Decentralisering, parlamentarisk kæde-

Her har du min lille hjemmelavede forklaring...

Decentralisering er at lade forskellige enheder udføre arbejdet fremfor at det hele skal kontrolleres af en samlet ledelse. Blandt fordelene ved det er, at det gør hele ledelsesprocessen nemmere, men det bliver til gengæld sværere at koordinere og overskue.

I forhold til det offentlige kunne man måske sige, at decentralisering er "at uddelegere flere opgaver og ansvarsområder ud til fx kommunerne" -altså simpelthen at staten prøver at give slip på noget af sin kontrol over kommunerne, og lader kommunerne overtage flere og flee ansvarsområder.

f.eks. hvis forvaltningen af kontanthjælp er centraliseret, så udføres arbejdet i kommunen, men det er staten, der har en samlet ledelse af alle kommunerne indenfor emnet, og det er statens budget det påvirker.

Men hvis den er decentraliseret, så er det et arbejde, der ledes af de enkelte kommuner, og det påvirker de enkelte kommuners budgetter i forhold til, hvordan de vælger at prioritere opgaven.

Hvis du googler dig lidt frem kan du sikkert finde en række bedre og mere præcise forklaringer på det.

Har ikke forstand på sådan noget :-)

- Held og lykke :)

Forvaltningen er inddelt i forskellige kompetenceområder, hvor kompetence skal forstås i retlig forstand således, at den myndighed, der har kompetence, er den, der kan træffe afgørelse i sager, der ligger indenfor et specifikt ressort. 

I Grundlovens § 3 er det udtrykt, at den lovgivende magt er hos folketinget, den udøvende magt er hos kongen (regeringen), mens den dømmende magt er hos domstolene.

Således er Grundlovens § 3 et eksempel på uddelegeret kompetence, men det er meget centraliseret på dette plan.

I Grundlovens § 14 er det beskrevet, at det er kongen, som bestemmer antallet af ministre og forretningernes fordeling imellem dem. 

Det er altså kongen (som følger statsministerens råd), der kan opdele den udøvende magt, dvs hele forvaltningsorganet i specifikke ressortområder, hvor ministerierne har kompetence til at træffe afgørelse. 

Det er da muligt med originær kompetencedelegation, der ved lov overfører kompetence fra ministerierne til myndigheder lavere i hierarkiet. Dette er eksempelvis tilfældet med kommunerne, idet Grundlovens § 82 udtrykker, at kommunerne under statens tilsyn har ret til selvstændigt at styre deres anliggender.

Derudover er det muligt for en i hierarkiet højereliggende myndighed at delegere kompetence til en lavereliggende myndighed (eksempelvis råd, nævn, styrelser et cetera), såfremt der skulle være grund hertil. På samme måde kan kommunerne delegere kompetence både eksternt og internt. 

Der kan være mange grunde til at uddelegere kompetence (decentralisere). I de fleste tilfælde vil decentralisering foregå, fordi der for at træffe afgørelse i en række specifikke sager kræves et vist lokalkendskab, hvor den lokale myndighed da siges at have den stedlige kompetence. Omvendt er det ikke altid, at en lokal myndighed kan forventes at ligge inde med den tilstrækkelige saglige kompetence til at træffe afgørelse; da må kompetencen placeres højere i hierarkiet.

Mange tak for hjælpen :-) Nu har jeg forstået det bedre.. :-)

Er der nogen der kan forklare modellen ?

1# godt

Det hjalp mig meget