Oliekrisen i 1970'erne

Sammenhængen var, at OPEC-landene, der altid havde været imod Israels eksistens, straffede de Israelstøttende lande - og derme alle andre OPEC-olieimporterende lande - med at sætte råolieprisen voldsomt i vejret. Det fordyrede de OPEC-olieimporterende landes produktionsomkostninger voldsomt og tvang deres okonomier i knæ.

Eller rettere: OPEC-landene enedes om en nedsættelse af råolieproduktionen. Den efterfølgende øgede efterspørgsel på råolie muliggjorde en mærkbar prisforhøjelse.

#2

Eller rettere: OPEC-landene enedes om en nedsættelse af råolieproduktionen. Den efterfølgende øgede efterspørgsel på råolie muliggjorde en mærkbar prisforhøjelse.

Okay, tusind tak! Det er en stor hjælp!

Har du også styr på hvorfor Den Iranske Revolution havde en effekt på olieprisstigninger i 1979? :)
Så spørger jeg heller ikke mere!

Oliekrisen i 1979:

Som følge af politiske uroligheder i Iran i halvåret 1978-79, skete der et nyt fald i olieproduktionen. Dette skete samtidigt med at Europa oplevede en streng vinter. Konsekvensen blev, at dollarprisen på en tønde råolie fra oktober 1978 til juni 1979 steg fra 12,70 til 36.

Dette medførte yderligere betalingsbalanceunderskud og øget arbejdsløshed i den vestlige verden. Det skabte dog ikke den samme panik som den første oliekrise havde gjort. Ikke noget med bilfri søndage eller lignende denne gang.

Dette havde flere årsager. Dels var man mere forberedt på, at en ny oliekrise kunne opstå, og dels var man knap så afhængig af den arabiske olie. Mange af de europæiske lande havde selv fundet olie, der var kommet nye alternative energikilder, og nye produkter forbrugte færre ressourcer.

Politik i Iran forud for og lige efter 1979:

I 1953 blev Irans statsminister Muhammed Mossadegh, som var blevet valgt til parlamentet i 1923, og som havde været statsminister siden 1951, fjernet fra magten ved et komplot der var iscenesat af de britiske og amerikanske efterretningstjenester («Operation Ajax»), demokratiet blev afskaffet og shahen Mohammad Reza Pahlavi blev enehersker. Med stærk støtte fra USA og Storbritannien fortsatte shahen moderniseringen af den iranske industri, men forsømte samtidig at give befolkningen almindelige frihedsrettigheder. Hans autoritære styre, som stod bag systematisk tortur og andre brud på menneskerettighederne, førte til den iranske revolution, der betød at hans regime blev fjernet fra magten i 1979. Efter mere end et års politisk kamp mellem flere forskellige politiske grupper, blev en islamisk republik etableret under ayatollah Khomeini.

Det nye teokratiske politiske system iværksatte en række konservative islamiske reformer, og fulgte en anti-vestlig kurs, som særlig var rettet mod USA, på grund af landets støtte i kuppet i 1953, som havde væltet den valgte regering, samt støtten til shahens regime igennem mere end 25 år. Den nye regering var inspireret af grupper, som mange i den vestlige verden anser for fundamentalistiske.

I 1980 blev Iran angrebet af nabolandet Irak og den efterfølgende Iran-Irak krig fortsatte indtil 1988. I de seneste år har den delvist demokratiske politiske struktur, ført til at mange reformvenlige politikere er blevet valgt, inklusive den tidligere præsident Mohammad Khatami. Kampen mellem reformister og konservative om hvordan landets fremtid skal formes, og hvilken politik der skal føres, er fortsat frem til i dag.