(spørgsmål)platon, homer, sofokles og herodot

herodot: hybris(overmod) nemesis(gudernes straf)..kong kroises er overmodig(ved at blive ved med at gå i krig i troen om han er største), og bliver straffet af guderne ved at Sardes bliver indtaget af perserne..desuden også Herodot's kildekritik. Herodot benytter kildekritik i historien om Kong Kroises i kapitel 1, da han siger: "Hvad alt dette angår, skal jeg ikke udtale mig om, hvorvidt det er gået til på den ene måde eller anden måde...." siger han om hvilke bedrifter hellenerne og barbarerne har udført...her ses hvordan han er objektiv - han udelukker ikke noget i forhold til noget andet....dog senere i kapitel 75 og 84 viser han mangel på kildekritik, da han tager nogle urealistiske historier for givet(bl.a. hvordan man kunne gøre Sardes umulig at indtage ved at bære en løveunge rund om sardes) - uden at være kritisk overfor de urealistiske historier han nævner..

Sofokles: I Ødipus ses et ganske godt eksempel på tragisk ironi. dvs. man som læser godt ved, at Ødipus er den som har myrdet den tidligere Konge Laidos, men som ikke selv ved det før noget tid inde i Ødipus. Desuden ses dette da Ødipus i starten jagter den som har dræbt Laidos, men hvordan han selv bliver den jagede. desuden er et tema i ødipus hybris(overmod)...disse ting er også generelle om Sofokles...endnu en ting om Sofokles generelt er, at man ikke kan undgå sin skæbne(som det ses i ødipus)..

Tak for det, Homer derimod er bare historiker? og Platon tror ikke på guderne/skæbnen?

Du ved vel som udgangspunkt, hvem, der har skrevet hvilke tekster, ikk?

Dertil er så at sige...

Homer (750-700 fvt.): Han levede i Lilleasien. Han har de såkaldte Homers metoder (lignelser, epiteter, dialog med replikindividualisme).

Herodot (485-425 fvt.): Han blev født i Halikarnassos i Lilleasien, som er en grænseby i Grækenland. I sit liv rejste han meget (bl.a. Ægypten, Babylon, Athen, Syditalien), og han fik historier og oplysninger omkring perserkrigene fra soldater, der havde deltaget. Herodot levede altså hele sit liv i multikulturelle miljøer.
Han mener, at Perserkrigene også bunder i den indre modstrid mellem græsk frihed og orientalsk despoti. Bagved de menneskelige kræfter, står i Herodots øjne den guddommelige indgriben. I misundelse griber guderne ind, hvis et menneske har for meget medgang og lykke.
Hans metode er dialoger med replikindividualisme, Han er en nogenlunde subjektiv historiker (siges det). De datoer, han har nedskrevet er rigtige (pånær måneformørkelsen i "Perserkrigene"). Dog kommer han med sine egne meninger og kommentarer og dialogerne opfindes selv af Herodot.

Jo, jeg ved godt hvad de enkelte har skrevet, men den dybere mening bag(forfatternes forestillinger mht. guder og skæbnen) er mig knap så klar. Det er for eksempel ikke smart at komme ind på hybris og nemisis hvis det er odyssen man snakker om. Det jeg efterspørger er derfor konkrete begreber man kan fastsætte de enkelte forfattere.

Nå ja. Og så levede Sofokles 495-406 fvt. og var født i Athen og han er tragiker.
Platon levede 427-348 fvt. og var hovedsagelig filosof.

Platons filosofi gik hovedsagligt ud på idelæren... en dualistisk tankegang med at der er vores virkelige verden og en ide-verden hvor fx den perfekte hest er og i vores verden er ale de heste vi ser kun skygger af den perfekte hest, men de har stadig nogle fællestræk der gør at vi kan identifisere dem som heste...
læs eventuelt hule-lignelsen som er et billede på hvordan vores verden og ide-verden hænger sammen... som en slags metafor... (ved ikke lige om det er det rigtige ord, men det lyder da godt ikk?)

Homer, Sofokles og Herodot er tror i hvert fald alle på guderne i høj grad (se bl.a. #5 omkring Herodot).
Men det, Homer og Sofokles har nedskrevet, er jo i virkeligheden historier, der allerede var kendte af befolkningen, så jeg ved ikke, om det i så høj en grad repræsenterer dem som forfattere.. Hvis du forstår hvad jeg mener..

Platon var Sofokles' elev. De gik ind for forestillingen om, at vi (=det almindelige menneske) lever i den såkaldte fænomenverden. Denne verden repræsenterer hvad det almindelige øje ser, og den giver ingen indsigt. (dvs. det hele handler egentlig om erkendelse, og denne erkendelse opnås ikke her). Ifølge Platon skal vi altså bruge tankens øje og således se ind i ideverdenen.(=se ind i os selv, for på den måde at opnå erkendelse).
Desuden var Platon under den opfattelse, at mennesket er fyldt med viden fra fødslen. Det handler om at vække denne viden (hvilket også er hvorfor vi skal se ind i os selv for at se ideverdenen). Derfor var han imod de såkaldte sofister, som var under den opfattelse, at mennesket skulle påfyldes viden, som man fylder benzin på en bil.
Plton var fortaler for diskussion på lige fod.
I Platons skrifter (som oftest omhandler og afspejler Sokrates filosofi) benyttes ofte den sokratiske metode. Det vil sige at man gendriver en modstanders argumenter på hans egne præmisser. Man tvinger ham til at hævde noget, der er uforeneligt med det, han startede med at hævde.
Pointen med dette er at ryde alle meninger af vejen (der efter hans mening står i vejen for sandheden). Mennesket kan ikke få øje på den egentlige viden, fordi at det i kraft af at have meninger, tror det ved besked. Når meningerne er rydet af vejen vil mennesket vende sig mod sig selv og få øje på sandheden.

#8:
Hvad er det for en erkendelse man gerne vil opnå, men som man ik opnår i fænomenverdenen? Altså erkendelsen af hvad?

Sidder nemlig lige med old.. ska op om en uge, men det er jo altid godt at være i god tid, så man ka nå at få styr på alt sån' noget her... :)

Det ultimative for Platon er, at opnå indsigt i ideernes verden... Disse ideer kan iflg. Platon udelukkende erkendes gennem den menneskelige fornuft. Erkendelse af ideerne kaldes også viden (episteme), mens erkendelse af den sansbare verden (fænomenerne) kaldes mening (doxa)...