Analyse af Allendes sidste tale - Hjælp!

Jeg sidder mit i SRP, og kunne godt bruge lidt hjælp til en tale jeg skal analysere.

jeg ved at talen er lang men er virkelig på bar bund, lidt hjælp ville gøre underværker!!

Håber virkelig nogen gider hjælpe! :)

»Dette vil med sikkerhed blive min sidste henvendelse til jer. Flyvevåbnet har bombet Radio Portales’s og Radio Corporacións sendemaster. Disse ord blive ikke talt i bitterhed, men i skuffelse. De bliver en moralsk dom over de, der har forrådt eden, de tog som chilenske soldater: Admiral Merino, som har selvudnævnt sig som øverstkommanderende for flåden, Hr. Mendoza, den forhærdede general, som så sent som i går erklærede sin loyalitet til regeringen, og som er udnævnt til generaldirektør for Carabineros-politiet.

Stillet over for disse kendsgerninger er der kun een ting tilbage for mig at sige til arbejderne: Jeg træder ikke tilbage! Placeret i denne historiske brydningstid vil jeg betale med mit liv for folkets loyalitet. Jeg siger til jer nu, at jeg er sikker på, at de frø, vi har plantet i den brave bevidsthed i tusindvis af chilenere, vil ikke være fogæves.

De har magten, og de kan trælbinde os, men de kan ikke standse verdens sociale processer, ikke med forbrydelser eller med våben. Historien er vor, og verdens befolkning vil skabe den.

Arbejdere i mit fædreland: Jeg siger tak for den loyalitet, I altid har demonstreret, og den tillid i viste til en mand, som ikke var andet end fortolkeren af jeres dybeste længsler for retfærdighed. Jeg gav jer mit ord på, at jeg ville overholde forfatningen og loven, og det har jeg gjort.

I dette sidste, afgørende øjeblik før min stemme bliver gjort tavs, vil jeg have, I skal lære dette: Udenlandsk kapital og imperialisme, forenet med reaktionære kræfter, skabte klimaet for militærets brud med dets tradition – traditionen indgydt af general Schneider og videre bekræftet af kaptajn Araya — ofre for den samme sociale gruppe som også nu sidder hjemme og venter i deres ejendomme på at generobre magten for at bevare deres privilegier og kæmpeejendomme.

Jeg henvender mig først og fremmest til vort lands beskedne kvinde, til bondekvinden som troede på os; til arbejderkvinden, som fordoblede sin arbejdsindsats; til moderen som anerkendte vor bekymring for hendes barn.

Jeg henvender mig til de uddannede folk i vort land, de patriotiske uddannede i vort land, til de der arbejdede imod oprøret fra uddannelsesstederne, klassebevidste uddannelsessteder, der forsvarer de fordele, det kapitalistiske samfund har givet dem.

Jeg henvender mig til ungdommen, til de der sang og gav deres glæde og gejst til kampen.

Jeg henvender mig til den chilenske mand: Til arbejderen, landarbejderen, den intellektuelle, til de der vil blive anklaget fordi fascisme allerede har været til stede i vort land i lang tid: De terrorister der sprængte broer, som afskar jernbanespor, som ødelagde olie og gasledninger, mens de personer med ansvaret for at forhindre disse gerninger forblev tavse. De var medskyldige. Historien vil dømme dem.

Radio Magallanes vil sandsynligvis snart blive slukket og min stemmes ro vil ikke nå jer — det betyder ikke noget. I vil fortsat høre mig. Jeg vil altid være hos jer, eller mit minde vil være hos jer som en værdig mands arv, en mand, som var loyal mod sit land.

Folket bør forsvare sig selv, men ikke ofre sig selv. Folket bør ikke lade sig blive overdænget af kugler eller mejet ned, men bør heller ikke lade sig ydmyge.

Arbejdere i mit fædreland! Jeg har tro på Chile og dets skæbne. Andre mænd vil få overhånd i denne bitre og mørke stund, hvor forræderi gør sit for at sejre. Måtte I gå frem med den vished, at før snarere end senere, vil de store veje åbnes igen, hvor frie borgere vil marchere for at skabe et bedre samfund.

Leve Chile! Leve folket! Leve arbejderne! Disse er mine sidste ord, og jeg er sikker på, mit offer ikke vil være forgæves. Jeg er sikker på, mit offer i det mindste vil være en moralsk lærestreg, som vil straffe kujonagtighed, fejghed og forræderi.«