmer... en stor (til 4 mark og 8 skilling) for bønder og velhavende håndværkere og en noget mere beskeden (á en rigsort), til hvilken husmænd og jordløse indsiddere ager op til deres fædre,...for nu slet ikke at tale om sådanne fattige stympere, der ligesom ad en bagvej listes over i evigheden uden anden musik end præstens amen og grusets tre hule bump på det tynde kistelåg." Mennesker med midler behandles altså markant bedre end de fattige stympere, som H.P. skriver om, som bliver begravet i bunker og opgraves når retten til graven er udløbet.( s.99, l. 21- 26 og s.98, l. 8).
De fattige
Det miljø vi indlever os i tilhører den nederste del af de sociale lag i samfundet:
H.P. skriver at Nils Nilen var en fattig fjordfisker,( s. 94, l. 19- 20), hvilket viser os lidt om den mulige ernæringsvej i landsbyen.
Der skrives at "omtrent enhver uberygtet lillelunder over konfirmationsalderen" drak (s. 94, l. 25- 26).
Elsebeth er ekstremt nedslidt og udmarvet, som nævnt ovenfor, og man får fornemmelsen af, at det også står skidt til i resten af sognet, siden ingen har overskud til at hjælpe hende med trængslerne. Der står at " i øvrigt havde ikke mange den gang nogen tanke tilovers for den stakkels moder, som sad ude på marken med fire børn i en faldefærdig hytte og kæmpede en stump kamp for livet."( s.96, l.8- 11.).
De rige
Det øverste sociale lag er repræsenteret ved sladder (s. 98, l.15- 27). - En rig mand, Anders Jensen, skal begrave sit barn Kjesten, og de fine folk incl. provsten og provstinden er inviteret til begravelsesgilde. De har da i hvert fald flaget på halv hos doktoren, som hos de andre, så han skal også med, får vi at høre af en hvidskægget gamling. Han tilføjer, at "Anders Jensen har jo gaverne til det".(s.98, l. 26).Han kender vores hovedpersons rigtige navn, Elsebeth, til forskel fra resten af landsbymiljøet som distancerer sig til hende, ved udelukkende at kalde hende Nils Nilens brud. Han nævner også, at "Ane Klokkers var indenom døren hos vor mor i aftes, og hun fortæller at de havde fået kokkemadam fra staden." ( s.98, l. 18- 20) . Dette viser os at sladderen går højt i det lille samfund. De fattige interesserer sig for de riges tilværelse, som til alle tider.
Karakterbeskrivelser:
Nils Nilens brud set udefra:
Hun er midaldrende (s. 94, l. 7) og nedslidt af arbejde: ”Men endnu sad der dybe mærker af disse års forsmædelige elendighed i hendes ejendommeligt langagtige, maskestive ansigt, hvis udtryk sorg og slid og sult tidligt havde ældet og sløvet” (s.96, l.14-17).
Vi får en beskrivelse af hende: ”sørgehætte og sort sjal… noget lange, fremskudte hage… knoklet, af arbejde mishandlet hånd…” (s.94, l. 10- 12).
”Det var en kone der var vel kendt i egnen, hvor hun almindeligvis gik under det besynderlige navn: Nils Nilens brud. Hvorfra hun stammede, hvem hun oprindelig var, og hvad hun egentlig hed, havde man næsten glemt. Thi både sit navn og sin berømmelse skyldte hun udelukkende sin for fire år siden afdøde mand…” (s.94, l. 14- 19). Dette citat viser os, at Elsebeth er en ensom kone, uden megen personlig kontakt til landsbyen.- Landsbyen distancerer sig fra hende. Hun huskes kun via sin mands navn.
Da barnet graves op, får vi at vide at hun står rolig, agtpågivende og en smule sky.(s.99 l. 32- 33).
Hun er fåmælt. Det ses i samtalen med gamlingen, og idet at hun vender sorgerne indad, hvilket i følgende skal begrundes.
Elsebeth set Indefra:
Hun er hensat til at leve et liv i slid og slæb, uden tid til eftertanke og sorg,end ikke da hendes førstefødte datter dør.
”Hun var fremmed der på egnen, og i sin ærekærhed talte hun aldrig selv til nogen om, hvad hun led” (s.96, l.12-13).
Hun skal kæmpe for at holde sammen på tilværelsen, og tage sig af andre end sig selv. Hun lever ”fortumlet af skam” (s.97, l. 10) over mandens alkoholisme, specielt da hans druk ikke engang levner plads til, at hun kan tage sig af den 3-årige pige mens hun dør, og bearbejde sin sorg efterfølgende. Hun har ikke engang været til pigens begravelse, (hun er ikke i stand til, over for graverne, at stedfæste graven, men må henvise til, hvad byens sladdertaske Ane Klokkers har sagt.(s. 99, l. 13)). Hendes skam følger Nils Nilens berømmelse i proportioner.(Se nedenfor).
Hendes stumme kamp for livet (s. 96, l.11) levner hende ingen hjælp, og når hun ind i mellem forsøger at genkalde sig Ane-Mettes billede, lykkes det ikke, hvilket er en del af grunden til at hun skammer sig.
Hun skammer sig også frygteligt ved aldrig at have grædt over sit barns død, og over måden Ane-Mette dengang kom af vejen på.
Hun kendes kun af den hvidskæggede gamling ( s. 97, l. 22), som kalder hende ved hendes rigtige navn og virker interesseret i hendes situation. Han siger til Elsebeth, at Ane Klokkers ”… var indenom døren hos vor mor i aftes…”( s. 98, l. 18-19), hvilket kan betyde, at han omtaler sig selv (som Elsebeth også gør det på s. 98, linje 12) i flertal. Dog virker det slående, når man tager det sociale lag i betragtning, hvorfor jeg mener at der kan være belæg for, at han er Elsebeths storebror, og derved kender hendes navn og historie. Hun virker ikke specielt glad for at snakke med ham, hvilket måske er forståeligt nok, situationen på kirkegården taget i betragtning. Hun svarer ham mest i enstavelsesord.
Da hun ser de små knogler i jorden, et lille halsbånd med en irret knap og til sidst et lille barnehoved med en lok rødligt hår, var det "... som om barnets billede med eet blev levende for hende... Elsebeth lagde sig hulkende på knæ ved graven og samlede varsomt stykke for stykke af de små ben op i sit forklæde. Tårerne strømmede ned over hendes kinder, og hun holdt krampagtig forklædets flige ind mod sig som for endnu engang at trykke barnet til sit hjerte."(s. 100, l. 9- 18). Sorgen over sit første barns død og alle de indestægte og skamfulde følelser får endelig lov til at komme ud, da hun på én gang lettet og sorgfuld over synet af sit barn, får lov til at tage afsked, hvilket jo aldrig har været muligt før nu.
Da den lille fine pige begraves, har Elsebeth påny begravet sin pige under nogle tørv, akkompagneret af salmesang, hulken, bøn, tale og klokker. Fra sit hjørne af kirkegården føler hun sig nu så let om hjertet; føler at hun har betalt en tyngende skyld. Hun håber ”At Vorherre nu nok engang vil tage godt imod hendes lille Ane-Mette.” (s.101, l. 27- 28).
Nils Nilen udefra
Var Elsebeths afdøde mand, som intet middel skyede for at drikke sig fra sans og samling. Han levede nærmest af spiritus. Det var en ”sand ynk at se, med hvilket besvær han pinte blot den mindste krumme brød ned gennem sit sammensnærpede svælg. Kommer nu hertil, at han var et kvikt hoved, i besiddelse af et uopdrikkeligt galgenhumor, og at han endnu efter sin død fejrede en smuk triumf, idet distrikslægen yderst forsigtigt udskar hans lille sejge gummiboldt af en mave, hvilken derpå som en kostelig skat anbragtes i en glaskrukke med spiritus og senere nød den ære at blive fremvist ved en stor lægeforsamling i københavn, hvor den vagte almindelig beundring,… så kan det umuligt længer forbavse, at han af lilleunderne dyrkes som en slags sognehelgen, en stedlige heros, hvis bedrifter endnu samvittighedsfuldt opbevares til beundrende ihukommelse.” (s. 94, l. 30- s.95, l. 9). Han lever i spiritus-tågernes velsignelser. Selv efter sin død er han altså gennemvædet af spiritus.
Man får følelsen af, at denne mand har fyldt så meget, at Elsebeth har skubbet alt til side for
ham, hvilket vi jo også ser på barnets døds-nat.
Han er en dramatiker, der ”fløjtede” sig til den første snaps, ”hanegalede” sig til den anden, ”græd” sig til den tredje o.s.v. For en halv pægl hoppede han gulvet rundt som en skade, for en hel spiste han en lus.” (s. 95, l.15- 18).
Egoistisk er han også, når han i alkoholismens vold, ”flåede den sidste las af sine børn og plyndrede huset derhjemme” (s. 95, l. 22- 23), for herefter at sælge alt i sognets byer.
Nils Nilen døde 4 år før fortællingen finder sted.
Nils nilen indefra
Han holder vel nok af Elsebeth, for når han efter dage-lange drukture ravede hjemad, var det altid med en afskedssalut til den ”… hujende ungdom, der gerne fulgte ham gennem byerne: ”Nu si´er jeg god nat, godtfolk! Nu går jeg hjem til min brud!”(s. 97, l. 3- 6).
Lotte udefra
Elsebeths yngste datter.
Bleg lille pige.
11 år gammel.
Vi får at vide, at hun er pyntet i sin bedste stads: ”På hovedet havde hun en alt for lille, gul stråhat, med skotske bånd, på fødderne et par alt for store, grå tøjstøvler, der tydeligt havde tilhørt en eller anden gammel dame med svære knyster.”
På hendes arm hang en blomsterkrans.”
Spændt på situationen.
(s.96, l. 19- 26).
Lotte indefra
Elsebeth siger om hende: ”Ja, man fik jo ingen fred for hende, før hun fik lov til at komme herud med vi andre… hun ville partout se sin bette søster, sagde hun.” (s.98, l. 11- 14). Det får mig til at tænke på den lille Lotte sandsynligvis har hørt om sin ”bette søster” gennem sit eget liv, og derfor har et behov for at stadfæste Ane-Mette i sin bevidsthed. Hun opfatter sin døde storesøster som sin lille søster.
Ane-Mette som levende
Elsebeths førstefødte datter.
Døde 20 år før historien finder sted: der lå ”en lille tre-års pige med feberblanke øjne og stred med vejret. I løbet af natten, mens moderen og nogle naboer tumledes med det vanvittige menneske, døde hun stille…” (s.96, l.34- s. 97, l.3).
Ane-Mette som død
Begravet på kirkegården blandt andre knogler. Opgravet igen for at gøre plads til den finere barnebegravelse, hvorpå hun begraves i et hjørne af kirkegården under nogle tørv, med Lottes krans ovenpå. (s.98,l. 3-8, s. 99, l. 16- 17 og s.101, l.3-2- 6).
Fortælleren
3 person-fortæller: "En meget varm dag sad en midaldrende kone..." (s. 94, l. 7).
Kombineret synsvinkel:
Indre synsvinkel hos Elsebeth: "...Siden havde hun vel undertiden søgt tilbage i sin erindring for at kalde sig frem billedet af sin førstefødte. Bestandig følte hun, at hun havde noget at gøre godt over for dette barn..."( s.97, l. 13- 16).
Man lever sig somme tider ind i Elsebeths tanker og følelser, men vi har ikke adgang til hendes tanker mere end højst nødvendigt, sådan at fortællingen kan oppebære sig selv. Man bliver nødsaget til at kunne læse hendes tanker, for at følge dem tilbage i tiden og derved forstå hendes følelsesmæssige situation. (s. 96, l. 30-s. 97, l. 19).
Dog bruger fortælleren udelukkende ydre synsvinkel på samtlige andre karakterer, for at distancere dem yderligere fra Elsebeth. - Kun 2 undtagelser er der fra dette, da der understreges at folket på egnen ikke havde "... den gang nogen tanke tilovers..." for hende. (s. 96, l, 9), og ”… Hvorfra hun stammede, hvem hun oprindelig var, og hvad hun egentlig hed, havde man næsten glemt.” (s.94, l. 16- 17). Disse sætninger distancerer dem endnu mere fra hende.
Fortælleren bruger beskrivelse og replik, men er mest domineret af beretning.
Fortolkning:
H.P. gør brug af stemningsbilleder. Blandt andet i form af kirke-beskrivelsen og naturbeskrivelserne, som også bruges som modsætninger. - Som symbolske billeder på menneskenes forskellige prædestinerede livsforløb: Selve kirkegården er ”nøgen og uhyggelig-opreven af vestenvinden, der uhindret kaster sig ind over gravene” (s. 93, l. 22- 23).
Dette grumme syn står i kontrast til landskabsbeskrivelsen umiddelbart efter: ”Men rundt omkring åsen breder landet og fjorden sig i milevid forening for ens øjne, og i vest – hvor brinken sænker sig stejlt og vildt – svæver blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet fjordvig opfyldt med høje rør og siv, over hvis bølgende flade der i det sildige efterår lægger sig de vidunderligste toner af gult og rødt og orange, og hvorfra der ved aftenstid, når solen går ned bag de blånende højder i vest..” og her sætter H.P. symbolsk kontrasten ved den romantiske naturbeskrivelse, som han også benytter i det menneskelige miljø, ind: ”… stiger et næsten øredøvende spektakel af fugleskrig, et virvar af pibende stemmer, der som en helvedes koncert stiger herop i højdernes paradisiske fred.” (s. 93, l. 23- s.94, l. 6). I det menneskelige miljø er der jo ekstreme kontraster klasserne imellem, som jeg gennemgik tidligere i miljøbeskrivelsen.
Ellers får vi på naturalistisk vis råt for usødet udpenslet detaljerne i karakterernes fattige skæbne: Ane-Mette, døende og glemt i Nils Nilens rasende afsindige druk-syner og begravet i lag med andet rakkerpak.
Det der slår mig ved fortællingen, er at Elsebeth ikke virkelig kendes af nogen, andre end gamlingen. Hun er derved nærmest løsrevet fra tiden og er på en måde i opløsning. - Hvis ingen kender én, jamen hvem er man så? Hun står underligt alene i tilværelsen. Man har kun sig selv til at huske hele livshistorien som den var, og farvet af skamfølelse og ærekærhed som Elsebeths syn er det, kan hun umuligt tale med andre om sine følelser. I novellen er det også mest gamlingen der står for deres samtale; så selv om han tror han kender hende – gør han det så? Husker hun sit liv som det var - fattigt og ynkeligt, men dog med visse glæder (hendes mand elskede hende dog, om end han var et fordrukkent svin, og Mette har da overskud til at flette en krans og tage med til op-gravelsen og begravelsen (som støtte?) hvilket vidner om empatisk sans, som hun vel har fået gennem opdragelsen) eller farver hendes eget fordømmende syn det i forvejen sprukne billede, så ikke engang de få glæder i hendes liv, får lov at skinne igennem? Hun husker til sidst i fortællingen Ane-Mettes billede, men optaget af al deres nød gennem tiderne, der bestandig forværredes, var hun tvunget til også at glemme hvem hun selv var. Elsebeth ophørte med at eksistere i sin tilværelse. Hun blev en levende død. Til sidst dog, da hun begraver lille Ane-Mette igen, oplever hun en følelse af, at alt nok skal blive godt. At barnet bliver taget vel imod af Vorherre i himlen. Så et "trøstefuldt håb" lever da i hende, hvilket er en del af H.P.s kritik af samfundet:
Temaerne
er, at de fattigste i samfundet har det så skidt, at håbet er alt, hvad de ejer. Med forgæves higen efter bedre tider falder håbet til jorden igen. Fattigfolket bliver taget ved næsen: Håbet nytter ingenting. Det er kun hvad det er i sig selv.
H.P. giver en ætsende kritik af det skarpt klasseopdelte samfund, som personificeres igennem novellen.
Ligeledes kritiserer han samfundets moral: Hvis man, som Elsebeth er det i Ane-Mette, er født til livet som kvinde og fattig, er ens skæbne så meget desto hårdere, i det man som kvinde simpelthen bliver nødsaget til at tage ansvaret og få familien til at overleve, på bekostning af sin egen identitet.
Budskabet
Er et opråb om medfølelse.
Perspektivering:
Temaet om de falske forhåbninger går igen i flere af novellerne i "Fra hytterne".
Vi læser om fattigfolk der har slidt, slæbt og puklet sig igennem livet, og endelig med udsigt til lidt lykke, falder alt til jorden igen.
Kvindernes skæbne er på sin vis værre end mændenes, i det de må tage ansvaret for skæbnens ulykker, hvilket også kommer til udtryk i "en fiskerrede", hvor den unge Marys tilværelse er i en fordrukken kaptajns hænder, og som efter at have "læst sin skæbne" i hans øjne, vælger at tage sit liv.
Ligeledes beskæftiger H.P. sig med mennesker der har holdt sig tilbage fra andre folk, som vi også ser i f.eks. "Knokkelmanden", hvor ”boelsfolket” ”holdt sig tilbage for al selskabelig omgang med egnens folk.”
H.P. beskriver de usles livsvilkår på naturalistisk vis. Han er inspireret af sin egen opvækst
under temmelig dårlige kår i den jyske provins, hvor han har været tilskuer til livets uretfærdige skæbner.
Også Darwin der havde skrevet ”Arternes Oprindelse”, som først i 1872 blev oversat til dansk, havde skabt enorm og vedvarende debat, hvilket havde influeret H.P.
Hans samtid er betegnet som ”det moderne gennembrud”, hvis litterære begyndelse i Danmark startede 11 år før H.P.s udgivelse af ”Fra hytterne”, med en række forelæsninger af Georg Brandes. I det moderne gennembruds litteratur gik forfatterne ud af det nationalromantiske snæversyn og den ufarlige hygge, som de syntes var bedragerisk og satte en lang række problemer som kønsmoral, religion, ejendomsforhold og samfundsstruktur under debat.
H.P. beskrev, som en af de første i Danmark, de kummerlige vilkår som de fattigste i Danmark var dømt til at leve under.
Kilder:
”Litteraturens Veje”, af Johannes Fibiger og Gerd Lütken og G.E.C. Gads Forlag. 2. udgave, 1. oplag 2003.
”Fra hytterne – Skyggerids fra landsbyen” af Henrik Pontoppidan. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S. 1982. Udkom første gang i 1887. Tiende udgave.
"Ane-Mette" af Henrik Pontoppidan.
Jeg vil hermed lave et referat og analyse af ”Ane-Mette”, som indgår i novellesamlingen ”Fra hytterne” af Henrik Pontoppidan (herefter H.P.), der blev udgivet i 1887.
”Fra hytterne” afspilles i forskellige landsby-miljøer på forfatterens samtid. Når jeg skriver afspilles, er det fordi H.P.s beskrivelser er helt filmiske. Man lever sig virkelig ind i historien; billederne suser af sted på nethinden, så man føler sig tilsidesat til en anden verden. Man kan høre fuglenes kor for sit indre øre, lugte de fattiges stank og føle deres håb og smerte, når de slider og slæber livet ud, i forgæves higen efter bedre kår, eller begraver deres døde.
I novellen ”Ane-Mette” bliver der faktisk gravet en død op, hvilket jeg nu vil komme ind på.
Referat af ”Ane-Mette”:
”Ane-Mette” starter ude på landet, et stykke fra byen ”Lillelunde”. En fattig midaldrende kone, af en gamling kaldet Elsebeth,men i egnen kendt som Nils Nilens brud, sidder en varm sommerdag i sit højtids-tøj uden for kirkegårdsporten og venter med sin 11-årige yngste datter Lotte på, at hendes førstefødte afdøde barn, for hvem hun aldrig har grædt en tåre, skal graves op af sin grav, fordi hun ikke ”har ret til graven” længere. Den skal bruges påny.
Hun tænker 20 år tilbage på ”hin kolde novemberaften” da den dengang 3-årige pige lå febersyg i et hjørne af stuen. Hendes fantasifulde drukkenbolt af en mand, navnkundiggjort for sine evner til at skaffe og drikke snaps, Nils Nilen, havde den aften fået delirium, og i postyret med at få ham til at falde til ro, glemte hun og naboerne alt om det lille syge barn, som døde uænset i løbet af natten. Om morgenen blev liget bragt ud af huset for ikke at være i vejen. Først senere hen, da manden havde raset ud, forstod hun hvad der var sket. Men hun fik aldrig ro til at begræde sit tab. Siden hen havde hun tænkt tilbage for (forgæves) at genkalde sig pigen, for hvem hun aldrig havde grædt, og som var kommet i jorden uden følge og klokkeringning.
På kirkegården graver to gravere det lille skelet op, stykke for stykke. Ved synet af knoglerne og en lille båndstump, kan hun endelig, stærkt bevæget, erindre datterens billede.
Graverne får besked på at skrubbe sig, idet nogle fornemme folk skal lægge deres barn i graven, med pomp og pragt og stort følge.
Nils Nilens brud og hendes datter sætter sig i det fjerneste hjørne af kirkegården, og her begraver moderen sit førstefødte barn igen, samtidig med at det fine barn begraves.
Efter referatet af ”Ane-Mette” vil jeg, uden yderligere krumspring, gå videre til analysen:
Miljø
Miljøet i novellen er et skarpt opdelt klassemiljø på landet i sidste halvdel af 1800-tallet.("...4 mark og 8 skilling...husmænd og jordløse indsiddere..."(s. 93, l.15-17)).Vi befinder os ved den fiktive ”Lillelunde” by (s.93, l.1), i Danmark ("...København..."(s.95, l. 5-9)).
Selve kirkegården er ”nøgen og uhyggelig-opreven af vestenvinden, der uhindret kaster sig ind over gravene” (s. 93, l. 22- 23).
Dette menneskeskabte forfald står i modsætning til den landlige idyl: ”Men rundt omkring åsen breder landet og fjorden sig i milevid forening for ens øjne, og i vest – hvor brinken sænker sig stejlt og vildt – svæver blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet fjordvig opfyldt med høje rør og siv, over hvis bølgende flade der i det sildige efterår lægger sig de vidunderligste toner af gult og rødt og orange, og hvorfra der ved aftenstid, når solen går ned bag de blånende højder i vest,..” (s. 93, l. 23- s.94, l.3).
Klassernes forskelle bliver i "Ane-Mette" sat på spidsen, når vi læser om hvordan begravelser takseres i sognet: "Ved højtidelige lejligheder, f.eks. hvergang en af de Lillelunde folk gør sin sidste, langsommelige kirkefærd op igennem hulvejene, falder den (kirken, red.) ind med stærkere og malmfuldere stemmer... en stor (til 4 mark og 8 skilling) for bønder og velhavende håndværkere og en noget mere beskeden (á en rigsort), til hvilken husmænd og jordløse indsiddere ager op til deres fædre,...for nu slet ikke at tale om sådanne fattige stympere, der ligesom ad en bagvej listes over i evigheden uden anden musik end præstens amen og grusets tre hule bump på det tynde kistelåg." Mennesker med midler behandles altså markant bedre end de fattige stympere, som H.P. skriver om, som bliver begravet i bunker og opgraves når retten til graven er udløbet.( s.99, l. 21- 26 og s.98, l. 8).
De fattige
Det miljø vi indlever os i tilhører den nederste del af de sociale lag i samfundet:
H.P. skriver at Nils Nilen var en fattig fjordfisker,( s. 94, l. 19- 20), hvilket viser os lidt om den mulige ernæringsvej i landsbyen.
Der skrives at "omtrent enhver uberygtet lillelunder over konfirmationsalderen" drak (s. 94, l. 25- 26).
Elsebeth er ekstremt nedslidt og udmarvet, som nævnt ovenfor, og man får fornemmelsen af, at det også står skidt til i resten af sognet, siden ingen har overskud til at hjælpe hende med trængslerne. Der står at " i øvrigt havde ikke mange den gang nogen tanke tilovers for den stakkels moder, som sad ude på marken med fire børn i en faldefærdig hytte og kæmpede en stump kamp for livet."( s.96, l.8- 11.).
De rige
Det øverste sociale lag er repræsenteret ved sladder (s. 98, l.15- 27). - En rig mand, Anders Jensen, skal begrave sit barn Kjesten, og de fine folk incl. provsten og provstinden er inviteret til begravelsesgilde. De har da i hvert fald flaget på halv hos doktoren, som hos de andre, så han skal også med, får vi at høre af en hvidskægget gamling. Han tilføjer, at "Anders Jensen har jo gaverne til det".(s.98, l. 26).Han kender vores hovedpersons rigtige navn, Elsebeth, til forskel fra resten af landsbymiljøet som distancerer sig til hende, ved udelukkende at kalde hende Nils Nilens brud. Han nævner også, at "Ane Klokkers var indenom døren hos vor mor i aftes, og hun fortæller at de havde fået kokkemadam fra staden." ( s.98, l. 18- 20) . Dette viser os at sladderen går højt i det lille samfund. De fattige interesserer sig for de riges tilværelse, som til alle tider.
Karakterbeskrivelser:
Nils Nilens brud set udefra:
Hun er midaldrende (s. 94, l. 7) og nedslidt af arbejde: ”Men endnu sad der dybe mærker af disse års forsmædelige elendighed i hendes ejendommeligt langagtige, maskestive ansigt, hvis udtryk sorg og slid og sult tidligt havde ældet og sløvet” (s.96, l.14-17).
Vi får en beskrivelse af hende: ”sørgehætte og sort sjal… noget lange, fremskudte hage… knoklet, af arbejde mishandlet hånd…” (s.94, l. 10- 12).
”Det var en kone der var vel kendt i egnen, hvor hun almindeligvis gik under det besynderlige navn: Nils Nilens brud. Hvorfra hun stammede, hvem hun oprindelig var, og hvad hun egentlig hed, havde man næsten glemt. Thi både sit navn og sin berømmelse skyldte hun udelukkende sin for fire år siden afdøde mand…” (s.94, l. 14- 19). Dette citat viser os, at Elsebeth er en ensom kone, uden megen personlig kontakt til landsbyen.- Landsbyen distancerer sig fra hende. Hun huskes kun via sin mands navn.
Da barnet graves op, får vi at vide at hun står rolig, agtpågivende og en smule sky.(s.99 l. 32- 33).
Hun er fåmælt. Det ses i samtalen med gamlingen, og idet at hun vender sorgerne indad, hvilket i følgende skal begrundes.
Elsebeth set Indefra:
Hun er hensat til at leve et liv i slid og slæb, uden tid til eftertanke og sorg,end ikke da hendes førstefødte datter dør.
”Hun var fremmed der på egnen, og i sin ærekærhed talte hun aldrig selv til nogen om, hvad hun led” (s.96, l.12-13).
Hun skal kæmpe for at holde sammen på tilværelsen, og tage sig af andre end sig selv. Hun lever ”fortumlet af skam” (s.97, l. 10) over mandens alkoholisme, specielt da hans druk ikke engang levner plads til, at hun kan tage sig af den 3-årige pige mens hun dør, og bearbejde sin sorg efterfølgende. Hun har ikke engang været til pigens begravelse, (hun er ikke i stand til, over for graverne, at stedfæste graven, men må henvise til, hvad byens sladdertaske Ane Klokkers har sagt.(s. 99, l. 13)). Hendes skam følger Nils Nilens berømmelse i proportioner.(Se nedenfor).
Hendes stumme kamp for livet (s. 96, l.11) levner hende ingen hjælp, og når hun ind i mellem forsøger at genkalde sig Ane-Mettes billede, lykkes det ikke, hvilket er en del af grunden til at hun skammer sig.
Hun skammer sig også frygteligt ved aldrig at have grædt over sit barns død, og over måden Ane-Mette dengang kom af vejen på.
Hun kendes kun af den hvidskæggede gamling ( s. 97, l. 22), som kalder hende ved hendes rigtige navn og virker interesseret i hendes situation. Han siger til Elsebeth, at Ane Klokkers ”… var indenom døren hos vor mor i aftes…”( s. 98, l. 18-19), hvilket kan betyde, at han omtaler sig selv (som Elsebeth også gør det på s. 98, linje 12) i flertal. Dog virker det slående, når man tager det sociale lag i betragtning, hvorfor jeg mener at der kan være belæg for, at han er Elsebeths storebror, og derved kender hendes navn og historie. Hun virker ikke specielt glad for at snakke med ham, hvilket måske er forståeligt nok, situationen på kirkegården taget i betragtning. Hun svarer ham mest i enstavelsesord.
Da hun ser de små knogler i jorden, et lille halsbånd med en irret knap og til sidst et lille barnehoved med en lok rødligt hår, var det "... som om barnets billede med eet blev levende for hende... Elsebeth lagde sig hulkende på knæ ved graven og samlede varsomt stykke for stykke af de små ben op i sit forklæde. Tårerne strømmede ned over hendes kinder, og hun holdt krampagtig forklædets flige ind mod sig som for endnu engang at trykke barnet til sit hjerte."(s. 100, l. 9- 18). Sorgen over sit første barns død og alle de indestægte og skamfulde følelser får endelig lov til at komme ud, da hun på én gang lettet og sorgfuld over synet af sit barn, får lov til at tage afsked, hvilket jo aldrig har været muligt før nu.
Da den lille fine pige begraves, har Elsebeth påny begravet sin pige under nogle tørv, akkompagneret af salmesang, hulken, bøn, tale og klokker. Fra sit hjørne af kirkegården føler hun sig nu så let om hjertet; føler at hun har betalt en tyngende skyld. Hun håber ”At Vorherre nu nok engang vil tage godt imod hendes lille Ane-Mette.” (s.101, l. 27- 28).
Nils Nilen udefra
Var Elsebeths afdøde mand, som intet middel skyede for at drikke sig fra sans og samling. Han levede nærmest af spiritus. Det var en ”sand ynk at se, med hvilket besvær han pinte blot den mindste krumme brød ned gennem sit sammensnærpede svælg. Kommer nu hertil, at han var et kvikt hoved, i besiddelse af et uopdrikkeligt galgenhumor, og at han endnu efter sin død fejrede en smuk triumf, idet distrikslægen yderst forsigtigt udskar hans lille sejge gummiboldt af en mave, hvilken derpå som en kostelig skat anbragtes i en glaskrukke med spiritus og senere nød den ære at blive fremvist ved en stor lægeforsamling i københavn, hvor den vagte almindelig beundring,… så kan det umuligt længer forbavse, at han af lilleunderne dyrkes som en slags sognehelgen, en stedlige heros, hvis bedrifter endnu samvittighedsfuldt opbevares til beundrende ihukommelse.” (s. 94, l. 30- s.95, l. 9). Han lever i spiritus-tågernes velsignelser. Selv efter sin død er han altså gennemvædet af spiritus.
Man får følelsen af, at denne mand har fyldt så meget, at Elsebeth har skubbet alt til side for
ham, hvilket vi jo også ser på barnets døds-nat.
Han er en dramatiker, der ”fløjtede” sig til den første snaps, ”hanegalede” sig til den anden, ”græd” sig til den tredje o.s.v. For en halv pægl hoppede han gulvet rundt som en skade, for en hel spiste han en lus.” (s. 95, l.15- 18).
Egoistisk er han også, når han i alkoholismens vold, ”flåede den sidste las af sine børn og plyndrede huset derhjemme” (s. 95, l. 22- 23), for herefter at sælge alt i sognets byer.
Nils Nilen døde 4 år før fortællingen finder sted.
Nils nilen indefra
Han holder vel nok af Elsebeth, for når han efter dage-lange drukture ravede hjemad, var det altid med en afskedssalut til den ”… hujende ungdom, der gerne fulgte ham gennem byerne: ”Nu si´er jeg god nat, godtfolk! Nu går jeg hjem til min brud!”(s. 97, l. 3- 6).
Lotte udefra
Elsebeths yngste datter.
Bleg lille pige.
11 år gammel.
Vi får at vide, at hun er pyntet i sin bedste stads: ”På hovedet havde hun en alt for lille, gul stråhat, med skotske bånd, på fødderne et par alt for store, grå tøjstøvler, der tydeligt havde tilhørt en eller anden gammel dame med svære knyster.”
På hendes arm hang en blomsterkrans.”
Spændt på situationen.
(s.96, l. 19- 26).
Lotte indefra
Elsebeth siger om hende: ”Ja, man fik jo ingen fred for hende, før hun fik lov til at komme herud med vi andre… hun ville partout se sin bette søster, sagde hun.” (s.98, l. 11- 14). Det får mig til at tænke på den lille Lotte sandsynligvis har hørt om sin ”bette søster” gennem sit eget liv, og derfor har et behov for at stadfæste Ane-Mette i sin bevidsthed. Hun opfatter sin døde storesøster som sin lille søster.
Ane-Mette som levende
Elsebeths førstefødte datter.
Døde 20 år før historien finder sted: der lå ”en lille tre-års pige med feberblanke øjne og stred med vejret. I løbet af natten, mens moderen og nogle naboer tumledes med det vanvittige menneske, døde hun stille…” (s.96, l.34- s. 97, l.3).
Ane-Mette som død
Begravet på kirkegården blandt andre knogler. Opgravet igen for at gøre plads til den finere barnebegravelse, hvorpå hun begraves i et hjørne af kirkegården under nogle tørv, med Lottes krans ovenpå. (s.98,l. 3-8, s. 99, l. 16- 17 og s.101, l.3-2- 6).
Fortælleren
3 person-fortæller: "En meget varm dag sad en midaldrende kone..." (s. 94, l. 7).
Kombineret synsvinkel:
Indre synsvinkel hos Elsebeth: "...Siden havde hun vel undertiden søgt tilbage i sin erindring for at kalde sig frem billedet af sin førstefødte. Bestandig følte hun, at hun havde noget at gøre godt over for dette barn..."( s.97, l. 13- 16).
Man lever sig somme tider ind i Elsebeths tanker og følelser, men vi har ikke adgang til hendes tanker mere end højst nødvendigt, sådan at fortællingen kan oppebære sig selv. Man bliver nødsaget til at kunne læse hendes tanker, for at følge dem tilbage i tiden og derved forstå hendes følelsesmæssige situation. (s. 96, l. 30-s. 97, l. 19).
Dog bruger fortælleren udelukkende ydre synsvinkel på samtlige andre karakterer, for at distancere dem yderligere fra Elsebeth. - Kun 2 undtagelser er der fra dette, da der understreges at folket på egnen ikke havde "... den gang nogen tanke tilovers..." for hende. (s. 96, l, 9), og ”… Hvorfra hun stammede, hvem hun oprindelig var, og hvad hun egentlig hed, havde man næsten glemt.” (s.94, l. 16- 17). Disse sætninger distancerer dem endnu mere fra hende.
Fortælleren bruger beskrivelse og replik, men er mest domineret af beretning.
Fortolkning:
H.P. gør brug af stemningsbilleder. Blandt andet i form af kirke-beskrivelsen og naturbeskrivelserne, som også bruges som modsætninger. - Som symbolske billeder på menneskenes forskellige prædestinerede livsforløb: Selve kirkegården er ”nøgen og uhyggelig-opreven af vestenvinden, der uhindret kaster sig ind over gravene” (s. 93, l. 22- 23).
Dette grumme syn står i kontrast til landskabsbeskrivelsen umiddelbart efter: ”Men rundt omkring åsen breder landet og fjorden sig i milevid forening for ens øjne, og i vest – hvor brinken sænker sig stejlt og vildt – svæver blikket ud over en stor, inddæmmet, nu ganske tilgroet fjordvig opfyldt med høje rør og siv, over hvis bølgende flade der i det sildige efterår lægger sig de vidunderligste toner af gult og rødt og orange, og hvorfra der ved aftenstid, når solen går ned bag de blånende højder i vest..” og her sætter H.P. symbolsk kontrasten ved den romantiske naturbeskrivelse, som han også benytter i det menneskelige miljø, ind: ”… stiger et næsten øredøvende spektakel af fugleskrig, et virvar af pibende stemmer, der som en helvedes koncert stiger herop i højdernes paradisiske fred.” (s. 93, l. 23- s.94, l. 6). I det menneskelige miljø er der jo ekstreme kontraster klasserne imellem, som jeg gennemgik tidligere i miljøbeskrivelsen.
Ellers får vi på naturalistisk vis råt for usødet udpenslet detaljerne i karakterernes fattige skæbne: Ane-Mette, døende og glemt i Nils Nilens rasende afsindige druk-syner og begravet i lag med andet rakkerpak.
Det der slår mig ved fortællingen, er at Elsebeth ikke virkelig kendes af nogen, andre end gamlingen. Hun er derved nærmest løsrevet fra tiden og er på en måde i opløsning. - Hvis ingen kender én, jamen hvem er man så? Hun står underligt alene i tilværelsen. Man har kun sig selv til at huske hele livshistorien som den var, og farvet af skamfølelse og ærekærhed som Elsebeths syn er det, kan hun umuligt tale med andre om sine følelser. I novellen er det også mest gamlingen der står for deres samtale; så selv om han tror han kender hende – gør han det så? Husker hun sit liv som det var - fattigt og ynkeligt, men dog med visse glæder (hendes mand elskede hende dog, om end han var et fordrukkent svin, og Mette har da overskud til at flette en krans og tage med til op-gravelsen og begravelsen (som støtte?) hvilket vidner om empatisk sans, som hun vel har fået gennem opdragelsen) eller farver hendes eget fordømmende syn det i forvejen sprukne billede, så ikke engang de få glæder i hendes liv, får lov at skinne igennem? Hun husker til sidst i fortællingen Ane-Mettes billede, men optaget af al deres nød gennem tiderne, der bestandig forværredes, var hun tvunget til også at glemme hvem hun selv var. Elsebeth ophørte med at eksistere i sin tilværelse. Hun blev en levende død. Til sidst dog, da hun begraver lille Ane-Mette igen, oplever hun en følelse af, at alt nok skal blive godt. At barnet bliver taget vel imod af Vorherre i himlen. Så et "trøstefuldt håb" lever da i hende, hvilket er en del af H.P.s kritik af samfundet:
Temaerne
er, at de fattigste i samfundet har det så skidt, at håbet er alt, hvad de ejer. Med forgæves higen efter bedre tider falder håbet til jorden igen. Fattigfolket bliver taget ved næsen: Håbet nytter ingenting. Det er kun hvad det er i sig selv.
H.P. giver en ætsende kritik af det skarpt klasseopdelte samfund, som personificeres igennem novellen.
Ligeledes kritiserer han samfundets moral: Hvis man, som Elsebeth er det i Ane-Mette, er født til livet som kvinde og fattig, er ens skæbne så meget desto hårdere, i det man som kvinde simpelthen bliver nødsaget til at tage ansvaret og få familien til at overleve, på bekostning af sin egen identitet.
Budskabet
Er et opråb om medfølelse.
Perspektivering:
Temaet om de falske forhåbninger går igen i flere af novellerne i "Fra hytterne".
Vi læser om fattigfolk der har slidt, slæbt og puklet sig igennem livet, og endelig med udsigt til lidt lykke, falder alt til jorden igen.
Kvindernes skæbne er på sin vis værre end mændenes, i det de må tage ansvaret for skæbnens ulykker, hvilket også kommer til udtryk i "en fiskerrede", hvor den unge Marys tilværelse er i en fordrukken kaptajns hænder, og som efter at have "læst sin skæbne" i hans øjne, vælger at tage sit liv.
Ligeledes beskæftiger H.P. sig med mennesker der har holdt sig tilbage fra andre folk, som vi også ser i f.eks. "Knokkelmanden", hvor ”boelsfolket” ”holdt sig tilbage for al selskabelig omgang med egnens folk.”
H.P. beskriver de usles livsvilkår på naturalistisk vis. Han er inspireret af sin egen opvækst
under temmelig dårlige kår i den jyske provins, hvor han har været tilskuer til livets uretfærdige skæbner.
Også Darwin der havde skrevet ”Arternes Oprindelse”, som først i 1872 blev oversat til dansk, havde skabt enorm og vedvarende debat, hvilket havde influeret H.P.
Hans samtid er betegnet som ”det moderne gennembrud”, hvis litterære begyndelse i Danmark startede 11 år før H.P.s udgivelse af ”Fra hytterne”, med en række forelæsninger af Georg Brandes. I det moderne gennembruds litteratur gik forfatterne ud af det nationalromantiske snæversyn og den ufarlige hygge, som de syntes var bedragerisk og satte en lang række problemer som kønsmoral, religion, ejendomsforhold og samfundsstruktur under debat.
H.P. beskrev, som en af de første i Danmark, de kummerlige vilkår som de fattigste i Danmark var dømt til at leve under.
Kilder:
”Litteraturens Veje”, af Johannes Fibiger og Gerd Lütken og G.E.C. Gads Forlag. 2. udgave, 1. oplag 2003.
”Fra hytterne – Skyggerids fra landsbyen” af Henrik Pontoppidan. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S. 1982. Udkom første gang i 1887. Tiende udgave.
Svar #3
10. november 2007 af eksamenshaj (Slettet)
Nu er det ikke den bedste analyse jeg har lavet, men du kan bruge et lidt bedre sprog, og mindre tid på referat, end jeg har gjort, så skulle den være der.
Skriv et svar til: HJÆLP TIL NOVELLEN: ANE-METTE
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.