Hvorfor er Europa i krise?

Hvor dybdegående en forklaring ønsker du dig?

Først og fremmest er det måske værd at overveje, hvorfor verden blev kastet ud i en omfattende lavkonjunktur. Forklaringen skal findes hovedsageligt i en sprungen kreditbobbel i USA, hvor subprime-lånene (lån til mindre gode betalere) specielt var udskældt. Desuden er det sådan, at konjunkturerne har et cyclisk mønster, og en verdensomspændene højkonjunktur havde været på færde i adskillige år, var det måske - rent strukturelt - ved at være på tide med en ny lavkonjunktur. Da kreditboblen da brast, forværrede det så økonomien.

Subprime lån er kort fortalt lån i fast ejendom, der har en relativ høj rente, idet der er stor risiko for, at lånerne ikke kan betale lånene tilbage. Til gengæld er der en høj gevinst, hvis bankkunderne kan og under den tidligere højkonjunktur, så det ud som en fornuftig forretning fra bankernes side at udbyde disse lån. Problemet var, at markedet ikke kunne bære denne byrde, så en lang række kunder gik i betalingsstandsning, hvorfor husene blev solgt på tvangsauktion. Den naturlige reaktion på dette er, at huspriserne generelt falder - hvilket også netop var, hvad der skete. Dermed kan du forestille dig, at alle ejerne af fast ejendom mister en del af deres opsparede (i huset) formue, hvorfor de vil holde igen med at forbruge. Andre er måske så uheldige, at huset værdi falder til en pris, der er lavere end det lån, de har i det, hvormed de kaldes teknisk insolvente. Alt dette skaber uro i økonomien. Måske mere vigtigt var det, at kreditmarkederne blev fuldstændig ødelagt, og bankerne måtte nedskrive kæmpestore beløb. I mange tilfælde fik det kunderne til at frygte for deres penges sikkerhed i bankerne, så de trak pengene ud i det omfang, de kunne - et såkaldt bank run, hvilket resulterede i, at nogle banker til sidst ikke kunne betale deres forpligtelser og dermed gik konkurs. Den første store bank, som det skete for, var Lehmann Brothers, og det var nok ved denne konkurs, at krisens omfang først rigtigt gik op for folk. I adskillige lande måtte finansielle institutioner eller staten sågar overtage bankerne for at skabe sikkerhed. I Danmark gav vi eksempelvis store lån til bankerne (for at disse turde at låne penge ud) og oprettede en indskudsgarantifond, der ville refundere op til 750.000 kr af kontoindeværende, hvis der skulle ske det, at en bank krakkede. Det fik i nogen grad kunderne til at slappe mere af. 

Det var blot lidt forhistorie, men du kan nok tænke dig, at de fleste stater har måttet optage store lån for at kunne hjælpe bankerne og redde nødsstedte bankkunder. 

Med hensyn de såkaldte PIIGS-lande (Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien) er det meget forskelligt, hvad der ellers har skabt dem gælden på nakken. I Grækenland har det været fremme, at de har været alt for dårlige til at indkræve skatter (du har måske hørt om de 5000 swimmingpools i Grækenland?), hvor de, der kunne (og kan), svindlede (og sikkert stadig svindler) så meget de kunne (kan), mens den offentlige sektor til gengæld var alt for flittig til at forbruge (en pensionsalder der lå midt i 50'erne..), hvilket naturligvis må forgælde landet på sigt. I Spanien er det en stor arbejdsløshed, der specielt har været et problem, og der tales om en tabt generation, mens det i Irland hovedsageligt var statens engagement i de forgældede banker videre overlevelse, der har kostet dem gælden. Både Italien og Grækenland  har svindlet sig ind i euroen - forklaringen er en anelse teknisk, hvorfor den udelades - hvilket også siden har kostet dem mange penge.

Problematisk er det desuden, at Irland og Grækenland har måttet modtage hjælpepakker, der hovedsageligt er finansieret af tyske og franske skatteydere. Desværre er det ikke penge, de har liggende til formålet, så Tyskland og Frankrig må ud at låne penge for derefter at kunne låne dem videre (måske i praksis forære dem) til de endnu mere gældsplagede lande. De to store europæiske lande må altså forgælde sig (mere end de i forvejen er) for forhåbentlig at redde de øvrige Euro-økonomier.

Det største problem, der endnu har vist sig, er dog den amerikanske økonomi. Jeg kunne forestille mig, at det er deres militære  engagement, der er særdeles presserende i budgettet. Herudover var Obama meget lempelig med finanspolitikken under finanskrisen. Hvad værre er, så har USA ikke vist tegn på, at de på nogen måde har været villige til at nedbringe gæld. Siden har de amerikanske og fuldstændige uansvarlige politikere ligefrem gamblet med verdens økonomiske situation ved at lave politik af, hvorvidt gældsloftet skulle forhøjes eller ej. Det fik for få dage siden Standard and Poor's rationbureau til at nedgradere USAs kreditværdighed, hvilket er et tegn på, at de nu ikke regner USA for en af verdens sikreste betalere mere. 

Nå, det var sådan lidt kort, men det dækker jo intet. Håber dog, at du fik lidt ud af det. Ellers må du spørge mere ind til det.

"Hvorfor er Europa i krise? Hvordan kan det være at økonomien er kommet så langt ud?"

Som Walras er inde på så er der netop tale om en europæisk krise fordi hovedparten af de europæiske lande indgår i et monetært samarbejde (fælles valuta). Flere sydeuropæiske lande - herunder Italien - har de sidste mange årtier haft kroniske problemer med at tøjle de offentlige budgetter og inflationen. Tidlingere da Europa ikke havde en fælles valuta, var sådanne økonomiske kvaler i vid udstrækning et nationalt problem.

Men med euroens indførsel blev uansvarlig national økonomisk politik et problem for alle de europæiske lande. De enkelte lande fører stadig nationale budgetter - men med en fælles valuta. Uansvalig økonomisk politik hos de enkelte lande medfører det man også kalder "begger-thy-neighbor" problematikker fordi vi alle kommer til at betale for enkelte landes dumhedder og overforbrug. (eller i Grækenslands tilfælde - direkte løgnagtighed over for ECB og EU).

I gamle dage ville et land som Grækenland i sidste indstans kunne trykke nogle flere græske penge, og derigennem finansiere et overforbrug - Det kan Grækenland ikke i dag fordi de er med i euroen. Et græsk overforbrug skaber dermed en "spill-over" effekt til hele euro-zonen hvor især Tyskland må ind og dække det græske offentlige budget for at opretholde stabilitet omkring euroen og eurosamarbejdet.

Man har diskuteret hvorvidt Grækenland skulle reddes eller gå bankerot (dvs. ikke betale sin gæld) - Den første mulighed er indtilvidere valgt. Den græske redning skaber ro omkring euroen, omvendt skal de øvrige medlemslande betale det græske gilde. Dertil kommer det man kalder "moral harzard" problemer som er forbundet med redningspakker. Grækenland er indtil videre blevet reddet på stregen, hvilket rejser spørgsmålet for andre gældsplaget lande: Hvorfor føre ansvalig økonomisk politik når EU/ECB redder os i sidste ende?

Det er et stort problem når der ikke er konsekvenser i økonomien. Ligegyldigt om vi taler bank krise, redning af private flex-lånere, eller gældsplaget lande som Grækenland, så er det usundt når diciplineringsmekanismerne sættes ud af kraft. Som det europæiske samarbejde er skruet sammen på nuværende tidspunkt er det et kæmpe fælles problem når de enkelte lande ikke kan tøjle økonomien  og incitamentet til at stramme op på de offentlige budgetter i god tid bliver mindre når EU/ECB redder på målstregen.

Man kan ryste på hovedet af at det er kommet dertil hvor det er for lande som Grækenland. Men politikkere ser i mange tilfælde kun frem mod næste valg og sunde økonomiske tiltag giver sjældent genvalg. I Grækenland har man ladet står til og derfor er det kommet dertil hvor man er i dag - Euro-landene må alle sammen i større eller mindre grad tage en bid af den lort Grækenland har lagt. Lad os ikke håbe det bliver Spanien næste gang - for Spaniens økonomi er i en størrelse der kan blive umulig at redde med hjælpepakker.

Vejen frem er større politisk integration og homogenitet hvis man ønsker et mere stabilt eurosamarbejde i fremtiden. Alternativt bør man i disse tider overveje hvorvidt en fælles valuta var en så godt ide - især når man inviterer lande som Grækenland indenfor.

Kapitalismen har sejret ad Helvede til..

#3 Selvfølgelig. Mange økonomier har forsøgt sig med kommunisme og marxisme, men det har aldrig været lige så effektivt. Desuden er de fleste af Karl Marx' pointer og påstande blevet afvist empirisk efter hans død. I øvrigt tøjles kapitalismen på mange områder, men det kan være svært at følge med. Spørgsmålet er, om det frie marked ikke skal have lov at være relativt kreativt, selv om det af og til garanteret vil betyde, at det midlertidigt bryder sammen. Økonomien er i løbende udvikling, det må man finde sig i. Det er også det, der gør det så interessant.

I øvrigt er sandheden, at selv om det hele lyder så negativt, så går det ganske godt mange steder i verden. Vi var bare blevet vant til, at træerne voksede ind i himlen.  I Danmark har vi en nettoformue i den offentlige sektor, og vi har haft overskud på betalingsbalancens løbende poster næsten uafbrudt i næsten to årtier. Arbejdsløsheden har i store perioder været rekordlav, og selv om den er steget, er den stadig markant lavere end den som oftest var for år tilbage. Vi har formået at stabilisere inflationen, mens vores rente gradvist er aftaget siden, vi påbegyndte fastkurspolitikken i 1982. Faktisk går det helt godt i Danmark, selv om vi nu på midlertidig basis oplever lidt negativ vækst. Vi var bare så forvente før krisen. 

Faktisk er det mestendels Irland og USA, der har haft banker, som tog for mange risici. I resten af landene er det staterne, der har været alt for passive med reformer eller alt for ekspansive med det offentlige forbrug. Det er ikke kapitalismen, der har skabt årelang arbejdsløshed i Spanien. Ej heller er det kapitalismen, der har skabt gælden i Grækeland. Ligesom det ikke var kapitalismen, der legede kispus med forhøjelsen af gældsloftet i USA. Det er uduelige politikere og statslige sektorer.