Sabbatår

Står du foran valget mellem at skulle tage en videregående uddannelse eller et sabbatår? Rejse, arbejde, ferie eller videre med det samme er de typiske valgmuligheder. Skal du møde op på din videregående uddannelse med tømmermænd og hæs stemme efter studenterkørslen? Eller med sand i skoene og solbrun hud efter rejsen sydpå? Hvis du er i tvivl om, hvad du skal få et helt år til at gå med, eller om du overhovedet skal tage et sabbatår, så bringer Studieportalen.dk her en liste med forslag og gode ideer til sabbatåret.

Sabbatår eller ej?

Først og fremmest skal du gøre op med dig selv, om du er klar til at starte i skole igen. Fra politikernes side er der ingen tvivl om, hvad du skal: Du skal søge ind på en videregående uddannelse med det samme og droppe sabbatåret. Hvis du ved, hvad du vil og er klar til at starte, så skal du naturligvis gøre det. Det ved du bedst selv. Mange har dog brug for et sabbatår til lige at samle tankerne og finde ud af, hvor de gerne vil hen.

En af fordelene ved at tage et sabbatår er, at du kan bruge tiden på at mærke ordentligt efter, hvad det er, du vil. Og måske endda prøve nogle forskellige ting af. Dermed minimerer du også risikoen for, at du vælger et forkert studie og alligevel ender med at ”spilde” et år. Det er ingen skam at bruge lidt tid på at træffe en så stor beslutning, som valget af uddannelse er.

Sabbatår med job

Der er rigtig mange, der arbejder i deres sabbatår. Jobbet tager de enten for at spare op til en rejse eller for at få erfaring. Det kan være både livserfaring, men også relevant erhvervserfaring i forhold til ens videregående uddannelse og planer om fremtidig karriere. Hvis du ikke er sikker på, om dit gennemsnit er godt nok til at komme ind på drømmestudiet, så kan du bruge dit sabbatår på at få studierelevant erhvervserfaring og på den måde øge dine chancer for at komme ind gennem kvote 2.

Læs alt om kvote 2 her.

Her kan du se de mest populære uddannelser i Danmark.

For at læse mere om arbejde i sabbatåret se artiklen Sabbatår job.

Sabbatår i udlandet

Mange vælger også at bruge dele af deres sabbatår på at rejse i udlandet. Rejser og backpacking gennem Asien, Afrika og USA er populært og kan være med til at lære dig at stå på egne ben. At tilbrigne en del af sit sabbatår i USA eller i England kan være en rigtig god idé, hvis man ønsker at forbedre sine engelskkundskaber.

Mange får heller ikke muligheden for at hive et halvt år ud af kalenderen til at rejse igen, så at tilbringe en del af sit sabbatår i udlandet er en oplagt mulighed for mange.

Nogle vælger at rejse med deres venner, mens andre vælger at tage på ungdomsrejser i deres sabbatår. En rejse hvor de kommer afsted med en masse andre unge mennesker, de ikke nødvendigvis kender hjemmefra. Her er der mulighed for at få en masse nye bekendtskaber.

Alternativer til sabbatår i udlandet kunne være arbejde (eventuelt frivilligt), sprogskoler og højskoler rundt omkring i verden. Her er der både mulighed for at booste sit CV og forbedre sine chancer for at komme ind på drømmestudiet via kvote 2.

For at finansiere en rejse eller et udlandsophold vælger mange at dele deres sabbatår op i to. I den ene del af sit sabbatår arbejder man, i den anden del rejser man.

Supplering i sabbatåret

Det kan være en god idé at tage et sabbatår efter gymnasiet eller handelsskolen, hvis du har fundet ud af, at du mangler nogle adgangsgivende fag til din drømmeuddannelse. Det kan være, du gerne vil læse medicin, men kun har haft matematik på B-niveau. Her kan du så bruge nogle måneder af dit sabbatår på at opgradere det til A-niveau. Nogle steder kan du faktisk også nå at læse fag op i sommerferien uden at tage et sabbatår.

Læg en plan for dit sabbatår!

Til sidst er et rigtig godt råd at lægge en plan for dit sabbatår. I stedet for ”bare” at holde et års ferie, så sæt nogle mål, som du gerne vil nå. Hvis du gerne vil have studierelevant erhvervserfaring, så læg en plan for, hvordan du får det job, du gerne vil have. Hvis du gerne vil bruge dit sabbatår på at rejse, så få styr på detaljerne i god tid. Og hvis du gerne vil tage suppleringsfag, så find ud af, hvornår det passer bedst i din kalender og få så tilmeldt dig med det samme. Måske har du nogle helt andre ting, du gerne vil nå, inden du starter på din videregående uddannelse. Hvis du planlægger dit sabbatår ordentligt, kan du sagtens nå det hele og måske endda mere til.