Hvordan er det?

Karakterer har ingen betydning i det store hele - de fleste bliver aldrig nogensinde spurgt til det. Det har en betydning ved ansøgning om forskningsår, visse fonde (hvis man søger penge til forskningsår) og sikkert, hvis du vil på udveksling på et topuniversitet. 

Jeg har fået en del 12-taller på medicinstudiet, og for mig har det handlet om at prøve nogle forskellige ting af ift. hvordan jeg lærer bedst - det tog mig et år at knække koden. Prøv dig frem er mit bedste råd. 

Som helt korrekt anført i #1 er det stort set kun udlandsophold, forskningsår, legater mv.

Jeg lavede en hel del sociale ting ved siden af studiet og fik også et par 2-taller på mit eksamenbevis. Jeg er aldrig blevet spurgt om mine eksamenspapirer - og jeg har landet ret eftertragtede stillinger. Til gengæld - særligt ved første ansættelse - blev jeg spurgt ind til nogle af de sociale ting jeg havde med i bagagen. Det er helt andre ting man kigger på når man ansætter en læge - her kigger man på 'de syv lægeroller' som er en opdeling af de kompetencer inden for forskellige felter en læge i et givent speciale (gerne) skal opfylde.

Jeg er uddannet fra Aarhus. Her har jeg aldrig oplevet karakterræs. Her var holdningen at dem der fik 02 var 12-tals elever der havde haft en dårlig dag til eksamen. På den måde var alle lige uanset hvordan de klarede sig. Jeg oplevede at man hjalp hinanden på tværs af semestrene. Det var nok erkendelsen af at vi bliver kolleger en dag - og jo mere kompetent dine kolleger er, jo bedre kører teamet.

Man finder ud af at man ikke kan lære alt i hele verden - og at alle har deres stærke og svage sider. Jeg synes ikke det var fedt at skulle lære monstrøse mængder anatomi uden ad. Jeg var meget bedre til fag jeg kunne tænke mig ud af - eksempelvis fysiologi. Andre havde det lige modsat. Dette vil man ligeledes bemærke når man kommer ud på den anden side. En kirurg kan ikke læse blodprøver og en mediciner kan ikke operere. 

Ovenstående er ikke for at tale 12-tals eleverne ned. Det er meget, meget flot at lande et højt snit. Men det er også flot at kunne andre ting. For det er der brug for. Lægefaget kræver et meget bredt repetoire af kompetencer. Det nytter ikke at kende al teori i verden hvis ikke man kan kommunikere. Det nytter heller ikke at være verdensmester i kommunikation hvis ikke man er velbevandret i sit teoretiske grundlag.

Efter min mening er det forkert at spørge hvordan man laver et 12-tal på medicin. Man bliver nødt til at indse at man på universitetet læser for at lære - ikke for at behage en lærer. Forskellen på gymnasiet og universitetet er - set med mine øjne - hvordan man lærer. På gymnasiet handlede det om at at finde ud af hvordan man skulle svare, eller hvor tit man skulle række hånden op. Og det var ikke så underligt - specielt ikke med de adgangskvotienter der har været gennem de sidste mange år. På universitetet læser man for at lære. Særligt når man kommer ud over de fag der kræver udenadslære. Man bliver med det samme afsløret hvis ikke man kan sit stof. Censur og eksaminator er ukendte. Man blive i mundtlige eksaminer eksamineret af et censur fra et andet universitet(typisk) og en eksaminator man ikke har haft hold med. Ligeledes vil skriftlige eksaminer køre fuldstændig anonymt uden navn og udelukkende på studienummer.

Du er velkommen til at skrive hvis der er mere du ønsker belyst :-)

Helt enig med DrNielsen. Det er super vigtigt at engagere sig i andre ting end blot bøger. Der er rig mulighed for at engagere sig i forskellige medicinske foreninger (fagligt relevante og nogle lidt mindre fagligt relevante), men også massere af foreninger i det århusianske (og sikkert også i de andre universitetsbyer).