Keynesiansk og Monetarisme?

Keynesianske finanspolitik har i høj grad noget med ekspansiv finanspolitik at gøre. For det første er den store markante forskel at Keynes mente IKKE at samfundsøkonomien var selvregulerende og han gik derfor ind for at staten skulle øge efterspørgslen, da han mente at denne havde en stor betydning for arbejdsløsheden. 

Monotarismen derimod, mente ligesom neoklassikerne, at økonomien var selvregulerende. Dertil kommer at monetarister ser INFLATION som yderst skadeligt for samfundet og er derfor ikke tilhænger af at forbrugerne skal have flere penge mellem hænderne - i modsætning til Keynes. 

Keynes:

- Keynes hovedpointe var altså; at markedsøkopnomien ikke besad en selvregulerende mekanisme, der automatisk sikrede at efterspørgslen i samfundet var så stor at alle var i arbejde, samt at samfundets samlede efterspørgsel efter varer og tjenester var den drivende kraft i samfundsøkonomien.

.

kontraktiv finanspolitik handler jo netop om at staten ikke intervenere som Charlie skriver og derfor er det en økonomisk tilgang som monetaristerne advokerer for. Da de som nævnt mener at en ekspansiv finanspolitik vil skabe infaltion.

I denne tråd er der da vist en vis form for begrebsforvirring.

Først og fremmest var Keynes ikke af den mening, at økonomien ikke var selvregulerende. Det er den skam også - på lang sigt. Keynes pointe var, at den selvregulerende mekanisme tager tid, det sker ikke blot, for på kort sig er der en hel masse trægheder i systemet, som gør, at økonomien ikke bare kan bevæge sig tilbage i ligevægt. Det var også derfor, at Keynes en smule tragikomisk bemærkede, at "in the long run, we are all dead". 

Med hensyn til kontraktiv finanspolitik er det ikke et spørgsmål om, at staten ikke intervenerer. At føre kontraktiv finanspolitik handler om at sænke efterspørgslen i samfundet (at få økonomien til at trække sig sammen), eksempelvis ved at sætte skatterne op. Det er et middel imod at en højkonjunktur løber løbsk. Diskretionær finanspolitik handler om at konjunkturudjævne, og ifølge Keynes burde staterne føre ekspansiv finanspolitik i lavkonjunkturer og kontraktiv finanspolitik i højkonjunkturer for dermed at modvirke fluktuationerne i økonomien.

Monetaristerne var - med Milton Friedman som ideolog - en gruppe økonomer, der fandt det aldeles vigtigt at sikre et stabilt inflationsniveau. Desuden betonede Friedman, at staters evne til at fintune økonomien var lille, og han mente, at politikere ofte gjorde mere skade end gavn, når de forsøgte at hindre økonomien i at udfolde sig. I stedet så han det nødvendigt at sikre en stille men stabil vækst i pengemængden.

At føre kontraktiv finanspolitik handler om at sænke efterspørgslen i samfund.

Hvilket jo netop er det  som en kontraktiv finanspoltik er medvirkende til. 

Selvfølgelig har du ret i at overodnet set handler det om en reducering i efterspørgelsen, men det virker som om at spørgeren er mest interesseret i finanspolitikken, og derfor udelod jeg skattepoltik, pengepolitik m.m.

Nu er "skattepolitik" netop finanspolitik. Finanspolitik er politik, der vedrører statens finanser, det være sig statens udgifter, investeringer og statens indtægter (skatter og afgifter). Man kan derfor ikke udelade "skattepolitik", når interessen er på finanspolitik. 

Hovedsagen var, at #5 var forkert, idet kontraktiv finanspolitik da absolut er statslig intervention i markedsøkonomien. Derfor kunne monetaristerne heller aldrig drømme om at anbefale kontraktiv finanspolitik - men det kunne og gjorde Keynes, selv om han naturligvis fokuserede på ekspansivitet hovedsageligt (evident hans samtid taget i betragtning).

Monetarister ønsker ikke at intervenere, da de som nævnt anser markedsøkonomien for værende selvregulerende. Derimod kan man snakke om kontraktiv pengepoltik, som de vil tilslutte sig.