Finansøkonomi

Dine spørgsmål er meget åbne, og svarene på dem er dels meget omdiskuterede og dels afhænger de i den grad af den kontekst de ses i. 

Når du skriver "skattenedsættelse" antager jeg i det følgende at vi snakker om skat på arbejde. Ved en skattelettelse for din lønindkomst spekulerer man i to mekanismer, der kan gøre sig gældende, hhv. en substitutionseffekt og en indkomsteffekt  Hvis en regering sætter skatten ned er det  typisk med den begrundelse at arbejderen skal tilskyndes til at arbejde (mere). Her er der tale om et ønske om en substitutionseffekt, som betyder at arbejderen bytter sin fritid ud med arbejde, fordi det efter skattelettelsen nu i højere grad kan betale sig at arbejde. Men man kan også tænke sig det modsatte scenarie, indkomsteffekten, hvor arbejderen i stedet for at arbejde nu kan konstatere, at man kan arbejde mindre, men stadig tjene det samme som før skattelettelsen.

Alt efter hvilket scenarie man tror på, kan man forestille sig to forskellige udfald af skattelettelsens påvirkning på det økonomiske kredsløb:

- Substitutionseffekten vil føre til en øget arbejdskraft og dermed en positiv påvirkning af økonomien.

- indkomsteffekten vil føre til en forringet arbejdskraft (folk arbejder jo som bekendt mindre) og dermed en negativ påvirkning af økonomien.  

At statens udbytte af en skattelettelse kommer an på situationen er også netop hvad den mere eller mindre berømte Laffer-kurve beskæftiger sig med. Du kan selv google dig frem til en illustration. Pointen er, at der på kurven er et optimalt punkt ,hvor det størst mulige skatteprovenu er vist. Lad os antage at det nuværende skatteniveau præcist befinder sig på dette punkt. I så fald vil en skattelettelse betyde et mindre provenu for staten, fordi befolkningen ikke tilskyndes bemærkelsesværdigt til at arbejde mere, og det staten mister ved en umiddelbar skattelettelse tjenes derfor ikke ind ved skattelettelsens positive konsekvenser. Sker der i modsat fald en skattestigning, så vil skattestigningen betyde, at befolkningen vil arbejde mindre, og staten får dermed ikke noget provenu af den umiddelbare skattestigning.

I forhold til dit andet spørgsmål, så er det endnu en gang vigtigt at slå fast at det også afhænger af situationen, og følgende forklaring er sat en del på spidsen. Men lad os antage at det offentlige forbrug falder i en periode med lavkonjunktur. Her vil faldet i produktiviteten betyde at der umiddelbart spares penge, men disse penge spares fordi staten fyrer ansatte. I stedet for løn fra staten ryger disse personer på overførselsindkomster (antager at de ikke umiddelbart for nyt job, da der er lavkonjunktur) som er en mindre udgift for staten end løn var det. Men med den nu mindre "løn" til de fyrede, så bliver de nødt til at mindske deres forbrug. Det mindre forbrrug går udover de steder hvor den fyrede medarbejder ellers handler ind. Derfor bliver det sted nødt til at fyre en ansat, osv osv. Der sættes altså en ond spiral i gang hvor økonomien bremses op. MEN dermed ikke sagt at en sænkning af det offentlige forbrug ikke kan være godt! Hvis vi i stedet befinder os i en højkonjunktur kan det være sundt at lave stramninger af økonomien, så vi undgår inflation. Samtidig har det ikke i samme grad negative konsekvenser for arbejdsstyrken, idet det er nemmere at finde et nyt job. Et andet middel til en stramning af økonomien er en skattestigning. I forhold til svaret er der to begreber, der er essentielle og som du sikkert har hørt om, hhv. ekspansiv finanspolitik og kontraktiv finanspolitik.

Bemærk at mine svar på ingen måde er endegyldige, og at det blot er nogle af de gængse opfattelser/konsekvenser, man kan gøre sig af de to scenarier du stiller op.