Paven og kejseren i middelalderen

Dit spørgsmål er ret bredt, men jeg tror den forklaring du leder efter er den følgende.

Pave Leo 3. fik sit valg til pavestolen modarbejdet af slægtninge til Pave Hadrian 1. og blev sat i fængsel. Det lykkedes ham dog at flygte til Frankrig, hvor han fik støtte af Karl den Store! Ved hans hjælp blev Pave Leo 3. genindsat som pave og udråbte som tak Karl den Store til Kejser over Peterskirken. Det betød at både kejseren og paven var overhovedet af den samme kirke. Det gav bla. kejseren ret til selv at udråbe sine biskoper. Derfor var pavens magt indskrænket helt indtil omkring år 1000.

Tak for svaret, men egentlig håbede jeg på, at det kunne gøres lidt mere simpelt. Altså hvad var det der gjorde at paven var afhængig af kejseren? 

"I de første 200 år efter kejserkroningen i 800 var paven stadig afhængig af kejseren, men i 1000-tallet gik kirken og pavemagten til kamp for kirkens uafhængighed af kejsermagten" 

Var det, det at kejseren havde ret til selv at udråbe sine biskoper, der gjorde at paven var afhængig af kejseren eller? Findes der en konkret grund? 

Håber det giver mening :-/

Tænk det sådan at Kejseren også var Kejser over kirken. Han var altså det endelige overhoved, og kirken kunne derfor ikke gøre noget, uden hans accept. Han har både kunne udråbe sine egne biskopper og har også haft inflydelse på politiske beslutninger indenfor kirken. Det er først omkring år 1050 at kirken får "selvstyre", hvis man kan formulere det sådan.

Tak for svaret, tror jeg er med nu!

Paven fik altså mere magt efter kejseren ikke længere på egen hånd kunne udnævne  biskopper, hvilket efter investiturstriden blev gejstlighedens opgave.

Præcis "Investitur" betyder retten til at udnævne biskopper.