Side 3 - The football factory analyse

Jeg er forresten også meget interesseret i lidt inspiration! 

Er der nogen som kan sende en analyse og fortolkning til [email protected]

Hej! :) 

Jeg sidder også midt i SRP og skal analysere filmen "Football Factory" med særlig vægt på hovedpersonen Tommy udvikling og filmens fremstilling af årsagerne til hooliganisme. 

Jeg er gået lidt i stå, så jeg er også meget interesseret i lidt hjælp til inspiration! 

Hvis der er nogen som vil hjælpe kunne det være skønt! :) 

[email protected]

Hej, er der nogen der har side tal til dette citat

I'm just another bored male, approaching 30, in a dead-end job, who lives for the weekend. Casual sex, watered-down lager, heavily cut drugs. And occasionally kicking fuck out of someone.”

det er fra filmen. ved ikke om det også er med i bogen

Dvas. Er der nogen der har en opgave så må de meget gerne sende den til mig, ville virkelig være lækkert - har fået ekstrem skriveblokade :S 

[email protected]

Kunne også godt bruge lidt inspiration mht. analyse og fortolkning ..

Så [email protected] - be om ^^

Jeg har sindsygt svært ved at få analysen til at fylde! 
Kunne godt bruge noget inspiration også 

[email protected]

Her er lidt analyse af strukturen og fortællerteknikken i The Football Factory.

Hvis nogen har lavet en person karakteristik, vil jeg meget gerne læse det :-)

Hej Rooby. Hvor er analysen?

Er i gang med personkarakteristik, så det kan være vi kan bytte på et tidspunkt hvis du vil :)

kan ikke finde ud af at vedhæfte den.. men det er vist nok heller ikke så smart at den ligger på nettet, når det er noget man skal aflevere!

hvad er din mail, så kan jeg sende det.

min er [email protected] !

[email protected] :)
er ikke helt færdig med personkarakteristikken endnu, vil du stadig have den, eller vil du hellere vente til jeg er færdig?

bare send det nu :)

Hej drenge, er i samme situation, har skrevet det meste af analyse, kan jeg være med i den ombytning der?

jeg har nemlig især med fokus på personkarakteristik, så lyder som om det kunne være rimelig relevant

den er ikke meget for at sende, prøver lige fra en anden email :) 

Ok, her kommer min SRP, fra sidste år. Og stop så med at spørge mere herinde - jeg får alt for mange mails om 'nye svar' i debatten. God fornøjelse med jeres SRP-skrivning.

Indledning
Hooliganisme er et interessant og aktuelt fænomen i dagens samfund. Det har eksisteret gennem mange år, især i England, hvor det tager sit udspring. I denne opgave vil jeg redegøre for den historiske udvikling inden for hooliganismen først i England og siden i Danmark, hvor fænomenet dog ikke har eksisteret så lang tid. I redegørelsen for den historiske udvikling vil jeg både fokusere på selve udviklingen af hooligangrupper men også komme ind på nogle specifikke episoder som har været afgørende for diverse tiltag fra det offentlige, for at bekæmpe hooliganismen. For at se på hooliganismen fra en anden vinkel end den observerende ’flue på væggen’ vil jeg analysere og fortolke den fiktive roman ”The Football Factory”, skrevet af John King i 1996. I analysen vil jeg særligt have fokus på hovedpersonens tanker om sig selv, og hvilke holdninger, bl.a. om systemet repræsenteret ved politiet, der ligger til grund for hans handlinger som hooligan. For hvordan bliver det at være hooligan en del af en selv? Hovedpersonen i ”The Football Factory” giver, selvom det er en fiktiv tekst, et tankevækkende indblik i, hvordan en ung arbejderklasse-mand i England, oplever at være en del af hooligan-miljøet. Slutteligt vil jeg forsøge at diskutere nogle af de samfundsmæssige problemer hooliganisme kan forårsage. Jeg vil diskutere, hvem der skal betale for de sikkerhedsmæssige omkostninger der opstår i forbindelse med en fodboldkamp hvor der er hærværk og slåskampe mellem hooligan-grupperinger. Endelig vil jeg se på, hvordan man som supplement til det man gør i dag, også kan prøve at afhjælpe problemet med hooligans, sådan at det ikke kun bliver en reaktiv, næsten angribende strategi fra det offentliges side, i form af politi, magtbeføjelser og restriktioner.

Redegør for udviklingen af hooliganisme i England og Danmark
Hooliganisme er et begreb der bruges om fodboldfans, som udøver vold i forbindelse med fodboldkampe . Fænomenet er blevet omtalt som den engelske syge, fordi det for alvor opstod i England. Men i dag har de fleste fodboldnationer grupper af fans, der er så fanatiske og voldelige, at de kan kaldes hooligans. Det har vi også i Danmark.  Hooliganismes udvikling i England og Danmark ligger imidlertid fjernt fra hinanden, hvis man ser på hvordan fænomenet er opstået og de forskellige former det antager. Den engelske hooliganhistorie og -kultur er ældre og mere omfattende end den danske. Derfor er det relevant at se på, hvordan hooliganismen opstod i England og Danmark, og hvordan udviklingen har været siden.
Hooliganismens historiske udvikling i England  
De første registrerede tilfælde af fodbold hooliganisme kan dateres helt tilbage til 1880´ernes England, hvor såkaldte ”roughs” jævnligt skabte problemer ved fodboldkampene . Det er dog først senere, at udviklingen af hooliganismen begynder at antage den form vi kender i dag, og dermed får karakter af et større socialt problem. Det sker i 1950´erne – 1960´erne, altså i tiden efter Anden Verdenskrig. Storbritannien stod økonomisk dårligt efter krigen og var desuden præget af socialt forfald og strukturelle forandringer i arbejderklassen . Det skulle vise sig at få betydning for hooliganismens udvikling. For i takt med at de ringe sociale vilkår tog til steg også kriminaliteten, især blandt unge. De unge begyndte at samlede sig i bander og sloges mod hinanden, men også mod politiet. Fra disse bander udsprang de første grupper som man med rette kunne kalde for hooligangrupper. Den største og mest udbredte gruppe blev i den engelske presse kaldt ”Teddy Boys” som er betegnelsen for den særlige subkultur der opstod i 1950´erne blandt arbejderklassens unge.  ”Teddy Boys” markerede en ny national arbejderklasse-stil blandt unge, en ny form for ungdomskultur, som ud over en særlig tøjstil blandt andet også medførte, at de unge fra arbejderklassen i stigende grad begyndte at gå til fodboldkampe sammen med deres jævnaldrende kammerater frem for sammen med deres fædre. De unge grupper opsøgte generelt slagsmål, og i takt med at den offentlige transport blev mere tilgængelig, og det blev lettere at komme rundt til fodboldkampene blev fodboldstadions et sted, en arena, hvor slagsmålene kunne udspille sig. Flere grupperinger af hooligans så dagens lys, og de blev mere og mere synlige på de engelske fodboldstadions generelt. Dermed opstod der også rivaliseringer blandt de nydannede hooligangrupper.
Disse tendenser opstod i slutningen af 1950’erne, men det var først i 1960’erne at de engelske medier satte fokus på problemet. Man bed mærke i at der, især under Verdensmesterskaberne i fodbold i 1966, som blev afholdt i England, var flere og flere grupperinger af fans på de forskellige stadions, og at disse grupper havde særlige kendetegn i form af for eksempel en frisure eller en bestemt tøjstil. Grupperne havde en meget speciel adfærd, som man ikke havde set før. De råbte provokerende sange mod andre fodboldfans og havde i det hele taget en meget aggressiv adfærd. Det var ikke kun modstanderholdets fans der blev råbt efter, men også politiet og myndighederne blev genstand for hooligangruppernes tilråb og vrede fagter. Det var i denne periode, i 1960´erne at hooliganismen gradvist antog den mere sammenhængende struktur, vi kender i dag. Alliancer blev dannet af unge mænd fra arbejdsklassens boligområder på spilledagen og de indtog tribunerne bag målene på stadion.  Mål-enderne, de såkaldte ends , blev det territorium der skulle forsvares mod andre grupper. Myndighederne forsøgte at dæmme op for problemerne ved at opsætte hegn, hvilket tilsyneladende dog kun forstærkede territoriefølelsen og rivaliseringen. Efterhånden blev et netværk af rivaliserende gangs bygget op og de opsatte hegn betød endvidere at konfrontationerne rykkede uden for stadion, eksempelvis på jernbanestationer før eller efter kampene.
I slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne begyndte en ny form for hooligans også at vise sig i billedet, nemlig de såkaldte skinheads, som på mange måder blev synonym med hooliganbevægelsen.  Skinheads stammede fra den hårde engelske arbejderklasse og som fans udviklede de en stærk form for lokalpatriotisme for deres fodboldhold. De mødte op til lokale fodboldkampe i en slags uniform: kronragede isser, store sorte kampstøvler og pilotjakke-lignende jakker. Da skinheads ofte er blevet kædet sammen med de højreekstremistiske og nazistiske miljøer og holdninger, blev hooligans nu også sat i ledtog med de højreorienterede rabiate holdninger. Hooliganismens forbindelse til højreekstremismen blev bl.a. også markeret af det højreorienterede parti National Front der begyndte at skabe opmærksomhed omkring sig selv til fodboldkampene. Partiet hvervede medlemmer ved at promovere sit logo, en bulldog, på holdenes merchandise. Partiet udgav også et blad, The Bulldog, som specifikt henvendte sig til fodboldfans. I bladet var der i hver udgave en liste over de hårdeste hooligangrupper, hvor blandt andre hooligangrupper tilknyttet de to rivaliserende London klubber West Ham, ”Inter City Firm (ICF)”, og Chelsea , ”Headhunters” rangerede højt. Desuden var også Manchester Uniteds tilhængere berygtede og farlige – disse havde tilegnet sig navnet ”Red Army”.
I 1970’erne blev organiseringen af den engelske hooliganisme for alvor omfattende. De tidligere grupper organiserede sig nu som firms eller crews , hvor man også havde, og stadig har, en tilhørende og dominerende top-boy . Denne måde at organisere sig på blev efterhånden almindelig for de fleste hooligangrupper.  Fra 70’erne og frem til 80’erne opstod der flere og flere optøjer ved fodboldkampene og det medførte et stort fald i antallet af tilskuere til fodboldkampene. I sæsonen 1960-61 var der 28,6 millioner tilskuere til ligakampene i England, i sæsonen 1977-78 var tallet faldet til 9,7 millioner. Dette til trods for ,at det sportslige niveau og ambitionerne stort set steg i alle klubber i perioden. 
I slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne fremkom igen en ny form for hooligantype, som også tog sit afsæt i en ungdomskultur. Disse fans var markant mere velklædte og gik til kampene i dyrt mærkevaretøj. De skiltede, i modsætning til skinheadene, ikke med deres arbejderklasse baggrund eller politiske tilhørsforhold. Til trods for de nye hooligantypers neutrale casual udseende, kom de dog stadig hovedsageligt fra arbejderklassen. Så selv om deres påklædning var af højeste europæisk mærkevarestandard var tøjet dog oftest stjålet eller piratkopieret af dem selv . Denne nye type hooligan kaldte man for casuals, et udtryk der sidenhen også bruges om hooligans generelt, da mange andre hooligangrupper (både engelske og fra andre lande og også ældre fans) har taget denne tøjstil til sig.
Til trods for den elegante tøjstil steg slåskampene mellem hooligans i intensitet. Hvor det før var spark og slag udvidede mange hooligans deres kampudstyr til kasteskyts og sommetider knive. Op igennem 80’erne blev der mere og mere ballade til kampene. Det kom oven i købet til dødsfald i forbindelse med fodboldkampe, både nationalt og andre steder i verden. Den mest skelsættende episode er ”Tragedien på Heysel Stadion” i Belgien i d. 29. maj 1985. Her spillede engelske Liverpool FC imod italienske Juventus i Europa Cup finalen. Liverpools tilhængere, var placeret lige ved siden af de italienske supportere, kun adskilt af et hegn. Liverpools tilhængere stormede de italienske fodboldfans, og det hele endte med at 39 personer døde og mindst 350 blev såret. Politiet var ikke forberedt på en sådan episode, så der gik 40 minutter før de var nok mand til at bremse urolighederne. De engelske fans fik i høj grad skylden for tragedien, selv om de belgiske arrangører også fik kritik, bl.a. for ikke at have adskilt de to fangrupper i de respektive ends, som man ellers normalt gjorde og stadig gør. For de engelske klubber fik den tragiske episode som konsekvens, at de blev udelukket fra den europæiske fodboldscene i fem år - med tab for mange millioner pund til følge.
I tiden efter Heysel-tragedien reagerede den britiske regering også med en række lovgivningsmæssige tiltag, der skulle bidrage til at bekæmpe den voldelige hooliganisme som for eksempel The 1986 Public Order Act og i 1989 The Football Spectators Act og i 2000 The Football (Disorder) Act, som gav en række beføjelser til også at udstede restriktioner overfor personer der var dømt for mistænkt for fodboldrelateret voldelig adfærd. I perioden efter Heysel-tragedien ses der således også generelt et langt større opbud af vagter og politifolk til fodboldkampe. Desuden indførte man videoovervågning og alkoholforbud på alle stadions, ståpladser blev fjernet og erstattet af siddepladser og politiet og vagterne på stadion blev bedre uddannet og fik, som nævnt, større beføjelser til at gribe ind. 
Selv om hooliganfænomenet op gennem 1990´erne faktisk spredte sig til de små klubber, betød det dog ikke en forværring af hooligansituationen som sådan.  Faktisk fik man i 1990’erne og frem til i dag gradvist mere styr på gemytterne på stadions under kampene. Det skal dog ikke ses som et udtryk for nedblusning af antallet af hooligans og slåskampe i forbindelse med fodbold. Måske rettere et udtryk for at hooliganismen har ændret karakter og udtryk. For den moderne teknologi, internettet og ikke mindst mobiltelefonens opfindelse udgør en vigtig faktor i forbindelse med de stadig tilstedeværende slagsmål. Via mobiltelefoner, som politi og vagtkorps ikke kan kontrollere, begyndte hooligans som noget nyt at arrangere, og gør stadig, slagsmål uden for stadions, på steder, hvor politiet ikke har store chancer for at standse slåskampene.  Den engelske Hooligan-kultur er således ikke på retur. Ved hjælp af ny teknologi og nye virkemidler fremstår den måske endda på visse områder mere velorganiseret – klar til at tage kampen op mod de tiltag der vil bekæmpe den.
Hooliganismens opståen og udvikling i Danmark
Hooligans i Danmark kan næppe bryste sig af samme berygtede ry som de engelske hooligans kan. I Danmark opstod hooliganismen nemlig først i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne. Op til da havde dansk fodbolds fankultur primært bestået af glade roligans , hovedsageligt i forbindelse med landskampe. I den hjemlige liga havde klubholdene også mange trofaste fans, men også her var det sjældent at der opstod voldelige episoder eller hærværk i forbindelse med fodboldkampene. Men i 1991 skete der et radikalt skifte i forbindelse med dannelsen af Superligaen, som den bedste danske række. Der kom meget større pengesummer på spil, og det sportslige niveau og tilskuertal til kampene steg hånd i hånd. Det lagde grunden for dannelserne af de officielle fanklubber – fanklubber der officielt er knyttet til fodboldklubberne. I løbet af 1990´erne var der imidlertid nogle af de mere hårdføre supportere i de officielle fanklubber der mente, at konceptet var blevet for kommercielt og de vendte fanklubberne ryggen, og dannede de uofficielle fanklubber. I de uofficielle fanklubber kunne man selv råde over aktiviteter og tiltag, og man var dermed ikke tvunget ud i et samarbejde med den pågældende klub. Det er netop i autonome miljøer som disse at hooligans trives bedst – og etableringen af de uofficielle fanklubber er derfor et grundlag for udviklingen af den danske hooligankultur. Den 23. september 1994, også kaldet ”sorte fredag”, regnes af nogen for det første store tilfælde af hooliganisme i Danmark. Brøndby var på besøg hos FCK, og det fejrede nogle af Brøndbys hårde tilhængere ved at brænde stadioninventar af for 200.000kr samt ved at starte slagsmål med hinanden og politiet .
På nogle punkter kan den danske hooliganisme sammenlignes med den engelske. Tilhængere fra Brøndby IF, fodboldklubben fra Vestegnen , grundlagde som de første i Danmark et såkaldt firm, nemlig South Side United, i 1992. Dette firm var en voldelig og aggressiv samling af unge mænd, som gerne ville starte et slagsmål til kampene. Især gik deres had til tilhængerne fra Århus, AGF’s fans. I Århus havde nogle supportere nemlig også startet et uofficielt fanmiljø, en gruppe kaldet White Pride. Denne gruppe blev faktisk dannet på en bustur hjem fra en kamp mod netop Brøndby, hvor South Side United havde været efter de århusianske fans. Dette ville man i Århus sætte en stopper for, og derfor dannede man et firm, White Pride, så man kunne beskytte sig i slåskamp i AGF’s navn . Med dannelsen af White Pride og South Side United havde man altså en rivalisering mellem hooligangrupper på tværs af landet – Jylland mod Sjælland. Men Brøndby IF’s supportere skulle ikke være de eneste fra Sjælland som kunne slås for deres klub. I forbindelse med dannelsen af et nyt storhold, FC København, en sammenslutning af de to tidligere københavnerklubber B1903 og Københavns Boldklub (KB), opstod nemlig en ny gruppe fanatiske fans som kaldte sig for Copenhagen Ultras. Denne gruppe kom hurtigt ind i kampen om et godt ”blakket” ry inden for hooliganverdenen, og der opstod dermed en rivalisering mellem de tre klubber FC København, Brøndby IF og Århus GF. I dag nærer disse klubbers tilhængere stadig et stort had til hinanden, og det er også i forbindelse med kampe mellem disse hold, der opstår flest optøjer og slåskampe. Dog er White Pride’s omdømme svækket en smule i takt med AGF’s ringe sportslige præstationer. Copenhagen Ultras kendes i dag som Copenhagen Casuals.
Siden er der også dukket flere mindre fraktioner op – både i andre klubber, men også støttegrupper til de tre store hooligangrupper. Odense Boldklub, Aalborg Boldklub og Lyngby Boldklub har alle tre hooligan-lignende grupper, som i hvert fald ”leger med” i hooliganopgør.
Lige som i England forbindes danske hooligans ofte med højreekstremisme. Især White Pride, som selv erklærer sig for en racistisk og til tider nazistisk fraktion. Set i det perspektiv har deres holdninger også resulteret i andre slåskampe end blot fodboldrelaterede. White Pride ser sig nemlig berettiget til at slå på mennesker af anden etnisk baggrund end dansk, og desuden også venstrefløjsaktivister.
Som i England har man i Danmark, forsøgt at iværksætte en række tiltag der skal bekæmpe den tiltagende ballade under kampene. D. 22. april 2008 vedtog Folketinget 'Lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegiven¬heder' , hvis centrale element er indførelsen af en karantæneordning, populært kaldet ”hooliganregister”, der giver politiet beføjelser til at forbyde en person adgang til kampe i op til 2 år.  I flere klubber er der ligeledes indført tiltag, fx har FC København indført en ordning kaldet FCK-Away, der nødsager tilhængere til at oplyse navn, adresse og cpr-nummer i forbindelse med en udebanekamp, så man nemt og hurtigt kan identificere ballademagere på stadion. Den samme ordning har været på tale i Brøndby, men er endnu ikke blevet oprettet endnu .
Opsamling og delkonklusion
Redegørelsen viser, at den engelske hooliganismes historie er længere, mere omfattende og voldelig end den danske. I den engelske hooliganisme er der samfundsstrukturelle forskelle og historiske hændelser som har påvirket og videreudviklet hooliganismens struktur og omfang, hvor den danske på mange områder mere fremstår som en form for kopi eller inspiration af de engelske tendenser og fænomener. Den engelske hooliganisme har også været varierende i forhold til for eksempel påklædning og hensigt (fx fra kriminel til mere politisk/racistisk), hvor danske hooligans mere entydigt har valgt de dyre mærkevaretøj, ligesom mange engelske hooligans også gør nu. Den danske hooliganisme kan i den henseende ses som en geografisk udvidelse af den engelske hooligankultur, som blot skulle etableres for at kunne eksistere. Selvfølgelig har den danske hooliganisme sit eget udviklingsforløb som knytter sig til en dansk kontekst, men som fænomen tilføjer den ikke noget som ikke er set før i andre hooliganmiljøer – men selvfølgelig ting som vi danskere ikke er vant til. Både I England og i Danmark er der indført ny lovgivning for at bekæmpe fænomenet.
Analysér og fortolk ’The Football Factory’ af John King med særlig fokus på hovedpersonens selvopfattelse
Hooliganisme er blevet undersøgt mange gange, og beskrevet gennem nyhedsartikler og dokumentarfilm, men også gennem en række fiktive romaner. Mange gange stilles seeren eller læseren i en position så indgangsvinklen bliver den, at man ser en hooligangruppe ude fra, og dermed ser problemet fra undersøgerens, producerens eller forfatterens synspunkt. Man bliver altså en slags ’flue på væggen’. Men modsat det, bliver man i ’The Football Factory’, som er skrevet af John King i 1996, som læser kastet ind i en hooligangruppe som støtter fodboldklubben Chelsea Football Club, hvor man ser en historie, en handling, ud fra en af hooligan-drengenes synsvinkel. Romanen er ganske vist fiktivt skrevet, og synsvinklen skal tages med det forbehold. Man kan sige, at med det valgte perspektiv, får John King som forfatter mulighed for at skildre de problematikker som hooligans oplever og forsager, som han gerne vil. Som læser får man et kig ind i hvordan hooligans måske tænker om sig selv, om deres gruppe, og bestemt også hvad de tænker og synes om ordensmagten og de andre hooligangrupper.
I ’The Football Factory’ følger man som læser hovedsageligt én person, nemlig Tom Johnson, som er en del af et hardcore, aggressivt og meget voldeligt Chelsea-firm. Tom og hans firm tager midt i 90´erne, rundt til forskellige fodboldstadions og byer i hele England, for, på ydmygende vis, at trænge sig ind på modstanderholdets hooligans’ område, og derefter slås mod dem, og forhåbentlig vinde. Dog er det ikke kun på aways  ,at Tom og hans firm vil kæmpe og slås mod de andre hooligans. Når Chelsea, som Tom og hans firm jo holder med, spiller hjemme, handler det lige så meget om at forsvare deres territorium, området omkring Stamford Bridge, som er Chelseas stadion. Udover slåskampe og vold i forbindelse med Chelseas fodboldkampe arbejder Tom som lagerarbejder. Dette ser han som hårdt arbejde, og derfor lever han for weekenderne, hvor han og hans firm går til fodbold, drikker øl og scorer de piger, de nu kan få. Tom ser dette som en aflastning fra arbejdet og sin hverdag.
Udover de fjender som Tom og hans firm har, altså de andre klubbers hooliganfirms, har de også skabt et fjendebillede omkring det offentlige system, og især the old bill . For i forbindelse med at Tom og hans firm er på jagt efter nogle hooligans på en away mod Tottenham, får Tom og hans firm narret politiet. De møder nemlig nogle fans fra Tottenham, og mødet med dem ender i slåskamp, hvorefter Tom og hans firm spreder sig sådan, at the old bill ikke kan finde dem. Toms glæde ved denne episode er meget stor.
“The other coppers are lashing and trying to nick some of the younger element, but they know they’ve fucked up and we’re mobbing together and the cunts are on for a kicking. I want to laugh and shout because this is Tottenham. A fucking shit hole and the old bill don’t put cameras down poor people’s streets. They’re only interested in protecting City wealth and the rich cunts in Hampstead and Kensington. Fuck the scum round here. There’s no cameras this distance from the ground. No fucking chance. The old bill know they haven’t got the numbers and there’s no videotape deterrent. The road’s jammed with traffic and we can see flashing lights further down the street blocked by buses. You couldn’t ask for more.”
Dette afsnit beskriver, udover Toms glæde ved at have ”vundet” over the old bill, også hvordan Tom tænker omkring modstanderens bydel, Tottenham. For Tom kommer fra Hammersmith, den vestlige del af London, og Tottenham ligger i den nordlige del af London. Derfor er der mellem Chelsea og Tottenham, og de andre London-klubber desuden, en rivalisering og internt had.  Samtidig beskriver Tom hvordan politiet og systemet er ligeglade med et” shithole” som Tottenham og derfor heller ikke sætter videoovervågning op og siger videre ”[…]they’re only interested in protecting City wealth[…]”, hvilket for Tom synes latterligt og som begrundelse for hans had til politiet, og det offentlige system: de er ligeglade med de lavere dele af samfundet, og går kun op i de rige.
For […]we’ve been trained to respect uniforms and believe in the idea of justice.” , hvilket betyder at politiets autoritet for mange betyder, at man ubetinget adlyder hvad de angiver man skal gøre. Det er Tom imod, og derfor betyder hadet til the old bill meget i forhold til hans gerninger og holdninger.
Som nævnt tidligere arbejder Tom som lagerarbejder, og tjener dermed ikke særlig mange penge. Derfor kan man med rette placere Tom i den lavere sociale del af det engelske samfund, i arbejder klassen eller den lavere del af middelklassen. Det gør ham til en nogenlunde stereotyp af, hvad mange mener en hooligan er. Også aldersmæssigt passer han ind, da han må regnes for at være sidst i tyverne, eller lige omkring de 30 år gammel. På trods af sin ikke helt unge alder er han stadig sammen med mange tilfældige piger, og har ikke rigtig andet at give sig til end at drikke øl på det lokale værtshus med sine venner i sin fritid, når han ikke arbejder. Tom er altså en mand på vej ud i en form for ingenting, uden et uddannelsesmæssigt grundlag for at udvikle sig på arbejdsmarkedet i fremtiden. Hans fokus ligger på nuet, og ikke på fremtiden, som det måske gør for mange andre halv-unge mænd. Men ikke blot hans fokus ligger et andet sted end andres; hans opfattelse af hvordan han fremstår og er, og hvad han præsterer og opnår, er en anden slags end hvad man ude fra måske ville opfatte. For Tom mener, at livet for ham er fodbold, sex og det firm han er medlem af. Han opfatter sit firm, og andre hooligans som en slags oprørere, og sammenligner dem faktisk med sortes kamp for ligestilling:
”We’re lower than niggers because there’s no politician going to stand up for the rights of mainly white hooligans like us. And we don’t want their help. We stand on our own feet. There’s no easy place to hide. No Labour council protecting us because we’re an ethnic minority stitched up by the system. No Tory minister to support our free market right to kill or be killed.”
Han sammenligner altså niggers  og hooligans med hinanden, som minoriteter i det engelske samfund. Men Tom ser en forskel på de to grupper ved at sige at sorte bliver støttet politisk, mens at hooligans, og ham selv, selv må kæmpe deres kamp. Han fortsætter med at sige:
”The old bill are the scum of the earth. They’re the shit of creation. Lower than niggers, Pakis, yids, whatever, because at least they don’t hide behind a uniform.    You may take the piss out of the bastards occasionally but you have some hidden respect somewhere.”
I dette citat, beskrives altså hvad Tom synes om the old bill. Og det er, som det fremgår, ikke positive tanker han gør sig om dem. Han sætter faktisk politiet lavest i det engelske samfund – lavere end niggers, Pakis, yids som ellers må anses for at være en del af de laveste sociale klasser i England. Det kan virke uforståeligt, at Tom på den måde placerer politiet så lavt, da han ikke mindst selv er i den laveste del af det engelske samfund, men også fordi politifolk faktisk ikke er ringe betalt. Men Toms rangering af politiet som lavest er ikke baseret på økonomi og samfundsmæssig status. Set fra Toms synspunkt og holdninger er placeringen oplagt. Lige som ham selv, har sorte, pakistanere og jøder også et minoritetsproblem som de kæmper for, dog med forskellige udgangspunkter og fremgangsmetoder. Han kan se, at nogle dele af det offentlige system, som for eksempel et Labour council , faktisk støtter de andre minoriteter, og samtidig mærker han, at systemet konstant udfordrer og blokerer hans egen sag og forsøg på at gennemføre den, og derfor bliver hans aggressioner rettet mod selve systemet, som politiet, the old bill, er repræsentant for Det kan være én grund til det store had, som han og hans firm nærer til det offentlige. Så i forhold til hans selvopfattelse kan man med rette sige at han, i forhold til det offentlige system og politiet, opfatter sig selv som en del af en minoritetsgruppe som har en sag, som han kæmper for. Men hvad er så målet? Enten ligger det skjult i hans aggressioner og voldelighed, eller modsat i hans glæde ved et hooliganslagsmål. For som Tom siger:
”The crowd’s already buzzing inside and we can hear the constant chant  of CHELSEA. This is what life’s all about. Tottenham away. Love it.”
I følge Tom er en udebanetur til Tottenham altså det, han lever for. På turen til Tottenham får Tom og hans firm også en slåskamp ud af dagen, modsat de mange gange hvor politiet når at splitte de to hooligangrupper ad, før det endelige slagsmål finder sted. Og selvom sejrens sødme naturligvis sætter prikken over I’et i Tottenham for Tom, så er det ryet om, at man som hooligangruppe tør stille op til kamp, der tæller. For eksempel mod Millwall, som har et virkelig berygtet og mental  firm:
”[…]we’re united, all together in this, and we’re telling ourselves that Millwall are mental, but we’re mental as well, […], and it’s all about pride and self respect. […]We’re on Millwall’s manor and it’s up to them to stop us taking the piss otherwise they won’t be able to hold their heads up till the next time the two clubs meet and they get the chance to try and turn us over.”
Det er altså tydeligt, at det for Tom handler om at invadere og, måske for dem, overtage Millwalls område eller territorium. Og selvom det faktisk ender med at Tom og hans firm får en ordentlig omgang tæsk af modstanderholdet Millwalls hooligangruppe, så er det alligevel i orden for Tom og Chelsea-drengene, fordi de i det mindste prøvede. I modsætning til hvis for eksempel politiet havde fået stoppet gemytterne eller, at der slet ikke havde været nogen slåskamp på grund af for få mænd.
Det er straks værre, hvis man ikke selv formår at beskytte sit territorium, som det for eksempel sker for Tom da West Ham gæster Stamford Bridge. The old bill, politiet, får stoppet parterne , de to hooligangrupper fra hver klub,  og dermed får Tom og hans firm ikke lov til at forsvare deres område, alt i mens de faktisk kan se gæsterne fra West Ham spankulere rundt, flabet, på Toms og hans firms territorium. Her ser man skuffelsen og pinligheden hos Tom. Han føler sig ydmyget og ryet i forhold til West Hams fans er markant svækket. Igen får Tom et argument for ikke at bryde sig om ordensmagten. For ordensmagten, the old bill, har stået i vejen for Toms bevarelse af et godt ry blandt andre klubbers firms. Og som nævnt tidligere er det jo dette ry han lever og ånder for, og det er det hans liv i korte træk går ud på.
Samtidig med at Tom har disse personlige aspekter, holdninger og visioner, er han også en del af det omtalte Chelsea-firm. Og hvorfor er han så med i dette firm? En mulig forklaring er, at det er fordi han her kan finde rum for sine personlige holdninger, lyster og drifter, og samtidig dele sine frustrationer med mænd i samme båd. Der er forskellige ambitionsniveauer i firmet, men i bund og grund er alle af samme holdning og støbning. Dette sammenhold skaber en stærk gruppefølelse for medlemmer af firmet. Samtidig kan en mulig grund til at Tom og andre søger sådanne ekstreme grupper være, at de er nødt til det, for at få følelsen af at være noget værd. For det er jo den lavere del af det engelske samfund, primært mænd uden koner, og hvis disse mænd endelig har et job er det lige som Tom, som lagerarbejder eller noget i den stil. Ikke just hvad man forbinder med værdighed og samfundsmæssig høj status eller indflydelse i det engelske samfund. Men denne indflydelse får disse mænd i gruppen, ved at stå sammen i gruppen og skabe et ry om hvor farlig denne gruppe er, sådan at samfundet bliver bange for dem. Og denne frygt fra andre kan måske forstærke Toms opfattelse af, hvordan han selv er; en person som folk ”respekterer” og frygter. Respekten er baseret på frygt og dermed med til at forstærke oplevelsen af forskellen mellem systemet og gruppen, ”the firm”.
I et udviklings psykologiske perspektiv kan der sikkert findes mange gode grunde til, at mennesker som Tom udvikler sig til voldelige individer med psykopatiske træk. Sigmund Freud har blandt andet beskrevet, hvordan en sund udvikling af de tidlige relationer til ens mor og far (primære omsorgspersoner) er en afgørende forudsætning for, at vi senere kan udvikle sunde og tillidsfulde relationer til andre mennesker og det samfund vi er en del af.  Ifølge Freud har det betydning for, hvordan vi oplever os selv som værdifulde og hele mennesker med betydning for andre. Lykkes dette ikke, siger Freud, bliver vi frustrerede. Vi får ikke vores basale behov for tilfredsstillelse af vores drifter dækket. 
I følge Freud kan personligheden beskrives som sammensat at tre strukturer: Det´et (ID, den ubevidste del af personligheden der består af behov, drifter og impulser og styres af lystprincippet), Jeg´et (EGO repræsenterer personens fornuft og vilje, som styrer vores handlinger på en hensigtsmæssig måde) og Over-jeg´et (SUPER-EGO, der iagttager, styrer og truer, ”den indre samvittighed”). Hos en nogenlunde harmonisk person vil disse tre strukturer være i balance og konstant udveksling. ”Formålet” med personligheden er at styre sammenhængen mellem drifter og behov på den ene side og personens funktion som medlem af samfundet på den anden side. Tom styres meget af Id’et, af sine umiddelbare impulser og drifter. I stedet for et afbalanceret socialt Over-jeg styres han af gruppens interne regler og æreskodeks. 
Det er tydeligt, at Tom oplever at få sine behov dækket gennem at være en del af sit firm. Et kedeligt arbejde og et kedeligt hverdagsliv er kun noget, der skal overstås for at komme frem til næste weekend og kamp. I gruppen får han anerkendelse af de andre medlemmer og bliver bekræftet i at han er noget værd. Samtidig får han afløb for sin frustration over måske ikke at være et ønsket og ligeværdigt medlem af det engelske samfund, ved at slås med andre grupper og ikke mindst samfundets støtte og beskytter: politiet.
Men hvordan kan Toms opvækst have påvirket ham til at blive den person han er?  Tom har altid gået til fodbold – selv dengang han var helt lille:
”It’s hard to believe there was a time when you could go on the rampage inside the ground and get away with it week after week. Like the Chelsea North Stand when I was a kid.”
Tom er altså ikke blot vokset op med at gå til fodbold – han husker også, hvordan man dengang nemmere kunne komme af sted med et slagsmål. Dengang var der altså også hooliganisme, som Tom var opmærksom på. Dette kan måske have indplantet sig i hans bevidsthed: at man slås, når man går til fodbold. En åbenbart anerkendt måde at komme af med frustrationer på. Måske også anerkendt af hans familie. Tom har måske stilet efter disse hooligangrupper, og er derfor blevet så inkarneret fodboldfan og hooligan, som han er. Dette har tidligt i Toms liv været med til at forme hans opfattelse af sammenhold, succes, frustrationer og konflikter, og dermed hans opfattelse af sig selv. I gruppen er evnen og viljen til at kæmpe et kriterium for medlemskab og prestige og Tom lærer at associere adrenalin-suset i kampsituationen med varme, belønning og dermed behagelige følelser frem for med den skam og frygt, der ellers normalt omgiver udøvelsen og oplevelsen af vold i samfundet.
Tom er tydeligt drevet af sine lyster og drifter på godt og ondt. Han er sammen med tilfældige piger, når han trænger til det, og hans aggressioner får han afløb for i forbindelse med fodbold. Og hvor er Toms samvittighed og moral? Ikke umiddelbart til at se for læseren. Det er som om hans Over-jeg ikke justerer Toms opførsel med almindelig moralske værdier og kontrol, men at Tom styres af sine umiddelbare behov.

Opsamling og delkonklusion
Ud fra en fiktiv roman om engelske hooligans fremgår det fra analysen og fortolkningen, at hovedpersonen og hooligan´en Tom føler sig som en minoritet i det engelske samfund. Han kæmper sin kamp mod det offentlige (politiet), både fordi han ikke mener, at han kommer klart igennem med sine holdninger og behov, men også fordi han nogen gange bare synes, det er sjovt. Samtidig ved han ikke rigtig, hvad han ellers skal give sig til, da hans hverdag mange gange er ensformig og kedelig. Samtidig er det måske også en social cyklus (social arv), da Tom er vokset op i et belastet socialt miljø i det engelske samfund, og måske allerede fra barnsben har oplevet en hård kultur – både i forbindelse med fodbold og i sin opvækst.  Romanen er som nævnt 100 % fiktiv, men den giver et godt og troværdigt indtryk af, hvordan, ifølge John King, hooligans tænker og agerer, og hvorfor. Det er en styrke for ”The Football Factory”.

Diskutér de samfundsmæssige problemer hooligans forårsager
Af de to foregående kapitler er det fremgået at hooliganisme, specielt i England, kan beskrives som en særlig social gruppedannelse. Gruppen er kendetegnet ved, at de fleste (af de engelske) hooligans kommer fra arbejderklassen, eller lavere end det, dvs. fra en social klasse, hvor en stor del er arbejdsløse.  Samtidig kendetegnes hooligans ved, at de optræder aggressivt og voldeligt i grupper. Det er et af de væsentlige samfundsmæssige problemer, som hooliganismen forårsager. For at kunne forebygge dette må vi forstå, hvordan hooliganisme opstår og vedligeholdes og hvordan hooliganisme påvirker og påvirkes af vores samfund, herunder den måde vi som samfund forsøger at håndtere fænomenet på.
I min redegørelsen og analyse har jeg vist, at hooliganismen kan betragtes på flere niveauer:
- Som bestående af voldelige enkelte individer
- Som en voldelig og destruktiv gruppe
De samfundsmæssige problemer som hooliganisme forårsager, kan overordnet betegnes som
sociale problemer, der:
• danner grobund for et asocialt og destruktivt fællesskab, som truer samfundet
• kan være med til at fastholde, at en i forvejen udsat gruppe marginaliseres.
Endelig er det et samfundsmæssigt problem, at det koster samfundet mange penge og kræfter, at bekæmpe hooliganismen.

Jeg vil i min diskussion bruge den franske sociolog Pierre Bourdieu til at se på, hvordan den sociale arv har betydning for at fastholde hooliganismen og dernæst diskutere om samfundets håndtering af hooligans kan være med til at løse/forebygge problemet eller om det er med til at eskalere det. Forstærker det vreden og aggressionerne hos gruppen af hooligans, at politiet tropper så talstærkt op, så slagsmålene nogle gange eskalerer og kommer til at involvere flere personer end de hooligans politiets indsats faktisk er rettet mod? Dels på den korte bane og dels i et mere langsigtet perspektiv. Jeg vil her inddrage et dansk litteraturstudie, der omhandler forebyggelse af fodboldoptøjer.
Social arv og Bourdieu
Vi har set i kapitel 1 og 2, at hooliganismen ikke mindst i sine tidlige former i England, ofte rekrutterer sine medlemmer fra de laveste sociale lag i samfundet, ofte lavtuddannede eller arbejdsløse. Det er mennesker der, som vi hørte om i analysen af Tom Johnson, arbejder som ufaglærte i en lager hal, på en fabrik, eller lignende. Typisk vil der være tale om fysisk belastende arbejde uden særlig høj status. Man kan have en hypotese om, at børn der vokser op i disse arbejderfamilier har en særlig drivkraft for at komme ud af arbejdsløshed og dårlige økonomiske vilkår. Men sådan forholder det sig imidlertid ikke. Tværtimod har forældrenes uddannelsesniveau stor indflydelse på, hvilket uddannelses niveau børnene vælger . Det er trægt, at bryde med sin sociale arv.
I analysen af ”The Football Factory” fremgik det, at Tom allerede som barn socialiseres ind i hooligan-kulturen. Man kan sige, at hooliganismen er en del af hans sociale arv. Begrebet om en social arv er forbundet med en forestilling om, at der overføres ‘noget’, fra generation til generation. Dette ‘noget’ vil jeg forsøge at komme lidt nærmere ved hjælp af Bourdieus begreb om ‘habitus’.
Bourdieus studier viser, at alle miljøer producerer det, han kalder en bestemt ”habitus”. Habitus er kropsliggjorte vaner og handlemønstre, som vi ikke tænker over. Habitus kan beskrives som et system af mønstre og dispositioner, som er foranderlige, men som samtidig har en vis træghed, og som det dermed tager tid at forandre . Bourdieu formulerer det på den måde, at en habitus ofte ”overlever de sociale betingelser, der har skabt den.”  På grund af sin habitus accepterer man for det meste den position man har i samfundet.
Habitus skabes ikke kun i familien men også i større samfundsmæssige sammenhænge, som Bourdieu kalder felter . Et felt har sin egen indre logik og sin egen evne til at få dets aktører til at tro på feltets vigtighed, fx via talemåder og sprogbrug. Inden for et felt foregår der et spil eller en kamp om ressourcer og magt. De muligheder man har for at handle inden for et givent felt afhænger af ens habitus, dvs. af de anlæg man har tilegnet sig. Hvis man lever i et bestemt miljø, der svarer til ens egen habitus, stiller man ikke spørgsmål ved feltets logik og spilleregler. Man optager feltets værdier, handler herud fra og er samtidig med til at opretholde den orden, og den magtstruktur der omgiver feltet. 
Det er min vurdering, at Bourdieus begreber belyser noget centralt i diskussionen af de samfundsmæssige problemer, som hooliganismen skaber. Bourdieus habitus-begreb giver os en god mulighed for at forstå, hvorfor hooligankulturen føres videre som den gør, fra generation til generation – også selv om de objektive strukturer (de sociale vilkår, der skabte den) forandres.
Forebyggelse – hvem betaler prisen?
Den historiske redegørelse viste, at hooliganismen har et omfang, der til tider kalder på store omkostningstunge politimæssige indsatser. Højrisiko-kampe med rivaliserende klubber kræver meget politi for at forhindre sammenstød og beregninger viser, at en enkelt kamp i Danmark kan koste op imod 1 million kroner at sikre politimæssigt . Politiet i Danmark oplever hooliganisme som et eskalerende problem. Det er derfor relevant at diskutere, hvordan vi som samfund, herunder politiet håndterer selve indsatsen og hvem det er  der betaler. Dels er der behov for den akutte løsning af problemerne til kampene og dels er der behov for en mere langsigtet indsats.
Det er her relevant at pointere, at det dog langt fra er alle kampe, hvor der er fodboldoptøjer.  I 67 % af kampene i England sker der fx ingen anholdelser  og 31 % af kampene i FA Premier League foregår helt uden politi.   Som vi har set foregår fodboldoptøjerne, ikke mindst i sin nuværende form, ofte uden for stadion. I England er der dobbelt så mange tilfælde af ”Violent Disorder” uden for stadion (226 tilfælde) som på selve stadion (113 tilfælde)  . Det går ud over samfundet, ud over det offentlige rum og måske ud over uskyldige borgere.  I og med at det kun er i en vis del af klubberne i England, at hooligans er et reelt problem, og det samme billede tegner sig som vi så i redegørelsen i Danmark, kan man umiddelbart anføre, at de respektive klubber, som har problemet, selv skal være med til at betale. Samtidig er det vigtigt at påpege, at hooliganisme i høj grad også er et socialt fænomen og som derfor skal løses som et samfundsproblem.
Samfundets indsats – reaktiv eller forebyggende
Politiet har i de seneste år, både i England og i Danmark, fået udvidet deres beføjelser i bestræbelser på at bekæmpe hooliganismen. Der er øget overvågning, registrering, forebyggende anholdelser baseret på en NUL-Tolerance politik, samtidig med at samarbejdet med klubber og fanklubber er intensiveret.
Spørgsmålet er om politiets indsats på længere sigt bidrager til at dæmpe eller eskalere den fodboldrelaterede vold? I min diskussion af dette spørgsmål vil jeg trække på et dansk litteraturstudie omkring forebyggelse af fodboldoptøjer, der forsøger at belyse dette spørgsmål. 
Allerede i 1895 fremførte den franske psykolog Gustave le Bon i bogen ”Massernes psykologi”, at folk bliver anonyme i en større gruppe og mister deres evne til at handle ud fra deres almindelige normer og standarder. Man mister altså sin egen normale dømmekraft og underlægges i stedet massens altomfattende helhed, en slags kollektiv underbevidsthed, hvor det er det irrationelle, drifterne og aggressionerne, der hersker.  Man smitter hinanden og handler ens. Voldsudgydelser kan antændes af en udefra kommende ”provokation” som fx politiet. Gustave Le Bon mente, at dette var et vilkår ved store grupper, som man ikke sådan kunne lave om på.
Over for dette perspektiv beskrives i samme studie en mere nuanceret tilgang til forståelse af store grupper og deres reaktioner. Med erfaring fra tidligere fodboldoptøjer ser man nu mere selve forholdet og samarbejdet mellem hooligans og politi som centralt. Det er vigtigt, at se på hvordan politiet håndterer selve situationen i mødet med hooligans, og samtidig er det vigtigt, at man ser på gruppen som bestående af mange forskellige personer og grupperinger frem for som en fast entydig størrelse med destruktive egenskaber.  Pointen er at hvis politiets ser ”hooligans” som en ensartet trussel, vil gruppen af hooligans også reagere som sådan.  Dermed kan den ikke-voldelige supporter eksempelvis søge støtte hos den voldelige supporter for at svare igen over for en uretfærdig behandling fra politiet. På den måde kan situationen eskalere og udvikle sig. 

I stedet er det vigtigt at politiet forholder sig nuanceret til gruppen af hooligans. På den måde kan et godt samarbejde med dele af gruppen påvirke resten af gruppen positivt. Dette forudsætter at politiet, kontrollører og supportere arbejder godt sammen.  I nævnte litteraturstudie foreslås det, at der foretages videre forskning, hvor man for eksempel interviewer både hooligans, almindelige supportere, politi og kontrollører for at undersøge, hvad der går godt og hvordan man sammen kan løse det bedst muligt. Det er vigtigt at anlægge en dynamisk frem for stereotyp vurdering og tilgang til hooliganismens problemstillinger og især er det vigtigt at se på den konkrete kontekst som volden udspiller sig i. Hvis ansvaret for fodbolduroligheders opståen alene placeres hos gruppen af hooligans, er det oplagt, at løsningsmulighederne også vil rette sig mod mere og mere sofistikerede metoder for at komme den del af gruppen til livs, man mener, står bag urolighederne. Det samme gælder hvis man, som vi så i Tom Johnsons tilfælde, ensidigt reducerer optøjernes opståen til, at det er politiets skyld alene (kapitel 2).
Loven om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, som blev vedtaget i Danmark i 2008 afspejler til dels dette perspektiv ved at give politiet yderligere beføjelser til at bekæmpe de personer, der har ”en særlig voldsaura”, for på den måde at indkapsle problemet og hindre dets spredning.  Problemet med en sådan tilgang er, at den på forhånd og entydigt bestemmer årsagen til volden som et udtryk for bestemte gruppers særlige normer.
Med Bourdieu i baggrunden kan politiets indsats ses som et udtryk for symbolsk vold overfor gruppen af hooligans, som kan være med til at fastholde dem som voldelige og asociale personer med fare for stigmatisering og marginalisering.  Hvis vi som samfund vil gøre noget grundlæggende ved hooliganisme og dens følger skal vi se på de sociale problemer, der ligger i samfundet. Og så handler det om politik og et langt sejt træk. Samtidig kan der fokuseres på forebyggelse og samarbejde, i stedet for at opildne aggressionerne ved at anholde eller reaktivt nedkæmpe hooliganisme. I Danmark har man for eksempel indført et såkaldt fodboldtog, hvor fodboldfans får rabat i forbindelse med togrejser til fodboldkampe. Denne rabat og dette samarbejde, medvirker til at hærværk og vold nu sjældnere finder sted i togene .

Delkonklusion og opsamling
Med Bourdieu, har vi set, at det er svært at slippe ud af sin sociale arv, sin habitus. Et socialt belastet miljø, hvor man i forvejen er marginaliseret kan danne grobund for hooliganisme. Det tager lang tid at bryde med sin sociale arv og hooliganismen selv kan selv være med til at fastholde marginaliseringen.
Hooligans skaber store problemer med optøjer, hærværk og vold, som koster samfundet rigtig mange penge. Hooliganisme må ses som et socialt og strukturelt problem. Derfor må samfundet betale for at løse det, dog er det fair at store pengestærke klubber også bidrager.
I diskussionen peges på alternative løsninger af de samfundsmæssige problemer som hooliganisme skaber. Det er vigtigt, at se og møde gruppen af hooligans som en sammensat størrelse som skal mødes og behandles nuanceret. Det er vigtigt med en mere nuanceret forståelse af voldens opståen hos såvel politiet som hos gruppen af hooligans. Kæmpe politi-opbud og nye og strengere love i sig selv kan være med til at volden eskalerer.  På den lange bane skal der politiske og økonomiske reformer til at ændre de grundlæggende sociale problemer, der ligger under hooliganismen.

Konklusion
I redegørelsen for den historiske udvikling i hooliganisme i England og Danmark blev det tydeligt at hooliganisme som fænomen er et meget ældre og mere omfattende område end det er i Danmark. Den danske hooliganisme kan i mange henseender ses som en slags efterligning af den engelske hooliganisme.
Gennem analysen af ”The Football Factory” blev det anskueliggjort, at hooligans føler, at de har fælles sag. Selv om de anser sig selv som en minoritetsgruppe i det engelske samfund, har de i høj grad en sag at kæmpe for – selv om det måske indimellem fortoner sig, hvad det er de præcis kæmper for. Det er mere tydeligt, hvad eller hvem de kæmper mod, nemlig politiet. Gennem hovedpersonen Tom får vi et billede af, at politiet i hvert fald ikke skal være den faktor, der forhindrer ham og hans firm i at fuldføre deres mission i forbindelse med fodboldkampe. Tom opfatter sig som en, der er udenfor det etablerede system, et system som ikke taler hans sag og som derfor skal bekæmpes. Analysen af Toms selvopfattelse giver et troværdigt indblik i, hvordan en hooligan tænker om andre og om samfundet. Gennem Sigmund Freuds psykoanalytiske model blev det klargjort, at der måske ligger udviklingspsykologiske aspekter bag Toms behov for at følge sine laveste drifter og impulser: aggression og sex opblandet med en cocktail af alkohol og stoffer.
Dette perspektiv bragte os frem til tredje kapitels diskussion af de samfundsmæssige problemer hooligans forårsager. I diskussionen så vi med Bourdieu, at det er svært at slippe ud af sin sociale arv, sin habitus. Den sociale arv fra et belastet socialt miljø i England, hvor man i forvejen føler sig marginaliseret kan til dels forklare, at et individ udvikler sig til en hooligan. Med store sociale skel og høj arbejdsløshed er der i England grobund for at hooliganismen fortsat kan udvikle sig.
Hooligans får skylden for optøjer, hærværk og vold, som koster samfundet rigtig mange penge. Er det klubberne eller samfundet der skal betale? En form for kompromis synes at være den mest logiske løsning. Hooliganisme må ses som et socialt og strukturelt samfundsproblem, men samtidig er det fair, at store pengestærke klubber også bidrager.
Endelig bragte diskussionen fokus på alternative løsninger af de samfundsmæssige problemer som hooliganisme skaber. På baggrund af viden dels om gruppens psykologi og dels om kontekstens betydning for voldens opståen fremdrages det som vigtigt, at se på hooligans som en sammensat størrelse, som det ikke gavner at møde med en stereotyp opfattelse. I tilrettelæggelsen af indsatsen kan man med fordel vælge en tilgang, der lukker op for en mere nuanceret forståelse af voldens opståen hos såvel politiet som hos gruppen af hooligans. Det konkluderes i diskussionen, at et kæmpe politi-opbud og nye og strengere love i sig selv ikke er vejen frem. Det foreslås derimod at nuancere indsatsen med fokus på samarbejde og konstruktive løsninger. Samtidig pointeres det med Bourdieu, at grundlæggende sociale problemer i stor udstrækning arves gennem generationerne, og at det går trægt med forandring. På den lange bane er der derfor behov for en social indsats, hvilket kræver langstrakte politiske og økonomiske reformer.

Dato:                 Navn:

Litteraturliste
Bøger
• Brejnrod, Poul. Sociologi. Gyldendalske Boghandel, Nordish Forlag A.S., Copenhagen. 2008. 1. udgave, 2. oplag.
• Brimson, Dougie. March of the Hooligans. USA: Virgin Books, 2007.
• Brüel, Sven; Nielsen, Niels Åge. Gyldendals Fremmedordbog. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S, Copenhagen. 1991. 10. udgave, 3. oplag.
• Bundsgaard, Richard; Skov, Oliver. Hooligan – I’m Fuckin’ Lovin’ it. Forlaget Columbus, 2007. 1. udgave, 1. oplag.
• Hauge Lene; Brørup, Mogens (red.). Gyldendals psykologi håndbog. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København. 2007. 3. udgave, 2. oplag.
• Jonassen, Ann Joy og Ringsted, Suzanne. Sigmund Freuds psykoanalytiske teori. I ”Udviklingspsykologiske  teorier – en introduktion”. Munksgaard, København 1989
Artikler
• Tipsbladet. Af Torsten Kjems. Skrevet 19. 05 2009, hentet 02/12.2010. http://www.tipsbladet.dk/nyhed/sas-ligaen/broendby-taet-paa-fanregister
• DR P3-Nyheder. Af Mie Brandstrup. Hentet 13/12.2010 http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/2010/01/19/110530.htm

Internetmateriale
• Den Store Danske, ”Hooligansme”. 01/12.2010 http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Sport/Fodbold_-_Regler,_organisationer_og_internationale_turneringer/Hooliganisme
• Jersnin Nissen, Marie-Louise, under ”Hooliganismens historie”. 30/11.2010 https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/faktalink/titelliste/fodb/fodbhele
• ”Lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder”. Lov nr. 307/04/2008.
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=116657
• Rasmussen, Kristian og Havelund, Jonas; Forebyggelse af fodboldoptøjer – et litteraturstudie. Forsknigsenheden Sport og kropskultur, Center for Idræt, Aarhus Unicersitet, 2007. Publiceret på Justitsministeriets hjemmeside 2007 http://www.justitsministeriet.dk/483.html#c643
• Redox’s rapport: Århus ’08. Citat taget fra: http://redox.dk/aarhus08/
• Wikipedia. 11/12.2010. http://en.wikipedia.org/wiki/Manchester#Demography (Afsnittet ”Demography”)

Bilag
Bilag 1: Brøndby tæt på fanregister
Bilag 2: DSB bestikker fodboldfans for at få fred
Bilag 3: Demography
Bilag 4: Redox – Århus ’08
Bilag 1
• Tipsbladet. Af Torsten Kjems. Skrevet 19. 05 2009, hentet 02/12.2010. http://www.tipsbladet.dk/nyhed/sas-ligaen/broendby-taet-paa-fanregister
Brøndby tæt på fanregister

Nu vil Brøndby de mange ballademagere til livs og gøre det endnu bedre at være Brøndbyfan.
15:00 Af Torsten Kjems 19 Maj, 2009
Brøndby arbejder på kunne udelukke ballademagerne fra holdets kampe for samtidig at kunne give fordele til de positive fans.
Balladen i forbindelse med storkampen mellem FC København og Brøndby i Parken får formentlig nu Brøndby til at etablere et initiativ i ligmed med FC Københavns FCK Away, hvor holdets fans, der ønsker at komme med til udekampe, skal opgive personlige oplysninger for at kunne købe billet.

- Vi ønsker mest af alt, at det får konsekvenser, hvis man laver ballade til fodboldkampe. Det kan ikke være rigtigt, at det nærmest er gratis at hærge løs, som vi har set det flere gange i foråret, og vi ønsker at kunne fotoregistrere de ballademagere, vi ikke ønsker til vores kampe, oplyser Brøndbys direktør Hermann Haraldsson på Brøndbys hjemmeside.

- Desværre er det stadig stort set omkostningsløst at begå disse handlinger, og vi må fortsat ikke registrere ballademagerne, så vi effektivt kan udelukke dem fra vore kampe. Det er en skam, for dermed får de få negative elementer langt mere opmærksomhed end de tusindvis af fans, der gør en kæmpe indsats for fodboldfesten.

- Vores dialog med fansene peger klart i retning af, at ønsket om indførelsen af en slags udebaneklub er stigende, og vi er derfor i gang med at vurdere, hvorledes dette kan implementeres sammen med en række fordele for de fans, der positivt ønsker at være en del af fællesskabet i Brøndby IF, lyder det fra direktøren.

Hermann Haraldsson understreger, at der hen over sommeren vil komme en række nye tiltag. At det bliver til fordel for de positive fans og en ulempe for ballademagerne, hersker der nok ingen tvivl om.

Bilag 2
• DR P3-Nyheder. Af Mie Brandstrup. Hentet 13/12.2010 http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/2010/01/19/110530.htm

Statsbanerne giver enorme rabatter til rejsende med de særlige fodboldtog.
© DSB

Skrevet af: Mie Brandstrup

DSB bestikker fodboldfans for at få fred
19. jan. 2010 11.05 P3Nyheder Opdat.: 19. jan. 2010 11.30
DSB giver et decideret godt tilbud til fodboldfolket, der skal se deres hold spille på udebane.
Billetten er nemlig meget billigere, end dét resten af befolkningen skal betale for en togtur.

En returrejse fra København til Aalborg koster 778 kroner - men er du Brøndbyfan på vej til kamp, koster billetten kun 300 kroner retur.

Det er en rabat på hele 61 procent.
- Vi laver en helhedsvurdering af, hvad der tjener forretningen bedst, og det gør vi også i den her sammenhæng. Derfor er vi nået frem til, at det er en fornuftig handel, siger sekretariatschef i DSB, Bjarne Lindberg Bak, til P3Nyheder.

Slipper for hærværk
DSB har lavet ordningen med billige fodboldtog for at stoppe hærværk, vold og chikane af medpassagerer, der tidligere har været en stort problem.

- Vi har kørt de her tilbud til fodboldfans i en periode hen over efteråret, og det har i hvert fald haft den effekt, at vi ikke har set nogle episoder af den slags. Det er et glædeligt resultat af den indsats, siger Bjarne Lindberg Bak.

Betal kontant
Fodboldtilhængerne får også en anden fordel som DSBs andre kunder ikke får.
Har man ikke billet til i toget, koster det anormalt 500 kroner i afgift.

Men det gælder ikke for fodboldtoget - her betaler du kontant til én af de guider, der er med til at passe på fansene.
Rystede politikere
På Christiansborg er trafikordførerne chokerede over oplysningerne.
- "Hvis du er fodboldfan, skal du ikke have rabat for at køre med toget, og hvis du er en fodboldbølle, skal du slet ikke med. Det er da helt grotesk, hvis de får rabat, og jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, om det virkelig kan være rigtigt, siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, til Newspaq.
Den anden side af salen er enig.
- Jeg er målløs. Det burde da være nærmere være omvendt, at fodboldfans bør betale mere, eller at deres klubber skulle give tilskud til det hærværk, der laves, når de hårde fans tager til udebanekampe, siger socialdemokraternes Magnus Heunicke.
Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen siger, at han nu vil undersøge sagen nærmere.

Bilag 3
• Wikipedia. 11/12.2010. http://en.wikipedia.org/wiki/Manchester#Demography (Afsnittet ”Demography”)

Demography
See also: Demography of Greater Manchester
Manchester compared[67][68]

UK Census 2001
Manchester Greater Manchester
England
Total population 441,200 2,547,700 49,138,831
Foreign born 15.0% 7.2% 9.2%
White 81.0% 91.0% 91.0%
Asian 9.1% 5.7% 4.6%
Black 4.5% 1.2% 2.3%
Over 75 years old 6.4% 7.0% 7.5%
Christian
62.4% 74% 72%
Muslim
9.1% 5.0% 3.1%


The population of Manchester shown with other boroughs in the Greater Manchester county from 1801 to 2001.
The United Kingdom Census 2001 showed a total resident population for Manchester of 392,819, a 9.2% decline from the 1991 census.[69] Approximately 83,000 were aged under 16, 285,000 were aged 16–74, and 25,000 aged 75 and over.[69] 75.9% of Manchester's population claim they have been born in the UK, according to the 2001 UK Census. Inhabitants of Manchester are known as Mancunians or Mancs for short. Manchester reported the second-lowest proportion of the population in employment of any area in the UK. A primary reason cited for Manchester's high unemployment figure is the high proportion of the population who are students.[69] A 2007 report noted "60 per cent of Manchester people are living in some of the UK's most deprived areas".[70] Mid-year estimates for 2006 indicate that the population of the metropolitan borough of Manchester stood at 452,000 making Manchester the most populous city in North West England.[71] Historically the population of Manchester only began to rapidly increase during the Victorian era and peaked at 766,311 in 1931. After the peak the population began to decrease rapidly, reasons cited for this are slum clearance and the increased building of social housing overspill estates by Manchester City Council after WWII such as Hattersley and Langley.[72]
The inhabitants of Manchester, like in many other large cities, are religiously diverse. Christianity is the largest religion in the city; much like Liverpool and Glasgow Manchester has a large Catholic population due to Irish immigration. The Jewishpopulation is second only to London,[73] and Greater Manchester also has one of the largest Muslim populations.
The percentage of the population in Manchester who reported themselves as living in the same household in a same-sex relationship was 0.4%, compared to the English national average of 0.2%.[74]
In terms of districts by ethnic diversity, the City of Manchester is ranked highest in Greater Manchester and 34th in England. 2005 estimates state 77.6% people as 'White' (71.0% of residents as White British, 3.0% White Irish, 3.6% as Other White – although those of mixed European and British ancestry is unknown, there are over 25,000 Mancunians of Italian descent alone which represents 5.5% of the city's population[75]). 3.2% as Mixed race (1.3% Mixed White and Black Caribbean, 0.6% Mixed White and Black African, 0.7% Mixed White and Asian, 0.7% Other Mixed). 10.3% of the city's population are South Asian (2.3% Indian, 5.8% Pakistani, 1.0% Bangladeshi, 1.2% Other South Asian). 5.2% are Black (2.0% Black Caribbean, 2.7% Black African and 0.5% Other Black). 2.3% of the city's population are Chinese, and 1.4% are another ethnic group.[76] Kidd identifies Moss Side, Longsight, Cheetham Hill, Rusholme, as centres of population for ethnic minorities.[15] Manchester's Irish Festival, including a St Patrick's Day parade, is one of Europe's largest.[77] There is also a well-establishedChinatown in the city with a substantial number of oriental restaurants and Chinese supermarkets. The area also attracts large numbers of Chinese students to the city, attending the local universities.[78]
In terms of religion, in the 2001 census, 62.4% of the population are Christian and 9.1% Muslim. Other religions represent less than 1% each. The number of people without a religion is above the national average at 16%, with 9.7% not stating their religion.[79]
Based on the population estimates for 2005, crime levels in the city are considerably higher than the national average. Some parts of Manchester were adversely affected by its rapidurbanisation, resulting in high levels of crime in areas such as Moss Side and Wythenshawe.[80] The number of theft from a vehicle offences and theft of a vehicle per 1,000 of the population was 25.5 and 8.9 compared to the English national average of 7.6 and 2.9 respectively.[81] The number of sexual offences was 1.9 compared to the average of 0.9.[81] The national average of violence against another person was 16.7 compared to the Manchester average of 32.7.[81] The figures for crime statistics were all recorded during the 2006/7 financial year.[82]
The Manchester Larger Urban Zone, a Eurostat measure of the functional city-region approximated to local government districts, has a population of 2,539,100 in 2004.[5] In addition to Manchester itself, the LUZ includes the remainder of the county of Greater Manchester.[83] The Manchester LUZ is the second largest within the United Kingdom, behind that of London.

Bilag 4
• Redox’s rapport: Århus ’08. Citat taget fra: http://redox.dk/aarhus08/

"I 1994 fandt nogen af os sammen på en bustur hjem fra Brøndby med den officielle fanklub (DHB – Det Hvide Brøl, red.) den 16. Oktober 1994 (denne dato er grundsten i WPs oprettelse). Vi havde af Brøndbys kontrolørrer fået og vide, at vi skulle forlade stadion så hurtig som muligt efter kampen, da de var bange for at Southside (en hooligan-gruppe fra Brøndby, red.) ville komme over til os når kampen var slut. Vi nogle der ikke forstod, at det var grund nok til at skulle løbe ud til bussen, Southside kunne da bare vise deres grimme fjæs hvis de havde lyst. I bussen på vej hjem snakkede vi sammen og blev enige om at vi ville samle et GF-firm, der kunne slå fra sig når der var grund til det. Til den efterfølgende hjemme kamp ugen efter, mødtes de samme mennesker + venner på en bar i Århus, som senere blev et fast mødested før hjemmekampene. Gruppen har siden da holdt sammen, bortset fra nogle stykker der faldt fra i starten, da de fik "kolde fødder", men tilgengæld kom der en masse nye til i årenes løb og der kommer hele tiden nye folk."

Tusind tak Jonathan! :)

“I'm just another bored male, approaching 30, in a dead-end job, who lives for the weekend. Casual sex, watered-down lager, heavily cut drugs. And occasionally kicking fuck out of someone.” 
 

skulle aflevere min bog og har af en eller anden årsag glemt at få linje og sidetal på dette citat. Nogle som kan hjælpe mig så ville dejligt

Det er da kun i filmen han siger det :)

Det citat er fra filmen, hviket også pointeres længere oppe, da en anden spørger om det. Men det er vel for meget at forlange, at folk læser tidligere indlæg igennem...