Stil af Dan Turells lyriske træk. HJÆLP!!!

Hej Allesammen!

Jeg sidder her og kæmper lidt med en stil til imorgen! :( Den skal være hverdagsagtig og genren er Erindring. 

Jeg skal følge Dan Turells lyriske træk, som indebærer overdrivelser, gentagelser, ironi, hverdag, knækprosa, slang, allitarationer og metaforer... Jeg føler ikke rigtigt at den er så strukturet, selvom jeg ikke må lave den længere, så det er ret svært. Jeg har lavet et vendingspunkt tilsidst, som også er et træk, nemlig at der ikke er noget klimaks, men mere en overraskelse tilsidst. Jeg ville høre om i ville være så søde at rette min stil igennem,  så ville jeg virkelig sætte pris på det!! 

Knus Laura:

I en lille lavning i hjertet af Vangede dannede min barndom sig. 
Det var der jeg tog mine første skridt, kørte benet en gang om pedalen uden at vælte, sagde mit første ord.
 Nu sad vi i hast i vores peugeot, på vej ud til mit nye hus med lyden af Madonnas greatest hit “4 minutes”. Nu var det simpelthen sket. Min mor og far havde i al hemmelighed solgt mit hjem, det betryggende bjørnebo, sikken bedragelse!
Jeg kendte ingen her, og jeg havde ikke planer om det. Jeg havde simpelthen fuldt og fast besluttet mig på at jeg ikke skulle give en lyd fra mig, indtil de besluttede sig for at det nok var bedst for alle at flytte hjem. 
Knapt nok var jeg trådt ind huset, og var allerede ved blive kvalt af den gennemtrængende lugt af maling, og den skarpe harpiks fra gulvbrædderne. 
Jeg kiggede instinktivt rundt omkring som en lille isfugl kigger med intense blikke når den skal danne sig et overblik af beliggenheden den nu må befinde sig i af ufri vilje.
Min far daffede ind i nabo værelset og hilste på håndværkerene med en sixpack i den ene hånd og et smil på læben, som man nu gjorde dengang, for at komme på god fod med dem. Jeg trådte forsigtigt ind i det der skulle være omridset af en stue. Et gråt, grumset, og yderst grimt rum, med oprevede brædder, mørkebrune vinduer og spindelvæv i hjørnerne. Simpelthen, en stue? Det mindede mig mere om et fængsel, i Bangkok.
Jeg ålede mig gennem værelserne som en slange der fletter sig ind mellem sivene ved amazonas flod, for at spotte et bytte. 
Jeg nåede til en lang gang der var tåget af en kalksky, og som jeg nærmede mig enden, ænsede jeg en bizar skikkelse. En krum, kippende, mand. Simpelthen, direkte trukket ud af et manga blad, lignede han et kloakmonster i færd med gårddagens rov jagt. Noget tiltrak mig dog alligevel ved denne aparte situation. Jeg var et uforstyrret, eventyrlysten barn der ikke kendte til konsekvenser og endnu ikke var blevet slugt af de voksnes begrænsede, og bekymrede adfærdsmønster. 
“Hva så kiddo” sagde manden og smilte akavet, med den halve mund åben, så jeg kunne ænse hans sorte ryger tænder og hans skarpe whisky ånde. Jeg kunne tydeligt se at han skulle til at spørge mig om noget. Noget der fik ham til at skynde sig at klappe i da så fik han øje på min mor, og krummede sig sammen som en mishandlet fængselsindsat.
“Nå Trudy, hvordan går arbejdet?” sagde hun venligt. 
Så kiggede han henkastet væk og mumlede noget med “lede kælling”.
Min mor greb fat om min arm og vendte på sin hæl, mens hun trak mig med bestemte skridt ned til min far. Nu skulle de to havde en “voksensnak” og så vidste vi alle at samtalen der snart skulle forekomme ikke var for sarte sjæle, men nysgerrigheden tog sejren som sædvanelig. 
“Det er helt ude af proportioner! Jeg kan simpelthen ikke lægge mine penge hos sådan en mandschauvinistisk, gerrig, glubsk, grådig stodder!” skreg hun, mens ilden stod ud at ørene på hende og hendes ansigt kunne ligeså godt være malet rødt. 
Der var simpelthen så stille at jeg sværger at der kunne være tabt et fjer og hele bundtet havde faret op. 
Så tog min far en beslutning, og trak i forlegenhed, min mor ud til bryggerset, mens håndværkerne kiggede på hinanden som om de var på randen til et nervøst sammenbrud. 
Da de efter 10 minutter kom ud, gik de gennem den kalkskyede gang, helt til enden, til at opdage… I hvert fald ikke nogen Trudy. Væk som en pil i en stormvind, var ham, simpelthen. 
Næste dag kom der håndværkere og far, kom slentrende ind med en six-pack i hver hånd og en nyt skuespiller smil på munden.
Senere på dagen kom vores pensionerede naboer, Birgit og Lennart forbi med en gammeldags cheesecake, og min lillebror sad begravet med hele sit ansigt og sjæl i sin gameboy, mens jeg gyngende i dagdrømme, flettede blomster kranse, og dannede en anden verden fyldt med dristige, dydige, dulmende organismer der dansede i det fugtige grønne græs. 
Trudy var væk, med hans firma, vores penge og stolthed men nu drak min far øl, med sine nye håndværker venner, min mor spiste cheesecake med vores dejlige naboer og solen skinnede ned på mig, var det hele nu heller ikke så slemt, da vinden strøg hen over vores hoveder og forvandt sammen med vores bekymringer.