''descartes teori''

René Descartes var en fransk matematiker, fysiker og filosof, der levede 1596-1650, så det undrer mig lidt, at I lærer om ham i Oldtidskundskab. Men jeg skal prøve at give svaret en oldtidskundskabs-perspektivering :)

Descartes var uddannet indenfor aristotelisk videnskab og filosofi.

De to store klassiske filosoffer, Platon og Aristoteles, levede næsten samtidig i det gamle Athen, ca. 300 f. Kr., og Platon var den ældste. (Aristoteles var knapt 40, da Platon døde). Man plejer at sætte de to filosoffer op som hinandens modsætninger.
Platons filosofi tog udgangspunkt i idéernes verden, som han mente var finere og mere væsentlig end den materielle verden, som Platon bare syntes var en svag afglans af ideernes verden. Platon var idealist.

Aristoteles mente, man måtte tage udgangspunkt i verden, som den er. Aristoteles havde et stort forfatterskab, hvor han satte sig som mål at nedfælde al verdens viden. Fantastisk projekt! Først beskrev han alt det, man vidste om den fysiske verden, og den del kaldte han fysikken. Derefter beskrev han den del, der ligger uden for den fysiske verden, fx digtekunst og etik, og den del kaldte han metafysikken, fordi "meta" på græsk betyder "efter".

Aristoteles' måde at anskue tingene på har haft en umådelig betydning for udviklingen af filosofi og naturvidenskab i den vestlige verden. I middelalderen kom Aristoteles voldsomt på mode, og ikke mindst filosoffer som danskeren Bo'ëthius de Dacia og den italienske filosof og teolog Thomas Aquinas, der begge underviste på universitetet i Paris i slutningen af 1200-tallet var voldsomt inspireret af ham.

Descartes var som sagt uddannet indenfor aristotelisk videnskab og filosofi, der tager udgangspunkt i den materielle verden, 'som den er'. Men Descartes gjorde op med det, han havde lært. Han var en stor tvivler :)

Som børn har vi vel alle oplevet det tankekors, det kan være, at skelne drøm fra virkelighed. Man drømmer et eller andet fuldstændig livagtigt - og pludselig vågner man.
Så er tanken, når man oplever noget i den VIRKELIGE verden, nærliggende: "Hvordan kan jeg vide, at DETTE ikke er en drøm, og lige om lidt, så vågner jeg?"

Descartes var - modsat Aristoteles - rationalist. En rationalist er en filosof, der ikke tager udgangspunkt i fornuften = ratio), ikke i materien = den fysiske/materielle verden eller fysikken, som Aristoteles kaldte det.
Derfor stiller Descartes spørgsmålet: Hvorledes kan jeg være sikker på, at den materielle verden overhovedet eksisterer? At den ikke bare er noget, der findes inde i min hjerne, at det hele ikke bare er noget, jeg forestiller mig?
Det er noget af et problem, når man kvalificeret begynder at tvivle på ALT! Det afføder igen spørgsmålet: Hvad kan jeg overhovedet vide? Hvad kan jeg overhovedet være sikker på?
Se det fandt han et - fornuftigt - svar på: Når nu JEG tænker over, om verden eksisterer, når nu JEG kommer i tvivl om dens eksistens - jamen så må der jo være et JEG. Et jeg der tænker, et jeg der tvivler? Så er der da én ting, vi kan være sikre på: Der må eksistere et jeg!
Dette bevis på, at den totale tvivl gendriver sig selv udviklede Descartes i:
”Meditationes de prima philosophia” (1641). Dansk oversættelse:
Meditationer over den første filosofi / René Descartes ; oversat og udgivet af Niels Henningsen. - 3. oplag. - Frederiksberg : Det lille Forlag, 2006. - 143 sider. - (Redaktion Filosofi)
ISBN: 87-90030-96-6

Descartes argument mod den totale skepticisme i ”Meditationes” er siden blevet kondenseret i 2-3 sætninger på latin

Dubito, ergo sum | Jeg tvivler, altså eksisterer jeg
Cogito, ergo sum | Jeg tænker, altså eksisterer jeg
Dubito, ergo cogito. Cogito, ergo sum | Jeg tvivler, altså tænker jeg. Jeg tænker, altså eksisterer jeg.

Vi har nu set, hvorledes Descartes har udtænkt et filosofisk bevis, der siger, at selv om vi tvivler om ALT, så må vi dog erkende, at denne fornuft, der tvivler, eksisterer. Heraf kan man se, at i Descartes filosofi, er eksistensen af det sjælelige det eneste, vi kan være helt sikre på. Resten kan være noget vi bilder os ind. Det sjælelige har forrang frem for det materielle.
Og det er det, din sætning: "sjælen er hævet over alt materielt, og er det eneste som består" slår fast :)

WOW en fantastisk svar :)

#0
RETTELSE:
I nedenstående sætning har der sneget sig et IKKE for meget ind:

"Descartes var - modsat Aristoteles - rationalist. En rationalist er en filosof, der ikke tager udgangspunkt i fornuften = ratio), ikke i materien = den fysiske/materielle verden eller fysikken, som Aristoteles kaldte det."

Sætningen skal se sådan her ud:
"Descartes var - modsat Aristoteles - rationalist. En rationalist er en filosof, der tager udgangspunkt i fornuften = ratio, ikke i materien = den fysiske/materielle verden eller fysikken, som Aristoteles kaldte det."

Så hvis du syntes, det så lidt forvirrende ud, er fejlen min!

#2 Tak :)

Slettet

Det var et rigtig godt svar, som jeg overhovedet ikke havde forventet skulle besvares hehe.. Gracias ;)