Velfærdsstaten

Er der ikke nogle der kan hjælpe? :)

Jo,  jeg skal prøve.

Det kan betyde rigtig mange ting for velfærdsstaten, at så mange ikke er i arbejde. Der er mange positioner at tage i den debat - og hvordan man problematiserer velfærdsstaten har ofte noget at gøre med, hvor man står politisk. Jeg skal prøve at skitsere to de væsentligste positioner i forbindelse med arbejdsløsheden i velfærdsstaten. Disse to positioner er selvfølgelig lidt karikeret idet de fungere som hinandens modpoler.  

1) Velfærdstaten er ikke konkurrencedygtig - den skaber ikke vækst - da den er for dyr at finansierer. Den er skattefinansieret og den danske befolkning har af derfor færre penge til forbrug (forbrug = vækst). Og det er klart at velfærdstaten koster mere når arbejdsløsheden er høj, da de jo skal have understøttelse. Desuden synes velfærdstaten at fastholde de arbejdsløse i en "offer position" (tænk på "doven Robert"), hvor man forventer at nyde uden at yde. De lever af andre folks penge, da det ikke kan betale sig at arbejde. Derfor er velfærdstaten en halvskidt ting, som vi så småt bliver nødt til at afvikle, hvis vi skal klare os i en globaliseret verden (arbejd, arbejd, arbejd).

2) Andre vil mene, at det netop er i forbindelse med en høj arbejdsløshed at velfærdstaten har sin berettigelse. Den er netop skabt til at tage sig af de svage. Derfor skal vi betale vores skat og glæde os over at vi hjælper dem der ikke kan hjælpe sig selv (en slags solidaritetstanke). I denne position mener man ikke at arbejdsløshed er selvforskyldt, men at det er samfundet der skaber uligheden. Derfor er det også samfundets opgave at afhjælpe denne ulighed. Den høje arbejdsløshed er derfor et bevis på at vi stadig skal have et stærkt social sikkerhedsnet.
Begge positioner mener selvfølgelig at arbejdsløshed er en uholdbar situation - både menneskeligt og økonomisk. Men de har som hovedregel forskellige løsningsmodeller. Den første position vil skære i de offentlige ydelser, så at det igen kan betale sig at arbejde. De er som regel ikke enige i, at der ikke er nogle jobs. Man kan altid for et job, hvis man virkelig vil (F.eks. i Netto). Det vil også have den effekt, at man kan spare nogle penge og derfor lette skattetrykket, hvilket vil skabe flere private arbejdspladser.

Den anden position er mere tilbøjelig til at fokusere på, at de arbejdsløse har brug for efteruddannelse og jobtræning. Og de vil i højere grad bruge offentlige midler til at skabe de nødvendige arbejdspladser (nu bygger vi en bro, siger de).

Håber at du kan bruge de til noget

held og lykke

Jeg bliver lige nød til at komme med et indspark for at få et lidt mere nuanceret billede på tingene.

^{Velfærdstaten er ikke konkurrencedygtig - den skaber ikke vækst - da den er for dyr at finansierer. Den er skattefinansieret og den danske befolkning har af derfor færre penge til forbrug (forbrug = vækst). Og det er klart at velfærdstaten koster mere når arbejdsløsheden er høj, da de jo skal have understøttelse. Desuden synes velfærdstaten at fastholde de arbejdsløse i en "offer position" (tænk på "doven Robert"), hvor man forventer at nyde uden at yde. De lever af andre folks penge, da det ikke kan betale sig at arbejde. Derfor er velfærdstaten en halvskidt ting, som vi så småt bliver nødt til at afvikle, hvis vi skal klare os i en globaliseret verden (arbejd, arbejd, arbejd).}

At påstå velfærdstaten ikke er konkurrencedygtig, og at den; 1) ikke skaber vækst 2) er for dyr at finansiere - har allerede der for mange grundlæggende antagelser imod sig.

1)

En stat skaber ikke vækst. Jeg er ikke bekendt med et eneste eksempel hvor en eneste stat nogensinde har skabt vækst af sig selv. Staten fastsætter rammerne for borgerne, og de konkurrer internt og eksternt for enten sammen at skabe et stærkere fundament, eller eksportere og derved indtjene til et stærkere fundament.

En velfærdsstat kan sagtens biddrage til at skabe vækst ved f.eks. tilfredsstille en arbejdsstyrke med sygeforsikring således at staten er med til at holde borgerne aktive og i stand til at skabe vækst, frem for at tilgå ved død eller trække andre borger ned i aktivitet ved sygdom. 

Der findes idag ikke ét éneste land i vækst, hvori en velfærdslignende sundhedssektor også er i vækst. Det være sig Kina, Brasilien, Indien etc.

2)

Om en velfærdsstat er for dyr at finansiere er et cost/benefit argument som ikke kan besvares med sådan et postulat.  Du baserer hele din argumentation på at forbrug = vækst. Som ovenfor nævnt, indgår der langt flere ting i den ligning en bare et privat forbrug. Og jeg vil slet ikke begynde at tage hul de mange antagelser du bare gør dig uden at diskutere dem. 

^{Andre vil mene, at det netop er i forbindelse med en høj arbejdsløshed at velfærdstaten har sin berettigelse. Den er netop skabt til at tage sig af de svage. Derfor skal vi betale vores skat og glæde os over at vi hjælper dem der ikke kan hjælpe sig selv (en slags solidaritetstanke).}

Velfærdstaten finder sin berettigelse i andet end en socialistisk tankegang om den stærke skal tage hånd om den svage. Den finder videre sin berettigelse i en utilitarismen og en økonomisk pragmatisme. 

Alle 3 tilgange, fuldstændige uafhængige af hinanden.

^{I denne position mener man ikke at arbejdsløshed er selvforskyldt, men at det er samfundet der skaber uligheden. Derfor er det også samfundets opgave at afhjælpe denne ulighed. Den høje arbejdsløshed er derfor et bevis på at vi stadig skal have et stærkt social sikkerhedsnet.}

Her kan jeg se mig enig. Men der mangler bare en begrundelse hvorfor det er samfundets opgave? - hvis du mener den kun eksisterer i dit tidligere argument, er det en hullet argumentation.

^{Begge positioner mener selvfølgelig at arbejdsløshed er en uholdbar situation - både menneskeligt og økonomisk. Men de har som hovedregel forskellige løsningsmodeller. Den første position vil skære i de offentlige ydelser, så at det igen kan betale sig at arbejde.}

Det er ikke nødvendigvis begrundelsen. Man kan også argumentere for at vælge at skære i de offentlige ydelser fordi den laveste levestandard er for høj. Et argument der fører til det samme, men også er et udtryk for en liberalistisk tankegang - og ikke en idé om at arbejdsløse ikke vil arbejde fordi det ikke gavner dem i det omfang de ligger timer i det.

^{De er som regel ikke enige i, at der ikke er nogle jobs. Man kan altid for et job, hvis man virkelig vil (F.eks. i Netto). Det vil også have den effekt, at man kan spare nogle penge og derfor lette skattetrykket, hvilket vil skabe flere private arbejdspladser.}

^{Den anden position er mere tilbøjelig til at fokusere på, at de arbejdsløse har brug for efteruddannelse og jobtræning. Og de vil i højere grad bruge offentlige midler til at skabe de nødvendige arbejdspladser (nu bygger vi en bro, siger de)}

I den argumentation eksisterer en forudsætning om at det vil sætte gang i det private forbrug og dette vil medføre vækst der i det lange løb skal kunne mere end finansiere sådanne projekter - både i direkte indtægter fra lønninger men også fra øget handel (som en bro vil medføre)

_____________________________________

Og tilbage til:

Hvad betyder det for velfærdsstaten, at mindst 800.00 mennesker i den erhvervaktive alder er uden for arbejdsmarkedet?

Det betyder at staten som finansierer den model vi har indrettet os efter, hvor fællesskabet betaler til en hel del frem for det er den enkeltes risiko, går glip af indtægter og derfor har svært ved at finansiere de ydelser.

Dette medfører enten tab af ydelser eller forringelser i form af besparelser der måske kan indhentes i effektivisering. (sidstnævnte er en diskussion)

Hej Thorsur

Du skriver at mit svar er for unuanceret, og det kan du have ret i - det skriver jeg sådan set også selv: "Disse to positioner er selvfølgelig lidt karikeret idet de fungere som hinandens modpoler".  Alligevel vil jeg mene, at du ikke selv har  mange nuancer med i dit svar på problemstillingen. Du siger blot at staten får svært ved at financierer de velfærdsydelser, der nu engang er forbundet med arbejdsløshed.

Jeg prøver sådan set bare at skitsere rationalet bag en "velfærdskritisk position" og "velfærdspositiv position". Det gør jeg fordi problemstillingen ikke har et facit. Fordi problemstillingen ikke lader sig besvare ved blot at sige,  at staten "(...) går glip af indtægter og derfor har svært ved at finansiere de ydelser", som du bl.a. skriver. Der er mange holdninger til velfærdsstaten, og jeg prøver sådan set bare at gøre opmærksom på, at man får forskellige svar fra forskellige positioner i debatten. Jeg har valgt at argumentere ud fra opstillingen af to modpoler. Om jeg har fanget det "rette" indhold af disse to diskurser, kan man selvfølgelig diskutere. Jeg tror ikke jeg rammer helt ved siden af. Det eneste jeg rigtig "antager" er, at disse to positioner netop har "antagelser" om hvad problemet er. Det er for så vidt bare disse antagelser som jeg prøver at beskrive. Om disse antagelser er "sande" eller "forkerte" er i den sammenhæng ligegyldigt.

Du og jeg, er for eksempel enige i, at man ikke bare kan beskrive velfærdstaten med cost/benefit argumenter - den har en moralsk, etisk og historisk berettigelse, som ikke lader sig indkapsle i en sådan argumentationsform - men jeg skriver det jeg gør, fordi jeg mener at den velfærdskritiske position ofte benytter sig af cost/benefit argumenter i deres problematisering af velfærdstaten. Du skriver f.eks. - og meget rigtigt - at:

Man kan også argumentere for at vælge at skære i de offentlige ydelser fordi den laveste levestandard er for høj. Et argument der fører til det samme, men også er et udtryk for en liberalistisk tankegang - og ikke en idé om at arbejdsløse ikke vil arbejde fordi det ikke gavner dem i det omfang de ligger timer i det.

Når jeg nu har formuleret mig anderledes, så er det fordi den holdning/antagelse ikke er en særlig udbredt måde at argumentere på (jeg støder ikke på den mange andre steder end i LA,VU, Dansk Kuglestøder Forening, CBS's kantine etc.). At det skal kunne "betale sig at arbejde" er, alt andet lige, en mere "populær" figur i den argumentation. Men jeg synes du har ret. Der er folk fra den "velfærdskritiske" position, der mener at folk på understøttelse får alt for mange penge. Men i samme åndedræt nævnes ofte, at det skal kunne betale sig at arbejde (muligvis ikke ordret, men betydningen er der).

Jeg kan til gengæld konstatere at du og jeg er uenige i, hvor velfærdstaten finder sin berettigelse. Her jeg måske formuleret mig lidt klodset. Du synes i hvert fald at forstå, at jeg mener at velfærdstaten har sin berettigelse i socialismen. Det mener jeg ikke. Velfærdstaten har sin berettigelse i uligheden (uligheden i arbejde, uddannelse, sygesikring mv.), det er uligheden, der er dens anledning. Om den er et udtryk for et socialistisk tankesæt ved jeg ikke helt. Måske delvist. Jeg ville nok mere kalde den social-liberal. 

Jeg kan til gengæld ikke forstå at du mener at utilitarismen, har spillet en rolle i velfærdstaten (hvis det overhovedet er det du mener?). Velfærdstaten er vel i tanken, netop det modsatte af utilitarisme? Hvad "økonomisk pragmatisme" angår, så er jeg ikke sikker på, at jeg ved hvad det er. Men hvis du mener "keynesianisme" (social-liberal økonomisk politik), så er jeg helt enig. 

Men tak for din grundige gennemgang af mit svar. Jeg håber at personen, der sin tid oprettede denne tråd, får nået ud begge indlæg. 

Ps.
Jeg ved selvfølge godt at stater ikke skaber vækst af sig selv. I daglig tale taler man om stater og deres evne til at skabe vækst. Derfor skriver jeg som jeg (og man) gør. BNP udregnes jo netop som en stats (ikke nations) værditilvækst.

Arbejdsløshed har to problemer:

Udgift og skatter: Staten får ikke skat, og skal endda forsørge den arbejdsløse, dvs. en dobbelt udgift.

psykologisk og personligt:  mennesker uden job får oftest dårligere livskvalitet og mindreværd. Det kan måske skyldes at den vestlige verdens grundlæggende værdi er baseret på at succes er lig med arbejde/vækst/forandring.

Børn har det dog ikke skidt med ikke at have et arbejde. Børn opfinder til gengæld deres eget arbejde, hvilket man kan udlede følgende af: Mennesker har et medfødt behov for aktivitet og bliver deprimerede ved ikke at udrette noget.

Her er nøgletal:

http://www.nordvestnyt.dk/artikel/127216:Indland--Over-to-millioner-forsoerges-af-staten

i alt 2 millioner forsørges af staten

#2

"Den anden position er mere tilbøjelig til at fokusere på, at de arbejdsløse har brug for efteruddannelse og jobtræning. Og de vil i højere grad bruge offentlige midler til at skabe de nødvendige arbejdspladser (nu bygger vi en bro, siger de)."

Den anden position du omtaler hører mere under din første position. Det er en liberalistisk  tankegang at satse på workfare.

Du kunne istedet for have skrevet, at der skal satses på Welfare, så de økonomiske stabilisatorer i samfundet opretholdes.