Læsehastighed - lær at læse hurtigere!

Læsehastighed kan måles i ord pr. minut. Hvis du gerne vil lære at læse hurtigere, så er det faktisk muligt at træne din læsehastighed. I vores lektieforum er der ofte studerende, der spørger, hvad de kan gøre for at øge deres læsehastighed, fordi de læser for langsomt.

Med træning er det faktisk muligt at forøge sin læsehastighed betragteligt. Det hjælper vi dig med her, hvor vi giver dig nogle simple teknikker, der kan lære dig at læse hurtigere.

Foto: Monkey Business Images, Dreamstime.com

Normal læsehastighed

Når du læser, så staver du dig ofte gennem en tekst ord for ord. Dit blik bevæger sig i små ryk fra venstre mod højre, og du opfanger typisk ét til to ord ad gangen. Hvis du vil øge din læsehastighed via træning, så skal du være bevidst om netop disse ryk hen ad linjerne. Jo flere ord du kan opfange pr. ryk, jo hurtigere kan du læse.

Læsehastighed: Øvelser i at se bredere

Prøv at lave tre eller fire lodrette streger ned ad en tekstside med en lineal. Jo bredere siden er, jo flere skal du lave. Den første streg skal være cirka en centimeter inde i teksten fra venstre, den anden skal være cirka en centimeter inde i teksten fra højre, og den/de sidste skal være i midten. Det vigtigste er, at der er lige langt mellem hver streg. Vi har lavet et eksempel med tre streger i en tekst:

Bog: 'Selvfølgelig skal du have 12' (Josephine Lykke Fritzbøger og Victoria Elisabeth Pihl Sørensen).

Når du har lavet et passende antal streger, så prøv at læse teksten ved kun at lade dit blik stoppe ved hver streg. Her skal du fokusere på at få de ord med, der står på hver side af stregerne. Altså at læse i ryk, hvor du opfanger flere ord ad gangen i stedet for at læse ord for ord. Prøv at flytte dit blik fra streg til streg i glidende bevægelser hele vejen ned over siden. 

Eksperimentér med hvor mange streger, du laver, så du finder det tempo, der føles rarest, og som passer dig bedst. Jo mere du træner, jo færre streger kan du med tiden lave, og jo mere kan du øge din læsehastighed. Meningen med øvelsen er at gøre dig bevidst om at bruge mere af dit synsfelt, når du læser. Ved at se bredere kan du lære at læse hurtigere. 

Start længere inde

De fleste, der læser, starter med at rette blikket mod det første ord yderst til venstre. Hvis man gør det, så fanger en stor del af blikket den tomme margen i siden, og det er spild af ”blik”. Det er også derfor, at den første og sidste streg placeres en centimeter inde i teksten. Når du bliver bedre, kan du forsøge at rykke de yderste streger endnu længere ind i teksten og dermed presse dig selv til at se bredere. 

Det er selvfølgelig ikke hensigten, at du skal tegne streger på alle sider, du læser fremadrettet. Hensigten er at gøre dig bevidst om, hvordan du bruger dit synsfelt optimalt og dermed forbedrer din læsehastighed. Hvis du træner det en smule, kan du vænne dig til at bruge teknikken uden at skulle tegne stregerne. 

Brug et læsekort

En anden læsehastighedsøvelse, du kan prøve, er at bruge et læsekort. Mange kommer til at springe tilbage i teksten, når de læser, og det gør, at de kommer ud af rytmen og glemmer, hvor de er nået til. Hvis du tager et stykke karton eller papir og bevæger det ned over de linjer, du allerede har læst, så kan du øve dig selv i at komme videre uden at stoppe. Og så mindsker du også risikoen for, at du mister overblikket over, hvor langt du er nået.

Læsehastighed: Træningen tager tid

I artiklen har vi givet dig nogle simple teknikker, der kan lære dig at læse hurtigere. Det er dog svært at lære, og hvis du har store problemer med det, findes der kurser i hurtiglæsning, du kan tage.

Det skal samtidig siges at øvelse gør mester. Jo mere du læser desto hurtigere vil du blive til at læse. Men hvis du ikke synes du har tid til at kværne 100 bøger igennem, for at forøge din læsehastighed, kan ovenstående teknikker måske hjælpe dig. 

Overordnet skal det til sidst nævnes, at ikke alle tekster kan læses lige hurtigt. Tunge fagtekster med svære ord og begreber er svære at læse hurtigt, fordi du samtidig skal koncentrere dig om at forstå dem. Derimod er noveller, romaner, aviser og lignende lettere at læse i et højere tempo.

Husk også at når du læser lektier, så er det ikke alt, der skal læses lige grundigt. Det afhænger af, hvad dit formål er med at læse teksten. Læs her om de 4 forskellige læseteknikker, du har brug for at kende, når du læser lektier.