Uppsala modellen

Download Internationalisering

Uppsala-modellen, der også betegnes som fase-modellen, er en model der viser det forløb utroligt mange virksomheder gennemgår i forbindelse med udvidelsen af deres eksportområder. Man tager her hensyn til to forskellige faktorer; markedsspredningen og markedsoperationsformen, der tilsammen udgør virksomheden internationaliseringsgrad.

Markedsspredningen indebærer helt og holdent hvor mange forskellige markeder, som den givne virksomhed opererer på. Man ser her typisk, at virksomheder vælger lande med den korteste miljøafstand først, når de udvælger deres eksportmarkeder, hvorefter man i højere og højere grad begynder at bevæge sig ud til mere fremmedartede markeder. På denne måde kan man begynde med de markeder, der minder mest om virksomhedens hjemmemarked, og på denne måde skabe sig erfaring omkring eksportprocedurer, inden man bevæger sig ud på markeder med længere miljøafstande.

Markedsoperationsformen indebærer en række faser, som de fleste virksomheder gennemgår i takt med at de bliver mere og mere internationaliseret. Der findes fire forskellige faser, som en virksomhed kan gennemgå, og disse er som følgende:

  • Sporadisk eksport – her forekommer eksport kun af og til, og den vil typisk være en anelse tilfældig. Denne fase af eksport vil typisk være præget af reaktive motiver.
  • Eksterne formidlere – når virksomheden fremkommer til denne fase har man typisk fået mere erfaring omkring eksportprocedurer, hvilket også medfører, at man begynder at lægge nogle mere faste rammer omkring hele eksportelementet for virksomheden. Man begynder i højere grad at benytte sig af eksterne eksportformidlere, der har mere forstand på de givne eksportmarkeders procedurer og kulturer end virksomheden muligvis selv har.
  • Eget salgsselskab – i denne fase har virksomhederne efterhånden fået så meget succes på et eller flere givne eksportmarkeder, hvilket typisk medfører, at virksomhederne opretter deres egne salgsselskaber, så de opnår fuld kontrol over den markedsføring, der skal ud til forbrugerne.
  • Produktion i udlandet – den sidste fase indebærer, at virksomhederne nu flytter dele af deres produktion ud til lande, der ligger mere i nærheden af et eller flere udvalgte eksportmarkeder, så man kan spare på omkostningerne og i højere grad opnå stordriftsfordele.

Internationaliseringsgraden, der fremkommer i forbindelse med denne model, er beskrevet ved at være en sammenkobling af de to forskellige elementer i Uppsala-modellen. Virksomheder, der opnår høj succes på flere forskellige markeder og som efterhånden enten har egne salgsselskaber eller produktion i udlandet, vil typisk betegnes som højt internationaliseret ifølge Uppsala-modellen, dog har modellen modtaget en del kritik i den seneste tid, som man også skal tage hensyn ved udarbejdelsen af en sådan analyse.

Uppsala-modellen er meget deskriptiv og er derfor ikke så god som et analyseværktøj for en virksomhed. Modellen viser den faktiske udvikling for de fleste virksomheder, der gennemgår en internationaliseringsproces, men er ikke til megen hjælp, når det kommer til at finde ud af hvad virksomheden bør gøre. Da Uppsala-modellen er udarbejdet i 1970’erne, er der også en del ting, som man ikke længere er gældende, som da modellen blev udarbejdet. En del af de eksportbarrierer, som man tog meget hensyntagen til dengang modellen blev udarbejdet, er ikke længere relevante i dag, da store dele af verden i højere grad er blevet internationaliseret. Generelt kan modellen ikke rigtig bruges, når man ser på højteknologiske virksomheder, hvilket er grundet, at man typisk ser, at disse hurtigt kommer ud på en række markeder og ikke nødvendigvis gennemgår de samme faser, som Uppsala-modellen indebærer. Dette er grundlaget for Born Global modellen, da denne netop hovedsagligt passer på højteknologiske virksomheder.