imperialisme

Afrikanernes egen vurdering af kolonialismens ophør og fremtiden lige efter.

Allerede under kampen for at opnå uafhængighed var det tydeligt, at nationalistlederne ikke havde samme opfattelse af den kamp, der førtes. Groft set kan man tale om to grupper ledere, en radikal og en moderat.

De radikale - mænd som Nkrumah i Ghana, Sekou Touré i Guinea og Modibo Keita i Mali - vurderede kolonimagterne efter Marx' og Lenins lære: det privatkapitalistiske system i Europa havde brug for kolonierne for at kunne bestå. Kolonistyret kunne derfor kun afskaffes gennem kamp. Selv om kolonimagterne måtte angribes i hver enkelt koloni, var kampen alligevel et fælles anliggende. Det var fattige lande, der rejste sig mod de rige - det var international klassekamp. Og fordi man havde opnået politisk uafhængighed, var kampen ikke derfor forbi. De europæiske kapitalister ville fortsat forsøge at udnytte afrikanerne som tjenere og råvareleverandører. Denne "nykolonialisme" kunne afrikanerne kun bekæmpe gennem en stærk fælles optræden. Man måtte stile efter et afrikansk fællesmarked for at opnå større økonomisk uafhængighed og en politisk union for at sikre styrke udadtil.

Den moderate gruppe havde et noget andet syn på koloniperioden. Den var heller ikke i tvivl om, at europæerne var kommet til Afrika for vindings skyld, men den mente, at udviklingen under kolonistyret også havde været til gavn for afrikanerne. Den ville ikke acceptere, at forholdet mellem Europa og Afrika skulle være præget af uforsonlige modsætninger; for den var uafhængighedskampen først og fremmest en kamp for at opnå politisk selvstyre og national jævnbyrdighed. Når det var opnået, kunne og måtte det økonomiske samarbejde med europæerne fortsætte. Uden deres hjælp ville det på det nærmeste være umuligt at fortsætte den påbegyndte udvikling. Tanken om et afrikansk fællesmarked og en politisk union opfattede den som uden forbindelse med virkeligheden.

Kilde: Jarle Simensen AFRIKA
ISBN 87 567 1507 2
side 540 - 542