veldfærdsmodel

Læs det her. Men i grove træk er det at vi frit kan gå til lægen, gå i skolen, få sociale ydelser osv. 

fx. Der er ikke så stor ulighed som i andre lande med andre velfærdsmodeller. (centraleuropæiske & liberale)

http://oekonominu.systime.dk/index.php?id=200

Den skandinaviske velfærdsmodel 

Man taler om dens skandinaviske model, fordi vi her i Norden har indrettet os markant anderledes end i resten af verden. Vi vil i det følgende især tage udgangspunkt i den danske velfærdsmodel, som typisk er kendetegnet ved følgende:

De fleste sociale ydelser gælder alle og er ens for alle (universelle)
Høje sociale ydelser
Mange gratisydelser
Højt skattetryk og udgiftstryk
Høj grad af social omfordeling
Velfærdsordninger er finansieret via skatter og ikke via forsikringsordninger
 

I Danmark har vi altid prioriteret uddannelse højt, da vi har betragtet dette, som en vigtig del af velfærdsstaten. At studere på et gymnasium eller et universitet er gratis i Danmark. I lande med den liberale velfærdsmodel kan en universitetsuddannelse sagtens koste flere 100.000 kr. Mange amerikanske forældre begynder at spare op til deres børns uddannelse, så snart børnene er født.

Sociale ydelser for alle. Det er karakteristisk for den danske model, at mange af de sociale ydelser gælder for alle og er ens for alle. Det gælder fx børnepenge, SU og folkepension. Alle har ret til børnepenge, også højtlønnede.

Mange ydelser er således ikke direkte målrettet de svageste i befolkningen, men gælder alle. Sådanne ordninger betegnes derfor som universelle – og derfor kaldes den skandinaviske model tit for den universelle model.

Høje sociale ydelser. Mange af de sociale ydelser i Danmark ligger på et ret højt niveau sammenlignet med andre lande. Det gælder eksempelvis kontanthjælp og førtidspension. Dagpengesatsen dækker en forholdsvis stor del af den tabte indkomst for de lavtlønnede, der bliver arbejdsløse. SU’en hører til de mest favorable i verden.

Mange gratisydelser. I Danmark stiller den offentlige sektor en række ydelser gratis til rådighed for befolkningen. Det gælder eksempelvis sygehuse, lægehjælp, undervisning m.v. Visse ydelser er der en vis brugerbetaling på, som dækker en mindre del af omkostningerne – mens det offentlige betaler resten. Det drejer sig om bl.a. børnehaver, tandlægebesøg m.v.

Højt skattetryk og udgiftstryk. Danmark har – sammen med Sverige – verdens højeste skattetryk. En stor del af danskernes indkomst ryger i de offentlige kasser. Dette hænger naturligvis sammen med, at den offentlige sektor i Danmark har store udgifter til såvel indkomstoverførsler som offentlig service, der stilles gratis til rådighed for borgerne. På den måde er den danske offentlige sektor mere omfattende end i mange andre lande (se figur 12.1).

Figur 12.1 Skattetrykket i udvalgte lande, 2008 ID

Høj grad af social omfordeling. ’Robin Hood’-princippet er et dominerende element i den danske velfærdsmodel – der tages fra de ’rige’ og gives til de ’fattige’. Der sker således en høj grad af social omfordeling i Danmark i forhold til andre lande.

Det sker især via de mange former for indkomstoverførsler, som primært ydes til lavindkomstfamilier (kontanthjælp, boligtilskud m.v.). Også via indkomstskattens progressive skatteskala sker der en omfordeling, idet højindkomsterne betaler en relativt større del af deres indkomst i indkomstskat. Det opvejes dog til en vis grad af afgiftssystemet, hvor de fleste afgifter er degressive. Dvs. lavindkomsterne bruger en relativt større del af deres indkomst på at betale moms og afgifter end højindkomsterne. Så alt i alt er det således ikke så meget de samlede skatter, der virker omfordelende, det er primært indkomstoverførsler og gratisydelser.

Den danske velfærdsmodel er den mest omfordelende i verden og regnes blandt de mest effektive, når det gælder om at løfte folk op over fattigdomsgrænsen. Der gives til alle – men mest til de svageste. Alle betaler meget i skat – men de højeste indkomster slipper en lidt større del af indkomsten i skat end de laveste indkomster.

Man kan derfor sådan lidt populært sige, at vi i Danmark omfordeler fra de 90 procent rigeste til de 90 procent fattigste. Middelklassen betaler meget i skat – og modtager selv en stor del af de offentlige ydelser. Nogle har brugt udtrykket ’fra os til os’. Man kunne betegne den danske velfærdsstat som en slags folkeforsikring, hvor alle betaler ’forsikringsbidrag’ (skat) til den fælles forsikringskasse (det offentlige), som herefter udbetaler ’sikringsydelser’ til arbejdsløse, ældre, studerende, syge m.v.

Skattefinansiering. Det er karakteristisk for den skandinaviske model, at langt største-delen af de sociale ydelser finansieres over skatten. Alle danskernes ’skattekroner’ ryger ind i en fælles ’skattekasse’. Herefter beslutter Folketinget så, hvor høj folkepensionen skal være, hvad dagpengesatsen skal ligge på osv. Disse ydelser gælder for alle danskere. Selvom man gennem sit arbejdsliv måske ikke har bidraget så meget til den fælles skattekasse, så har man ret til de samme ydelser som alle andre. Dette er et særsyn sammenlignet med andre landes velfærdsmodeller.

Har vi råd til ikke at have en velfærdsstat?

2#

Der bliver flere og flere ældre. Samtidig fødes der få børn sammenlignet med tidligere årgange. Situationen er, at der i fremtiden vil blive færre til at forsørge en stor gruppe af pensionister/ældre. 

Udgifterne til pension, sygehus, plejehjem osv. stiger, tildeles også pga. den store gruppe af ældre. 

Man snakker om, at man i en fremtiden måske ikke har råd til en velfærdsmodel. Hvis man vil beholde den nuværende velfærdsmodel, skal man nok gøre sig klare til en skattestigning, da den offentlige sektor bare bliver dyrere.